Min store drøm om Belize var at komme ud og dykke i The blue hole, og det lod sig allerede gøre på dag nummer to.
Der var afgang kl. 5.30 og efter lidt peanut butter sandwiches sejlede vi ud mod solopgangen.
The blue hole ligger ca. 100 kilometer fra Caye Caulker, og jeg var ret spændt på, om jeg ville blive søsyg. Endte dog med at ligge og sove, mens båden hamrede ned mod de store bølger, no problem. Tricket var vist bare, at være uendeligt træt. En af instruktørerne vækkede mig, og en mere erfaren dykker gav mig udstyr på og tjekkede at alt virkede. Jeg vågnede først rigtigt, da de plumpede mig ned i vandet
Jeg var den eneste med under 30 dyk på CV’et, havde jo kun 4 fra da jeg tog certifikatet. Min gruppe med open water-dykkere fik lov at komme ned på 32 meter, hvilket er det dybeste jeg har prøvet, men når man er dernede, mærker man ingen forskel.
Jeg havde lidt problemer med at få justeret min BCD (afbalanceringsvest, der skal gøre en vægtløs i vandet) og måtte have et par af instruktørens vægte… Skulle altså lige koncentrere mig rimelig meget til at starte med, og det var vist meget heldigt, for flippede næsten ikke ud, da jeg for første gang i mit liv så en kæmpe HAJ der kunne æde mig!!! Det er Reef Sharks, der bor i the blue hole, og ved ærligt talt ikke hvor farlige de er – de lokale synes, det er enormt sjovt at lave fis med. Den, jeg så, var ikke så tæt på, og først da vi kom op til overfladen fortalte de andre, at to hajer på 3-4 meter havde svømmet pænt efter os næsten hele vejen. Er glad for jeg ikke så dem! Uhuhuhhhuuuuu…
Efter the blue hole dykkede vi ved Half Moon Wall, hvor vi så kæmpe skildpadder besøgte den lille ø Half Moon Caye, hvor der ikke er andet end et fuglereservat, og havde så sidste dyk i Long Caye Aquarium, hvor der udover de mange flotte fisk var gigantiske rokker (spotted eagle rays).
The blue hole er 124 meter dybt, og det var spændende at opleve dette naturfænomen. Nogle var lidt skuffede fordi det ikke, som de fleste andre dykker-oplevelser her i Caribien, ligner en scene fra Den Lille Havfrue. Jeg var godt tilfreds, og er sikker på, jeg aldrig kommer til at få en oplevelse som den igen.
Det gjorde lidt av, da jeg den morgen fandt ud af, at de ville have 1600 kroner for dagsturen, men da vi kom tilbage, syntes jeg, at jeg havde gjort et kup! Der var endda også gratis rum-punch på vej hjem.