Så blev det farvel til Argentina, og vi kunne så småt begynde at ane den bolivianske kultur, efterhånden som grænsen nærmede sig. Bemærk alle de lange fletninger og fine og sjove hatte, som damerne går med – stilen ændrer sig fra region til region, men hat skal der på…
Efter vi havde krydset grænsen ved La Quiaca, hvilket var super nemt og hurtigt overstået (trods mange skrækhistorier), hoppede vi på en bus til Tupiza, som var sådan cirka halvvejs til Uyuni.
Kender I det, når man sidder i en mega klam og stinkende bus, og bliver lidt glad, når man opdager, at i det mindste matcher ens neglelak med den juice, man lige har købt til turen…
Velkommen til Bolivia – sådan kan man også bo i 2016:
I Tupiza brugte vi en dag på at vænne os til højderne på hesteryg (eller faktisk ponyryg, det lyder bare ikke ligeså godt) og jeg startede lige turen med at få decideret skældud af ‘guiden’ fordi min dumme krikke ikke gad gå den vej han havde sagt, da han var nødt til at fange en undsluppet hest og ride hjem med den. Det er sgu da ikke min skyld dyret ikke er opdraget ordentligt! Efter han havde kølet lidt ned og set på mit meget sure fjæs en times tid, fik jeg en indtrængende undskyldning, som jeg efter yderligere en time accepterede (ville gerne være gode venner, inden vi skulle galoppere hele vejen hjem).
Aftentog mod Uyuni by:
Toget, som vi tog mellem Tupiza og Uyuni er en oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Det var ligesom det lille lokomotiv i Dumbo, der op ad bakken siger “jeg tror, jeg kan, jeg tror, jeg kan”. Vi skulle fra cirka tre kilometers højde til 3700 meter i Uyuni. Vi tog chancen trods højden og åbnede en flaske vin, som Nathalie havde købt på marked, og nassede plastikkrus i restaurantvognen (ja, der var da også en restaurantvogn). Nu havde vi jo været i 3000 meter et par dage, og selvom man tydeligt kan mærke, at man er højt oppe, når man eksempelvis går op ad en bakke og føler sig i meget dårlig form, gjorde den gradvise stigning denne gang, at jeg ikke fik det dårligt som da jeg var i Atacama-ørkenen. Ved den eneste station på vejen fyrede de op for crazy 80’er-musik på tv-skærmene, bare lige for at være sikre på at ingen sov!? Efter to små glas vin og en time med ‘Centervagten’ på spansk, lænede vi sæderne tilbage og nød udsigten. Toget gyngede, så man var bange for, det skulle falde af skinnerne, og nogle gange gik det så langsomt, at jeg troede, vi ville rulle baglæns. Vi kørte langs floden og bjergene, som lokomotivet kastede lys på, når det drejede, og siden blev aflyst af månen, som næsten var fuld. Når jeg kiggede ud af vinduet og ikke engang kunne se kanten, fordi vognen ragede ud over, var jeg glad for at toget kørte langsomt og tilfreds med at turen tog de seks timer, den nu skulle tage.
Uyuni
Vi startede med et par dage i Uyuni by, som vi brugte på byens marked, på at vænne os til kulden, og på at finde et godt sted at booke en tredages jeep-tur i Uyuni Salt Flats og deromkring… Starter lige med nice værelses-deco på første hotel, som oven i købet havde en varmeblæser (der skulle gå længe før vi igen fik varmen).
Møgbeskidte unger, der aldrig havde fået lov at lege med nogens kamera før 
Dagens “høst”:
Nååå ja, og så fik jeg også lige investeret i lidt lama-fashion, så jeg var klar til kulden i de 4-5 kilometers højde. Jeg lover, at hvis jeg tager gaver med hjem, bliver det alpaca, som er meget mere fancy (og dyrt) end lama – eneste problem er, at sweater-moden ligner noget der hører hjemme i 90’ernes Beverly Hills 90210…
Og vi fandt da også en tur…
Vi startede med at køre forbi mad-mutter i et lille hus i byen (vi vinkede fra bilen med fingrene krydset, for mange bliver rigtigt syge af maden på turen), og så til en tog-kirkegård lidt uden for Uyuni, og da vi kørte derfra røg hjulet af jeepen. HJULET RØG AF!!! 
