Santiago
Man ved, man er kommet til Chile, når (det er 20kr for to liter vin og en ekstra juicebrik på en halv):
Og første aften skulle jeg selvfølgelig med nogle af gutterne (som tilsyneladende var groet fast på hostel, hvor de sov hele dagen hver dag) på “vinobar”:
Bygningen der ligner en mobiltelefon (jojo sådan ser mobiltelefoner stadig ud Sydamerika):
Næste morgen gik jeg om formiddagen op for at se udsigten fra San Cristobal-bakken, hvorfra en kæmpe jomfru, en kirke og gud-ved-hvor-mange kors og andre hellige statuer, kigger ned over byen. Det var ganske fin motion og på vej ned løb jeg om kap med én på mountain-bike – man kan så diskutere, hvor godt det egentlig er at bruge sine lunger mere end højst nødvendigt i en by med så meget forurening!? Se på billede to, hvordan det simpelthen ligger henover byen, som ligger i en gryde mellem bjergene. En dag, hvor det regnede, var gaderne simpelthen fedtede af nedfalden smog.
Ceviche (rå-marineret fisk, som man kan få i hele Sydamerika) åhh det er læks!!
Nogle enkelte vindruer, som har undsluppet vin-gårdene, uden for ‘Central Market':
Og mit lille søde hostel i Providencia, Santiago (det hvide):Det var åbnet for halvanden måned siden, og ejeren Natalia og rengøringsdamen Rosalia var de sødeste! De spurgte hele tiden om alt var okay, der blev købt hårtørrer ind, bare fordi man spurgte, om de tilfældigvis havde en, og der blev holdt grill-aften da der var landskamp, med deres egne venner, og der blev lavet kaffe, når man skulle til ludthavnen kl. bæ om morgenen… Og så var huset så fint, med originalt, renoveret træværk, en lille hyggelig gårdhave, og store værelser med polerede gulve og rene nye betrækker på DYNERNE så føler man sig lige hjemme da!
Concon & Valparaiso
Nå, men efter et par dage i storbyen fik jeg da slæbt én af de tre gutter (der ligesom var inventar på det lille hostel) med på dagstur til Concon og Valparaiso (nice navn til en by ikk?) med tidlig afgang og bus fra Santiago… I Concon havde vi lidt på fornemmelsen, at vi kom på den forkerte årstid til den lille fisherman-gone-surfer-by. Vil sammenligne det med Marielyst på en regnvejrsdag i november, men lækker mad fik vi på en af de få åbne restauranter:
Og så brugte vi eftermiddagen i Valparaiso, hvor der stadig kører gamle… øh jeg ved faktisk ikke hvad en sporvogn der kører opad en bakke hedder…
Vi kom lidt for sent til den gratis gåtur (tours for tips), men fangede dem efter et kedeligt (det bliver jeg jo nødt til at antage eftersom vi gik glip af det) besøg på havnen, og nåede den obligatoriske smagsprøve på Alfajores, som er en typisk sydamerikansk lækkerbidsken med chokoladeovertrukne kiks og ‘Dulce de Leche’ i midten. Liiige sødt nok til mig.
Sådan kan man så også bo – alt på ét tag:
Valparaiso var en sød by, men synes en dag var nok, og prioriterede at komme til Atacama-ørkenen, som Anne og Bent har anbefalet i ét væk! Tænkte først: ‘Altså helt ærligt, det er bare en ørken’… Jeg blev klogere!
Atacama
Allerede i flyet fra Santiago startede det. Havde tre sæder for mig selv og var faldet i søvn på gang-pladsen samme sekund jeg satte mig – ahh der er ikke noget så afslappende som en flyvetur… Heldigvis vågnede jeg på et tidspunkt og kastede et dovent blik ud af vinduet, og så kan I lige tro jeg hurtigt fik rykket mig hen til den helt fantastiske udsigt. Det var simpelthen så flot, at jeg ville have betalt for flyveturen, selv hvis jeg ingen steder skulle hen.
Ankom til San Pedro de Atacama, som ligger en times ørken-kørsel fra lufthavnen i Calama. Den lille by består af en række ler-huse og små støvede gader, som altså mest huser tour-agencies, restauranter og cola-butikker, mens de ca. 8000 lokale bor i mere farverige små huse bygget i lange tanger langs vejene ud fra byen.
Lidt fakta:
- San Pedro er en oase i 2500 meters højde
- Her falder 10-25 millimeter regn om året fordelt på 2-3 uger
- For 12-15 millioner år siden var det istid, og her indvandrede folk fra Asien til Amerika
- Da isen smeltede ændrede stenformationerne sig så, og det smukkede område blev dannet som det er i dag
- Man har også fundet kæmpe sten, som er kommet flyvende fra vulkaner i Bolivia
San Pedro var hyggelig, og mit hippie-hostel lå midt i det hele. I løbet af de næste fem dage fandt jeg så ud af, hvorfor byen er invaderet af turister… Og strejfende hunde, men det er åbenbart et ret stort problem i hele Chile, hvor der er tre af de firbenede per indbygger. Det gør nu ikke mig så meget, når det er store, søde, sunde dyr, som tilfældigvis bare ikke lige gad have en ejer (langt fra Mellemamerika).
Startede med at tage ud og kigge på og bade i Atacama Salt Flats – skulle selvfølgelig have haft et billede magen til det, hvor min far læser avis i det døde hav, men der var altså grænser for, hvor længe jeg gad lege fotomodel for den ivrige bus-chauffør!
Når man ikke lige har fået skyllet sig efter badeturen, whoaa…
Alle ture foregår i små mini-busser, som drøner rundt fra det ene smukke sted til det andet, og næste stop var Ojos de Agua, hvoraf dét på billedet nedenfor var reserveret til fotos, mens der var fri leg og udspring i det andet… På billedet er jeg stadig glad og tilfreds, men nogen kunne godt have fortalt mig inden jeg sprang i, af man skulle klatre op ad en ulækker, grumset, mudret, frø-bolig-agtig skrænt for at komme op igen! En sød tysk pige fik dog en lettere hysterisk og skrigende (og flov) dansker fisket op igen og roen indfandt sig. Det kan godt være, Mie, at din Steve Irwin sammenligning alligevel er lidt langt ude, suk!
Solnedgang, snacks og Pisco Sour, som er den eneste drink i Chile, der er arrogant nok til at konkurrere med vinen… Og det er faktisk fair nok, det er en helt i orden cocktail!
ALMA (Atacama Large Millimeter Array) – et af verdens største observatorier, som blev færdigt i 2013 og er et samarbejde mellem USA, Canada, Europa, Østasien og Chile…
… Og så ved jeg ikke mere om ALMA, selvom de fortalte en del om det, på en stjernekigger-tur en aften, hvor de også fortalte om, hvordan de gamle folkeslag i ørkenen navigerede efter sorte huller mellem stjernerne, og så stjernebilleder i dem. Fx er der et stort hul, uden stjerner, som faktisk ligner en lama okay meget, og den passede så på deres dyr… Til gengæld vidste de også, hvad der var nord, syd, øst og vest, og navigerede efter ‘the southern cross’. Mælkevejen kaldte de ‘river of life’, og når man døde rejste man ad den og blev så til en vulkan eller et bjerg, yes yes! Til gengæld vidste de så også (længe før de hvide fladpander) at jorden var rund, pga. den måde, mælkevejen bevægede sig over himlen. De var altså ikke helt dumme, og havde også arbejdet sig frem til tallet Pi nogenlunde på samme tid som kineserne og grækerne – mystisk! Da spanierne så invaderede området – og det er en historie jeg har hørt i flere lande – gik rigtig meget viden tabt, fordi de forklarede alt med religion, som de pressede ned over hovederne på de lokale folk, ikke alt det videnskabsfis, Gud har skabt jorden, bum! Der findes hvide, blå, grønne og røde stjerner, de røde er ældst, og vi kiggede på en ‘bitter juice’, som måske allerede er eksploderet, men vi kan stadig se den, fordi vi er 400 år væk. Solen er cirka otte minutter væk. Og så rækker min fatte-evne altså ikke til mere, pyh!!! Resten af tiden kiggede jeg bare efter stjerneskud og var glad for, jeg ikke var i Bolivia, hvor vi på den anden side af bjergene kunne se en fantastisk elektrisk storm.
At bo langt ude:
En anden tur gik til Valle de la Luna (Vigtig viden/ligegyldig info: Det betyder Månedalen, som var navnet på min vuggestue), som var det mest turistede sted, jeg besøgte. De er så smarte, at alle ture starter samtidig til hvert sted, så enten er de uvidende om, at alle helst vil tro de er de eneste, der har opdaget de fantastiske steder, og ellers er de så smarte, at de gør det for at holde priserne oppe!? Nåede dog frem i tide til et par ‘jeg-sidder-lige-her-og-tænker-lidt-over-livet’-billeder:
Klippeformation ‘Las tres Marias’ i Moon Valley (der er i dag kun to en halv Maria, fordi en fransk turist for et par år siden blev lidt for kærlig/ivrig – nix pille!):
Efterladt hus og udstyr fra en gammel salt-mine, som blev lukket i 60’erne, da man fandt ud af, at det bedre kan betale sig at hente salt fra havet, stort set dynamit- og risiko-frit…
Bare for at give et indtryk af, hvor stort det hele er, for det er svært at se på billederne… Find Charlotte:
Når man får taget 10 billeder af en venlig amerikaner, som ikke kan se problemet i, at hans kone også skal med på billedet:
Efter nogle dage med besøg på det vigtigste must-sees, brugte jeg lidt ekstra penge på at komme på tur til Salar de Tara. Vi var syv afsted, vi så ikke en eneste anden bus den dag, og jeg fik forsædet. Tilfreds. Fra min geniale udkigspost var jeg så også den første til at spotte en flok lamaer i det fjerne! Jeg hoppede op og ned i sædet og kom med begejstrede udbrud, indtil chaufføren stoppede bilen, og efter jeg havde fået taget nogle billeder af dyrenes rumper fortalte han mig nærmest undskyldende på sit gebrokne engelsk, at de er landbrugsdyr, som har ejere, og som ikke er ret sjældne: ‘iiiiit iiiiiis like a cow!’… Øhm nåååå ja okay… Jeg var også den eneste vesterlænding, udover en amerikaner, som boede i Chile, og de andre sad og kiggede forundret på mig. Oh well, det er stadig de mest fantastiske køer jeg har set!!!
Lidt senere turde jeg ikke sige noget, da vi kom forbi denne flok vigcuna’er, men så kom der ellers fest i bussen. De er meget mindre, men de er en slags vild fætter til alpacaer og lamaer, og lever kun 3200-4800 meters højde. De drikker saltvand og kun kongelige Inca’er måtte bære tøj lavet af deres uld.
Og endnu mere fantastisk var det at se flamingoer (‘Andean Flamingos’, som er en af de mest sjældne og truede arter i verden), som også kun lever mellem 2300 og 5000 meters højde.
‘Vamos Muchachos’ blev der sagt hver gang vi skulle køre videre, med vores hyggelige chauffør, og tror nok heller ikke lige man havde lyst til at blive glemt i sådan et landskab her (intet mobil-signal, ingen gps, kun en lokal, der kender der hele som sin egen bukselomme og drøner ud over stepperne):
Noget sten, jeg ikke kan huske hvad hedder, men det er vist lavet af lava og blev brugt af Inca’erne til at lave knive:
Udsigtspunkt, hvor vi kan skimte Salar de Tara:
Vulkanen i baggrunden ligger på grænsen mellem Chile, Argentina og Bolivia og er 5800 meter på toppen:
Frisklunede empanadas til frokost (bemærk plastichandske og det hele – 10 point):
Turen til Salar de Tara, som ligger i ca. 4500 meters højde, var noget af det smukkeste jeg har oplevet, selvom jeg faldt i søvn nærmest hver gang jeg havde siddet i bilen fem minutter. Siden jeg ankom til San Pedro, havde jeg haft det lidt som om, at jeg var ved at blive syg, og mit hoved føltes som om jeg havde en meget, meget stram hjelm på… Havde det rimelig underligt, da jeg kom tilbage efter udflugten og konsulterede hippierne hjemme på hostel, som sagde, at det selvfølgelig var højdesyge, og at jeg måske skulle have taget den mere med ro, droppet fysisk aktivitet osv. Havde godt hørt om det, men havde helt ærligt tænkt, at det får jeg da ikke, sådan noget pladder! Ligesom chaufføren havde gjort (uden at kunne fortælle mig hvorfor), gav de mig coca tea, som siges at lindre højdesyge. Selvom det ikke er dokumenteret, synes jeg det hjalp et par timer efter hver gang. Anyway, enten fordi jeg vænnede mig til højderne, eller fordi jeg trodsigt kæmpede mod dem, havde jeg det helt fint den sidste dag. Tog chancen og lejede mountain bikes med en gut fra hostel og satte ud for at se på de nærliggende attraktioner. Må jo sige, at jeg synes den slags oplevelse – tur uden tour – er meget federe end de organiserede ture, fordi man har frihed til at kigge rundt om de hjørner man vil og vi var ret tilfredse med det vi fandt:
Inca-ruin-byen Pukara de Quitor:
Når man ikke gider cykle mere op ad bakke i den tynde luft, prust!!
Det her er lidt random… Nå, men de køre jo som sindssyge på de små ørkenveje, og man kender jo godt de kors, man ser langs vejene i mange lande. I Atacama har de så valgt lige at give den et nyk opad ved simpelhen at bygge et helt hus/alter rundt om den forliste bil. Så det flere steder, men ved godt billedet er dårligt (man kørte jo ikke ligefrem med 40 km i timen, bare fordi nogle andre havde været uheldige dét sted!):
Santiago
Tilbage i Santiago tullede jeg rundt i byen et par dage.
Enhver legetøjsbutik med respekt for sig selv har selvfølgelig ballon-entre:
Spurgte så rengøringsdamen, hvor der var et godt shoppe-område, som ikke var et butikscenter, fordi jeg synes jeg er begyndt at se lidt tam ud, og mine sko lugter af sure tæer, buhuuu. Jeg blev sendt til et kæmpe område fuld af butikker og små markeder, men var nærmest ved at græde over udvalget. Skal skåne jer for det meste og nøjes med et enkelt eksempel:
Ben på den lille lokale peruvianske restaurant, jeg besøgte et par gange: