Postkort fra Charlotte

På hotellet efter 15 timers bustur: 

På hotellet efter 15 timers bustur, en lur og et bad:

Efter en aften i Medellins natteliv uden kameraer og værdigenstande, men med Gina som guide (hun havde været der før, men kom tilbage for at mødes med os), tog vi næste dag til det berygtede Comuna 13 i bydelen San Javier. Læser man på nettet, finder man næsten udelukkende artikler, der siger, at man skal holde sig langt væk fra dette område på grund af massiv kriminalitet og vold. Virkeligheden i dag er dog en anden, fordi området har udviklet sig enormt, siden man i 2011 åbnede for de udendørs rulletrapper, som er blevet et forbillede for by-udvikling verden over. Det var før ideelt for narko-relateret aktivetet, fordi det var så svært tilgængeligt – før rulletrapperne skulle de lokale gå op mod 28 etager op ad bjergsiden, hvis de havde været på arbejde i byen, fordi der ingen veje er.  Comuna 13 er stadig på grænsen til at være slum, men fin gadekunst og venlige lokale skal snart gøre det til en stor turistattraktion. Hvis ikke Gina havde været der før, og tog med derhen igen, var vi måske røget i fælden med at købe en lokal guide for 50 USD, hvilket absolut ikke var nødvendigt.

Det var en af de bedste oplevelser i Columbia, men når det så er sagt, skal man stadig se at komme tilbage til hovedgaderne efter kl 16.

Nu har jeg jo fået en del anbefalinger om Columbia, især fra mandlige rejsende, som altid nævner billig kokain og flotte damer (falske numser og bryster er en typisk Sweet 15 ‘Quince’-gave, og man kan få nye tænder og næser på ethvert gadehjørne). Og det er jo ikke lige det, jeg går mest efter, men var alligevel spændt på at se. Vi så mange plastik-numser, hvilket jeg aldrig har set før, men de flotte damer tror jeg altså er en eksportvare – se selv på billederne, de er da ret uformelige!? Måske er det fordi, Neele og jeg ikke kan lægger mærke til damerne, men de her små skønheder, fandt jeg da i Comuna 13:

Og så til sidst et par billeder fra rejsens favorit-by indtil videre og Columbias største overraskelse:

Vores bell boy på hotellet ved den hjerteskærende afsked (resten af personalet på det fancy hotel var nogle arrogante r… så det var nemt at synes godt om den lille fyr i den store uniform):

 Efter et par dage i Medellin tog vi mod Guatapé for at mødes med Gina igen. Vi fik lov at bo hos nogle af hendes venner, da alt var fuldt booket på grund af påsken.

Påske, Semana Santa, i højeste gear:

Efter ankomst skyndte vi os på tur til den store sten La Piedra de Penol, hvor man skal op af 700 trappetrin for at se den fantastiske natur i området:

Og så stod den på aftensjov og tøsehygge i byen – det var jo sidste aften med Gina i denne omgang (fjerde land jeg har mødtes med hende nu):

Nok bare kokos, men sjovt nok til os:

Når man ikke gider bygge et herretoilet i baren:

Spas med de lokale (damen fik desværre stjålet sin telefon fra baren, hvilket bare viser, at det ikke nødvendigvis går ud over turister, men at der er tyve alle steder):

Mere karakterisktisk Guatapé-gadekunst:

Tralala:

Sidste note fra Neele: Af mindre sjove historier er de utallige gange, hvor vi tvang taxa-chaufførerne til at sætte os af fordi vi følte os snydt. – Vi er senere blevet i tvivl om, hvor snydt vi egentlig blev, kontra hvor meget vi egentlig skabte os, for det var vistnok noget med, at det var helligdage af og til der i påsken… Oh well, hellere skabe sig én gang for meget end én gang for lidt, ikk’ farmand?

Bogotá

… Så for lige at slutte af på en munter tone, er her lidt Kaj-kager a la Columbia:

Og et par dykkerbilleder, der først er blevet “fremkaldt” nu: