Postkort fra Charlotte

Intro af Neele Pawlowski:

En spontan ferie blev til, efter Charlotte med bedste overbevisning fik mig lokket med til Colombia, hvor hun lige var ankommet. Billetten blev booket og allerede 2 dage efter ankom jeg bleg men spændt til Barranquilla. Charlotte ville arrangere transport fra lufthavnen og til Taganga, hvorfra vores fælles rejse skulle begynde. Den sidste instruks jeg modtog fra Charlotte inden min afgang, var følgende: “Hvis der mod forventning ikke skulle være nogen med et skilt med dit navn ved Arrivals, så ring med det samme, jeg klarer betaling, de får ikke en øre før jeg ser dig”. Da jeg endelig ankom, var der dog intet skilt med mit navn, men overraskelsens glæden var derimod det større, da Charlotte selv stod i lufthavnen. Ikke nok med at hun havde kørt den lange vej på 2 timer med en privat chauffør, men at det ovenikøbet var med politi eskorte, så vi sikkert kunne komme ud af Barranquilla, den kan kun Charlotte charmere sig til!

Den første del af ferien tilbragte vi ved kyststrækningen ved det caribiske hav, med absolut førsteklasses strande. Dagene gik med udflugter, badning, surfing, dykning, smage lokale delikatesser, vandring i nationalpark (Tayrona) og ikke at forglemme massage på stranden. Det bedste sted vi boede var i en lille 2 personers træhytte ned til stranden, hvor vi blev lullet i søvn af havets brusen.

Taganga

Mig, som stadig tror, jeg skal rejse alene gennem Columbia, jo jo det er et ægte smil:

Taganga er: mega lækkert vand, lidt hårde strande, god dykning og sløve strandsælgere, der har meget at lære i forhold til dem vi kender fra sydeuropa – de sælger kaffe, arepas og massage, og måske henter de solbrille-stativet hvis du spørger rigtig pænt.

Taganga-bugten, og nogenlunde udsigten fra vores hostel: 

Gadekunst (de flotte hjørner er ikke med vilje, men der er vist kommet lidt sand i mit kamera, så det skal have lidt hjælp til at åbne)

Et par kilometer uden for Taganga – der hvor saltet kommer fra:

Lufthavns-pickup med politi-sjov:

Nååårh altså, velkommen på turen Neele

Kaffe uden sukker fås ikke på stranden, men god er den:

Arepas (majsdej med smør og smeltet ost i midten og dip) – én er nok, især når der er hår i…

Aftenhygge på stranden:

Super billed-editering (aner ikke hvordan det er blevet sådan): 

Kæledyret, yf!

Hvor de almindelige mennesker bor og meget typisk Columbia-landskab:

Costeno Beach

Efter nogle dage havde vi fået nok af strandhustlerne i Taganga og på den nærliggende Playa Grande, og smuttede til et lille hostel, der ligger helt for sig selv på Costeno Beach. Her kan man snakke om tropeparadis. Ingen klager, slet ingen klager:

Vi gik et par hundrede meter længere ned ad stranden for at surfe, og efter at have konstateret, at vi ikke er særligt gode til det, sad vi og kiggede på de lokale bade-/fisker-smølfer og nød at være ‘langt langt ude':

Sjældent har jeg været så millionær som i Columbia, mwuhahaha:

Tayrona National Park

Afsti-afsted gik det på motorcykler mod Tayrona National Park (langsomt selvfølgelig, mor, meget langsomt!)

Må lige indskyde, at columbianerne altså har de sødeste og høfligste manerer, som fx når de i højtaleren i lufthavnen på næsten korrekt engelsk siger ‘Very good evening, dear passengers’, så velkommen føler jeg mig da aldrig i Kastrup!? Eller når de på gaden siger ‘Muy buenos dias’, altså ‘meget goddag’ i stedet for bare ‘hola’ eller når man siger tak for hjælpen og de siger (og det er min favorit, for det lyder også bare godt): ‘Con mucho gusto’ i stedet for bare ‘de nada’… Okay, der gik jeg måske i selvsving, men det er måske fordi jeg er lidt vild med Columbia. Og se her, Mr Visitor – så kært!

