Vi kørte en tidlig morgen i et par timer fra Kuching, på en vej der blev bygget for bare to år siden. For enden af vejen blev vi sat bag på et par små motorcykler og kørte så tre kvarter videre (ofte lodret) op i bjergene ad smalle stier og bitte små broer. Vil godt indrømme, at jeg var en anelse beklemt i situationen. Til sidst ankom vi dog til den lokale guides hus, hvor mortorcykelstien sluttede, og herfra foregik al transport på gå-ben.
Vi skulle hurtigt videre, sagde Begus vores guide, og så gik den i fuld galop afsted i et ganske udfordrende landskab, hvor der på de stejleste stykker var lagt nogle flækkede bambus på tværs som trin “Hallo, vent lige, vi går altså ikke i det her hver dag, hvad blev der af manana manana?” – “This is nothing, come on come on”. Vi vinkede til kirken i landbyens udkant og så helikopteren, der kom én gang om måneden med medicin, og krydsede snart grænsen til Indonesien, som var markeret med en sten.
Efter endnu en time i den bagende sol kom vi til en indonesisk landsby. Her besøgte vi ‘The head man’, landsbyens chef, og han og Begus spændte macheter om livet og tog begge med på resten af turen. Vi skulle gå halvanden time mere til et vandfald, og stien var groet til, for ingen havde været der siden december. I mellemtiden havde det været monsoon season. Det var nu lækkert, da vi nåede frem, og mens mændene lavede mad kæmpede vi os over stenene til vandfaldet og fik en skyller. Da vi kom tilbage, et par blå mærker rigere, var maden klar, bamboo chicken, og ’The head man’ havde lige bygget en bambusstige, så vi kunne komme de to meter op ad skrænten til flodbredden. Begus sagde til mig: “Because you were crying when you had to come down from it!” Nå ja altså, græd nu ikke… men havde lyst.
Malaysisk bon og palmevin:
Peber:
Mad bagt i bambus:
Turens eneste bad:
Efter den dejlige frokost gik vi tilbage til landsbyen, nu med bambus-vandrestokke (noget siger mig, de syntes, vi var langsomme). Vi legede med børnene, som ikke går i skole, fordi der er syv timers gang til den nærmeste indonesiske by, og så var der fest hos ‘The head man’. Det meste af landsbyen var kommet for at se girafferne, og der blev ikke sparet på den hjemmelavede palmevin tuak. Var helt benovet over, hvor særligt vores besøg var for dem. Og selvfølgelig også for os. Mest sad de bare og kiggede på os, for vi kunne jo ikke hinandens sprog, og Begus ærgrede sig sådan over, at vi ikke kunne udveksle erfaringer med kvinderne!
Begus blev grebet lidt af stemningen og palmevinen (det gjorde jeg ikke, for den smagte frygteligt af gær, og vi skulle skåle konstant, kan stadig smage den flere dage efter), så det nåede at blive mørkt, inden vi kom afsted og skulle gå de to timer hjem. Hvis jeg selv planlægger noget, indebærer det aldrig(!) at vandre gennem junglen, på stejle små stier og bambusbroer, tre personer om én lille flad lommelygte, midt om natten, stien fuld af kryb. Alligevel var der nogle sekunder indimellem, hvor jeg faktisk nåede at nyde fuldmånen der stod op, stjernerne og de mange ildfluer, der hjalp os lidt på vej.
Da vi kom tilbage til Begus’ hus var hans betel-nut-tyggende kone sur, og spurgte mig med fagter, om han havde drukket meget, øøhhh, hjælp! For maden havde været klar længe. Vi væltede udmattede omkuld og sov 10 timer. Næste dag blev vi kørt på mortorcykler til nogle flere landsbyer, inden vi tog tilbage til civilisationen.
Begus:
Der sættes el-master op, så man kan slippe for dieselmotorerne:
Kurve til ris:
Peber:
Og her ender vejen så:
Og her ender vejen så:
Vi kom også på besøg i skolen, som alle landsbyerne deltes om. Børnene gik der, hvis de ville, og ellers arbejdede de i marker og bjerge. Mine solbriller gik lige på omgang – det var desværre det sjoveste, jeg havde forberedt til dagens lektion 
Jeg spurgte, om jeg måtte købe nogle peberkorn, der lå til tørre foran huset i den indonesiske landsby, og da vi gik, gav de dem til mig og ville ikke have penge for dem. Så da vi kom tilbage til byen købte Anne og jeg 15 pakker oliefarver, en masse malebøger og papir, nogle billedbøger (da vi besøgte landsbyen sad en masse børn og bladrede gamle kedelige videnskabelige bøger igennem for at finde billeder) og 75 slikkepinde, som chaufføren har lovet at levere til Begus, næste gang han skal derop.
Spurgte forresten chaufføren, om hvad det var for en historie med nogle europæiske piger, der havde danset topløse på et bjerg på Borneo, og var blevet sat i fængsel. Den var god nok, sagde han. De lokale mente, at de var skyld i det jordskælv, der ramte nogle dage efter, og at de skulle betale med syv buffalos, der skulle ofres for at gøre det godt igen over for de vrede guder. De var dog blot blevet sat i fængsel nogle uger, som guiden dystert sagde: “They have to be taught!” Jeg beholder tøjet på!
Åh, det var nogle fantastiske dage!!! Borneo er ufatteligt smukt. Slutter med et sidste billede fra Kuching, en anelse underdressed måske:
