Nicaragua

León

Som nævnt var rejsen mellem Roatan og Leon i Nicaragua en af de hårdeste rejsedage, jeg endnu har haft. Så da vi ankom kl. 2 om natten, var vi lidt af et par zombier, og tjekkede ind i det første det bedste med et ledigt værelse, hvilket bedst kan beskrives som et kosteskab med en køjeseng. Rene lagner, jeg klager ikke. Her ses slottet i dagslys (Hostal Los Cheles):

P1140379

Første dag i Leon tullede vi bare rundt og kiggede på byen. Selvom Leon i sin umiddelbare stil minder meget om alle de andre koloniale byer, synes jeg bedre om den end fx Antigua i Guatemala. Jeg tror, det er fordi den har størrelsen til at forblive sin egen og have en lokal stemning, selvom der er en del turister. Det var helt rart at være i en rigtig by igen (som I kan se på billederne er min standard for hvad en ‘rigtig by’ er nok væsentligt forringet på nuværende tidspunkt, men jeg købte da nye klipklapper hos en gadesælger, wuhuu).

P1140273 P1140274 P1140275 P1140276 P1140277 P1140280 P1140290 P1140362 P1140363 P1140364 P1140367 P1140447 P1140450 P1140453

Volcano Boarding

Vi mødte et par franske Canadiere, Simon og Jeff, som vi også havde mødt i Utila, og aftalte at tage til vulkanen Cerro Negro den næste dag. Cerro Negro var sidst i udbrud i 1999, og er en af de få vulkaner i verden, hvor man kan volcano-boarde. Det vil sige køre-ned-af-lava-gruset-på-en-primitiv-træ-slæde… Træbrættet skal man selv bære hele vejen op til toppen – en ski-lift ville være at foretrække. Det blæste så meget, at vi flere gange var nødt til at sætte os ned, fordi vi med vores boards nærmest blev blæst udover kanterne. På toppen var der dog fint og guiden gravede stolt en pakke kartofler op af den stadigt dampende vulkan-jord, som han havde langtidsstegt siden dagen forinden, slet ikke dårligt!

Efter et kig ned i krateret og lidt fotosjov på toppen, kunne vi ikke udskyde det længere og ned gik det. Nogle af gutterne slog hjernen fra, gav den gas, og blev belønnet med fine hudafskrabninger og forstuvninger – da jeg så dem før mig rulle rundt, valgte jeg den løsning fra, og var kun den næst-langsomste med mine 20 km/t. Fandme nej om jeg skal have hudafskrabninger på min brune hud!!! Bemærk det orange/lilla outfit, så bliver det ikke meget grimmere, men det kunne man altså ikke selv få lov at vælge. P1140299 P1140300 12741891_1044794405585471_5526157462116390876_n 12705789_1044794645585447_8758161327419663271_n 12715619_1044800022251576_3504489961475444349_n P1140303 12705546_1044801632251415_2152803719280338087_n P1140315 P1140307

De mere eller mindre sikre landinger blev fejret med kolde øl og så bumlede vi tilbage til Leon på ladet af vores lastbil. Folk i Nicaragua er så søde, de hilser og vinker alle sammen, når man kører ude på landet, og i byerne spørger de hele tiden, om man er okay, hvad man prøver at finde og så videre. Det er ikke fordi de ikke var søde i Guatemala, El Salvador og Honduras, men det er som om det er et helt andet niveau af venlighed, og der er ikke den lille anelse af utryghed, som ellers hele tiden ligger og ulmer. Lastbilturen til og fra vulkanen var ligeså stor en oplevelse for mig, som selve “kælketuren”, og de lokale hoppede af og til op på siden med en håndfuld urter eller grene og fortalte, hvad de bruges til (vi lærte fx at bierne suger nektar ud af blomsterne for at lave honning, aha okay ser man det… En stor tyk amerikaner valgte at tage en kæmpe bid med blade og det hele af den blomsterbuket, der gik på runde, ja ham med skæg og omvendt kasket).

P1140324 P1140295 P1140332 P1140343 P1140353 P1140355

Surfing Turtle Lodge

I weekenden tog jeg med gutterne til Surfing Turtle Lodge, et lille hostel på stranden Los Brasiles, hvor den stod på drinks, volley, store bølger og sol. For at komme til det lækre hostel in-the-middle-of-nowhere, skal man krydse en flodudmunding ved kysten med en lille motorbåd, og så gå resten af vejen gennem skoven.

