admin – Postkort fra Charlotte

Mexicanere i Mexico

April 16, 2015January 4, 2016admin1 Comment

I Mexico kan man ved første øjekast godt synes, at de alle ligner hinanden en del. Alligevel var der forskel, alt efter hvilken region, man var i. En ting havde de dog alle tilfælles, og det betød, at jeg, for nu at tage et eksempel, var tårnhøj i alle sammenhænge hæhæ. Her er lidt begynder-paparazzi-materiale:

Og lidt close-ups:

Og lidt med den traditionelle klædedragt, som stadig pryder gadebilledet mange steder:

Mexicanerne har i øvrigt overhalet amerikanerne i disciplinen ‘overvægt’ nu, hvabehar! Over 30 % af den voksne befolkning er overvægtige. Og maden er da også ganske nærende, her har vi for eksempel smeltet ost serveret som en ret, og nej der er ikke brød under selvom den er på størrelse med en pizza:

Uanset hvad må man sige, at de har prioriteterne i orden:

Mexico

April 14, 2015January 4, 2016admin4 Comments

Så kom far, mor og Thomas endelig på besøg!! Vi lagde ud med en masse mexicansk street food i Cancun og skyndte os næste dag videre til Isla Mujeres, hvor jeg havde booket to nætter. Det viste sig hurtigt, at det slet ikke var nok for de solhungrende nyankomne, så vi blev et par dage mere og nød strand, kolde øl, golfvogns-roadtrip, lokaler restauranter og dykning. Åh ja, og en hel del Tequila (ikk’ Thomas?!)

Sjov med kæledyr:

Luksus-flytning af rygsæk mm. til hotel nummer to (og så en lille ekstra-tur i vognen):

Her er vi stoppet på vejen, så mor kan give ‘ulandsbistand’ – vi andre kalder det bare souvenirshopping, men så kan det jo diskuteres, om tingene er det værd man giver.

På trods af, at forældrene inden turen havde konstateret, at de havde set pyramider og ruiner nok i deres liv, skulle vi jo lige en tur forbi Chichen Itza, som nok er de mest berømte og velbevarede Maya-ruiner. Bemærk især øgle-romantik på billede 2 herunder og billede 3, som faktisk er min far, og slet ikke en statue, som man ellers ville tro.

Vi boede i Valladolid, som er en af de mere lokale byer, man kan tilbringe tid i på Yucatan-halvøen. Her havde de fattige Maya’er fået nok af de rige spaniere og andre hvide, som havde indtaget deres by, og derfor slog de over 80 af de mest magtfulde af dem ihjel og erobrede deres huse 1847, hvilket var med til at markere begyndelse på kastekrigen. Nu virkede der meget fredelig.

Efter den lille tur ind i landet trængte vi igen til at komme på stranden, så Tulum var næste stop. Her boede vi på stranden og nød solskin, smukke cenoter, pina coladas i stride strømme og lidt flere ruiner.

Rosinen i pølseenden blev øen Cozumel, som udover de flotte rev, der omgiver den, ikke har ret meget at byde på. Det er en krydstogt-destination, hvorfor det er et rent turisthelvede om dagen og meget stille om aftenen. MEN vores hotel var så skønt så skønt, og stort, og rent, og vi fik drinks da vi ankom, og morgenmaden var fantastisk, og sengene var SÅ gode… hvorfor er det nu jeg nyder det dér med rygsækken sådan? – spurgte luksusdyret…

Tikal, Guatemala

April 5, 2015January 4, 2016admin

Vi var ni personer, der skulle afsted sammen, og det kunne kun gå for langsomt med at få bestilt en tur til ruinerne i Tikal. Derfor kom vi til at betale rigeligt for billetterne, men til gengæld var der afgang kl. 03.00 fra vores hotel, så vi kunne komme ind i nationalparken, inden den åbnede. De lokale tur-guider løb således rundt og råbte og skreg ‘TIKAL TIKAL TIKAL’ mens de hamrede på dørene på hotellet klokken fem minutter i tre – de fleste af os havde da også fået sovet 2-3 timer, så vi var selvfølgelig super friske og allerede oppe, eller… Stakkels dem der ikke skulle med.

Kan ikke huske køreturen fra Flores til Tikal eller vandreturen mellem parkens indgang og pyramiderne ret detaljeret, sjovt nok, men pludselig sad vi øverst oppe på en af de fire store pyramider, der udgør hjørnestenene i Tikal-ruinerne. De ligger midt ude i junglen, og mens vi sad her og ventede på at solen stod op, kunne vi se udover junglen og høre dyrene vågne. Der var papegøjer, tukaner og aber. Ikke mindst brøleaber! Har aldrig hørt noget lignende, og er stadig ikke helt sikker på, at det kan være rigtigt, at det lille dyr laver den kæmpe lyd. Det lyder som en løve, men de siger, at det er der altså ikke nogen af lige i den jungle.

At se solopgang var en meget speciel og lidt kold oplevelse, hvilket forklarer den kappe jeg er iført på en del af billederne… Det er Niels’ tæppe, men synes egentlig det er meget passende udklædning til omgivelserne, og nogle af Mayaerne må da helt sikkert have haft sådan en kappe, ikk’!?

Forskellen på Tikal og de andre Maya-ruiner er ikke, udover beliggenheden, at det er utrolig velbevaret, og at man, i modsætning til for eksempel i Chichen Itza, har lov at gå på opdagelse på egen hånd og klatre rundt på og i pyramiderne. Det gør det altså bare lidt sjovere.

Og ja, så var der jo lige nogle skøre englændere der var ved at lave et rejseprogram om Tikal. I programmet skulle der udføres et ritual til ære for Maya-guderne, som blandt andet betød at en lille udklædt mand tog munden fuld af lampeolie, som han skiftevis spruttede ud i hovedet på værten, Steven Fry (som ifølge et par englændere er meget kendt), og på et bål – ved ikke liiiige hvor autentisk det var, men vi var da flade af grin. Håber han overlevede, ind imellem slurkene lød det ikke helt godt.

Flores, Guatemala

March 20, 2015January 4, 2016admin2 Comments

Flores er en lille by på en lille ø i en stor sø. Søen hedder Lago Petén Itzá og er Guatemalas næststørste. Fra byen Santa Elena går der en enkelt bro ud til Flores, som er navnet på øen og byen. Byen skulle efter sigende være den sidste maya-stat, som de spanske conquistadores først formåede at erobre i 1697 – vist mest fordi Hernán Cortés havde for travlt med at komme til Honduras, da han kiggede forbi ca. 150 år forinden. Den nuværende by er således bygget på ruinerne af den gamle, og man har bygget huse helt ud til kanten, hvilket er lidt uheldigt, fordi øen langsomt synker. Vi hørte en del forskellige forklaringer på, hvorfor den ene ende af byen er oversvømmet, for eksempel at det er højvande i søen, og at det om cirka tre år vil falde igen. Nu er det måske ikke lige det, jeg ved mest om, men ville tro, at vandet så ville stige hele vejen rundt!?

Vi boede på Hotel El Mirador, hvor vi kunne låne kajakker og trække dem direkte fra bagtrappen og ud i vandet – på den måde er det jo meget praktisk med lidt vand i gaderne.

Den ene dag hyrede vi en lille båd til at sejle os til en halvø på den anden side af søen – og ih altså hvor Flores var fin der fra:

Og så skulle vi ellers på eventyr… Vi havde hørt, at vi her i den lille by, som vistnok hedder San Miguel, kunne finde en strand, en reb-gynge, Maya-ruiner, en zoologisk have og meget andet, og nogen havde endda fået fat i et håndtegnet kort, vi kunne gå efter. Skattejagten var i gang, og som man måske kan forestille sig med en gruppe på ni personer, brugte vi det meste af tiden på at diskutere, hvilke vej vi skulle gå, når stierne delte sig i to, tre eller syv. Jeg fulgte bare med, opdagede jeg, da vi var halvvejs oppe af en jordet bjergskråning midt i junglen i klipklapper! Drengene var helt sikre på, at deroppe var skatten… Mig: Piv piv…

