Så begynder det at ligne noget… Kan se på det hele, at jeg nok startede på øens mest turistede sted. Det vil sige, at i Negril lever de af turisterne, og det gælder egentlig også Ocho Rios, som var præget af krydstogtskibenes daglige leverancer af ‘pæne’ turister

Men da jeg stod af bussen var der reggae for fuld skrue og hele byen var én stor fest på grund af en kæmpe reggae-koncert. Jeg travede med til stort smil til Reggae Hostel, som er helt fantastisk og chiller nu med en dejlig gruppe af folk fra alt mellem Mandeville på Jamaica og Stuttgart. Alex, jeg mødte i Judy House, var her da jeg kom, og vi gik over i parken for at høre koncerten. Det er så autentisk og fedt her, men man skal helst gå i en gruppe om aftenen. Sådan er det så bare.

Forleden aften var vi en gruppe der tog ned i det lokale slum-område ved vandet – vi fik fantastisk mad lige fra olietønde-grillen og nogle af gutterne spillede pool mod de lokale hele aftenen.

Vi har været på tur i bjergene for at komme til byen Nine Mile, hvor Bob Marley blev født og er begravet. Selve mausolæet var en forfærdelig turistfælde, men han lå der da… Turen var fantastisk smuk gennem regnskov og bjerge og med stop i en marihuana-plantage – det er ulovligt, men overalt, og de planter det i kålmarker, så man ikke på afstand kan se, hvad der ellers gror.

Igår var vi i Little Dunns River Falls, hvor vandet fosser ned fra bjergene og ud i havet – det var den ultimative spa/naturoplevelse.

Først morgenmad hos Mama Dee:

Mor og søn, Danna og Vinton:

Port Antonio

Efter en slappe-dag på stranden i Ocho Rios, som ikke var nær så fin som de fleste steder, var der afgang mod Port Antonio, som viste sig at være et lille paradis. Her lever folk ikke af turisme, og det mærker man tydeligt og på behagelig vis! Det lille centrum summer af liv og der sælges alt fra sukkerrør til patties, som er den lokale fastfood – en slags butterdej med kødsovs eller ost i, meget sundt. Det eneste de henvender sig til os omkring er, om vi vil med nogle af busserne, som overalt på øen afgår, ja, når de er fyldte. Meget fyldte.

Jeg fulgtes med Danna (JAM/GB) og Andreas (DE) og vi blev hentet på busstationen af Marion og hans kone, som har bygget et hostel på en bjergtop over byen. De er tyskere og stedet hedder selvfølgelig ‘The Germaican Hostel’. Udsigten var fantastisk og de var søde til at køre folk til og fra byen dagen lang. Havde ikke selv tid til at starte jeep’en, ringede de efter en lokal taxa-mand, som skovlede op til syv personer ind i sin oldgamle stationcar, som så skrabede sig ned af bjerget på henholdsvis hjulkapsler, understel og af og til dæk. Enkelte steder måtte alle mand ud og gå. Jeg var imponeret hver gang den lille rasta-mand dukkede op med sin uldne hue.

Tilbragte to dage ved den blå lagune (lidt af filmen Blue Lagoon fra 1980 er indspillet her), og om aftenen stod den på hygge, kortspil og en stor ganja-sky hjemme på the Germaican, hvor de både sørgede for aftens- og morgenmad. Jeg er stadig målløs over, hvor meget de kan ryge her, også de andre rejsende. Men det er jo ih-og-åh så naturligt og godt for alverdens skavanker, siger de!