Copacabana
Med en forfædelig skodbus, kom vi til stedet, hvor verden, ifølge inkaerne, begyndte: Lake Titicaca.
Den kæmpe store sø ligger mellem Bolivia og Peru, men for at komme til Copacabana i Bolivia uden at krydse grænsen, måtte vi og bussen over søen på det smalleste sted. Vi på en lille båd og bussen på en form for tømmerflåde – har aldrig set noget lignende!
Isla del Sol – syd
Isla del Sol er et must, og selvom det var liiiiige koldt nok, tog vi tidligt om morgenen med båden til den sydlige del af øen. Det var super hyggeligt at vandre rundt og kigge på de lokale farmere, som i øjeblikket var i gang med at høste røde kartofler i deres fine kjoler og hatte.
Copacabana
Tilbage i Copacabana, som jeg virkelig nød, fordi vi har været i så mange større byer på det seneste, tullede vi rundt og spiste frisk ørred direkte fra søen.
Sjov med langhalsede får/alpacaer:
Alternativ boliviansk arkitektur (synes det må med, når nu jeg har lagt så mange billeder ind af de jordhuler, de ellers bor i):
Så hippie-agtig bliver jeg aldrig (husk på, det var op til 13 grader om dagen):
Der gøres klar til en lille ofring på en bakke ved byen:
Hvis man undrer sig over, hvorfor selfie-tagning kan være livsfarligt, er her er godt eksempel:
Stakkels teenager, som blev tvunget af sin far til at få taget billede med os:
Isla del Sol – nord
En anden dag tog vi turen til den nordlige ende af Isla del Sol, hvor der er en del inka-ruiner, strande, og helt anderledes end på den sydlige del, selvom øen kun er 70 kvadratkilometer stor.
Man ved, at turismen ikke har taget overhånd, når svinestien ligger på stranden, og de stinkende dyr render rundt over det hele, haha!
Mig klar til ofring på ‘Mesa de Sacrificio':
På vej tilbage til Copacabana, så vi vores snit til at smide tøjet og få lidt sol i eftermiddagsvarmen, fordi vi var de eneste ombord, udover nogle koreanere, om blev siddende nedenunder i båden… Troede vi! For netop som vi havde smidt os på maven og sagt ‘Ah’ i kor, kom de kravlende op med kameraerne forrest og så blev der knipset løs som aldrig før. Jeg var flad af grin og prøvede at få mit kluns inden for rækkevidde, mens jeg høfligt men bestemt sagde nej til at posere yderligere.
Efter et kvarter og 700 billeder, mistede vores nye venner interessen og legede Titanic på skift:
Tilbage ved Copacabana, gjorde vi holdt ved nogle fiskeopdræt og små restauranter på tømmerflåder. Her kunne vi pege på hver vores fisk, som blevet hevet op af vandet, stegt og serveret på fem minutter – så frisk fisk har jeg aldrig fået før:
Koreanerne havde i mellemtiden fundet nogle lokale børn, de kunne overfalde med kameraerne, så de havde ikke tid til at spise:
Tilbage i Copacabana, besøgte vi byen forholdsmæssigt helt overdimensionerede katedral, hvor der var gang i den med en masse forskellige festivitas:
Og med sådan et par dejlige dage at slutte af med i Bolivia, hoppede jeg på en natbus mod Cusco i Peru.