Nå, men vi fandt da en form for strand, et udsigtspunkt, Søren Spætte, FC Barcelona, en maya-ruin, der var mindre end mig. En helt eventyrlig dag

Her ser vi lige jomfru Maria, et Maya-tempel og julemanden – så er man ligesom også dækket ind

Her er lidt billeder fra zoologisk have, som vi måtte tage en anden båd hen til… Man må sige, at hvis man skal være et dyr i et bur, er udsigten her ikke værst:

Og til aller aller sidst får I lige et billede fra skrivemaskine-skolen i Flores, ak ja:

Den lange rejse fra Belize til Guatemala

March 11, 2015January 4, 2016admin

Så sidder jeg her i Flores, Guatemala, med udsigt over Lago Petén Itzá. Her er sjældent fredeligt fordi hele banden, ja ja selv jeg, var oppe kl 03 i morges og på tur, så jeg benytter lejligheden til at skrive, hvordan vi kom fra Hopkins hertil…

I Hopkins skete der, som jeg skrev, ikke så meget. Men tirsdag aften er der gang i bongo-trommerne på strandbaren Driftwood og der mødte jeg, utroligt nok, Thit og Ane, som var også med på bådturen mellem Chetumal, Mexico, og Caye Caulker, Belize.

Pigerne var egentlig på vej til Mexico, men aftenen inden afgang besluttede de at tage med mig mod Guatemala. Dejligt at have nogen at følges med, og så endda to søde piger fra lille Danmark! Jeg vandrede så med rygsækken i ørkenlignende tilstande hen til hovedvejen for at mødes med dem – hvorfor jeg overhovedet gider gå i bad inden de dér rejsedage, ved jeg simpelthen ikke.

Vi tomlede og fik hurtigt et lift op til hovedvejen med et fransk par, og så var det meningen, at vi skulle vente på bussen der. Men bussen kommer jo først, når den kommer, og vi havde altså fået blod på tanden, så vi rakte tomlerne i vejret igen. Og vupti! Så så man lige os i en lækker airconditioneret bil med et amerikansk ægtepar, som vist syntes, det var ret hyggeligt med lidt selskab. De droppede deres planlagte udflugt og kørte os hele vejen til San Ignacio – folk er altså bare så søde!

Cirka fire procent af Belize’s befolkning er tysktalende russiske mennonitter. Ja, hvad er det så lige? Det er et protestantisk-anabaptistisk kirkesamfund, der minder lidt om amish-samfundene i USA. De har slået sig ned i Belize – er lidt i tvivl om hvornår – for at lave et nyt og bedre samfund. For sig selv vel at mærke. De er kendte for deres gammeldags tøj, landbrug og især mejeri-produkter. Her er vi på hjemmelavet is-stop (dommen er selvfølgelig, at det ikke var nær så godt som i lille Danmark. Havde helt glemt, hvor mælke-snobbet jeg er):

San Ignacio er tæt på grænsen til Guatemala, og vi besluttede at blive en nat og mødes med Niels og Rune igen, som allerede var i den lille by. Vi var så heldige, at årets store event, kano-løbet ‘La Ruta Maya’ mellem San Ignacio og Belize City, startede den næste morgen den 6. marts. I den anledning var der stor fest om aftenen og vi slæbte os ned til floden kl. 07 for at se løbet blive skudt i gang.

Tilskuerne skreg af grin, da kanoen med ‘Los Gringos’ (spansk slang for amerikanere/alle os andre blege) kæntrede hele tre gange lige før broen, som var første mållinje, hvor man kunne vinde 500 kroner!! Sjovt var det, og mon ikke de har lært af sejle i kano, inden de når Belize City om fire dage?

Derefter vandrede op over byen vi til Maya-ruinerne Cahal Pech og gik en tur – som man kan se på billederne, havde vi det for os selv. Det er altså noget af det bedste, når man er vant til lille Europa, hvor alle attraktioner døgnet rundt er overklistret med selfie-tagende turister (ja ja det er jeg også selv, jeg ved det godt!).

