Så sidder jeg her i Flores, Guatemala, med udsigt over Lago Petén Itzá. Her er sjældent fredeligt fordi hele banden, ja ja selv jeg, var oppe kl 03 i morges og på tur, så jeg benytter lejligheden til at skrive, hvordan vi kom fra Hopkins hertil…
I Hopkins skete der, som jeg skrev, ikke så meget. Men tirsdag aften er der gang i bongo-trommerne på strandbaren Driftwood og der mødte jeg, utroligt nok, Thit og Ane, som var også med på bådturen mellem Chetumal, Mexico, og Caye Caulker, Belize.
Pigerne var egentlig på vej til Mexico, men aftenen inden afgang besluttede de at tage med mig mod Guatemala. Dejligt at have nogen at følges med, og så endda to søde piger fra lille Danmark! Jeg vandrede så med rygsækken i ørkenlignende tilstande hen til hovedvejen for at mødes med dem – hvorfor jeg overhovedet gider gå i bad inden de dér rejsedage, ved jeg simpelthen ikke.
Vi tomlede og fik hurtigt et lift op til hovedvejen med et fransk par, og så var det meningen, at vi skulle vente på bussen der. Men bussen kommer jo først, når den kommer, og vi havde altså fået blod på tanden, så vi rakte tomlerne i vejret igen. Og vupti! Så så man lige os i en lækker airconditioneret bil med et amerikansk ægtepar, som vist syntes, det var ret hyggeligt med lidt selskab. De droppede deres planlagte udflugt og kørte os hele vejen til San Ignacio – folk er altså bare så søde!
Cirka fire procent af Belize’s befolkning er tysktalende russiske mennonitter. Ja, hvad er det så lige? Det er et protestantisk-anabaptistisk kirkesamfund, der minder lidt om amish-samfundene i USA. De har slået sig ned i Belize – er lidt i tvivl om hvornår – for at lave et nyt og bedre samfund. For sig selv vel at mærke. De er kendte for deres gammeldags tøj, landbrug og især mejeri-produkter. Her er vi på hjemmelavet is-stop (dommen er selvfølgelig, at det ikke var nær så godt som i lille Danmark. Havde helt glemt, hvor mælke-snobbet jeg er):
San Ignacio er tæt på grænsen til Guatemala, og vi besluttede at blive en nat og mødes med Niels og Rune igen, som allerede var i den lille by. Vi var så heldige, at årets store event, kano-løbet ‘La Ruta Maya’ mellem San Ignacio og Belize City, startede den næste morgen den 6. marts. I den anledning var der stor fest om aftenen og vi slæbte os ned til floden kl. 07 for at se løbet blive skudt i gang.
Tilskuerne skreg af grin, da kanoen med ‘Los Gringos’ (spansk slang for amerikanere/alle os andre blege) kæntrede hele tre gange lige før broen, som var første mållinje, hvor man kunne vinde 500 kroner!! Sjovt var det, og mon ikke de har lært af sejle i kano, inden de når Belize City om fire dage?
Derefter vandrede op over byen vi til Maya-ruinerne Cahal Pech og gik en tur – som man kan se på billederne, havde vi det for os selv. Det er altså noget af det bedste, når man er vant til lille Europa, hvor alle attraktioner døgnet rundt er overklistret med selfie-tagende turister (ja ja det er jeg også selv, jeg ved det godt!).
Vi var til sidst en flok på ni personer, der drog mod grænsen – nogle på ladet af en pickup truck. Derfra kørte vi nogle timer i minibus og kom til sidst frem til Flores en lille by på en lille ø i en stor sø, den næststørste i Guatemala. Herunder er de andre på vej, og jeg selv på grænsen: