Havde jo været forbi med bussen fra Buffalo på vej til Toronto, så heldigvis var jeg forberedt på, at Downtown Niagara er meget stille og lille. Det er faktisk ret svært at forestille sig, at de kæmpe vandfald ligger lige rundt om hjørnet.
Jeg var lidt træt ovenpå mit festlige ophold i Toronto, så da jeg ankom gik jeg en tur ned i et super lækkert supermarked, som er sådan lidt torve-agtigt – så skal der dælme laves mad! Bagefter fandt jeg ud af, at jeg havde glemt min oplader i Toronto, så jeg vandrede til Dollarama (skønt navn, ikk’), der ingen oplader, men der var langt. Savnede vores Nissan Xterra og/eller Toronto! Var heldig at have et 4-mandsværelse for mig selv, så der blev lavet negle og så videre, mens jeg hørte krimi-podcasts. Podcasts, åh fagre nye verden, er jeg begyndt at høre, efter Niels spillede nogle ‘Radiofortællinger’ for mig, da vi kørte rundt i staterne. Vil lige anbefale ‘Serial’, hvor en journalist graver i et gammelt highschool-mord – husk det er snyd at google!
Sent om aftenen går jeg ned i køkkenet for at lave te, det er ret mørkt, for receptionen er lukket (husk på eg har hørt krimier hele aftenen). Jeg lister ned i fællesrummet i kælderen og kan til min glæde høre, at nogle ikke-psykopater spiller bordfodbold. Idet jeg tager sidste trin ned ad trappen, hører vi alle en ret høj banken, men gutterne er midt i et spil, som de lige spiller færdigt, mens jeg står som forstenet. Det bliver ved med at banke, og gutterne siger, det nok er vaskemaskinen. Men jeg kan se vaskemaskinen, og den er ikke tændt! Så får vi så øje på en skikkelse uden for kældervinduet, gutterne løber alle ovenpå for at lukke personen ind og en af dem siger: “Bare rolig, vi er jo fire,” jeg retter ham lige “nej, I er kun tre!” På det her tidspunkt er jeg et lallende nervevrag alene i kælderen… Nå men de kommer så ned igen og lidt efter kommer den formodede morder ned med en pizza, han ikke selv kan spise. Ja, det var bare en lille historie om hostel-livet og min gode fantasi…
Anyway… Næste dag stod jeg tidligt op, for nu var det altså på tide, at jeg fik set de vandfald dér! Jeg fulgtes med John fra Michigan, en af bordfodboldspillerne, som heldigvis havde en bil, hvilket gjorde det hele lidt nemmere, hehe. Vi betalte for at komme helt ned under vandfaldet på den Canadiske side, og det var flot og imponerende, og vi blev drivvåde på trods af vores fine gule regnslag. Havde faktisk forestille mig, at vandfaldene på en eller anden måde havde noget med nogle bjerge at gøre, så indtil jeg så dem, undrede jeg mig over hvor fladt der var. John forklarede tålmodigt, og tror jeg endte med nogenlunde at forstå, hvordan det hænger sammen med søerne og sådan. Nogenlunde.
Efter vandfaldene kørte vi til Niagara-on-the-Lake, hvorfra vi kunne se tværs over Lake Ontario helt til Toronto. Man kan kun skimte skyskraberne, så den anden vej går det ikke, for i Niagara-on-the-Lake er der ingenting. På vej tilbage tog vi en lille formiddagsvinsmagning. Der ligger en masse wineries i området, men de må drikke det hele selv, for jeg har i hvert fald aldrig set canadisk vin andre steder.
Så kørte John videre mod Toronto og jeg hyggede i solen med en flok der lige var kommet fra vestkysten, blandt andet Monika fra Danmark, og de havde en masse tips til mig (ja, så var der jo ikke andet at gøre, end at bestille en flybillet til Vancouver – følg med i næste afsnit). Om aftenen var vi ude og kigge på bar-livet i downtown.
Næste dag blev det forår i Niagara, som man måske kan se på billederne, var det ret råt den første dag. Ingen bil denne gang, så gik hele vejen til vandfaldene med Christine fra Tyskland, og i sommervejr var det en endnu skønnere oplevelse.
Vi vovede os også ind det forjættede slaraffenland med neonlys, høj musik og fastfoodrestauranter, hvor turisterne bliver gennet hen. I modsætning til Downtown Niagara, minder det om et lille Las Vegas. Vi blev ikke længe…
Fredag aften kastede jeg et sidste blik på vandfaldene by night, hvor de er lyst op i forskellige farver.
Der er en lidt sød historie, som en lokal dame fortalte mig: Alle, også de lokale, har altid troet, at lysene på en eller anden måde var computerstyrede eller automatiske, men for nylig kom der så en artikel i lokalavisen, om den 83-årige mand, der i over 40 år troligt har siddet og trykket på knapperne i timevis, hver evig eneste aften. Artiklen kom desværre i forbindelse med, at han gik på pension, “I guess he has to before he dies…” som damen sagde, men han må have trænet den nye knap-trykker godt, for fint var det
Forresten er vandfaldene klart flottest på og fra den canadiske side. Her er et billede af vandfaldene på den amerikanske side. Til højre kan man skimte de canadiske vandfald, som man ikke kan se fra USA. Åh, hvor må de dog være kede af det, amerikanerne, og det er ikke engang noget, de kan bygge større hahaha…