Potosi, Sucre & La Paz – Bolivia

Potosi

Vi nåede lige at ankomme til Potosi, som ligger cirka 4000 meter over havets overflade, og så fik jeg en ordentlig omgang madforgiftning. Det eneste jeg havde spist den dag, var frokost på en restaurant, som de havde anbefalet i årevis på vores hostel, så der er nok bare ingen vej udenom. Jeg ville også have været den første, jeg nogensinde har mødt, som havde været i Bolivia, uden at få madforgiftning… Udover Julia… Selvfølgelig! Det var jo rigtig sjove 24 timer og bonus at man lige havde en overkøje! Nå, men nok om det, her er lidt billeder fra byen…

Frisk kød, stadig med hale (så er man da sikker på, det ikke er hest):P1180929 P1180932

Frokosttid på central market:P1180934

Nathalie får lappet sine bukser for otte kroner:P1180936

Nogen på vej til fest!?P1180948

Coca-te til mig med kærlig hilsen fra vores hostel-vært, det hjælper eftersigende på alt fra højdesyge til madforgiftning – bare ned med det: P1190043 P1190045 P1190058

Næste dag havde jeg det stadig som om, jeg var blevet kørt over af en damptromle (det er så første gang, jeg har prøvet at stave til det, vidste ikke, der var ‘p’ i, og nu ved jeg slet ikke, hvad det egentlig er, men jeg var flad okay, åh-åh selvsving…), og vi havde planer om at tage ud og se sølv- og kobberminerne i Cerro Rico lidt uden for Potosi. Først kørte vi en herlig tur rundt i stinkende minibus med vores coca-blads-tyggende guide, som var tidligere minearbejder, og så skulle vi et sted hen og udstyres med overtrækstøj (stadig fugtigt fra gårsdagens svedende turister), hjelme, masker og pandelygter, hvorefter vi kom hen og så en af fabrikkerne, hvor de omsmelter/udskiller metallerne. Jeg var nok ikke lige den, der hørte mest efter lige dér, fordi jeg mest koncentrede mig om ikke at blive svimmel/kaste op/falde ned mellem de træbrædder, man gik på mellem maskinerne. Bagefter gik turen op mod minen, men på vejen stoppede vi i en lille butik for at købe sodavand, coca-blade, dynamit og alkohol til minearbejderne.

P1180950

En, to, tre se frisk ud:P1180952

“Nu skal I bare se, hvordan sådan en dynamit-stang virker…”P1180955

Skål!P1180956

Guiden demonstrerer, hvordan man får mest mulig effekt af sine coca-blade: Der skal 30-40 blade til, som et ad gangen proppes ind i kinden sammen med bagepulver (eller andre alkaline-produkter, det varierer fra region til region), som fremmer virkningen, der kommer efter 10-15 minutter. Alle minearbejderne gør det, for at gøre dagen lidt mere udholdelig. Forståeligt, men klamt ser det ud, og de smager ikke godt:P1180957 P1180961 P1180974

At være inde i en mine, hvor der arbejdes, er fuldstændig ligesom på gamle film (uden at jeg lige kan nævne en film, jeg har set om det, men tror jeg skal se en fra 2005, som hedder ‘The Devil’s Miner’, som handler om netop Potosi-minerne), og jeg glemte alt om at være syg, for vi skulle løbe sammenbøjede mellem vognene, som tre mand ad gangen løb og skubbede på skinnerne i de smalle gange. Når vi blev indhentet, skubbede guiderne os ind i små indhak, hvor vi kunne sidde på hug, mens de drønede forbi. Guiderne smed vores medbragte gaver ned i deres vogne i forbifarten – det er en uskreven regel, at man har noget med til minearbejderne, og til gengæld kører de ikke én ned eller springer dynamit i hovedet på én.

Vi mødte også djævelen, ‘El Tio’, underverdenens herre, som minearbejderne ofrer til og beder om sikkerhed og sundhed. Der dør kun 14 om måneden ud af de 11.000, der cirka arbejder der (held og lyk’ me’ det da!), et faktum jeg lovede de andre ikke at spørge om, før vi var ude igen, hvortil guiden stolt tilføjede, at ingen af dem var turister. De to guider passede godt på os, og det var en fantastisk oplevelse. El Tio er vant til offergaver i form konfetti og den 96% alkohol, som minearbejderne skåler med ham i – min offergave, var af en lidt anden type, men guiden sagde, at det var helt okay, at kaste op (og det var da heller ikke det værste, der kunne ske!), bare jeg gjorde det på de kasserede sten… Og som trøst hakkede han lidt sølv og kobber ud til mig som gave (yes, nu har jeg også sten i rygsækken), mens vi tog en pause og ventede på, at de andre kravlede 30 meter op for at se en gut sætte fut i noget dynamit. De kom væltende ned af stigen igen lidt efter, og som rosinen i pølseenden kom minearbejderen, som arbejder alene med at sprænge dynamit i otte timer hver dag i den tynde, støvede og giftige luft.P1180984 P1180996 P1190018 P1190025 P1190040

Enhver busstation med respekt for sig selv har mindst 10 af de her boder med alt hvad hjertet kan begære:P1190052

Sucre

Nathalie (fra Holland, som jeg følges med) gav den gas med at prøve de lokale markedsspecialiteter i Potosi, uden at føle sig truet af mit eksempel, for hun er jo vegetar (bah!), og det blev hun så straffet for, da vi den næste dag skulle rejse med bus til Sucre. Hun var fire dage om at komme sig, og hun var i øvrigt også syg, da jeg mødte hende i det nordlige Argentina: 2-1 til kødæderne!

