admin – Postkort fra Charlotte

Borneo special: Hvor peberet gror

July 11, 2015December 29, 2015admin2 Comments

Vi kørte en tidlig morgen i et par timer fra Kuching, på en vej der blev bygget for bare to år siden. For enden af vejen blev vi sat bag på et par små motorcykler og kørte så tre kvarter videre (ofte lodret) op i bjergene ad smalle stier og bitte små broer. Vil godt indrømme, at jeg var en anelse beklemt i situationen. Til sidst ankom vi dog til den lokale guides hus, hvor mortorcykelstien sluttede, og herfra foregik al transport på gå-ben.

Vi skulle hurtigt videre, sagde Begus vores guide, og så gik den i fuld galop afsted i et ganske udfordrende landskab, hvor der på de stejleste stykker var lagt nogle flækkede bambus på tværs som trin “Hallo, vent lige, vi går altså ikke i det her hver dag, hvad blev der af manana manana?” – “This is nothing, come on come on”. Vi vinkede til kirken i landbyens udkant og så helikopteren, der kom én gang om måneden med medicin, og krydsede snart grænsen til Indonesien, som var markeret med en sten.

Efter endnu en time i den bagende sol kom vi til en indonesisk landsby. Her besøgte vi ‘The head man’, landsbyens chef, og han og Begus spændte macheter om livet og tog begge med på resten af turen. Vi skulle gå halvanden time mere til et vandfald, og stien var groet til, for ingen havde været der siden december. I mellemtiden havde det været monsoon season. Det var nu lækkert, da vi nåede frem, og mens mændene lavede mad kæmpede vi os over stenene til vandfaldet og fik en skyller. Da vi kom tilbage, et par blå mærker rigere, var maden klar, bamboo chicken, og ’The head man’ havde lige bygget en bambusstige, så vi kunne komme de to meter op ad skrænten til flodbredden. Begus sagde til mig: “Because you were crying when you had to come down from it!” Nå ja altså, græd nu ikke… men havde lyst.

Malaysisk bon og palmevin:

Peber:

Mad bagt i bambus:

Turens eneste bad:

Efter den dejlige frokost gik vi tilbage til landsbyen, nu med bambus-vandrestokke (noget siger mig, de syntes, vi var langsomme). Vi legede med børnene, som ikke går i skole, fordi der er syv timers gang til den nærmeste indonesiske by, og så var der fest hos ‘The head man’. Det meste af landsbyen var kommet for at se girafferne, og der blev ikke sparet på den hjemmelavede palmevin tuak. Var helt benovet over, hvor særligt vores besøg var for dem. Og selvfølgelig også for os. Mest sad de bare og kiggede på os, for vi kunne jo ikke hinandens sprog, og Begus ærgrede sig sådan over, at vi ikke kunne udveksle erfaringer med kvinderne!

Begus blev grebet lidt af stemningen og palmevinen (det gjorde jeg ikke, for den smagte frygteligt af gær, og vi skulle skåle konstant, kan stadig smage den flere dage efter), så det nåede at blive mørkt, inden vi kom afsted og skulle gå de to timer hjem. Hvis jeg selv planlægger noget, indebærer det aldrig(!) at vandre gennem junglen, på stejle små stier og bambusbroer, tre personer om én lille flad lommelygte, midt om natten, stien fuld af kryb. Alligevel var der nogle sekunder indimellem, hvor jeg faktisk nåede at nyde fuldmånen der stod op, stjernerne og de mange ildfluer, der hjalp os lidt på vej.

Da vi kom tilbage til Begus’ hus var hans betel-nut-tyggende kone sur, og spurgte mig med fagter, om han havde drukket meget, øøhhh, hjælp! For maden havde været klar længe. Vi væltede udmattede omkuld og sov 10 timer. Næste dag blev vi kørt på mortorcykler til nogle flere landsbyer, inden vi tog tilbage til civilisationen.

Begus:

Der sættes el-master op, så man kan slippe for dieselmotorerne:

Kurve til ris:

Peber:

Og her ender vejen så:

Vi kom også på besøg i skolen, som alle landsbyerne deltes om. Børnene gik der, hvis de ville, og ellers arbejdede de i marker og bjerge. Mine solbriller gik lige på omgang – det var desværre det sjoveste, jeg havde forberedt til dagens lektion

Jeg spurgte, om jeg måtte købe nogle peberkorn, der lå til tørre foran huset i den indonesiske landsby, og da vi gik, gav de dem til mig og ville ikke have penge for dem. Så da vi kom tilbage til byen købte Anne og jeg 15 pakker oliefarver, en masse malebøger og papir, nogle billedbøger (da vi besøgte landsbyen sad en masse børn og bladrede gamle kedelige videnskabelige bøger igennem for at finde billeder) og 75 slikkepinde, som chaufføren har lovet at levere til Begus, næste gang han skal derop.

Spurgte forresten chaufføren, om hvad det var for en historie med nogle europæiske piger, der havde danset topløse på et bjerg på Borneo, og var blevet sat i fængsel. Den var god nok, sagde han. De lokale mente, at de var skyld i det jordskælv, der ramte nogle dage efter, og at de skulle betale med syv buffalos, der skulle ofres for at gøre det godt igen over for de vrede guder. De var dog blot blevet sat i fængsel nogle uger, som guiden dystert sagde: “They have to be taught!” Jeg beholder tøjet på!

Åh, det var nogle fantastiske dage!!! Borneo er ufatteligt smukt. Slutter med et sidste billede fra Kuching, en anelse underdressed måske:

Borneo

July 8, 2015December 29, 2015admin2 Comments

Fra Langkawi fløj jeg via Kuala Lumpur til Borneo, hvorfor skulle man forresten bruge tid på at sætte bagagevognene på plads?

I Kuching mødtes jeg med Anne fra Holland, som jeg havde mødt i Kuala Lumpur 14 dage tidligere. Kuching i staten Sarawak er en super hyggelig by, hvor alting bare er stille og roligt. De første par dage tullede vi bare rundt i byen og kiggede på templer og museer, og prøvede forskellig mad. Her for eksempel den traditionelle Laksa nudelsuppe:

Hihihihi…. Ting er ikke nødvendigvis smukke, bare fordi de er lavet af fattige mennesker i fremmede lande (ved godt, der nok ikke er mange, der kender den, men kom til at tænke på min gamle favorit-børnebog: Knorten):

(Ja det er assorteret smør i spandende herover, i 32 grader, med fluer, så holdt man lige op med at spise dét!)

Og her ser vi byens vartegn, Kuching betyder kat på malaysisk, og billedet måtte med, fordi det må være verdens største, og muligvis eneste, kattestatue:

Borneo er jo kendt for sin smukke natur, og de næste par dage, fik den ikke for lidt. Var faktisk oppe før kl. 6.30 hver dag – det tror jeg ikke jeg kan tåle! Først var vi i Semenggoh Nature Reserve og se Orang-utaner, som løst oversat betyder Jungle(hutan)-mand(orang) på malaysisk. Aberne i parken stammede dels fra privat fangenskab, som de var blevet reddet fra, og dels fra syge eller små forladte babyer, som var blevet taget ind og opfostret af menneskerne. Mange aber er født i reservatet siden det blev oprettet i 1975, der er ingen hegn, og guiden der viste os rundt var faktisk lidt bange for de store hanner, så der var ikke tale om en zoologisk have.

Orangutaner: √ Og så kunne man jo egentlig sige, at man havde været der, meeeen… Om aftenen tog vi på restauranten Top Spot på anbefaling af Anne og Bent. Her kan man vælge seafood og grøntsager, som de tilbereder efter ønske, og så betaler man bare per 100 gram, genialt!

Dagen efter tog vi på trekking i den fantastisk smukke Bako National Park, hvor vi vandrede gennem strande og på klipper og i otte forskellige typer skov, som jeg ikke sådan lige kan nævne i flæng. Parken ligger på en halvø i et sumpområde, så man skal dertil med båd, og da det for lavvande til at lægge til, måtte vi vade i land og op til stisystemerne.

Efter en god vandretur, tog vi en taxabåd til den næste strand, så vi kunne tage en anden rute tilbage. Kaptajnen fortalte, at han og hans kammerat havde sejlet de små både i 30 år sammen. Jeg tog et billede af ham, og roste efterfølgende hans pæne tænder, hvorpå han stolt fortalte, at de da også var splinternye, haha, og de er da fine:

OG bedst af alt stiftede vi bekendtskab med de herlige Næseaber, som simpelthen er det sjoveste dyr, der findes (før jeg kom til Borneo anede jeg ikke, at de fandtes).

Hahaha helt seriøst, er de ikke bare for sjove?? De er så grimme

Tilbage i Kuching delte vi dagens oplevelser med resten af flokken fra vores hostel, og prøvede specialiteten Banana Cheese, hmm hvordan skal jeg få det til ikke at lyde klamt, det er bananer stegt med kondenseret mælk drysset med ost… Det lyder klamt, men vi var alle vilde med det!

Peninsular Malaysia

July 4, 2015December 29, 2015admin

Kuala Lumpur

Følte mig nærmest hjemme og i hvert fald velkommen i samme øjeblik, som jeg ramte Kuala Lumpur med et bump i flyveren! Her var et virvar af mennesker. Alle slags mennesker. Tror aldrig jeg har været i så multikulturel en by med alt fra burkaer til minishorts. De dominerende er malayer, kinesere og indere = muligvis verdens bedste køkken!

Blev nærmest båret igennem den første dag af lokale, der viste mig vej, hjalp mig med at købe billetter i automaterne og smilede til mig på gaden. “Jaaa, men det er også fordi du er en pige, og fordi du ikke har tørklæde på, og de er i virkeligheden bare klamme og vil alt muligt andet bla bla bla…” sagde forskellige mennesker jeg senere mødte. NEJ! Og tro mig, jeg kan kende forskel! Det er muligt, at disse typer også findes, det er gudhjælpemig en storby, men det var altså ikke dem, jeg mødte. Havde på fornemmelsen meget hurtigt, at Malaysia nok ville blive min nye Asien-favorit – undskyld Filippinerne.

Sad på et tidspunkt i metroen mellem en ældre dame og hendes søn, og de hjalp mig med at finde tilbage til det tog, jeg egentlig skulle med (ja ja, min stedsans bliver jeg aldrig berømt for og vi kørte desværre den forkerte vej). Vi sludrede lidt, og damen fortalte, at de havde været i KL i otte år. Da jeg spurgte, hvor de så kom fra, hviskede hun så lavt, at jeg måtte bede hende gentage flere gange, at de kom fra Bagdad. Ved simpelthen ikke hvorfor, det ikke er noget, en ældre dame kan sige højt i et tog i Kuala Lumpur – hjælp! Nå, men jeg skulle af og den anden (rigtige) vej, og forstår stadig ikke et kvæk.

Fejrede min ankomst med fire andre tøser fra mit hostel i byens lille barområde, hvor det heldigvis er Ladies Night hver aften.

Næste dag tog jeg i teater. Havde set storslåede skilte fra taxaen og passeret en fin gammel teaterbygning i gåafstand fra mit hostel, så tog en eftermiddagsforestilling, fordi jeg skulle med natbussen. Der var så kun mig. Og så lige to piger fra et andet sted i Malaysia, som kom i sidste øjeblik. Det var en musical om Kuala Lumpurs historie, og frygtede at det ville blive en tam affære med så lille et publikum. Men de gjorde sig sådan umage, og det var så fint så fint og meget intenst. Det blev jo understreget af, at de ikke var samme type professionelle som i West End og på Broadway, og jeg var faktisk helt benovet over, hvor stor en indsats de gjorde. Da byen brændte i 1881, græd jeg… Og endnu mere, da flodbølgen ramte efter mange måneders genopbygning… Og endnu mere da de til sidst sang: “We’re inviting you to stay” mens de kiggede lige ned på mig. Åh ha da da.

Som man kan se herunder, har Carlsberg sat de tunge skyts ind i Malaysia – Heineken go home!

Perhentian Island

Skulle som sagt med natbussen for at komme til færgen (som viste sig at være en lille motorbåd, hvorfra jeg skulle skifte til en endnu mindre motorbåd for at komme til øen). Efter fire timer, klokken to om natten, stoppede vi ved en tankstation, og jeg drønede en for at nå på toilettet, og meget hurtigt kørte vi igen. Men kun 200 meter, og så stoppede vi ved en kæmpe madhal/moske/supermarked, hvor alle andre myldrede ind. De meddelte ingenting, men de få der sad tilbage, kunne informere mig om, at vi skulle holde i 45 minutter, og alle de andre var gået inde for at spise og bede. Ramadanen var lige startet. Smuttede ind for at kigge, der var ikke en eneste anden kvinde uden tørklæde, og lidt efter så jeg bussens eneste anden backpacker komme gående – han var blevet glemt ved første stop, og måtte selv finde vores bus blandt de cirka 25 andre der var parkeret. Man skal være vågen eller, som jeg, heldig. Han var så ikke backpacker, men min kommende dykkerinstruktør, Pablo, som havde været på ‘visa-run’ og ellers havde arbejdet på Perhentian Island i tre år.

Har ikke så mange billeder fra øen, for havde våde eller sandede hænder hele tiden. Har heller ikke så meget at fortælle, for lavede ikke andet end at dykke, sove og spise i fem dage. Vi er vel konstrueret, ligesom andre dyr, til at høvle ned fra et eller andet træ for at finde noget at æde, og så høvle op igen for at sove videre

Havde det herligt på dykkerbåden, på stranden og i min lille hytte om dagen, mens jeg om aftenen måtte tage en stol ud på stien foran hytten, fordi en giga-monster-gecko invaderede min ellers forholdsvis dyrt betalte veranda. Skik følge eller veranda fly… Jeg fly. Jeg savner JULIA! En aften var der en rotte eller et egern eller lignende inde i hytten, og da måtte jeg spurgte ned i restauranten for assistance. En gut kravlede rundt og rodede alle mine ting igennem i en halv time, men fandt aldrig udyret, suk. Kunne høre min fars stemme inde i hovedet, halvt grinende halvt medfølende: “Årh, der lurer da også farer overalt!” Helt seriøst, firbenet var på størrelse med min underarm. Da jeg næste dag fortalte om dramaet nede i dykkerbiksen, trøstede de mig med at fortælle, at der var firben så store som mennesker på øen, ikke børn, mennesker! Og de gør selvfølgelig ikke noget… Med mindre man altså skræmmer dem, for så kan de finde på at springe på én – jeg så her mig selv i et flashback, hvor jeg halvhjertet viftede en kost i fjæset på krabaten, som bare gloede på mig og blev siddende, og takkede (ja her er det vel) Allah for, at den ikke var sprunget på mig.

Har sagt til alle, jeg har mødt siden, at de skulle tage til Perhentian, det er det lækreste sted, jeg har været! Ahh Caye Caulker i Belize slår den muligvis, men det var noget andet… Nå ja, fik taget mit PADI Advanced dykker-certifikat, på trods af at en af disciplinerne var ‘Underwater Navigator’… Blev selvfølgelig væk under den praktiske prøve, men blev enig med Pablo om, at det nok mest var på grund af dårlig sigtbarhed, mmm ja

Kunne snildt være blevet på øen en måned, men synes lige, jeg ville se lidt mere af landet, så startede med en nat i en intetsigende by, Khota Baru, hvor der var en busstation, som jeg skulle bruge næste dag, men fandt da et spændende aften-marked.

Penang

Bussen kørte til øen Penang på vestkysten og turen gik syv-otte timer gennem bjergene i det nordlige Malaysia, med brækpose i hånd, i sibirisk aircon-vinter. Ved simpelthen ikke hvor de busser skal være så iskolde! Efter jeg havde viklet mig ind i alt hvad jeg havde i tasken og var begyndt at hoste, kom den flinke konduktør til sidst med et (meget lækkert, not!) tæppe. Det var ikke fordi de fem andre passagerer så ud som om de svedte helt vildt, så de kunne jo også have skruet lidt ned. Vi holdt kun én gang på vejen, men efter at havde set hullerne i jorden, besluttede jeg mig for, at jeg godt kunne holde mig fire timer mere. Man kunne alligevel ikke købe hverken vådt eller tørt på rastepladsen, fordi det er Ramadan. Jeg overlevede. Dels fordi der var skilte med ‘pas-på-elefanter-på-vejen’ og ‘pas-på-mureslugere-på-vejen’, men jeg så ikke nogen.

George Town på Penang er på UNESCOs verdensarvliste, og det kan man godt forstå. Udover de mange forskellige bygningsstile fra koloni-tiden er der kirker, templer og moskeer i et væk, og blandt dem en masse gadekunst. Det er svært at finde hoved og hale i, hvordan det hænger sammen, men det tror jeg bare ikke man skal. De er i øvrigt meget stolte over, at være på listen, og man kan få alt fra heritage-rickshaw-tur over heritage-burger til heritage-toiletpapir. Som prikken over i’et, finder man her det bedste køkken i hele Asien, og efter mørkets frembrud er der ikke det, man ikke kan få. Malaysisk, indisk, thai, kinesisk og blandet på kryds og tværs, som street food eller på restauranter. Boede på et super hyggeligt hostel, hvor vi kunne sidde udenfor og se på en lille mand, der lavede satay-spyd til os i sin restaurant, som var monteret på en ladcykel af en art.

Langkawi

Fra George Town tog jeg en båd til Langkawi, og da vi kom i havn delte jeg en taxa med fire tøser, som valgte at indlogere sig sammen med mig i et lille guesthouse, hvor der kun boede én pige i forvejen. Danmark, Holland og Uruguay var repræsenteret, og i byen om aftenen byttede vi nationaliteter. Krishje fra Holland var stolt over at være fra København, Yvanna fra Uruguay var fornærmet over en lokal, der spurgte om hun var inder, og jeg bildte en (åbenbart blind) mand ind, at jeg var afrikaner. Der var ren sommerlejr-stemning og der blev tøsehygget på den kæmpe hvide sandstrand, på scooterne og i hængekøjerne i det lille guesthouse, som var et af de mest fredfyldte steder, jeg nogensinde har været. Bortset fra, at vi havde dejligt, synes jeg ikke Langkawi havde sååå meget at byde på. Der er turistbutikker med tøj og gejl fra Thailand, og alt fra store madmarkeder, hvor de lokaler spiser, til pizzariaer. Det var også hyggeligt at drøne rundt på scooterne i jungle og bjerge. Vi var blandt andet oppe på en ret imponerende sky-bridge – aner simpelthen ikke hvordan den er konstrueret – som man kommer til i gondol-lift. For foden af liften har de bygget en ‘Oriental Village’, som kort fortalt er 50 butikker med turistlir og 50 med is og sodavand til dobbelt pris. Det skal dog nævnes, at Langkawi er toldfri, og derfor har de bedste bar-priser i landet, mens alt andet også er ret billigt. Vi gav fx 35 kroner per nat for en god, ren og pæn seng i den store 8-sengs sovesal.

Vietnam-nam, nord

June 25, 2015December 29, 2015admin4 Comments

Advarsel: Et godt stykke nede i denne post kommer der er par billeder, der ikke er for børn, sarte sjæle og hunde…

Hanoi

Vi danskere kan, som nogle af de eneste, få lov at være visumfrit i Vietnam i to uger… Og med min planlægning var det så, hvad jeg havde. Derfor måtte jeg desværre springe midten af landet over og tog et fly fra Ho Chi Minh til Hanoi.

De fleste jeg mødte foretrak Hanoi, men jeg synes egentlig, at Ho Chi Minh var mere sin egen, og at gadesælgerne i Hanoi var lige lovligt påtrængende – de donut-sælgende damer stak nærmest deres varer helt ind i munden på en, helt ligeglade med alle de fluer, der sad på dem! Det blev en ‘spring-over’ herfra. Da jeg trængte til en slapper, tog jeg i Water Puppet Theatre, hvor dukkeførere plasker rundt i vand med fine gamle lakerede dukker, mens musikere spiller traditionel vietnamesisk musik til. Det var meget fint og foregik på Hanoi Contemporary Arts Theatre, hvilket lige mindede mig om, at jeg ikke var i vesten.

Besøgte også Ho Chi Minh Mausoleum, for det skal man jo næsten lige forbi. Det var en KÆMPE bygning på en KÆMPE plads, som var meget meget tom, udover de fine vagter der marcherede rundt.

Købte et fint klippet postkort af pigen her. Da jeg spurgte, hvem der havde lavet dem, råbte hun “ME!” og flækkede af grin. Er ret sikker på det var en røver, for de sælger dem overalt, og hun var ikke helt som andre folks børn, men sød så sød:

Husene i Vietnam små, smalle og høje, som man måske kan se på nogle af billederne, og det undrede mig, hvorfor de var så smalle. Det er altså fordi, at alle gerne vil have plads ud til gaden, så de kan sælge et eller andet i stueetagen, og derfor er det bredden på grunden, der koster. I byerne sælger alle i hver gade det samme på deres tre-fire meter ud til gaden; maling, legetøj, solbriller eller stof – hvorfor skulle man dog også vælge noget andet, når man kan konkurrere med alle naboerne!? Når man har fået sikret sig en plads ud til gaden, kan man så bygge opad efterhånden som man får råd. I det gamle kvarter i Hanoi, må man højst bygge fem etager, eller seks til syv hvis man kender de rigtige. Byen højeste bygning i det nye kvarter er 74 etager høj. Bella Sky har 23, come on!

Mai Chau

Nok by! Måtte finde nogle rismarker. Alle tager til Sa Pa nord for Hanoi, og det ser også ufatteligt smukt ud på billederne, men gider bare ikke, når alle andre også skal derhen! Og hørte fra folk, at de traditionelt udklædte damer hiver og får i folk, for at få dem til at bo i deres home-stays. Ikke lige mig. Fandt Mai Chau på kortet og fandt ud af, at det mest er vietnamesere fra byerne, der tager på weekend hertil, men ikke ret mange. Blev advaret om, at de lokale i markerne altså gik i almindeligt arbejdstøj og ikke så ud som i Sa Pa, fordi de selvfølgelig har udviklet sig de seneste 50 år. Lyder fornuftigt ikke? Selvom jeg selvfølgelig må beklage det kedelige arbejdstøj på billederne herunder.

Nå, men en selvudnævnt guide og hans bror, selvudnævnt minibuschauffør, hentede mig i Hanoi, og efter en meget smuk fire timers køretur blev jeg og Suzanne fra Holland, som er guide i Vietnam, smidt af bussen og blev hentet på scootere og kørt det sidste stykke gennem rismarkerne til deres hjem. Dele af turen foregik med lukkede øjne. Altså, mig og min rygsæk bag på en lille bitte scooter med en lille bitte vietnameser foran over bambus-broer, der lignede noget, børn havde bygget for sjov.

Bonus: Udover mig og min rygsæk, her jeg set følgende imponerende ting:

Tre grise fastspændt på scooter
Scooter på scooter (her måtte de snyde lidt og have en ekstra mand til at sidde bagest og holde den fast)
18 ølkasser på scooter (talte dem, bl.a. Carlsberg og Heineken i blandt)
Familie på seks (klassikeren)
Ca. en meter fældet bambus hele vejen rundt (kunne se en hjelm og det kørte på vejen, så går udfra der var en scooter under)
Scooter med scooter-anhænger med seks mand ombord

Anede faktisk ikke, hvad jeg havde booket, men Mai Chau var lige, hvad jeg havde drømt om. Det lille “resort” bestod af tre små hytter og en sovesal lavet af bambus. Vi kom lige til høsten og der var gang i den i markerne, hvor det foregår som i Danmark for 100 år siden (gætter jeg hvert fald på). De kommende dage var helt fantastiske og foregik på cykel og scooter (nej, det passer ikke, mor! Scooteren er fotoshoppet ind i billedet, bare rolig) gennem rismarker og bitte små landsbyer hvor søde Tay-folk (den næststørste etniske gruppe i landet, næstefter Viet-folket) hilste pænt, når de ikke havde for travlt med høsten. Børnene var ikke med til at arbejde i markerne, så de løb rundt og legede og råbte stolt “HELLO!” og fnisede genert, når man svarede.

Først lidt billeder fra køreturen:

Her skulle jeg så sove. Husene er bygget på pæle og gulvet er et tyndt lag bambus. Jep, det kan jeg godt! Alene! Madras? Glem det, det er en sten med et lagen på. Lukke vinduerne for de farlige insekter? Glem det, man kan ikke lave vinduer af bambus. I det mindste havde jeg en lille vagthund, som pænt sov foran min dør hver aften, og når jeg så blev lullet i søvn af chikader og trommer (havde jeg været modig nok, var jeg gået ud for at finde ud af, hvor musikken kom fra, men der er meget mørkt i rismarkerne om natten) i det fjerne, var det bare helt helt fint

Vores indkørsel/udsigt:

Vi havde heldigvis brusere hvor vi boede, selvom badeanstalten her var ret så hyggelig:

Tay-style bålplads og køkken bygget på bambusgulv på første sal – imponerende, at de ikke futter det hele af:

Om vi ville med ud og sejle med fiskeren og bagefter spise med ham og hans familie? Ja tak da! Og pyt med, at vi lige skulle kravle/glide/rulle ned af den der mudderbakke for at komme ned til båden, for jeg måtte bade i søen! Frokosten blev skyllet ned med en del ris-vin, mest til værten selv som sov inden vi tog afsted…

The Chinese Buffalo – vores værts beskrivelse af denne nymodens pløjemaskine, eller hvad det nu hedder:

1270 trin op til en meget fin grotte, og ikke en turist i sigte:

Og en tur på marked:

Og her kommer det så – luk øjnene – én, to, tre… I Vietnam spiser de hunde:

Synes det er prikken over i’et, at de på denne restaurant har valgt alle tiders premie-familiehund til blikfang. Og nej, det betyder ikke, at det er en restaurant, hvor hunde kan spise:

Heldigt for høns, at de ikke har specielt store hjerner, ellers ville de nok ikke ligge der og hygge sig sådan:

Min lille vagthund var der ikke nogen der skulle spise, neeeej veeeel, lilleee hundiii?!

Familien:

Og landsbyens underholdningsgruppe:

Mange af de lokale kom også op fra markerne for at se danserne, og de gloede med blandet fornøjelse, da de klodsede turister blev inviteret op for at lære en dans – ja det er blandt andet mig, jeg taler om, så det er der desværre ingen billeder af:

På vej tilbage til Hanoi, fik vi udpeget en stor golfbane, som mest er for japanere og andre rige, og Sydøstasiens største kirkegård, som mest er for de rige, og ikke noget, vores guide var særlig imponeret over. Han foretrak at blive begravet i sine rismarker, som de fleste bliver. Det er lidt specielt, synes jeg, at de begraver folk og gror ris ovenpå, men det er sikkert godt for høsten eller noget… Der er lidt forskellige forklaringer, A) At de døde vogter over markerne, B) Det er gratis, C) De unge som strømmer til byerne, lokkes hjem til de fædrende gårde, for man kan jo ikke bare sælge jorden med generationer af… gravsteder på.

Halong Bay

Havde sammen med Charlotte fra Holland og Kate fra Polen booket budget-udgaven af en tur på havet i Halong Bay. Gør det ikke! Ingen ombord var tilfredse med noget som helst… Jeg var egentlig ret tilfreds, da vi efter en del ventetid var kommet ombord på det gode vrag Cong Nghia. Jeg var nemlig ligeglad med bådens tilstand, idet jeg er en udmærket svømmer og omgivelserne er på UNESCOs verdensarvliste. Indtil de sagde, at de ville sende mig – og et ikke så lidt vredt fransk par – på hotel på en af øerne, selvom vi alle havde bestilte to nætter ombord. Jeg skabte mig indtil jeg fik en kahyt, og franskmændene kom på hotel. Vi måtte heller ikke selv bestemme, hvornår vi måtte bade, men da det blev tid til at sejle i kajakker til de flydende fiskerlandsbyer, råbte Arielle fra Canada og jeg: 1, 2, 3! og sprang på hovedet i vandet. De turde ikke sige mere til mig den dag, så snart var vi en 7-8 stykker i.

Badeture kan som bekendt kurere alt dårligt humør og efter et besøg i den kæmpe store og flotte, omend lige lovligt neonoplyste grotte ‘Hang Dau Go’, og en smuk solnedgang (tjek lige det lyd, har aldrig set noget lignende – og hvis en eller anden kloge-Åge der læser det her, ved at det er forurening, gider jeg ikke høre det!), havde vi en hyggelig aften ombord.

Næste dag var det meningen, at jeg skulle sejles rundt i en mindre bambusbåd og se nærmere på nogle af de flydende landsbyer i en anden del af området, men i stedet mente de, at jeg skulle sættes af på en ø sammen med et par andre, og bliver der hele dagen. I øvrigt skulle vi have al bagagen med, for det var ikke sikkert, at den samme båd samlede os op otte timer senere. Her bad jeg pænt om at blive fragtet i land og tilbage til Hanoi – en overnatning var også nok, og naturen var ligeså smuk for håbet. De har simpelthen ikke kapacitet til at organisere den mængde af turister, som gerne vil til området, og de vil gerne tjene pengene (går den, så går den). Rigtig mange finder sig jo bare i det hele, men det blev ikke med mig som Ofelia!

Hvis I gerne vil til Vietnam, så skynd jer, er mit råd.

Ps. Jeg har ikke spist hund!

Vietnam-nam, Syd

June 17, 2015January 4, 2016admin2 Comments

Kan godt forstå, at Pernille siger, at Vietnam er hendes yndlingsland at rejse i! Allerede inden jeg landede kunne jeg fra flyet se en bar ved navn Racing Beer. Derudover var der ikke meget lys over land sammenlignet med det neon-virvar jeg vinkede farvel til – kom til at tænke på, at jeg var ved at dø af grin over ‘læg kun dette kort på sengen hvis du vil have rent sengetøj på, så vi kan passe på miljøet’-kortet på et hotel i Taiwan, for jeg tør nok ganske kraftigt antyde, at det ikke er dét, de går mest op i.

