Kan godt forstå, at Pernille siger, at Vietnam er hendes yndlingsland at rejse i! Allerede inden jeg landede kunne jeg fra flyet se en bar ved navn Racing Beer. Derudover var der ikke meget lys over land sammenlignet med det neon-virvar jeg vinkede farvel til – kom til at tænke på, at jeg var ved at dø af grin over ‘læg kun dette kort på sengen hvis du vil have rent sengetøj på, så vi kan passe på miljøet’-kortet på et hotel i Taiwan, for jeg tør nok ganske kraftigt antyde, at det ikke er dét, de går mest op i.
Nå, men “Welcome to Saigon, Ho Chi Minh City, Ladies and Gnarrrlmen” blev der sagt, og det måtte de sandelig nok sige, for der var gang i den på en onsdag aften i det gamle kvarter. Havde heldigvis bestilt pick-up i lufthavnen, og det var så hyggeligt at der stod en lille mand med et skilt med mit navn på, uden ham havde jeg aldrig fundet mit hostel, som lå langt inde i en gyde i det gamle kvarter. Biler kan ikke køre der, så en knægt kom og hentede mig (og bar min rygsæk!) ude på vejen og så zigzaggede vi mellem scootere og lokale familier, som sad på jorden og spiste og hyggede sig.
Ho Chi Minh City hed Saigon indtil 1976, men begge navne bruges stadig. Måske ikke så underligt, for mange er jo født i Saigon, og så ville det da være mærkeligt, hvis den pludselig ikke fandtes mere. Hvor kom vi fra… Jo, byen er bare levende og de første par dage skal man være mere end almindeligt agil for ikke at have en håndfuld nærdødsoplevelser i forbindelse med at krydse gaderne uden at blive kørt ned af en scooter eller slået ned af en lille dame med en tung kurv i hver ende af bambusstangen på hendes skuldre. De lokale løfter bare armen i vejret og går, men det kræver altså en del selvtillid at følge den metode!
Det er lidt trist, at der er rigtig, rigtig meget skrald over det hele i Vietnam. Vi så for eksempel en mand smide en hel sæk affald ud i floden på en bådtur i Mekong-deltaet, og det var ikke komposten, nej. Jeg brokkede mig en del de første par dage, sammen med alle de andre: Kunne de dog ikke tage at samle det sammen?! Men nogle dage efter sad jeg i en bus, som kørte forbi uendeligt mange af de små bliktage langs vejen, som hver huser en familie og måske en ko eller et par kyllinger, og her gik det op for mig, at vi dumme, frelste vesterlændinge jo ikke kan tillade os at have forventninger til borgerne i et uland, som ovenikøbet har været så meget igennem!
Her er forresten lidt billeder fra nogle fantastiske dage i Mekong-området, herunder byen Can Tho, hvor vi var på flydende marked, besøgte nogle buddhistiske munke, så hvordan man laver risnudler, og fik serveret skruptudser og slanger og vietnamesisk kaffe (sprang lige tudserne over, ikk!)…
I Ho Chi Minh var jeg på War Museum med Isabel fra England, og vi talte ikke meget sammen på vej hjem, for det var sørme uhyggeligt at se hvor onde mennesker kan være mod hinanden. Museet er krigen set med vietnamesiske øjne, og der er ikke sorteret i billedmaterialet. Hvis man spørger de amerikanske rejsende, er det meste af det jo det pureste opspind. Jeg mener, at uanset hvad andre tænker, siger og tror, er det deres oplevelse og deres sandhed.
På værkstedet ‘Handicapped Handicrafts’, hvor nogle af de handikappede, som var ofre for agent orange arbejdede, købte jeg forresten en souvenir – og det gør jeg jo ellers ikke på denne rygsæk-tur – til overpris. Fordi jeg synes, det er så fint, at de passer så godt på de handikappede, og fordi der stadig fødes mange børn her (der i modsætning til dem på billeder herover overlever), med skavanker forårsaget af den gift (dioxin) amerikanerne sprøjtede ud over store områder i Vietnam-krigen. Det var et armbånd med mønstre lavet af æggeskaller. USA vil stadig ikke anerkende omfanget af den såkaldte “Agent Orange-forurening.
