Advarsel: Et godt stykke nede i denne post kommer der er par billeder, der ikke er for børn, sarte sjæle og hunde…

Hanoi

Vi danskere kan, som nogle af de eneste, få lov at være visumfrit i Vietnam i to uger… Og med min planlægning var det så, hvad jeg havde. Derfor måtte jeg desværre springe midten af landet over og tog et fly fra Ho Chi Minh til Hanoi.

De fleste jeg mødte foretrak Hanoi, men jeg synes egentlig, at Ho Chi Minh var mere sin egen, og at gadesælgerne i Hanoi var lige lovligt påtrængende – de donut-sælgende damer stak nærmest deres varer helt ind i munden på en, helt ligeglade med alle de fluer, der sad på dem! Det blev en ‘spring-over’ herfra. Da jeg trængte til en slapper, tog jeg i Water Puppet Theatre, hvor dukkeførere plasker rundt i vand med fine gamle lakerede dukker, mens musikere spiller traditionel vietnamesisk musik til. Det var meget fint og foregik på Hanoi Contemporary Arts Theatre, hvilket lige mindede mig om, at jeg ikke var i vesten.

Besøgte også Ho Chi Minh Mausoleum, for det skal man jo næsten lige forbi. Det var en KÆMPE bygning på en KÆMPE plads, som var meget meget tom, udover de fine vagter der marcherede rundt.

Købte et fint klippet postkort af pigen her. Da jeg spurgte, hvem der havde lavet dem, råbte hun “ME!” og flækkede af grin. Er ret sikker på det var en røver, for de sælger dem overalt, og hun var ikke helt som andre folks børn, men sød så sød:

Husene i Vietnam små, smalle og høje, som man måske kan se på nogle af billederne, og det undrede mig, hvorfor de var så smalle. Det er altså fordi, at alle gerne vil have plads ud til gaden, så de kan sælge et eller andet i stueetagen, og derfor er det bredden på grunden, der koster. I byerne sælger alle i hver gade det samme på deres tre-fire meter ud til gaden; maling, legetøj, solbriller eller stof – hvorfor skulle man dog også vælge noget andet, når man kan konkurrere med alle naboerne!? Når man har fået sikret sig en plads ud til gaden, kan man så bygge opad efterhånden som man får råd. I det gamle kvarter i Hanoi, må man højst bygge fem etager, eller seks til syv hvis man kender de rigtige. Byen højeste bygning i det nye kvarter er 74 etager høj. Bella Sky har 23, come on!

Mai Chau

Nok by! Måtte finde nogle rismarker. Alle tager til Sa Pa nord for Hanoi, og det ser også ufatteligt smukt ud på billederne, men gider bare ikke, når alle andre også skal derhen! Og hørte fra folk, at de traditionelt udklædte damer hiver og får i folk, for at få dem til at bo i deres home-stays. Ikke lige mig. Fandt Mai Chau på kortet og fandt ud af, at det mest er vietnamesere fra byerne, der tager på weekend hertil, men ikke ret mange. Blev advaret om, at de lokale i markerne altså gik i almindeligt arbejdstøj og ikke så ud som i Sa Pa, fordi de selvfølgelig har udviklet sig de seneste 50 år. Lyder fornuftigt ikke? Selvom jeg selvfølgelig må beklage det kedelige arbejdstøj på billederne herunder.

Nå, men en selvudnævnt guide og hans bror, selvudnævnt minibuschauffør, hentede mig i Hanoi, og efter en meget smuk fire timers køretur blev jeg og Suzanne fra Holland, som er guide i Vietnam, smidt af bussen og blev hentet på scootere og kørt det sidste stykke gennem rismarkerne til deres hjem. Dele af turen foregik med lukkede øjne. Altså, mig og min rygsæk bag på en lille bitte scooter med en lille bitte vietnameser foran over bambus-broer, der lignede noget, børn havde bygget for sjov.

Bonus: Udover mig og min rygsæk, her jeg set følgende imponerende ting:

• Tre grise fastspændt på scooter
• Scooter på scooter (her måtte de snyde lidt og have en ekstra mand til at sidde bagest og holde den fast)
• 18 ølkasser på scooter (talte dem, bl.a. Carlsberg og Heineken i blandt)
• Familie på seks (klassikeren)
• Ca. en meter fældet bambus hele vejen rundt (kunne se en hjelm og det kørte på vejen, så går udfra der var en scooter under)
• Scooter med scooter-anhænger med seks mand ombord

Anede faktisk ikke, hvad jeg havde booket, men Mai Chau var lige, hvad jeg havde drømt om. Det lille “resort” bestod af tre små hytter og en sovesal lavet af bambus. Vi kom lige til høsten og der var gang i den i markerne, hvor det foregår som i Danmark for 100 år siden (gætter jeg  hvert fald på). De kommende dage var helt fantastiske og foregik på cykel og scooter (nej, det passer ikke, mor! Scooteren er fotoshoppet ind i billedet, bare rolig) gennem rismarker og bitte små landsbyer hvor søde Tay-folk (den næststørste etniske gruppe i landet, næstefter Viet-folket) hilste pænt, når de ikke havde for travlt med høsten. Børnene var ikke med til at arbejde i markerne, så de løb rundt og legede og råbte stolt “HELLO!” og fnisede genert, når man svarede.

