Honduras

Copan Ruinas

Efter seks timer i shuttle, ankom vi til Copan, hvor vi havde aftalt at mødes med Gina fra England igen – hende havde vi mødt i Guatemala. Først er her et billede fra grænsen, og så en masse fra Copan:

P1130864P1140008 P1140009 P1140018 P1140010 P1140013 P1130893 P1140005 P1140007 P1140014 P1140022 P1140024 P1140027

Ikke lige min første indskydelse, men den første aften i Honduras spiste vi på et microbryggeri, som en tysker har åbnet midt i byen Copan. Tyskerens kone var fra Honduras og hun lavede heldigvis nogle lokale retter, jeg kunne spise, mens jeg så på de andre skovle wienersnitzler ind.

Det var gråvejr og halvkoldt (okay ikke snevejr vel, men stadig), så næste dag kørte vi på ladet af en pickup-truck op til nogle naturlige hotsprings/mudderbade/vandfald – perfekt regnvejrsdag! Det undrede mig en del, at vi så ret mange lokale oppe i bjergene, som var ligeså blege os lyshårede som os. De andre lagde ikke rigtig mærke til det, og har prøvet at google det, men synes ikke rigtig jeg kan finde en forklaring – hjælp gerne!!!???

12717175_10154620357726632_1766957989137979206_ncopan

Om aftenen spiste vi street food og sad på byens torv og drak øl med alle fra vores hostel og de hjemløse hunde, som vi senere fik at vide alle har ejere, men de løber ud, for ingen har hegn. Alle byerne i de her lande lader til at have et hovedtorv, som de kalder Central Park, det er meget praktisk og gør at selv jeg har en chance for at orientere mig.

Så gik turen endelig til Copan Ruinas, som var en super Maya-oplevelse… Vi kiggede lidt på alle jungledyrerne og hægtede os så på en engelsktalende guide med en flok amerikanske pensionister – man er vel backpacker.

P1130896 P1130900 P1130910 P1130917 P1130923 P1130942 P1130946 P1130947 P1130949 P1130951 P1130959

Gina var helt pjattet med et fuglereservat, og insisterede på at Dani og jeg kom med hende derhen. Nu er er jeg jo ikke helt vild med fugle… Først efter jeg havde indvilliget i at holde en fæl papegøje på armen, kunne vi få lov at smutte igen.

P1140034 P1140044 P1140045 P1140052 P1140072 P1140075 P1140088 P1140097

Utila

Efter at have været kulturelle i et par dage, mente Dani og jeg, at vi fortjente lidt ø-liv, så afsted med shuttle i otte timer. Når man kigger på afstandene er rejsetiderne helt latterlige, men det er altså u-lande. Selv hovedvejene er grusveje meget af tiden. Det er ikke den mest komfortable rejseform, men jeg nyder faktisk at køre om dagen, for man får set meget af landet på den måde, som man ellers ikke ville, hvis man bare fløj mellem de mere populære områder.

P1140100 P1140122 P1140133 P1140135

Vi nåede frem til La Ceiba og ventede på den daglige færge til Utila i tre timer og efter en skøn gyngetur var vi fremme på et hostel med det charmerende navn Captain Morgan’s. Her mødtes vi med Christian fra Canada, som vi havde mødt i Copan, og på første dykke-tur mødte vi Richard (Dickie) fra England (Dubai), som hjalp mig med at sætte mit udstyr sammen mens jeg brokkede mig konstant over kvaliteten. Indrømmet. På dykkersprog siger man ‘small bubbles, no troubles, big bubbles, big troubles’ og der er så forskel på, hvad jeg vil definere som små bobler, når de fiser ud af min ilttank, der hvor jeg kobler min regulator på!

Det var super fedt at komme ud og dykke igen, men marine-livet var ikke ligefrem imponerende. Dagene på Utila gik rimelig meget ud i et med dykning, snorkling, kajakker og drinks – og det er ligesom bare det, der er. P1140136 utilaP1140138 P1140141 P1140144 P1140146 dyk1utila2P1140151 P1140153 P1140162 P1140164 P1140170 P1140177 P1140189 P1140197

Roatan

Efter 4-5 dage tog Dani, Christian, Dickie og jeg til naboøen Roatan. Jeg var mildest dødtræt af nybegyndere, som enten havde ondt i ørerne, løb tør for ilt eller flød hele vejen op til overfladen fra 30 meters dybde! Sorry, men det er jo ikke gratis og man er som regel 5-6 dykkere per instruktør, som alle må vente, når nogen har problemer – og så er det også farligt, hvis der er flere klumpedumper på samme tid. Til gengæld kan man jo så bruge tiden på at fjolle rundt og prøve at bruge så meget af sin egen ilt som muligt, mens man venter.