Vi var til sidst en flok på ni personer, der drog mod grænsen – nogle på ladet af en pickup truck. Derfra kørte vi nogle timer i minibus og kom til sidst frem til Flores en lille by på en lille ø i en stor sø, den næststørste i Guatemala. Herunder er de andre på vej, og jeg selv på grænsen:

Hopkins, Belize

March 9, 2015January 4, 2016admin1 Comment

Det er helt utroligt, at jeg kan blive ved med at finde steder, der går i lavere gear end det forrige. Må snart til en større by for at få lidt balance i regnskabet.

Da jeg tog afsted fra Caye Caulker denne formiddag, havde jeg endnu ingen idé om, hvor jeg var på vej hen. Tog med water taxi til Belize City og så en taxa til busstationen. Hopkins var det eneste navn jeg kunne huske – nogle lokale have anbefalet det dagen før – og da der gik en lokal bus dertil med det samme, hoppede jeg ind.

Efter cirka tre en halv time gravede jeg mig ud af den bunke savlende skolepiger, der lå og sov op ad mig – man kunne godt sidde fire på hvert sæde jaja – og blev læsset af midt på en landevej. Var ikke helt stolt af mig selv, men så kom jeg i tanke om, at en del af historien om Hopkins er, at man er nødt til at tomle de sidste 5-7 kilometer gennem et sumpområde for at nå til den lille strandby. Pyyyh det er jo helt normalt for mig at tomle, så… Ikke længe efter sad jeg på ladet af en gammel pick-up truck og blev så sat af på “hovedgaden”.

Jeg tror lidt, at jeg havde glemt, at Belize er et uland… Det lyder jo så fancy ikk’? Der bor kun omkring 350.000 i det lille land, hvor det officielle sprog er engelsk, men de fleste jeg har mødt taler Kriol (creole, som er en form for broken English, men ikke det samme som patois, som de fx taler i Jamaica) og nogle spansk.

Belize var for flere tusind år siden beboet af mayaerne ligesom Yucatan-halvøen, og blev for et par hundrede år siden en engelsk koloni. Selvom landet har været selvstændigt siden 1964 og haft navnet Belize (tidligere British Honduras) siden 1973, er den engelske Queen Elisabeth II stadig landets monark.

Jeg fandt et hostel, men da alt var booket, ringede de efter en gut, som kørte mig til et lille hotel ved vandet. Her fik jeg serveret hjemmelavet mad og slappede af et par dage med resten af “familien” – Trisha, en ældre new yorker havde haft stedet i 10 år, og mottoet var: Come as a guest and leave as family. Det var et skønt sted og jeg fik slappet af. Det var helt okay med nogle dage væk fra hostel-livet.

Caye Caulker – Belize

March 7, 2015January 4, 2016admin1 Comment

Efter turen til the blue hole flyttede jeg til et hostel med det skønne navn Dirty McNasty’s – hvem filan finder på sådan noget?! Lagenerne var rene, og der var en kok ansat, som lavede omeletter hver morgen. De havde kajakker, man kunne låne gratis, og dem skulle vi da ud i! Niels og Rune, et par danskere jeg mødte på bådturen fra Mexico, havde fundet nogle fiskestænger og Jade fra Australien og jeg hoppede med. Det var en super dag og vi fangede ikke en eneste fisk. Altså ikke før vi sejlede ind til nogle mangrove-træer og mødte nogle lokale knægte, der trak den ene fisk op efter den anden haha.

Caye Caulker er et af de mest afslappende steder, jeg har været. Der er ingen biler og gaderne er belagt med hvidt pudder-sand. Synes jeg har været meget på farten, og det var skønt at have et par dage med ren afslapning. Vi så lidt Champions League på øens eneste sportsbar (muligvis også byens eneste tv-skærme), gloede på at de lokale drenge spillede basket, spiste frisk fisk og, nå ja, selvfølgelig lidt mere ris og kylling. Den ene aften så jeg 50 Shades of Grey i en lille udendørs bio. Var langt fra begejstret over filmen, men når man sidder med tæerne i sandet og kan kigge op på månen, gør det ikke så meget, hvad de viser på lærredet.

