Efter en nat i Antigua tog vi afsted tidligt med en lille shuttle-bus mod El Salvador. Ved grænsen skulle vi alle ud af bussen og først ud af Guatemala for så at blive sluppet ind i El Salvador – som altid var det lidt nervepirrende, for man ved sgu aldrig i de her lande… Pigen foran mig var fra Tyskland fik først et stempel, men blev så kaldt tilbage og fik forklaret, at der er et problem mellem Guatemala og Tyskland?! Efter noget tid sagde manden dog: ‘But now I fix’ og så var det ligesom på plads. Dani og jeg kom igennem uden problemer.
El Salvador er ret anderledes end Guatemala – los salvadorenos (de lokale) er også små, men knapt så runde. Det virker endnu mere fattigt, og uden de fine traditionelle klædedragter, som de fleste i Guatemala stadig bærer, var det ikke ligefrem sådan, at man tænkte ‘wow’! Men så kom stillehavet til syne, og man begyndte at kunne se fidusen. Vi blev sat af i den lille strandby El Tunco (det betyder ‘grisen’, skønt navn, ikk’).
Dani havde booket os ind på Hotel Mopelia, meget simpelt sted, men med en sød lille have og en lille bitte pool, rene lagener og direkte adgang til stranden – en dag var der en krabbe inde på vores værelse, EN KRABBE, heldigvis var det Dani, der så den først. Ejeren lod os have vores egen morgenmad i restaurantens køleskab og var venligheden selv. Han er belgier, men gift med en lokal og de har boet her ni år – så tror jeg alligevel jeg ville komme til at kede mig lidt.
De første par dage skulle vi lige finde os til rette, men vi kom hurtigt til at lære alle de lokale at kende. Det er en masse surfere, som lever af at leje surfboards ud til turister og give undervisning. Vi blev nødt til at tage ind til La Libertad for at hæve penge, da ingen af El Tuncos tre hæveautomater nogensinde virker. Vi ville køre i chicken-bus, men en af de lokale surfere kom forbi og et lift. Efter et par forsøg i diverse hæveautomater lykkedes det, og det var altså lidt som at vinde i lotto, da en maskine endelig begyndte at spytte dollars ud. De har brugt amerikanske dollars her siden 2001, vist primært for at fremme økonomien, men det er ligesom om, det ikke rigtig har hjulpet. Anyways, dollars det ved man da hvad er. Og retur kom vi med chicken-bus, bemærk Batman-vinduerne.
Bølgerne var ikke de bedste, så en morgen tog vi afsted for at finde et vandfald ved den lille bjergby Tamarique. Man kan enten booke en guide i El Tunco og betale ret meget, eller tage en lokal bus og finde nogle børn, der vil vise en vejen fra landsbyen ved bussens endestation. Vi tog selv af sted og fik et lift af et lokalt par inden bussen kom. Det tog en halv times tid at køre og da vi blev sat af råbte de til Pedro, som sprang op og tog os med på vandreturen gennem bjergene og banede vejen med sin machete indtil vi nåede vandfaldet. Pedro var 40-50 år, og jeg tænkte ‘hmm… er han et af de lokale børn?’ Det var han altså så, for han viste os, hvor vi kunne springe ud fra vandfaldene og rutche ned andre steder. Hurtigt blev vi omringet af en lokal storfamilie, som holdt søndags-picnic og det var så sjovt – de hoppede alle sammen i med at tøjet på! På vejen tilbage hilste vi også på Pedros hest mens vi holdt en tiltrængt pause og gribbene svævede sultent over os. 
Her kommer bussen, hvis den kommer, og det gjorde den ikke, så Pedro fik læsset os op på ladet af en pickup-truck og tilbage til El Tunco. Rigeligt med vind i håret 
Dani surfer allerede, og efter et par timer på maven på et boogie-board den første dag, var jeg klar til at padle ud sammen med de andre på et long board med Moncho som instruktør (instruktør betyder her, at han skubber ens board ind i bølgerne, så man kun skal koncentrere sig om at komme op og stå). Det er altså svært! Og lidt skræmmende med mange mennesker og boards og kæmpe bølger… Jeg kom op og stå et par gange i tre sekunders tid, hvilket jeg åbenbart skal være tilfreds med, og det var skide skægt. Mens vi ventede på de gode bølger, snakkede vi med de små havskildpadder, som kiggede op. Dani og jeg har aftalt, at vi ikke spørger nogen, om her er hajer.