Chaufføren hentede lige en lift (eller hvad sådan en dims til at løfte bilen nu hedder) i et hus ved siden af, og fik det sat på igen, mens han bankede undervognen og siden af bilen på plads med en hammer og en skruetrækker (bare sådan lige så døren i førersiden kunne åbne igen ikk’)… Vi kørte ikke så stærkt, at nogen overhovedet blev nervøse, da det skete, men tror først jeg stadig er ved at fatte, hvor galt det kunne være gået, hvis vi havde kørt stærk eller eksempelvis på kanten af et bjerg, hvilket vi gjorde ofte de kommende dage. Han forsøgte at køre videre, men så snart vi kom på et lille stykke med asfalt kunne man tydeligt høre, at der var noget galt med bilen. Sorry mo-ar, den historie må jeg have glemt at fortælle i farten 
Den flinke mand kørte os meget langsomt til den næste by, hvor vi spiste frokost og ventede på en ny bil fra Tour-agenturet – det fik vi også, men en dum, uinteresseret knægt med tisgul afblegning i pandehåret, iiihhh!!! Nå men på trods af hans humørsvingninger og manglende evne til at gøre, som der bliver sagt (jeg var ikke den eneste bitch i bussen, så tror nok han fik lært lidt om arbejdsmoral da vi kom retur til hans chefer), havde vi en hyggelig tur med to tyske piger og et par fra Sydafrika/Argentina.
Så fik vi jo så et par timer i den lille salt-industriby Cochani:
Og så nåede vi langt om længe til Uyuni Salt Flats, og Isla de Pescado – der er hverken vand eller fisk, men det er en kaktus-ø midt i saltet, som nogen åbenbart synes har form som en fisk.
Når noget flyver, men ingen ved, hvad det var, og de der ikke har styr på deres ting må løbe, fnis!
Ja der er nok lige gået t skøjteprinsesser tabt i Nathalie og mig, host host…
Mig i låne-sweater, fordi jeg blændet af solen havde glemt, at det bliver ned til frost, så snart solen går ned, og derfor havde lagt alt mit lama-udstyr på taget, og ‘hr tisgult pandehår’ ikke gad kravle op efter det:
Iskoldt salt-hotel, sov med vanter på:
Man sover i noget af det mest primitive, ej faktisk dét mest primitive jeg har prøvet; første nat et hus bygget af salt og derefter en lille lerhytte. Det er jo dejligt nok, for der er ingen dyr (læs: kryb), der kan leve i sådan en saltørken, og så kan jeg faktisk klare mere end man lige skulle tro. Var dog ved at dø af kulde, selv under mine tre lag lama-uld indkøbt til lejligheden, fordi der hverken var varme eller isolering – I kan lige forestille jer, hvordan man sprang ud af sengen kl 5 om morgenen i minus 10 grader på dag tre for at se geysere i fem kilometers højde, not!
Vi så månen stå op, stor og orange, bag bjergene, det har jeg aldrig set før. Var heldigvis ikke den eneste, der var fan, og da vi ikke vidste hvad tid den stod op, skiftede vi til at holde vagt på anden aften – under hele middagen i den bidende kulde, mens de andre grupper så forundrede til på tosserne, som lignede nogen, der konkurrede om, hvem der først kunne få forfrysninger.
På dag to så vi Volcan Ollagüe, Helionda Lagoon, Cachi Lagoon, Siloli-ørkenen, og Stone Tree Colorado lagoon.
Mere luksus:
Boliviansk højlands-cuisine
Aftensmaden bestod af en slags suppe med grøntsager, som var lige det, man trængte til i kulden, og selv lidt af det knas-tørre brød fik man klemt ned på den måde. Første aften var hovedretten et fad med (visualisér følgende og prøv at gør det lækkert – ikke nemt, vel?) en slags tynd sovs i bunden, så et lag halvsvitsede rødløg (trist men sandt at de var højdepunkter i “madpyramiden”), så et lag pommes frites, yes, og så et par lama-hapser og dåsepølser og præcis tre strimler grøn peber (Hvorfor har jeg ikke et billede af det? Ja, det var bare for grimt til at tage billeder af og ellers var jeg for målløs!)… Salt kunne man selv skrabe af væggen. My goodness, nå men der var en flaske boliviansk vin at skylle ned med, og Nathalie og jeg måtte indrømme, at vi selv havde delt en flaske med et par piger fra hostel aftenen før, og at det lidt søde stads er en tilvænningssag, især når man ikke kan få andet. Heroppe i højderne er et enkelt glas også nok til at lægge undertegnede i seng, tro det eller ej! Næste aften var der igen suppe, mens hovedretten var noget mindre eksotisk: spaghetti og tomatsovs, og lækker dåsefersken til dessert.
Frokost den første dag var lama-steak, og så faldt niveauet så til dagsgammel ris, med ketchup hvis man følte sig eventyrlysten, og siden to dage gammel ris med tun og evt. ketchup. Delte de sidste super Piratos (sendte en kærlig tanke til Lotte, Søren, Henriette og Rie fra Miracle, som havde lavet goodie bags som afskedsgaver, med alt det jeg lige præcis ikke selv troede jeg ville få brug for) med nogle meget taknemmelige pigerne fra Holland og Tyskland.
Uden den time, vi sad i hotsprings på vej hjem på dag tre, tror jeg aldrig jeg havde fået varmen helt ind til knoglerne igen, aaahhh!!! Så meget for min regel om, at jeg ikke gider rejse til kolde steder! På dag tre så vi også Red Lagoon, Sol de Manana, Geysers Fumarolas, Salvador Dali-ørkenen (nogle mener det ligner landskabet på Dali’s malerier, men uden urene sat ind ved hjælp af Photo Shop, syntes jeg det var lidt svært at se) Laguna Blanca og Laguna Verde.
Geyserne var helt klart det fedeste (man var måske lidt natur-forkælet på det her tidspunkt), selvom der lugtede af prut. 
På et tidspunkt, da vi endelig havde fået ‘hr tisgult pandehår’ til at stoppe, hvor vi gerne ville, tog Ursula og jeg lige et par ekstra selfies uden det store formål, mens han prøvede at skynde på os… Kampen var i fuld gang, og han var helt ærligt sådan, at han lige, når alle sad klar i bilen på hans opfordring, begyndte han at tørre støv af bilen… Udvendigt!
Da vi ellers troede, at vi var ved at være i mål, var en lastbil gået i stå på et ganske uheldigt sted. Der var kun et spor, og alle tur-jeeps som vores, var på vej den modsatte retning. Det var noget med, at ladet skulle være tungere, for at dækkene kunne få fat, så alle måtte ud af bilerne og samle store sten, de lagde på… Da det ikke hjalp skulle en masse turister og lokale på, mens lastbilen hostede og prustede sorte skyer op i den blå himmel… Jeg stod på sikker afstand af sod og støv sammen med Johanna, da chaufføren meget bestemt kaldte på os. Og da vi kom på ladet kørte den sgu! Øhm… Takken var, at vi følte os meget tykke og var dækkede af støv, men på den anden side kom vi videre:
Toiletterne på turen var så klamme så klamme så klamme, at jeg flere gange valgte at gemme mig bag en klippe i stedet, bare for at undgå at kaste op. Men i det mindste var der brugsanvisning til nogle af dem!? Solid waste (POOP) hahaha…
Det var en fantastisk tur, det var det altså! Samme aften som vi kom tilbage (på mirakuløs vis med ti fingre, ti tæer og fire dæk) drog Nathalie og jeg med bussen til minebyen Potosi.
Lama smager forresten slet ikke af kylling, men meget bedre end gris, og så kan jeg ikke forklare det mere præcist.
Chao! (Spansk version af det italienske ‘Ciao’, som bruges i Sydamerika som ‘farvel’ eller ‘hej hej’)
