Peninsular Malaysia

Kuala Lumpur

Følte mig nærmest hjemme og i hvert fald velkommen i samme øjeblik, som jeg ramte Kuala Lumpur med et bump i flyveren! Her var et virvar af mennesker. Alle slags mennesker. Tror aldrig jeg har været i så multikulturel en by med alt fra burkaer til minishorts. De dominerende er malayer, kinesere og indere = muligvis verdens bedste køkken!
Blev nærmest båret igennem den første dag af lokale, der viste mig vej, hjalp mig med at købe billetter i automaterne og smilede til mig på gaden. “Jaaa, men det er også fordi du er en pige, og fordi du ikke har tørklæde på, og de er i virkeligheden bare klamme og vil alt muligt andet bla bla bla…” sagde forskellige mennesker jeg senere mødte. NEJ! Og tro mig, jeg kan kende forskel! Det er muligt, at disse typer også findes, det er gudhjælpemig en storby, men det var altså ikke dem, jeg mødte. Havde på fornemmelsen meget hurtigt, at Malaysia nok ville blive min nye Asien-favorit – undskyld Filippinerne.
P1110680 P1110681 P1110683 P1110686
Sad på et tidspunkt i metroen mellem en ældre dame og hendes søn, og de hjalp mig med at finde tilbage til det tog, jeg egentlig skulle med (ja ja, min stedsans bliver jeg aldrig berømt for og vi kørte desværre den forkerte vej). Vi sludrede lidt, og damen fortalte, at de havde været i KL i otte år. Da jeg spurgte, hvor de så kom fra, hviskede hun så lavt, at jeg måtte bede hende gentage flere gange, at de kom fra Bagdad. Ved simpelthen ikke hvorfor, det ikke er noget, en ældre dame kan sige højt i et tog i Kuala Lumpur – hjælp! Nå, men jeg skulle af og den anden (rigtige) vej, og forstår stadig ikke et kvæk.
Fejrede min ankomst med fire andre tøser fra mit hostel i byens lille barområde, hvor det heldigvis er Ladies Night hver aften.
 P1110657 P1110652 P1110654 P1110653
Næste dag tog jeg i teater. Havde set storslåede skilte fra taxaen og passeret en fin gammel teaterbygning i gåafstand fra mit hostel, så tog en eftermiddagsforestilling, fordi jeg skulle med natbussen. Der var så kun mig. Og så lige to piger fra et andet sted i Malaysia, som kom i sidste øjeblik. Det var en musical om Kuala Lumpurs historie, og frygtede at det ville blive en tam affære med så lille et publikum. Men de gjorde sig sådan umage, og det var så fint så fint og meget intenst. Det blev jo understreget af, at de ikke var samme type professionelle som i West End og på Broadway, og jeg var faktisk helt benovet over, hvor stor en indsats de gjorde. Da byen brændte i 1881, græd jeg… Og endnu mere, da flodbølgen ramte efter mange måneders genopbygning… Og endnu mere da de til sidst sang: “We’re inviting you to stay” mens de kiggede lige ned på mig. Åh ha da da.
P1110660 P1110675
Som man kan se herunder, har Carlsberg sat de tunge skyts ind i Malaysia – Heineken go home!
P1110688

Perhentian Island

Skulle som sagt med natbussen for at komme til færgen (som viste sig at være en lille motorbåd, hvorfra jeg skulle skifte til en endnu mindre motorbåd for at komme til øen). Efter fire timer, klokken to om natten, stoppede vi ved en tankstation, og jeg drønede en for at nå på toilettet, og meget hurtigt kørte vi igen. Men kun 200 meter, og så stoppede vi ved en kæmpe madhal/moske/supermarked, hvor alle andre myldrede ind. De meddelte ingenting, men de få der sad tilbage, kunne informere mig om, at vi skulle holde i 45 minutter, og alle de andre var gået inde for at spise og bede. Ramadanen var lige startet. Smuttede ind for at kigge, der var ikke en eneste anden kvinde uden tørklæde, og lidt efter så jeg bussens eneste anden backpacker komme gående – han var blevet glemt ved første stop, og måtte selv finde vores bus blandt de cirka 25 andre der var parkeret. Man skal være vågen eller, som jeg, heldig. Han var så ikke backpacker, men min kommende dykkerinstruktør, Pablo, som havde været på ‘visa-run’ og ellers havde arbejdet på Perhentian Island i tre år.
Har ikke så mange billeder fra øen, for havde våde eller sandede hænder hele tiden. Har heller ikke så meget at fortælle, for lavede ikke andet end at dykke, sove og spise i fem dage. Vi er vel konstrueret, ligesom andre dyr, til at høvle ned fra et eller andet træ for at finde noget at æde, og så høvle op igen for at sove videre :)
Havde det herligt på dykkerbåden, på stranden og i min lille hytte om dagen, mens jeg om aftenen måtte tage en stol ud på stien foran hytten, fordi en giga-monster-gecko invaderede min ellers forholdsvis dyrt betalte veranda. Skik følge eller veranda fly… Jeg fly. Jeg savner JULIA! En aften var der en rotte eller et egern eller lignende inde i hytten, og da måtte jeg spurgte ned i restauranten for assistance. En gut kravlede rundt og rodede alle mine ting igennem i en halv time, men fandt aldrig udyret, suk. Kunne høre min fars stemme inde i hovedet, halvt grinende halvt medfølende: “Årh, der lurer da også farer overalt!” Helt seriøst, firbenet var på størrelse med min underarm. Da jeg næste dag fortalte om dramaet nede i dykkerbiksen, trøstede de mig med at fortælle, at der var firben så store som mennesker på øen, ikke børn, mennesker! Og de gør selvfølgelig ikke noget… Med mindre man altså skræmmer dem, for så kan de finde på at springe på én – jeg så her mig selv i et flashback, hvor jeg halvhjertet viftede en kost i fjæset på krabaten, som bare gloede på mig og blev siddende, og takkede (ja her er det vel) Allah for, at den ikke var sprunget på mig.
P1110691 P1110692 P1110709 P1110714 P1110716
Har sagt til alle, jeg har mødt siden, at de skulle tage til Perhentian, det er det lækreste sted, jeg har været! Ahh Caye Caulker i Belize slår den muligvis, men det var noget andet… Nå ja, fik taget mit PADI Advanced dykker-certifikat, på trods af at en af disciplinerne var ‘Underwater Navigator’… Blev selvfølgelig væk under den praktiske prøve, men blev enig med Pablo om, at det nok mest var på grund af dårlig sigtbarhed, mmm ja ;)
Kunne snildt være blevet på øen en måned, men synes lige, jeg ville se lidt mere af landet, så startede med en nat i en intetsigende by, Khota Baru, hvor der var en busstation, som jeg skulle bruge næste dag, men fandt da et spændende aften-marked.
P1110736 P1110738 P1110740 P1110746 P1110749 P1110755