P1140396 P1140400 P1140404 P1140405 P1140409 P1140411

Der var ikke meget at lave, andet end at nyde solen og bølgerne, og om aftenen var der guitar, bål og skrål, eller forskellige lege for dem der gad. Fint i et par dage, men så ville jeg også gerne videre.

P1140416 P1140417 P1140423 P1140431 P1140439

På vej hjem kom en lille mand med sin hestevogn og kørte vores bagage ned til båden. Det var lavvande og overfarten var på ca 7 meter, hvorefter vi måtte tage skoene af og vade resten af vejen haha.

P1140441 P1140443

Managua

Efter weekenden tog Dickie og jeg til Managua – en hovedstad i Mellemamerika, man rent faktisk kan opholde sig i helt uden at blive myrdet. Vi mødtes med Gina igen for at følges med hende tværs over landet mod Corn Islands på den caribiske kyst (så langt nåede vi aldrig, men det får et kapitel for sig selv).

På billederne herunder bør man bemærke:

  1. Flor de Cana, Nica-rom, som de lokale typisk bestiller en lille flaske af med is og lime til.
  2. Bland selv-kylling i supermarkedet, nam-nam! Ej det’ da for klamt haha.
  3. De gule træer langs vejen, Los Arboles de la Vida/The Trees of Life, som præsidentens kone har valgt at bruge ufattelige summer på. De har kostet omkring 20.000 USD stykket, skulle vistnok være inspireret af Gustav Klimt, og det koster omkring 10.000 USD hver måned at tænde lyset i dem 4 timer hver aften. Folk i Nicaragua synes sjovt nok, at man i det lille u-land kunne have investeret en smule anderledes, og derfor er der nu bevæbnede døgnvagter fra et privat firma ved hvert eneste træ.

P1140473 P1140470 P1140476 P1140492P1140478 P1140479 P1140481 P1140485 P1140493 P1140494 P1140474

Efter vores middag på Valentins dag (fin undskyldning til at spise på en ordentlig restaurant og få en flaske vin, når nu man tilfældigvis befinder sig i en hovedstad), tog Dickie ud for at mødes med en ven, og Gina og jeg fik et par cocktails på en meget tom bar med musikvideoer fra 90’erne. På vej hjem fór vi vild, og var ved at dø af skræk, da en bil stoppede… Lige indtil jeg genkendte receptionisten fra vores hostel, som grinende spurgte om vi prøvede at finde hjem. Vi var fire huse væk.

Når man kører i bus lukker chaufføren hele tiden små damer ind, der råber og skriger, hvad de nu sælger af mad, eller mænd der himler op om et eller andet vidundermiddel (typisk naturmedicin fra USA eller Canada), som kan få folk til at leve for evigt. Og de køber det. Som sagt får udflugten til den caribiske kyst et kapitel for sig, men her er lidt billeder fra turen gennem landet, hvor vi blandt andet kom igennem noget der mindede om det vilde vesten og kunne se livet i de små landsbyer. Bemærk:

  1. Den farvestrålende kirkegård
  2. Den strandede Maersk-container
  3. De små damer der sælger honning i gamle rom-flasker langs vejen – der sad 20 ved siden af hinanden
  4. Hvordan der af og til er så fladt som på Falster
  5. Tønde/fuglebur-butikken – der lå 20 ved siden af hinanden

P1140932 P1140936 P1140934 P1140938 P1140941 P1140942 P1140955 P1140946 P1140962 P1140970 P1140977 P1140980 P1140983 P1140984 P1140985

Nicaragua er et helt fantastisk alsidigt lille land – jeg erklærer mig hermed for fan!

2 thoughts on “Nicaragua

  1. Kevin Velasco February 26, 2016 / 12:59 pm

    safe travels!

    sandhed, kærlighed og lys

  2. Mie February 26, 2016 / 2:59 pm

    Det er virkelig noget af en cliff-hanger, du laver – at turen til Corn Island er et kapitel for sig. Det afsnit må komme snart!
    Det er en vild historie med de gule træer og præsidentfruen – det lyder som The Simpsons.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>