Når nu jeg var i nærheden, besluttede jeg at smutte forbi Uruguay, for at se, hvad det var for en fisk. Jeg kom jo flyvende fra Chile, og da jeg stod i lufthavnen i Montevideo i regnvej og ventede på bussen, mens jeg kiggede på en helt almindelig parkeringsplads, uden gadesælgere, følte jeg mig ikke særligt langt fra Danmark.
I bussen talte ingen dog engelsk, men jeg kom kun en lille smule for sent af, og nåede frem til Buenas Vibras Hostel i god behold, hvor jeg blev modtaget af de enarmede lokale. 
De er enarmede, fordi de evigt og altid render rundt med deres ‘Mate’. Det vil sige termokander med varmt vand, som de hælder i deres små kopper med metalsugerør fyldt med Mate-blade, som de patter på dagen lang. Det generer dem tilsyneladende ikke, altid kun at have én arm fri. Det smager som en stærk urtete, og har alverdens gode egenskaber (siges der), og så indeholder det næsten ligeså meget koffein som kaffe. Har købt lidt med hjem i te-brev-form, hvis nogen vil smage (og hvis jeg får det med gennem tolden), men tror nu stadig jeg foretrækker en kop kaf’! Årh med minimælk! Eller bare et glas minimælk!!! Kommer snart hjem 
Jeg var en lille bitte smule rejse/oplevelses-træt, og besluttede derfor at begrænse besøget til nogle dage i Montevideo. Ville gerne have været til Punta del Este, som er en af landets utallige strandbyer, men det var ikke rigtig strandvejr alligevel (op til 20 grader om dagen). Maybe next time.
Byen minder meget om enhver europæisk storby – i hvert fald til sammenligning med de steder, jeg ellers har hængt ud på det sidste. Bemærk den fine etage-ejendom i baggrunden af byen hoved-torv. Der må virkelig have været rod i papirerne, når nogen har fået lov at bygge sådan en øjenbæ der, når der ellers er rigtig mange smukke gamle bygninger: 
Moden var lidt anderledes, med masse af plateau-sko (hvis jeg skal sige tre ting om Uruguay er det Mate, grimme sko og godt kød), og så måske lidt anderledes butik-navne end i engelsk-talende lande høhøhø:
En sød historie: Der er en eller anden, der i nattens mulm og mørke går og skifter gågadernes knækkede fliser ud med fine hjemmelavede fliser i forskellige farver. Ingen ved hvem det er, men man ser dem over hele byen:
Mate-krus for enhver smag:
Et must i Montevideo er frokost i Mercado del Puerto, hvor der er omkring 20 forskellige små restauranter med hver deres kæmpe-grill fyldt med lækkert kød. Vi var der sammen med de lokale, som holdt frokostpause, og lige at hapsede en 500 grams bøf med tilbehør i form af et glas vin ned på 20 minutter, mens de læste avisen, og smuttede igen. Jeg var især imponeret over en ældre dame, som fik serveret en regulær steg – vi blev enige om, at den skulle hun nok dele med sin voksne datter, men næ nej, der blev sat endnu en hos hende og en halv time senere var der støvsuget på tallerkenerne. Jeg kan spise meget kød, men wow!
Når nu man havde besluttet at tage nogle rolige dage, var der ikke noget bedre sted end Buenas Vibras hostel, hvor det var lidt ligesom at besøge gode venner. 
Mad skulle jeg jo have, selvom jeg slappede af, herunder endnu en Uruguay-klassiker, nemlig Chivito-sandwich på Tinkal-bar. Det er bare en bøf med salat og tomat i en bolle – liiiidt mere lækker en en bøfsandwich fra pøllevognen (eller det tror jeg faktisk aldrig jeg har smagt, men se dog på den!):
Efter frokosten gik jeg en tur med Anthoni fra hostel langs vandet – han ville gerne finde et fyrtårn (how exciting!!), og jeg var ved at dø af grin over hans ansigtsudtryk, da vi efter et par kilometer kom forbi et lille bitte et! Jeg syntes godt vi kunne vende om, men han gav ikke op og vi fandt også det rigtige lidt efter, som vi fik lov at kravle op i…
Her ser vi så et fænomen, jeg aldrig har oplevet før: ‘Fodring af vilde katte i vandkanten’, hvor folk simpelthen kom kørende i biler og på cykler og fodrede de små grådige dyr. Gætter på, at kattene simpelthen er flyttet fra deres ejere, som så hver dag kommer for at tigge dem om at komme hjem igen, men hvem ved?
En af de to hostelejere Mathías, som var så sød at lave kæmpe Asado (sydamerikansk grill-aften) for sine gæster på min sidste aften. Det var noget han gjorde, bare når han sådan lige havde lyst. Det var meget vigtigt, at jeg ikke tog billeder af maden, før alle hans kreationer var på plads på grillen 
Ja, som man kan se herover, var jeg i galla i dagens anledning, host host.
Kongemåltidet foregik sådan, at det hele bliver skåret ud og så sendt rundt, og så snacker man det hele mens det er varmt. Super hyggeligt, det skal vi prøve til sommer. Her er fx en form for blodpølse – det kan vi evt. springe over:
Bagefter skulle vi så på natklub for at fejre en god aften, men der var proppet det første sted og en kødrand af folk der prøvede at komme ind på det næste, så jeg hev fandt i den mest lyshårede pige og fik dørmanden til at lukke os alle femten ind med det samme – det er spild af liv at stå i kø! Der var simpelthen så proppet derinde, at man nærmest ikke kunne bevæge sig, og vil tro at de andre piger ikke er med på billederne herunder, fordi de kæmper for ikke at blive trampet ihjel. 
Blev ikke længe, men jeg var der!