En anden dag tilbragte vi igen på en båd, som vi hyrede. Vi var hele fem danskere – det er ligeså mange som jeg har mødt i alt indtil nu – og så Jade og fire lokale fiskermænd Paps, Rasta-man, Smooth og Gorgora – det hedder de!

Først skulle der fanges madding med net (ovenfor), og så havde fik vi lov at have det sjovt med at lade fisk og pelikaner slås om de små sardiner.

På næste stop blev vi smidt i vandet med snorkler og masker for at dykke efter konkylier, som vi skulle bruge til aftensmaden. Når man først lige lærte at spotte dem, var det ikke helt umuligt – og ret så sjovt!

Fandt også lige en “lille” søstjerne… Da jeg fik den op af vandet, var den så tung at piggene borede ned i min hånd, hvilket muligvis forklarer det måkse lidt anstrengte smil:

OG! DADADAAAAA… så kom vi til det mere nervepirrende stop, hvor der allerede inden vi kom i vandet cirklede store hajer rundt om båden, øhh… Gæt lige hvor meget jeg skulle overtale mig selv til at hoppe i! Fik til sidst overtalt gutterne til ikke at fodre dem fra start, og de lovede højt og helligt, at de ikke spiser danskere.

Jeg overlevede, hurra! Egentlig var det mest farlige her ikke hajerne, men de mange sting rays (Ja nemlig, det var sådan en der gjorde det forbi med selveste Steve Irwin!) – de kan være enormt “kærlige” og man skal så bare sørge for at være helt rolig, når de nærmer sig, for hvis man sparker og plaske kan man blive ramt af deres onde hale-finne, og så er det så godt som slut. Under vandet kunne jeg høre mig selv og Camilla skrige gennem vores snorkler og til sidst var det simpelhen så komisk og hysterisk at jeg måtte op og have luft – her et billede af vores frygtens/lettelsens/sejrs-skrig:

Det var en srot oplevelse! Kan lige indskyde, at mit fine badetøj er inspireret af de mange krebse-farvede rygge, jeg så i snorkel-centralen Caye Caulker hver eneste dag.

Og så kunne vi endelig sætte kurs mod den lille private ø, hvor vi skulle lave bål og aftensmad: Konkylie-ceviche og den her fisk, som Rune så flot hev op.

Tror ikke, jeg kender nogen, der ikke ville nyde en uges tid på og omkring Caye Caulker!

The Great Blue Hole (dykning)

March 6, 2015January 4, 2016admin

Min store drøm om Belize var at komme ud og dykke i The blue hole, og det lod sig allerede gøre på dag nummer to.

Der var afgang kl. 5.30 og efter lidt peanut butter sandwiches sejlede vi ud mod solopgangen.

The blue hole ligger ca. 100 kilometer fra Caye Caulker, og jeg var ret spændt på, om jeg ville blive søsyg. Endte dog med at ligge og sove, mens båden hamrede ned mod de store bølger, no problem. Tricket var vist bare, at være uendeligt træt. En af instruktørerne vækkede mig, og en mere erfaren dykker gav mig udstyr på og tjekkede at alt virkede. Jeg vågnede først rigtigt, da de plumpede mig ned i vandet

Jeg var den eneste med under 30 dyk på CV’et, havde jo kun 4 fra da jeg tog certifikatet. Min gruppe med open water-dykkere fik lov at komme ned på 32 meter, hvilket er det dybeste jeg har prøvet, men når man er dernede, mærker man ingen forskel.

