Cuba II

Cienfuegos

Alle de rejsende jeg mødte på Cuba havde været i eller skulle til Trinidad. De kunne fortælle at det var en fin by og at turistdiskoteket var hovedattraktionen. Derfor ville jeg hellere til nabo-byen, så efter et par dage tilbage i Havana på diverse salsa-klubber tog vi til Cienfuegos. På busstationen mødte vi Jonathan fra Frankrig – han droppede Trinidad og tog med os, i endnu en af de fine gamle biler, til Cienfuegos.
Her fik vi en lille lejlighed i et privat hjem. Der var endda et køkken, og jeg ville jo have elsket at lave mad efter en måned uden noget hjemmelavet, men eftersom der ikke er nogen supermarkeder, og jeg ikke havde nogen rationeringsmærker, blev det ved tanken. Om aftenen (Valentins dag) gik Jonathan og jeg i stedet på jagt efter take-away og endte med at få en gang ris med diverse kød og banan-chips i et par hvide plastikposer, som vi alle tre delte. Meget romantisk!
P1020272
Cienfuegos var en dejlig by, og man mærkede tydeligt, at folk ikke lever af turisme, hvilket er meget afslappende. Tog billeder af de lokale, som var stolte og sagde pænt tak bagefter… I havana havde de bedt om penge i stedet.
P1020257 P1020258 P1020266
Vi besøgte også Marinaen, hvor der i den lille sejlklub var øens billigste iskolde og en rigtig burger med KØD! Rory ville gerne se, om han kunne finde nogen, der ville tage ham med ud af Cuba via båd, men det var altså ikke så lige til – folk var meget nervøse for myndighederne, og generelt var det meget dyrt for dem der lagde til i de cubanske marinaer, fortalte de søde sejlere os.
Jeg mødte en fransk familie med tre små børn, som havde været afsted på båden i et år. De underviste selv børnene og moren var lidt bekymret for, om det var godt for dem at være væk fra andre børn så længe. Jeg fortalte hende og vores jorden-rundt-tur og det var hun glad for at høre om. Det var hyggeligt at møde en familie der rejste rundt sådan, dem har jeg ikke set mange af.
Om aftenen var vi på byens bedste (eneste) salsa-klub og der var gang i den med konkurrencer og propfyldt med lokale. Næsten alle pigerne er prostituerede, en stor bagside ved medaljen, men de vil gøre hvad som helst for at tjene lidt ekstra uden om systemet. Flere gange blev jeg spurgt “om lov” af piger, der gerne ville i kontakt med Rory og Jonathan, som stod og fnisede som teenagere. Men det er altså trist.
 P1020278

Playa Rancho Luna & El Nicho

Fra Cienfuegos tog vi til Playa Rancho Luna, hvor vi fandt et lille Casa Particular ved den skønneste strand, næsten uden turister. Vi lånte en snorkel, og kunne se rev og fine fisk meget tæt på land, læste bøger og spillede lidt fodbold med de lokale.
P1020283 P1020284 P1020287
Skønt med en slap-af-dag, men det kunne jo ikke blive ved, så næste dag tog vi på tur til El Nicho, som er en nationalpark med vandfald og naturlige swimmingpools. Det vil jeg klart anbefale, køreturen var smuk og tog ca. en time fra Playa Rancho Luna, og man kom ud og se det rigtige Cuba – små travle byer og fantastisk landskab. El Nicho var smuk og vi tog nogle små vandreture og svømmede i de lækre (kolde!) pools. En lokal tog os med på den anden side af hegnet, hvor vi kunne følge med ham længere op på bjerget for at komme til kildens udspring. Her så vi en grotte og vores ‘guide’ forklarede stolt hvordan de havde lavet et rør, så de kunne få det rene vand ned til landsbyerne.
P1020324 P1020334 P1020336 P1020341

Hvad er Cuba så?

Efter 14 dage var jeg klar til at tage afsted fra Cuba. Det er meget svært at sige noget generelt, men er man interesseret skal man tage rundt og bo privat, helst snakke lidt skraldespansk, og være åben for det man nu kan få mht. transport og mad. Tager man på resort kan man få solskin og dyre drinks, men det har intet med Cuba at gøre.
Jeg spurgte undervejs en del lokale, hvad de tænker om Cubas politiske situation, forholdet med USA og fremtiden for den skønne ø. Desværre er det typiske svar: ‘Jeg har ikke noget håb, jeg lever bare’. De tror ikke på forandring, de drømmer alle om at komme ud og rejse og besøge familie i andre lande, men udsigterne er ikke gode, og det er så godt som umuligt for dem at spare op.
I Havana mødte jeg en mand som havde et meget systemkritisk lille galleri, som jeg sneg mig ind i. Hans billeder var dystre, og et af dem forestillede en scene, hvor myndighederne konfiskerer alle de gaver, som cubanere prøver at tage med hjem til venner og familie, hvis de er så heldige at kunne rejse ud. Desværre ville han ikke have, at jeg tog billeder derinde, og det er jo forståeligt.
Tager man til Cuba er det en god idé at tage ting med til de lokale – gamle telefoner, hårtørrere, solbriller, tøj… Ja hvad som helst, man kan undvære. Rory forærede for eksempel de grimmeste 10-kroners solbriller til en lokal, som gerne ville købe dem, og den kære gut var i den syvende himmel.