Så var jeg pludselig i Taiwan, for at besøge Jacob, som er igang med sin PhD på universitetet i Keelung. Den Jacob, hvis mor for nylig fandt postkortet her, da hun ryddede ud i hans gamle sager:
Fløj fra Vancouver kl. 02.00 natten til lørdag, og efter 13 timer på flyet, var kl. 06.00 søndag morgen – bom sådan mister man lige en lørdag. Ret så forvirrende når man har min sans for tid og sted… Egentlig føltes det bare som en dejlig lang nat, for så lige Disney’s Frozen og sov så resten af vejen. Der var overraskende god service på China Airlines i øvrigt, frisk frugt og Lindt-chokolade selv på monkey class, halli hallo!
Stakkels Jacob måtte tidligt op og hentede mig på hovedbanegården i Taipei kl. 8 – det var ikke svært at finde ham blandt de små taiwanesere 
Ovenpå tre-fire kopper kaffe i lejligheden med Jacob og hans roomie Thomas, var vi klar til at kigge nærmere på Keelung, og jeg fik set Jacobs uni, laboratorium og ikke mindst hans vandlopper (det er dem fiskene i fiskeopdræt spiser). Om aftenen stod den på frikadeller!!! Og så tog vi røven på forældrene (altså mine og Jacobs, Anne og Bent), for ingen af dem vidste, at jeg var taget til Taiwan. Jacob ringede op på Skype, og så tullede jeg bare rundt i baggrunden og lavede et par drinks, indtil de opdagede, at det var mig. De var alle på Marielyst, så vi drak en øl sammen over computeren
Da jeg ankom til Jacobs lejlighed, kørte nogle drenge forbi os på scooter og råbte “America! America!” Jeg blev lidt knotten, for kom jo lige fra Canada, hvor det bestemt ikke er et kompliment. Men Jacob forklarede, at de er vilde med USA og alt hvad de forbinder med det, selv deres taxaer er gule (SOM I NEW YORK WUHUU!), og nu mistænker jeg lidt, at noget af venligheden går på, at de antager, at jeg er amerikaner.
Nå, men Jacob og jeg tog ind og kiggede lidt på Taipei, jeg havde jo været der før, sidste sommer, så skyskraberen 101 og Chiang Kai Shek Memorial sprang vi over denne gang, for i stedet at kigge lidt mere på de små gader.
Jacob var jo nødt til at koncentrere sig lidt om sin PhD, så jeg smuttede til kurbyen Jiaoxi for at få mig en lille wellness-dag. Jeg fik spist død hud på fødderne af fisk, fik massage/tortur af en lille pige, vaskede tøj i badekarret, og tog så en slapper i hotellets hot spring-afdeling med alverdens bassiner, temperaturer og vandmassage-funktioner.
Næste dag tog jeg til Hualien, som er den største by på østkysten. Den virker ikke særlig stor. Da jeg sad og ventede på et tog (i ret lang tid fordi jeg var taget med det forkerte, nuvel, kan ikke læse kinesisk!), var det på en station hvor læssevis af kinesere skiftede fra tog til busser. Jeg sad og skrev lidt dagbog, og hver gang jeg kiggede op, forsvandt deres kameraer som dug for solen, men var ikke i tvivl om, at de tog billeder af mig. Jeg må efterhånden også være i baggrunden på en hel del selfies – jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare spørger
I Hualien boede jeg på et lækkert hostel, hvor jeg var den eneste ikke-asiat, og de var simpelthen så søde. Den første aften var der kun mig og så de fire der arbejdede der, så der blev disket op til video-aften og hentet varme (søde!) popcorn i 7eleven. Der var et toilet, hvor kummen var en vask, og idet man trak ud i toilettet begyndte vandhanen at løbe – Asien nok?
Jeg tog med på en sejltur, som de søde hostelfolk arrangerede for mig. Da vi skulle ombord, var der redningsvest-demonstration i bedste fly-stil, og der var ingen chance for, at slippe for at have den på. Da jeg spurgte, om man kunne svømme på turen, kiggede de som om jeg havde fået en hjerneblødning. Alle skulle råbes op ved navn, men inden de begyndte, kom manden med listen stolt hen og viste mig, at han havde gættet at jeg var CHARLOTTE LOMBRE. Udover mit navn var der intet andet end kinesiske tegn på hans papir! Men jeg kom først ombord, og skulle sidde helt oppe ved siden af kaptajnen, så jeg kunne hjælpe med at styre, mmm… Sneg lige en selfie ind også – blev vel grebet af stemningen. Vi så en masse delfiner og det var en herlig tur, se bare Taiwanic (det fandt jeg på undervejs, mens jeg kiggede på, at de andre fra start til slut skulle skiftes til at posere som Leo/Kate og have taget billede):
Det var lidt synd, da en gut spottede en flok delfiner, som viste at være noget fiskenet i vandoverfladen, og kaptajnen lettere irriteret forklarede ham med store håndbevægelse, hvordan delfiner svømmer – som om vi ikke lige havde set 100. Fnis.
