Fra Langkawi fløj jeg via Kuala Lumpur til Borneo, hvorfor skulle man forresten bruge tid på at sætte bagagevognene på plads?

I Kuching mødtes jeg med Anne fra Holland, som jeg havde mødt i Kuala Lumpur 14 dage tidligere. Kuching i staten Sarawak er en super hyggelig by, hvor alting bare er stille og roligt. De første par dage tullede vi bare rundt i byen og kiggede på templer og museer, og prøvede forskellig mad. Her for eksempel den traditionelle Laksa nudelsuppe:

Hihihihi…. Ting er ikke nødvendigvis smukke, bare fordi de er lavet af fattige mennesker i fremmede lande (ved godt, der nok ikke er mange, der kender den, men kom til at tænke på min gamle favorit-børnebog: Knorten):

(Ja det er assorteret smør i spandende herover, i 32 grader, med fluer, så holdt man lige op med at spise dét!)

Og her ser vi byens vartegn, Kuching betyder kat på malaysisk, og billedet måtte med, fordi det må være verdens største, og muligvis eneste, kattestatue:

Borneo er jo kendt for sin smukke natur, og de næste par dage, fik den ikke for lidt. Var faktisk oppe før kl. 6.30 hver dag – det tror jeg ikke jeg kan tåle! Først var vi i Semenggoh Nature Reserve og se Orang-utaner, som løst oversat betyder Jungle(hutan)-mand(orang) på malaysisk. Aberne i parken stammede dels fra privat fangenskab, som de var blevet reddet fra, og dels fra syge eller små forladte babyer, som var blevet taget ind og opfostret af menneskerne. Mange aber er født i reservatet siden det blev oprettet i 1975, der er ingen hegn, og guiden der viste os rundt var faktisk lidt bange for de store hanner, så der var ikke tale om en zoologisk have.

Orangutaner: √ Og så kunne man jo egentlig sige, at man havde været der, meeeen… Om aftenen tog vi på restauranten Top Spot på anbefaling af Anne og Bent. Her kan man vælge seafood og grøntsager, som de tilbereder efter ønske, og så betaler man bare per 100 gram, genialt!

Dagen efter tog vi på trekking i den fantastisk smukke Bako National Park, hvor vi vandrede gennem strande og på klipper og i otte forskellige typer skov, som jeg ikke sådan lige kan nævne i flæng. Parken ligger på en halvø i et sumpområde, så man skal dertil med båd, og da det for lavvande til at lægge til, måtte vi vade i land og op til stisystemerne.

Efter en god vandretur, tog vi en taxabåd til den næste strand, så vi kunne tage en anden rute tilbage. Kaptajnen fortalte, at han og hans kammerat havde sejlet de små både i 30 år sammen. Jeg tog et billede af ham, og roste efterfølgende hans pæne tænder, hvorpå han stolt fortalte, at de da også var splinternye, haha, og de er da fine:

OG bedst af alt stiftede vi bekendtskab med de herlige Næseaber, som simpelthen er det sjoveste dyr, der findes (før jeg kom til Borneo anede jeg ikke, at de fandtes).

 

Hahaha helt seriøst, er de ikke bare for sjove?? De er så grimme

Tilbage i Kuching delte vi dagens oplevelser med resten af flokken fra vores hostel, og prøvede specialiteten Banana Cheese, hmm hvordan skal jeg få det til ikke at lyde klamt, det er bananer stegt med kondenseret mælk drysset med ost… Det lyder klamt, men vi var alle vilde med det!