Jeg havde lidt problemer med at få justeret min BCD (afbalanceringsvest, der skal gøre en vægtløs i vandet) og måtte have et par af instruktørens vægte… Skulle altså lige koncentrere mig rimelig meget til at starte med, og det var vist meget heldigt, for flippede næsten ikke ud, da jeg for første gang i mit liv så en kæmpe HAJ der kunne æde mig!!! Det er Reef Sharks, der bor i the blue hole, og ved ærligt talt ikke hvor farlige de er – de lokale synes, det er enormt sjovt at lave fis med. Den, jeg så, var ikke så tæt på, og først da vi kom op til overfladen fortalte de andre, at to hajer på 3-4 meter havde svømmet pænt efter os næsten hele vejen. Er glad for jeg ikke så dem! Uhuhuhhhuuuuu…

Efter the blue hole dykkede vi ved Half Moon Wall, hvor vi så kæmpe skildpadder besøgte den lille ø Half Moon Caye, hvor der ikke er andet end et fuglereservat, og havde så sidste dyk i Long Caye Aquarium, hvor der udover de mange flotte fisk var gigantiske rokker (spotted eagle rays).

The blue hole er 124 meter dybt, og det var spændende at opleve dette naturfænomen. Nogle var lidt skuffede fordi det ikke, som de fleste andre dykker-oplevelser her i Caribien, ligner en scene fra Den Lille Havfrue. Jeg var godt tilfreds, og er sikker på, jeg aldrig kommer til at få en oplevelse som den igen.

Det gjorde lidt av, da jeg den morgen fandt ud af, at de ville have 1600 kroner for dagsturen, men da vi kom tilbage, syntes jeg, at jeg havde gjort et kup! Der var endda også gratis rum-punch på vej hjem.

Turen går til Belize

March 5, 2015January 4, 2016admin1 Comment

Alle havde sagt, at jeg ikke skulle bekymre mig om at få en plads på natbussen mellem Cancun og Belize City, så tog først afsted fra Isla Mujeres med båden ved syv-tiden. Bussen skulle afgå kl. 22, og da jeg kom til stationen et par timer inden, sagde manden bag disken glad: “Si si no problemo…. ohhhhhh no no no iiiit iiiis fuuuull”!

Gad virkelig ikke blive endnu en nat i Cancun, så efter at havde sundet mig lidt, bestilte jeg plads på en bus til Chetumal i Mexico, hvorfra man eftersigende kunne tage en båd til Caye Caulker ud for Belize. Afsted med mig. Ankom til Chetumal kl. 04.30 næste morgen og fandt ud af at båden gik kl. 15. Tog mig lige en to-timers lur på busstationen og fandt så en taxa til havnen.

Vandrede hvileløst rundt i nogle timer for at holde mig vågen, og blev underholdt af noget meget fornemt militær-halløj med musik og maskingeværer over det hele. Det var en form for ceremoni og her stoppede mine spanskkundskaber så…

Først da der langt om længe begyndte at sidde flere og flere blege mennesker omkring mig med øl i hånd, stolede jeg på, at der ville komme en båd. Jeg blev også hurtigt overbevist om, at det var en fejl at være i massivt søvnunderskud på denne rejse.

Alle blev stuvet ombord på en motorbåd og efter et par timer skulle vi pludselig kravle over på en anden båd midt ude på havet, vores bagage blev ikke flyttet nogen steder. Måske var det en god ting, at jeg var for træt til rigtigt at bekymre mig om det. Vi fortsatte så til øen San Pedro, hvor vi betalte nogle penge og fik stemplet vores pas. Velkommen til Belize! Vores bagage var i mellemtiden blevet læsset af på havnen, så på med rygsækken igen og ombord på båden. Vi så solnedgangen over Caye Caulker da vi kom sejlende og ankom endelig, i mørke. Her venter vi på kajen i San pedro:

Kan ikke huske så meget, for var nærmest en zombie. Men planlægnings-freaken her havde jo i hvert fald ikke booket noget hotel, og der var fuldt booket en del steder… Endte med at få et værelse på Popeye’s, og efter jeg med bævende underlæbe havde fortalt om min dag, gav de mig det til halv pris. Glad igen hehe!

