På vej mod Louisiana stoppede vi i byen Winnie, Texas, som er et af de mest intetsigende steder, jeg har oplevet indtil nu. Vi endte der efter en lidt lang afstikker, som var forårsaget af et skilt med teksten ‘BEACH’. Vi lærte af det, at man ikke skal regne med at svømme i den mexicanske golf, og at man ikke skal stille sig i en myretue og tisse (det var nok mest Niels, der lærte det sidste).
Niels siger, at crawfish skal man spise i Louisiana og ikke i Texas, uanset hvor meget jeg plager. Så vi nåede lige og grænsen før vi holdt ind i Lafayette og købte en kæmpe pose frisk-kogte crawfish i et lille skur uden for en tankstation. I posen var der majs, kartofler og krebs i en skøn forening, og vi spiste dem i bilen på en parkeringsplads, hvor flere forbipasserende gættede, at det nok var første gang vi smagte egnsretten – ved ikke hvordan de kunne se det, men okay, vi havde det mindst op til albuerne.
Så havde vi ligesom fået hul på Louisiana, og afsted mod New Orleans gik det. Det var sjovt at opleve, hvordan både natur, arkitektur, og gemyt ændrede sig i forhold til Texas. Én ting har de dog til fælles i sydstaterne: De er helt vildt religiøse og der er kirker overalt af alverdens trosretninger. Uden for kirkerne står der gerne en lystavle eller et skilt med en besked fra Vorherre, og den får ikke for lidt! Eksempel:
Vi ankom til New Orleans sent og hentede burgere og øl, som vi tog med tilbage på hostel, hvor vi havde booket fire nætter. Min burger var med elg og Niels’ var med buffalo, man må jo forny sig lidt, når man i snit klemmer én ned om dagen.
Vores første rigtige dag i byen var solrig (indtil der var tyfon-varsel og regn) og skøn, og der var musik i gaderne i French Quarter, som er centrum for musik, kunst, mad og kultur. Vi tog sporvognen derind, og Niels købte en kogebog om Louisianas creole- og cajun-køkken, og damen i butikken anbefalede os et lille sted uden for centrum, hvor vi gik ned og købte Po-Boys med dybstegte kæmpe-rejer. Stedet er det orange hus med telefonboksen udenfor i billedserien herunder, som tydeligvis ligner en delicatessen. Po’boys er er egentlig bare en baguette med valgfrit pålæg, men her en en forklaring fra Wikipedia: Under en fire måneder lang sporvognsstrejke i 1929 serverede restaurationsejeren Benny Martin, der var tidligere sporvognskonduktør, gratis sandwich for sine tidligere kolleger. De ansatte i restauranten kaldte de strejkende for ”poor boys”, og efterhånden kom denne betegnelse til at dække selve sandwichen. Det mest interessante var efter min mening, at få brød som man rent faktisk skal bruge tænder for at spise. Og ja, det er øl i papirsposerne på trappestenen, man må nemlig gerne smugdrikke i New Orleans.
Efter frokost var vi nede ved floden og se hjuldampere, Rollin’ on the river, Proud Mary og alt det der – hvis man lige vil have lidt baggrundsmusik er den her: https://youtu.be/kOfHOMpU4iE.
Så blev der plads til lidt shopping, besøg i en cigarbutik, slush ice drinks, og et kig forbi byens ældste bar, Laffite’s Blacksmith Shop fra 1761, den grå bygning herunder.
… og så var det på tide at finde noget musik på Frenchman Street.
Vi startede på ’The spottet Cat’ hvor vi hørte et lille band med kontrabas, blæsere og en sangerinde, der ikke engang brugte en mikrofon – så var vi igang! Derefter gik det slag i slag med funk og burlesque på Vaso, koncert på en lille jazz bistro, hvor vi spiste, og hvor den mandlige forsanger havde kjole på, et halvkedeligt band på en anden bar, og det mest fantastiske jazz-band med afro-amerikanske unge gutter på The Blue Nile. Her mødte vi Dave og Ilona fra new York State, som vi fulgtes med resten af aftenen til mere musik og gang i gaden.
Den næste dag var vi liiiidt trætte, indrømmet. Så vi nøjedes med at gå ind til byen af gaden Magazine og tulle lidt rundt i byens ikke-særligt-imponerende-outlet. Vi spiste på cajun- og creole-mad på Olde Nola Cookery i Bourbon Street, som vi havde fået anbefalet af gutterne i cigarbutikken, og rundede aftenen af med skønne Little Freddie King, som spillede på DBA:
NOLA står forresten for New Orleans LouisianA…
Næste dag kørte vi på vej mod sumpen, Honey Island Swump, og spiste frokost på vejen på Eden Isle, som er et fint og meget genopbygget område. Ude ved sumpen mødtes vi med Mascha, som arbejdede på vores hostel. Vi tog på sejltur på floden/sumpen, og det var utroligt afslappende for mig at sejle fremfor at gå rundt i sådan et område, I ved nok hvad jeg mener. Og hvis jeg selv skal sige det, formåede jeg at opføre forholdsvis normalt og være ret cool under hele turen på trods af vi så alligatore, skildpadder og en slange… Det var så lige indtil vi så de svømmende(!) vildsvin. Vi havde intet hørt om, at vi måske ville se disse dræber-dyr, så da de kom løbende inde fra skoven og vores kaptajn febrilsk satte båden i bakgear, så vi kunne komme væk fra kanten, og de så begyndte at svømme efter os, blev der hylet og skreget (bemærk for eksempel, hvordan grisen på det sidste billede i serien herunder tydeligvis gør klar til at æde den lille dreng). Kaptajnen var langt mere bange for vildsvinene end for alligatore, som han under hele turen fodrede med pølser på en pind. Åh hahaha det var sjovt, og det var IKKE kun mig der skreg!
Efter en begivenhedsrig eftermiddag i sumpen spiste vi soulfood i et område, som de fleste lokale nok ville kalde “sketchy”, og dagen efter fik vi da også at vide, at vi helst skulle undgå dette område helt, fordi det ikke er sikkert. Big mama serverede nu et par fine ribeyes med dagens garniture og der blev spillet høj musik og smugdrukket. Vi så først kakerlakken da vi var færdige med at spise, det var fint!
Næste dag tog vi tilbage til området, som hedder Lower Ninth Ward, i dagslys. Dette er den del af New Orleans, der halter mest bagefter i forhold til genopbygning, og det er tydeligt, at problemerne langt fra er løst her 10 år efter Katrina. Det var faktisk ret uhyggeligt, der kommer billeder i næste post.
Så kørte vi mod Mississippi, og jeg åbnede vist lige øjnene i et splitsekund, da Niels sagde at vi krydsede grænsen. Tak for denne gang NOLA!