Penang

Bussen kørte til øen Penang på vestkysten og turen gik syv-otte timer gennem bjergene i det nordlige Malaysia, med brækpose i hånd, i sibirisk aircon-vinter. Ved simpelthen ikke hvor de busser skal være så iskolde! Efter jeg havde viklet mig ind i alt hvad jeg havde i tasken og var begyndt at hoste, kom den flinke konduktør til sidst med et (meget lækkert, not!) tæppe. Det var ikke fordi de fem andre passagerer så ud som om de svedte helt vildt, så de kunne jo også have skruet lidt ned. Vi holdt kun én gang på vejen, men efter at havde set hullerne i jorden, besluttede jeg mig for, at jeg godt kunne holde mig fire timer mere. Man kunne alligevel ikke købe hverken vådt eller tørt på rastepladsen, fordi det er Ramadan. Jeg overlevede. Dels fordi der var skilte med ‘pas-på-elefanter-på-vejen’ og ‘pas-på-mureslugere-på-vejen’, men jeg så ikke nogen.
George Town på Penang er på UNESCOs verdensarvliste, og det kan man godt forstå. Udover de mange forskellige bygningsstile fra koloni-tiden er der kirker, templer og moskeer i et væk, og blandt dem en masse gadekunst. Det er svært at finde hoved og hale i, hvordan det hænger sammen, men det tror jeg bare ikke man skal. De er i øvrigt meget stolte over, at være på listen, og man kan få alt fra heritage-rickshaw-tur over heritage-burger til heritage-toiletpapir. Som prikken over i’et, finder man her det bedste køkken i hele Asien, og efter mørkets frembrud er der ikke det, man ikke kan få. Malaysisk, indisk, thai, kinesisk og blandet på kryds og tværs, som street food eller på restauranter. Boede på et super hyggeligt hostel, hvor vi kunne sidde udenfor og se på en lille mand, der lavede satay-spyd til os i sin restaurant, som var monteret på en ladcykel af en art.
 P1110758 P1110759 P1110760 P1110763 P1110766 P1110767 P1110770 P1110774 P1110780 P1110781 P1110782 P1110787 P1110788 P1110789

Langkawi

Fra George Town tog jeg en båd til Langkawi, og da vi kom i havn delte jeg en taxa med fire tøser, som valgte at indlogere sig sammen med mig i et lille guesthouse, hvor der kun boede én pige i forvejen. Danmark, Holland og Uruguay var repræsenteret, og i byen om aftenen byttede vi nationaliteter. Krishje fra Holland var stolt over at være fra København, Yvanna fra Uruguay var fornærmet over en lokal, der spurgte om hun var inder, og jeg bildte en (åbenbart blind) mand ind, at jeg var afrikaner. Der var ren sommerlejr-stemning og der blev tøsehygget på den kæmpe hvide sandstrand, på scooterne og i hængekøjerne i det lille guesthouse, som var et af de mest fredfyldte steder, jeg nogensinde har været. Bortset fra, at vi havde dejligt, synes jeg ikke Langkawi havde sååå meget at byde på. Der er turistbutikker med tøj og gejl fra Thailand, og alt fra store madmarkeder, hvor de lokaler spiser, til pizzariaer. Det var også hyggeligt at drøne rundt på scooterne i jungle og bjerge. Vi var blandt andet oppe på en ret imponerende sky-bridge – aner simpelthen ikke hvordan den er konstrueret – som man kommer til i gondol-lift. For foden af liften har de bygget en ‘Oriental Village’, som kort fortalt er 50 butikker med turistlir og 50 med is og sodavand til dobbelt pris. Det skal dog nævnes, at Langkawi er toldfri, og derfor har de bedste bar-priser i landet, mens alt andet også er ret billigt. Vi gav fx 35 kroner per nat for en god, ren og pæn seng i den store 8-sengs sovesal.
P1110792 P1110794 P1110800 P1110802 P1110807 P1110816 P1110824 P1110829 P1110834 P1110836 P1110838 P1110841 P1110842 P1110843 P1110847