Sidste stop: Tioman Island

At komme fra Borneo til Tioman Island krævede en taxa, et fly, tre busser og en båd, ikke noget at snakke om. Her en tilfældig busstation i en tilfældig by, og et billede fra byen Mersing, hvorfra man tager færgen til Tioman:

P1120375 P1120376

Bådene til øen sejler, når de sejler, og man kan ikke købe billet på forhånd. Turen tager 2-3 timer, og er ikke for “sø-svage”. Jeg skulle selvfølgelig af på sidste stop i byen Salang, og var rimelig grøn i hovedet ved ankomst. Alt det er dog hurtigt glemt, når man stiger af båden og ser det her:

P1120426 P1120430

Salang er mere en strand end en by, så jeg smed rygsækken i den første den bedste dykker-butik og gik på jagt efter noget at bo i – de færreste steder er online, så man må bare se, når man ankommer.

Som noget af det første, opdagede jeg de rigeligt store firben, Monitor Lizards, som herskede på øen. De var altså op til to meter lange! De er kødædende og spiser mest, æg, andre krybdyr, fugle, fisk og mindre pattedyr.

P1120383 P1120382

Nå, men jeg fandt en hytte og min bikini, og så stod den på power-afslapning (jo det kan man godt, det er når man slapper så meget af, at det hårdeste man laver er at trække vejret gennem sin regulator mens man dykker). Min mest aktive dag, var da jeg sammen med mine naboer fra Australien, Mark og Ross, besteg det forladte hotel på bjergsiden med en pose øl:

P1120387 P1120393 P1120391

Her er hotellet set ude fra:P1120427

Min hytte:P1120398

Bemærk aben på taget til højre. Jeg var i øvrigt langt mere bange for aberne end for de kæmpe varaner, da jeg tog fra øen. De var simpelthen så frække og de store hanner ret aggressive, så ingen snacks på altanen, blev der sagt!

Mine største fjender på øen var dog de forbandede sandfluer, som bider en, når man ligger på stranden eller sidder i sandet (hvilket man gjorde på de fleste restauranter). Tricket er, at blive i vandet eller ligge i klipperne om dagen, og at smøre sig ind i et tykt lag babyolie om aftenen. Ved ikke hvorfor babyolie virker, men det gør det – i øvrigt også mod myg – og man vender sig hurtigt til at være fedtet hele tiden, og så er det jo godt for huden (tænk på Ole Henriksen!). Den første dag havde jeg dog nået at få en del bid, og for én der aldrig får myggestik, var dette lidt en streg i regningen. Det klør jo for filan da!!!

Udsigten fra hytten: P1120403

En dag var jeg så doven, at jeg tog et billede af noget, nogle andre havde skrevet i sandet – hva’ så? Jeg går ind for genbrug, eller noget… P1120396

Den søde lille ø ud for øen, hvor jeg plaskede rundt med en snorkel, når jeg ikke var ude og dykke med hajer og skildpadder:

P1120428 P1120419 P1120414

En dag mødte jeg en flok unge fra Iran. Jeg var svømmet ud til en sandflue-fri platform og lå i fred og ro og slappede af, da de gispende og råbende og grinende kravlede ombord i deres store redningsveste. Det er jo en stor del af det at rejse, at man også møder folk fra alle mulige andre steder, måske synes jeg bare ikke lige timingen var optimal. Men de var simpelthen så søde og glade for at være på ferie, og de ville så gerne snakke. De havde én uges ferie, og det er ikke ret let, overhovedet at få lov at forlade landet, for ikke at tale om, at få lov at rejse ind i et andet. De festede og dansede og sang om aftenen, og havde ingen tørklæder på. Det skal de ifølge loven, når de er på arbejde og på offentlige steder i Iran, og de viste mig grinende billeder af, hvordan de så ud til hverdag. De sagde, at inden for hjemmets fire vægge, var de fleste langt mere frigjorte. De har store forhåbninger til, at USA kan hjælpe med at påvirke den regering, som 90 procent af befolkningen er imod. Det håber jeg også.

Det var lidt af et sidespring… Min tur er slut for denne gang og den næste går nok ikke til Iran, selvom jeg nu har en åben invitation til at besøge dem “underground” i Teheran. Men måske en dag.

Det skal blive godt med en rugbrødsmad :)