Sov 14-15 timer og vågnede op i paradis! Løb en tur for at vågne. Det er ikke sket ret ofte indtil videre, altså løbeturen. Den blev heller ikke ret lang, for nåede hurtigt til ’The split’, hvor det, der tidligere var én stor ø, nu er delt af et stræde på omkring 50 meter. Løb hjem efter min bikini og tilbage, og sad så der og drak billig rom med de andre backpackere resten af dagen ahhh

Afgang fra Cuba og tyvstart i Mexico

March 4, 2015January 4, 2016admin2 Comments

Man skal huske – inden man bruger alle sine cubanske kontanter, fordi de ikke kan veksles andre steder end i Cuba – at man skal betale 25 Pesos Convertibles (= 25 USD, men det modtager de IKKE) i lufthavnen for at forlade landet. Det fandt jeg først ud af dagen inden afrejse, så måtte tigge og bede taxachaufføren om at give mig de 5 pesos, jeg manglede, til gengæld for nogle US dollars og alle mine mønter. Surt show, for havde jo lige forhandlet mig til en super pris for taxaturen!

Havde købt min billet fra Havana til Cancun via ticket.dk, på billetten stod der Hahn Air (har nogen nogensinde hørt om det?!), og fandt ud af flyet var fra Cubana Air, som ingen ved noget om eller stoler på. Kunne ikke opdrive en printer i den Cubanske hovedstad til at printe billetten, så med alt det at være nervøs for, var jeg i lufthavnen i god tid. Flyet var da også kun 4 timer forsinket og var er intet at foretage sig i Havana lufthavn. Heldigvis mødte jeg Jukkis fra Finland, som jeg havde mødt en uge forinden, og han var så sød at tanke kaffe på mig hele dagen. Han introducerede mig også til Fabian fra Tyskland, som ligesom jeg skulle til Cancun. Han havde været der før og havde bare taget en smuttur til Havana.

Når man rejser sådan her, fra dag til dag og uden de store planer, er det super rart at kunne hægte sig på nogen, der ved hvordan det hele foregår, når man kommer til et nyt land. Ikke mindst en tysker – de har jo bare altid styr på alt. Fabian fik os dirigeret uden om de aggressive taxachauffører og købte billetter til ADO-bussen, som kørte os ind til byen. Vi spiste street food om aftenen, som jeg nød helt uden at blive straffet med ‘velkommen-til-Mexico-mave’ den næste dag, jajaja!

Cancun var ikke meget værd, og jeg skulle jo også bare lige booke hotel til min far, mor og Thomas kommer. Cancun er kendt for sit natteliv og for at været stedet hvor en masse unge amerikanere tager på spring break – her ser vi en flok gutter fra øen Reunion, der ligger tæt på Madagascar. Havde aldrig hørt om denne ø, men de var da sjove:

Planen var at tage hurtigst muligt til et andet land, men kunne ikke modstå fristelsen til lige at smutte med til Isla Mujeres et par dage med Fabian, Simon og Jimmy. Der kunne jeg jo så også lige booke et par nætter til familien så!

Boede på Poc Na Hostel. Det var et stort hostel, men virkelig godt. Yoga på stranden hver morgen (prøvede en enkelt gang, men faldt i søvn hele tiden), gratis spansk-undervisning, hængekøjer over det hele og masser af drinks i strandbaren.

Og jo, sikkerheden på øen var da også i top… Eller… Det kan være lidt svært at begribe, at det skal være nødvendigt med denne form for vagtværn på en lille ferie-ø på godt 1 kvadratkilometer. Hvis billedet er for svært at se, kan jeg fortælle, at det er et militærpoliti med hjelme og maskingeværer der er på almindelig patrulje uden for hostel-grunden. Turde ikke gå tættere på hihi:

Den ene dag lejede vi en golfvogn og kørte øen rundt. Smuk tur med det Caribiske hav altid i sigte, kæmpe leguaner (eller hvad de firben nu hedder) et stop for at snorkle lidt og spise på en lille fiskerestaurant med de lokale.

Efter et par dage i det lille paradis, sagde jeg farvel og på gensyn til Mexico, og satte kurs mod Belize…

Postkort fra Charlotte

En rejseblog

Author: admin