En gut på vores hostel i Potosi havde tilbudt os, at vi kunne bo hos en dame, Silvia, og hendes søn, som han kendte i Sucre, og det var så dejligt, at være i et (nogenlunde) pænt hjem i nogle dage. De første par dage brugte jeg på at tulle rundt i byen med en anden logerende fra Schweiz, gå i rigtigt supermarked, få lidt massage, og lave mad til hele “familien” et par af aftenerne.P1190084 P1190352 P1190087

Sucre er en af Bolivias to hovedstæder, vistnok også den officielle, hvor højesteret ligger, mens regeringssædet ligger i La Paz, som er den administrative hovedstad. Den største by er til gengæld Santa Cruz, der ligger i den nordøstlige del af landet, som er lavere og derfor fugtigere og varmere. Bolivia er dobbelt så stort som Frankrig, men der bor kun omkring 10 millioner, så man kan nok regne ud, at meget af terrænet er sværere at have med at gøre i siv-sandaler end alperne på ski… Den gennemsnitlige levealder er omkring 65 år. I 1950 var den 40 år!

Da Nathalie var havde kommet sig lidt, var vi ude og se et show med traditionel dans, som vores værtinde havde anbefalet, og næste dag var vi på et super godt museum, om Inca-kultur og klædedragter. Der var alt fra menneske-kranier (deforme fordi det var fint at have en lille rundt hat-agtig ting på baghovedet) til indtørrede lama-fostre udstillet sammen med vævekunsten.P1190091

Elsker simpelthen de her dame-vejarbejder-outfits:P1190093 P1190104 P1190106 P1190126 P1190127

Der var engang en fabrik i et kalkbrud, som tilfældigvis opdagede, at man kunne se mange millioner år gamle dinosaur-fodspor i et lag i bjerget. Det er verificeret, at de er ægte, men tror, det kan styrte ned når som helst, hvilket en stor del af det allerede er. Det var en rigtig fin bustur i åben dobbeltdækker (man er vel turist):P1190178 P1190190 P1190198 P1190203 P1190259P1190207

For at måtte tage billeder i området, skal man lige betale fem kroner ekstra, og have et fint badge på – som om vi ville vende om, hvis de bare satte prisen fem kroner op, iihhh!P1190210 P1190220

De har placeret sensorer i bjergvæggen, men jeg spurgte, hvad de så ville gøre, hvis det rystede, og det vidste de ikke rigtigt… Efter at have tænkt sig lidt om, sagde guiden, at man måske kunne sætte noget plastik på, nårh ja!P1190224 P1190225 P1190227 P1190239

Da vi kom tilbage til centrum var hele byen på den anden ende i anledning af 1. maj, og man må nok sige, at det er lidt mere festligt, end de danske politikeres taler:P1190141 P1190149 P1190154 P1190161 P1190165 P1190139

Bemærk gerne lige her, hvordan alle de fine damer, danser rundt med en halvliters dåseøl i hånden hahaha:P1190294 P1190283 P1190303 P1190322 P1190318 P1190334 P1190335 P1190312 P1190298 P1190307

Når man efter dino-fodspor, kæmpe 1. maj parade, shop-amok i lækre alpaca-sager sidder sammen med tøserne på en ordentlig café med en cola light, og kigger på de lokale handlende ude på gaden, mens de spiller Hanson i højtalerne, synes man (i hvert fald jeg), at det har været en rigtig god dag :)

… Og det her geniale stillads skal også lige med:P1190262

La Paz

Vi kom til La Paz med natbus, og jeg sov nærmest 10 timer i streg, efter en køresygepille, jeg fik af en dame i bussen – det var fantastisk!P1190362

Man købte billetter og tjekkede sin bagage ind én etage over busholdepladsen, så de havde udviklet et smart system til bagagetransport:P1190361

I La Paz brugte vi en dags tid på at se på byens ‘heksemarked’, som var lidt af en turistfælde, men det lykkedes os da at finde nogle af de butikker, hvor de sælger indtørrede og pelsede alpaka- og lamafostre, man kan bruge til at ofre til inca-guderne.P1190366 P1190371 P1190373 P1190385 P1190387 P1190388 P1190389 P1190390

Udsigten fra værelset kunne vi ikke klage over:P1190400 P1190401 P1190409

Statue af en falden Conquistador – fair nok:P1190415

Nej ikke popcorn, men pop-bønner:P1190426

En lille fyr, som var med bedstefar på taxa-arbejde – så kunne han sidde der hele dagen (var der nogen der sagde barnesæde med isofix?!)P1190429