Først lidt billeder fra køreturen:

Her skulle jeg så sove. Husene er bygget på pæle og gulvet er et tyndt lag bambus. Jep, det kan jeg godt! Alene! Madras? Glem det, det er en sten med et lagen på. Lukke vinduerne for de farlige insekter? Glem det, man kan ikke lave vinduer af bambus. I det mindste havde jeg en lille vagthund, som pænt sov foran min dør hver aften, og når jeg så blev lullet i søvn af chikader og trommer (havde jeg været modig nok, var jeg gået ud for at finde ud af, hvor musikken kom fra, men der er meget mørkt i rismarkerne om natten) i det fjerne, var det bare helt helt fint

Vores indkørsel/udsigt:

Vi havde heldigvis brusere hvor vi boede, selvom badeanstalten her var ret så hyggelig:

Tay-style bålplads og køkken bygget på bambusgulv på første sal – imponerende, at de ikke futter det hele af:

Om vi ville med ud og sejle med fiskeren og bagefter spise med ham og hans familie? Ja tak da! Og pyt med, at vi lige skulle kravle/glide/rulle ned af den der mudderbakke for at komme ned til båden, for jeg måtte bade i søen! Frokosten blev skyllet ned med en del ris-vin, mest til værten selv som sov inden vi tog afsted…

The Chinese Buffalo – vores værts beskrivelse af denne nymodens pløjemaskine, eller hvad det nu hedder:

1270 trin op til en meget fin grotte, og ikke en turist i sigte:

Og en tur på marked:

Og her kommer det så – luk øjnene – én, to, tre… I Vietnam spiser de hunde:

Synes det er prikken over i’et, at de på denne restaurant har valgt alle tiders premie-familiehund til blikfang. Og nej, det betyder ikke, at det er en restaurant, hvor hunde kan spise:

Heldigt for høns, at de ikke har specielt store hjerner, ellers ville de nok ikke ligge der og hygge sig sådan:

Min lille vagthund var der ikke nogen der skulle spise, neeeej veeeel, lilleee hundiii?!

Familien:

Og landsbyens underholdningsgruppe:

Mange af de lokale kom også op fra markerne for at se danserne, og de gloede med blandet fornøjelse, da de klodsede turister blev inviteret op for at lære en dans – ja det er blandt andet mig, jeg taler om, så det er der desværre ingen billeder af: 

På vej tilbage til Hanoi, fik vi udpeget en stor golfbane, som mest er for japanere og andre rige, og Sydøstasiens største kirkegård, som mest er for de rige, og ikke noget, vores guide var særlig imponeret over. Han foretrak at blive begravet i sine rismarker, som de fleste bliver. Det er lidt specielt, synes jeg, at de begraver folk og gror ris ovenpå, men det er sikkert godt for høsten eller noget… Der er lidt forskellige forklaringer, A) At de døde vogter over markerne, B) Det er gratis, C) De unge som strømmer til byerne, lokkes hjem til de fædrende gårde, for man kan jo ikke bare sælge jorden med generationer af… gravsteder på.

Halong Bay

Havde sammen med Charlotte fra Holland og Kate fra Polen booket budget-udgaven af en tur på havet i Halong Bay. Gør det ikke! Ingen ombord var tilfredse med noget som helst… Jeg var egentlig ret tilfreds, da vi efter en del ventetid var kommet ombord på det gode vrag Cong Nghia. Jeg var nemlig ligeglad med bådens tilstand, idet jeg er en udmærket svømmer og omgivelserne er på UNESCOs verdensarvliste. Indtil de sagde, at de ville sende mig – og et ikke så lidt vredt fransk par – på hotel på en af øerne, selvom vi alle havde bestilte to nætter ombord. Jeg skabte mig indtil jeg fik en kahyt, og franskmændene kom på hotel. Vi måtte heller ikke selv bestemme, hvornår vi måtte bade, men da det blev tid til at sejle i kajakker til de flydende fiskerlandsbyer, råbte Arielle fra Canada og jeg: 1, 2, 3! og sprang på hovedet i vandet. De turde ikke sige mere til mig den dag, så snart var vi en 7-8 stykker i.

Badeture kan som bekendt kurere alt dårligt humør og efter et besøg i den kæmpe store og flotte, omend lige lovligt neonoplyste grotte ‘Hang Dau Go’, og en smuk solnedgang (tjek lige det lyd, har aldrig set noget lignende – og hvis en eller anden kloge-Åge der læser det her, ved at det er forurening, gider jeg ikke høre det!), havde vi en hyggelig aften ombord.

Næste dag var det meningen, at jeg skulle sejles rundt i en mindre bambusbåd og se nærmere på nogle af de flydende landsbyer i en anden del af området, men i stedet mente de, at jeg skulle sættes af på en ø sammen med et par andre, og bliver der hele dagen. I øvrigt skulle vi have al bagagen med, for det var ikke sikkert, at den samme båd samlede os op otte timer senere. Her bad jeg pænt om at blive fragtet i land og tilbage til Hanoi – en overnatning var også nok, og naturen var ligeså smuk for håbet. De har simpelthen ikke kapacitet til at organisere den mængde af turister, som gerne vil til området, og de vil gerne tjene pengene (går den, så går den). Rigtig mange finder sig jo bare i det hele, men det blev ikke med mig som Ofelia!

Hvis I gerne vil til Vietnam, så skynd jer, er mit råd.

Ps. Jeg har ikke spist hund!