Jeg tog en eftermiddagstur til en Liyu Lake, og endelig tittede solen frem – det havde været gråvejr siden jeg landede – så jeg sad med min bog i solen, mens alle der gik forbi med deres paraplyer kiggede lidende på mig, som om de var vidne til noget a la selvmord.
Inden jeg tog tilbage mod Keelung nåede jeg ud og vandre lidt i Taroko National Park. Og der er smukt, men måske er man lidt svær at imponere, når man kommer lige fra the amazing Rockies. For at komme til Shakadang Trail, som jeg havde tænkt mig at vandre på, skulle man gå gennem en tunnel i bjerget. Der var kun mig, og så en bil af og til (Ja mor, der var fortorv!), og det var ret mørkt, og der var klamme natsværmere og flagermus. Besluttede mig for at det nok var lærker, ikke flagermus, selvom jeg ikke ved, hvordan lærker ser ud, og om de kan lide mørke. Uanset hvad skrålede jeg Jeg Ved En Lærkerede, den langsomme og den hurtige version på skift, hele vejen. Det lød fantastisk! Og til sidst så jeg lyset og var ude på den anden side. Her mødte jeg straks en gut fra Kina, som nærmeste tiggede mig om at vi skulle gå turen sammen – kineserne er meget bange for at være alene, da man så er lidt af en taber – så jeg fulgtes med XY og han fik et billede til facebook. Han kaldte sig i øvrigt bare XY, fordi det skulle være nemmere at udtale på engelsk, end hans kinesiske navn, øhh!?
Hvordan ville I forresten have det med at måtte vende om at gå tilbage under det her, fordi stien var lukket længere fremme, på grund af det var styrtet sammen? – Ikke at det var halvt så slemt som at skulle tilbage gennem tunellen.
Fredag aften skulle vi til fødselsdag hos Sue fra Panama, som studerer sammen med Jacob og Thomas, og ude og kigge lidt på barerne i Keelung, hvor alle bartenderne kender de to hvide tårne fra Danmark. Vi mødte en engelsk sømand i kjole, og kom forbi et fiskemarked, der var ved at åbne ved 2-tiden om natten.
Lørdag var vi så rigtigt på fiskemarked. Hvilken fryd at have et køkken, man kunne tage hjem og tilberede herlighederne i; som regel må jeg jo nøjes med at kigge. Og efter noget seriøs madlavning og besøg af Sue og Piero, tog vi til fødselsdag hos Duan (ham med huen), som ejer en af byens barer.
Min sidste udflugt i Taiwan var en tur til Kaohsiung, som er Taiwans næststørste by. Her kan man komme til på halvanden time med det fine High Speed Rail, i stedet for bumletoget, som tager cirka syv timer. Umiddelbart virkede byen lidt mere som en “rigtig” by, end Taipei gør…
Jeg lånte en cykel på hotellet og tullede rundt på bl.a. universitetet, havnen, natmarked – bemærk den avancerede kunstart ‘Taiwanesisk hotdog':
Ellers nød jeg bare hotellet, og den morgen jeg skulle afsted blev der ofret lidt til guderne ude foran. Pigerne kunne desværre ikke forklare, hvad de ofrede til, og jeg var lidt flov, fordi jeg indtil nu havde brugt “offerbålene” rundt om i gaderne til skraldespand. Burde have gættet, at det var noget andet, for skraldespande er ikke det, de gør det mest i… Nå ja, man skal lære så længe man lever. Indtil jeg tog tilbage og havde sidste aften med Jacob og Thomas, besøgte jeg Lotus Pond, som var rigtig rigtig fin. Men havde 15 kilo på ryggen og det var vel 35 grader grader, så det blev ikke en lang gåtur. Lavede og lige en “taiwaneser” og slog paraplyen op.