Vi var også på coca-museum, som kort fortalt var en gennemgang af plantens historie, en udførlig beskrivelse af, hvordan man laver kokain, og så selvfølgelig en del om Coca Cola. Det var faktisk ret interessant, i hvert fald var der meget, jeg ikke vidste. Her er nogle af de sjoveste fakta:

  • Der findes over 200 forskellige slags coca-planter, hvoraf de fleste findes i Sydamerika, men nogle findes i Afrika, Madagaskar, Indien og Asien.
  • Der er fundet spor af coca-planten i mumier i Peru fra 2500-1000 år før vor tidsregning.
  • For inkaerne var planten centrum for mange religiøse ceremonier
  • Europa fik først nys om planten i 1499, gennem en præst! I 1551 blev den så forbudt i Peru, fordi den var en forhindring for udbredelse af katolicismen.., Men kort tid efter blev forbuddet ophævet, fordi Conquistadorerne fandt ud af, at slaverne (dels indianere, dels medbragte sorte) performede bedre, hvis de fik lov at tygge coca-blade. De arbejdede op til 48 timer i træk, uden at indtage andet end coca-blade, og udbredelsen voksede markant, selvom spanierne kontrollerede al handel med den. Senere hævdede FN, at planten gjorde folk retarderede, og at den var skyld i fattigdommen i Bolivia og Peru – suk!
  • I minerne i Potosi consumerede arbejderne i 1573 således en mængde coca-blade med samme værdi som 450 kilo guld – om året! Bladene gav/giver dem let eufori, en følelse af øget opmærksomhed og fysisk energi. Téen, som vi drikker, lindrer lidt i forhold til højdesyge, men har ellers ingen dokumenteret effekt. De lokale bliver dog meget fornærmede, hvis man ikke anerkender den.
  • Coca var verdens første bedøvelsesmiddel da det i 1905 blev lanceret som Procaine. Historisk har læger troet på, at planten kunne hjælpe med alt fra at hele brækkede, knogler til at kurere tumorer. Folk født højt oppe i Andes-bjergene har større lungekapacitet end os andre, men studier i 70’erne har vist, at coca kan udvide bronkiolerne og dermed hjælpe os til at optage mere ilt og samtidig regulere insulin i kroppen, uanset lungekapacitet. Coca har ingen effekt på hvide og røde blodlegemer, som nogen tror.
  • I 1860’erne begynder man at producere kokain i Bolivia… Lovligt. Det blev både brugt i populær Mariani Coca Wine i Frankrig, som bedøvelsesmiddel af læger i USA, og i 1884 udgiver Sigmund Freud en artikel, som gør ham til verdens første officielle kokain(mis)bruger.
  • I 1886 kommer Coca Cola på markedet – drikken har ikke indeholdt kokain siden 1914 (no shit!), men Coca Cola indkøber stadig over 200 ton coca-blade årligt fra Bolivia, som de anvender som smagsingrediens.
  • I 1914 bliver kokain ulovligt i USA, og i 1961 underskriver Bolivia Geneve-konventionen, hvilket også gør, at det bliver ulovligt at tygge coca-blade. Men i 1978 tygger ca 90 procent af den bolivianske befolkning stadig, og i 1988 indføres en lov i Bolivia, der blandt andet lyder: “… all are drugdealers until they have explicitly proven that they are not…”
  • I 1980’erne femdobledes narkoforbruget i Bolivia. Landet er fortsat dybt afhængigt af økonomisk hjælp fra USA og Europa til at bekæmpe problemet, og det dårligt betalte lokale politi kan ikke stille meget op mod narkohandlerne (I Columbia blev betjentene flyttet mindst hvert andet år til en ny by med deres familier, men tvivler på, Bolivia kan mestre sådan et system).
  • Meget af kokainen bliver produceret i junglen i Chapare-regionen, hvor mange tidligere minearbejdere har fundet ud af, at det bedre kan betale sig at være coca-farmere, og sælger deres afgrøder ulovligt til de kemiske fabrikanter. Stort set alle kemikalierne, som bruges på fabrikkerne i junglen, kommer dog fra USA og Europa.
  • Cirka fem procent af jordens befolkning bor i USA, men landet bruger 50 procent af al kokain produceret på verdensplan.
  • Sjovt citat fra museet: “For this reason, the need to submerge oneself into a state of artificial ‘paradise’ grows more and more urgent (…) This continues until the cocaine paralyses the cardiopulmonary system OR leaves the addict to die from lack of nutrition AND HYGIENE”
  • Som behandling for kokain-afhængige nævner museet blandt andet: Religiøse samtaler, tygning af coca-blade og dødstraf (nemt, billigt og 100 procent effektivt).

P1190393 P1190395

Vi mødte igen Sam og Claire, som tager turen på cykel (lyder simpelthen så hæsligt), og tog med dem ud og spise:P1190406

Turen gik fra La Paz, gennem naboenbyen El Alto, som egentlig er vokset sammen med hovedstaden, og mod Lake Titicaca:P1190445 P1190457 P1190467 P1190486