Ved lavvande kan man gå langs kysten til nogle kæmpe grotter med en masse flagermus, ydr, og på den den næste bjergskråning ned mod vandet lå en masse store mansions med stejle trapper ned ad klipperne. De fleste så ret forladte ud, men vi mødte en familie, som boede i en af de kæmpe ‘Ranchos’ – de snakkede kun spansk, så det var svært at finde hoved og hale i det, men de lod os svømme i deres kæmpe saltvandspool, som bliver fyldt op hver gang det er højvande. Det er kun lavvande nok til at gå fra El Tunco i et par timer om dagen, så vi fik pludselig travlt med at komme tilbage – ellers skulle vi have været på alvorlig bjergbestigning!
Weekenden i El Tunco var der knald på, og en masse lokale turister fra hovedstaden San Salvador kommer for at bade og feste. Der var ladies night alle steder, hvilket betød at vi simpelthen bare fik gratis drinks på alle barer – ikke det dér fis med buy-one-get-one-free! Den aften holdt vi os vågne til efter kl. 23, og det skete ellers ikke – det er nogle lange, varme og aktive dage vi har.
Mandag aften var byen anderledes stille og vi gik en runde omkring byen baggade hvor de lokale bor, og kom forbi en gudstjeneste i den lillebitte kirke – og på et hjørne sad en lille fyr og trommede stille på sin bongotromme.
Man kan godt blive lidt træt i sit knæ af det dér surfing, så en dag tog vi chicken bus hen til en anden strand; El Zonte. Den tykke chauffør skiftede stolt CD og spillede Roxette – It Must Have Been Love – for fuld udblæsning for os, mens han smilede over hele femøren. Da vi senere kørte tilbage med samme chauffør havde han mord i øjnene og kørte om kap med en anden bus, mens billetkonduktøren bogstaveligt talt løftede de gamle damer ombord, så vi kunne komme hurtigt videre hahaa-øhh-okayyy… Senere fik vi forklaret, at hver linje eller hver bus er sit eget firma, her er ikke noget der hedder offentlig transport, så det er åbenbart bare med at komme først til de populære “stoppesteder”, og det kræver lidt erfaring, for bussen stopper, når man vinker til den eller råber at man vil af.
Der var fuldstændig øde på El Zonte Beach… Hvor er alle de andre??? Det er meningen det skal være højsæson nu…
Efter en tur langs stranden smuttede vi til La Libertad, som er den større by i området. Her var fiskemarked og fuld gang i de lokale handlende. Vovede for en gangs skyld at tage kamera med, hvilket ellers frarådes, ligesom man helst ikke skal bære smykker, pænt tøj eller især iPhones. 
Jeg har stadig svært ved at vænne mig til de kæmpe shotguns de alle sammen render rundt med. På et tilsyneladende helt tomt resort ned mod vandet, cykler vagten også rundt i sin fine hvide polo-trøje med sådan en på ryggen. Men El Salvador har også været meget igennem, ikke bare de spanske conquistadores, men også krige med nabolandene som fx ‘The soccer war’ som ifølge rygtet startede under en FIFA World Cup kvalifikationskamp mellem Honduras og El Salvador i 1969. Her bor ca. 6,5 mio. Der var borgerkrig i landet fra 1980 til 1992 med kampe mellem de fem mest prominente guerilla-grupper. Den 14. april 2012 var der nul mord i hele El Salvador hele dagen hva’-si’r-I-så? Hotel-ejeren siger dog at tallet er oppe på ca 15 om dagen igen, og at der faktisk bliver slået flere ihjel end under borgerkrigen.
Den 25. januar er Australia Day, så det måtte vi jo fejre med lidt ekstra god mad, som hotel-ejeren lovede ville være, som vi selv ville lave det – og det var også en helt rigtig bøf, medium-rare hurra – til forret fik vi salat-suppe, stedets specialitet, og ja, det er grøn salat der er hovedingrediensen, og så kan jeg jo ikke klage!
Hver dag så jeg en lille dreng og hans blinde far trave frem og tilbage langs stranden og sælge små poser med lokale snacks. På vores sidste dag købte jeg en pose for 25 cent og fik sagt på skraldespansk til faren, at det vel nok var en god dreng han havde. Faren svarede, at han altid hjalp ham meget. Jeg stak drengen en 5-dollarseddel og fik et genert smil tilbage og et vink da de igen gik forbi. Det er hjerteskærende – ville ønske jeg kunne have sendt ham i skole.
At rejse i Mellemamerika er ret svært at planlægge, man må bare tage det som det kommer. Det lykkedes os at finde et enkelt sted, hvor vi kunne komme afsted mod Honduras i bus, men vi skal ind gennem Guatemala igen, for det er hurtigere – bonus med et par ekstra grænseovergange… Eller…