Nå, tilbage til Tayrona, bum!

De indfødte (Los Koguis og Arhuacos Arsarios, kan ikke helt finde ud af hvad forskellen er) i nationalparken har beboet Sierra Nevada-området siden de blev presset væk fra kysten af caribiske immigranter omkring år 1000. I 1400-tallet ankom de spanske conquistadores så, og tog mange af de indfødte som slaver, hvorfor man godt kan forstå at de holder sig mest i det skjulte. De lever af simpel landbrug og man ser dem af og til langs vejene, hvor de sælger traditionelle vævede uldtasker (selvom jeg mangler en ny håndtaske, var de desværre lidt for gri… anderledes end jeg kan bære). Der er stadig omkring 20.000 af dem, og de opretholder deres gamle traditioner og spirituelle livsstil. Vi stødte dog på en lille familie, som solgte frisk appelsinjuice ved en af parkens stier. Myndighederne er af og til nødt til at lukke parken på 15.000 hektar, fordi de indfødte klager over dårlig energi på grund af de mange besøgende. Mens de har fred og ro, renser de så deres hjem for både negativ energi og fysisk affald. Seneste lukning varede en måned i efteråret 2015. Det er sgu lidt trist, at alle de besøgende hippier ikke kan finde ud af at lade være med at svine i naturen, ikke?!

Neele siger, jeg er lidt besat af aber… Er jeg det? Tjek helt ærligt lige den her fætter, som de kalder Mico Titi, sej abe, sejt navn

Ikke en spejling, bare strand efter strand:

Og retur i ligeså god stil:

Cartagena

For ikke at gå helt i stå på strandene, tog vi videre til Cartagena (de Indias) for at se lidt på den hyggelige, koloniale, og femte største by i Columbia. Alt inden for havnebyens mure er på Unescos verdensarvsliste, hvilket desværre altid gør stederne mindre autentiske og mere turistede. Porque no? Som man siger. Vi fandt bøllehat-mentaliteten frem og gav den gas med god mad, souvenirs, kjoler til sommerens arrangementer, og is… Jeg var jo også ligesom nødt til at udnytte, at søde Neele tilbød at lege FedEx og bringe alle mine indkøb til DK – glæder mig til at se, hvad jeg egentlig har investeret i!

Ja, der boede vi så ikke, men alligevel:

Det nærmeste vi (ikke) er kommet på den farlige, farlige Zika-virus:

Molly Malone a la Columbia:

Giver ikke til folk der tigger, men med sådan en indsats var vi enige om, at man fortjener en lille seddel til at komme videre i karrieren:

Ups, på den igen:  Herover går det hårdt ud over endnu en kokosnød, som Neele har købt uden tilhørende værktøj, med hjælp fra vores søde vært på hostel. Det hyggelige Hostal Las Velas ligger lige ned til vandet ved stranden Boca Grande, hvor vi lejede jetski for 80 kroner for en halv time.

Slutter lige med endnu en anekdote fra Neele: Her mødte vi en 47-årig “tysk” botox-kvinde, som havde bildt alle ind, at hun var tysker, selvom den russiske accent var ekstremt åbenlys. Derudover boede hun på hostel for anden måned i træk på dorm og agerede som en i 20’erne. 

Og jeg vil så lige tilføje, at Neele helt desperat for at kende “Cruellas” rigtige alder, til sidst tvang personalet til at udlevere den, da de jo havde kopi af hendes pas. OG for at det ikke skal lyde som om, at vi bare er stride, havde hun altså købt et kæmpe tæppe til sig selv, og satte om natten airconditioningen til 18 grader, så vi andre syv kunne ligge og klapre tænder. På nat nummer to var personalet dog på vores side, og listede ind og skruede op, da hun var faldet i søvn… Så så man nok lige én der lå og svedte næste morgen, ha! Åh det søde hostel-liv… Kan afsløre at næste afsnit bliver noget med nogle hoteller