Der går ikke planlagte både mellem Utila og Roatan, men vi fik booket nogle pladser på en lokal båd dagen inden de lovede storm, som ville gøre, at de stoppede al udsejling. Det gyngede helt vildt og måtte næsten knække mig, da jeg stod af og den lille bådebro også gyngede, gisp! Ved båden mødte Douglas os. Han er en hyggelig gut på omkring 50, som har en feriebolig på Utila og rejser lidt rundt i forbindelse med sine rejser dertil – Christian havde mødt ham i Honduras og tilfældigvis havde Dani og jeg mødt ham i El Salvador. Han var super flink og da stormen så kom, og der intet var at lave i dagevis, lod han os hænge ud i hans store lejlighed og lave mad, se film og så videre. Det er ikke ret spændende at være på en dykker-ø, når det blæser for meget til at bådene vil sejle ud. Og bådene tilbage til fastlandet blev også aflyst, så det var ret umuligt at planlægge videre rejse. Vi var altså lidt fanget på Roatan i nogle dage, men som altid endte det jo med at være meget sjovt. En dag lejede vi bil og kørte øen rundt, en anden aften havde jeg min superbowl-debut, som vi så fra liggestole på stranden på en lille bar med en masse gamle amerikanere.

P1140198 P1140199 P1140201 P1140205 P1140206 P1140210 P1140212 P1140217 P1140219 P1140224 P1140225

Efter tre dage kom vi endelig ud og dykke, og det var ret godt, men igen var der ikke meget liv at kigge på, og alt i alt var den bedste oplevelse, da Dani, Dickie og jeg snorklede fra stranden på Utila og så både rokker, blæksprutter og barracudaer. Tror de øer har haft deres storhedstid, og vil umiddelbart ikke anbefale dem, når man sammenligner med de andre muligheder i Caribien.

Dani skulle desværre hjem til Australien – det har været nogle rigtig gode uger sammen med hende, så det var lidt trist. Og den sidste dag på Roatan, var det bare mig og gutterne.P1140247 P1140251 P1140253

Som Dickie sagde til Douglas, da vi endelig tog afsted: ‘Hvis vi ikke havde mødt dig, var vi fandme svømmet væk fra den her ø! Og til sidst endte vi så med at hoppe på et lille 20-personers fly fra Roatan til La Ceiba og skulle derfra med minibus til Leon i Nicaragua.

P1140257 P1140260

Efter 12 timer, hvor jeg bl.a. var blevet nødt til at kravle op på taget af minibussen for at ligge på maven oven på alle de andre tasker og grave køresyge-piller ud af min rygsæk, var vi ved grænsen til Nicaragua, og her og begyndte de rigtige problemer. Vi var to minibusser der fulgtes ad, og ved grænsen samlede chaufførerne alle vores pas ind, og ville sørge for stempler og det hele, hvilket jeg synes var fint, for så kan de jo ikke spørge mig, hvornår jeg rejser ud igen, og det ved jeg jo ikke… Men mens vi stod der, gik al strømmen i området og det blev bælgragende mørkt. Den ene chauffør kom så ud og sagde, at vi lige skulle blive sammen eller hoppe ind i busserne, for der er røvere, især ved strømafbrydelse. Hyggeligt. 10 minutterne senere kom han ud igen og sagde, at den anden bus desværre ikke havde de rigtige papirer og at vi blev nødt til at skovle alle 25 personer ind i vores bus. Og taskerne på taget, de går muligvis op i registreringattester, men ikke sikkerhedsseler eller bremselængde.

De store byer er også de farlige, så dem undgår man helst, men for eksempel kørte ved gennem Tegucigalpa, hovedtaden i Honduras… Det var ikke sådan at jeg tænkte, at jeg meget gerne ville have at vi stoppede og gik en tur! Men det så da meget fint ud fra bussen:

P1140269

22 timer efter Dickie og jeg tog fra Roatan, var vi fremme i Leon.