Nå, men “Welcome to Saigon, Ho Chi Minh City, Ladies and Gnarrrlmen” blev der sagt, og det måtte de sandelig nok sige, for der var gang i den på en onsdag aften i det gamle kvarter. Havde heldigvis bestilt pick-up i lufthavnen, og det var så hyggeligt at der stod en lille mand med et skilt med mit navn på, uden ham havde jeg aldrig fundet mit hostel, som lå langt inde i en gyde i det gamle kvarter. Biler kan ikke køre der, så en knægt kom og hentede mig (og bar min rygsæk!) ude på vejen og så zigzaggede vi mellem scootere og lokale familier, som sad på jorden og spiste og hyggede sig.

Ho Chi Minh City hed Saigon indtil 1976, men begge navne bruges stadig. Måske ikke så underligt, for mange er jo født i Saigon, og så ville det da være mærkeligt, hvis den pludselig ikke fandtes mere. Hvor kom vi fra… Jo, byen er bare levende og de første par dage skal man være mere end almindeligt agil for ikke at have en håndfuld nærdødsoplevelser i forbindelse med at krydse gaderne uden at blive kørt ned af en scooter eller slået ned af en lille dame med en tung kurv i hver ende af bambusstangen på hendes skuldre. De lokale løfter bare armen i vejret og går, men det kræver altså en del selvtillid at følge den metode!

Det er lidt trist, at der er rigtig, rigtig meget skrald over det hele i Vietnam. Vi så for eksempel en mand smide en hel sæk affald ud i floden på en bådtur i Mekong-deltaet, og det var ikke komposten, nej. Jeg brokkede mig en del de første par dage, sammen med alle de andre: Kunne de dog ikke tage at samle det sammen?! Men nogle dage efter sad jeg i en bus, som kørte forbi uendeligt mange af de små bliktage langs vejen, som hver huser en familie og måske en ko eller et par kyllinger, og her gik det op for mig, at vi dumme, frelste vesterlændinge jo ikke kan tillade os at have forventninger til borgerne i et uland, som ovenikøbet har været så meget igennem!

Her er forresten lidt billeder fra nogle fantastiske dage i Mekong-området, herunder byen Can Tho, hvor vi var på flydende marked, besøgte nogle buddhistiske munke, så hvordan man laver risnudler, og fik serveret skruptudser og slanger og vietnamesisk kaffe (sprang lige tudserne over, ikk!)…

I Ho Chi Minh var jeg på War Museum med Isabel fra England, og vi talte ikke meget sammen på vej hjem, for det var sørme uhyggeligt at se hvor onde mennesker kan være mod hinanden. Museet er krigen set med vietnamesiske øjne, og der er ikke sorteret i billedmaterialet. Hvis man spørger de amerikanske rejsende, er det meste af det jo det pureste opspind. Jeg mener, at uanset hvad andre tænker, siger og tror, er det deres oplevelse og deres sandhed.

På værkstedet ‘Handicapped Handicrafts’, hvor nogle af de handikappede, som var ofre for agent orange arbejdede, købte jeg forresten en souvenir – og det gør jeg jo ellers ikke på denne rygsæk-tur – til overpris. Fordi jeg synes, det er så fint, at de passer så godt på de handikappede, og fordi der stadig fødes mange børn her (der i modsætning til dem på billeder herover overlever), med skavanker forårsaget af den gift (dioxin) amerikanerne sprøjtede ud over store områder i Vietnam-krigen. Det var et armbånd med mønstre lavet af æggeskaller. USA vil stadig ikke anerkende omfanget af den såkaldte “Agent Orange-forurening.

Nu skal det ikke blive alt for trist, og det er bestemt ikke fordi vietnameserne lader til at bære nag eller gå og sørge over fortiden. De er så enormt venlige og hjælpsomme, og faktisk kun påtrængende i Hanois mest turistede gader. På turen til Cu Chi-tunnellerne, hvor vi kravlede rundt i de tunneller der blev lavet under krigen, fortalte guiden meget stolt om de fælder, Viet Cong havde sat for de amerikanske soldater: “You see??? Just like a backpacker hahahhaha”.

Samme guide sagde på vej tilbage til byen: “Saigon is not at safe city. Be careful with your iPhone! With your camera! With your Samsung Galaxy S! And don’t bring your passport, you don’t need it in the the city! If you lose it, you will stay here with me hahahaha” – sjov gut, sagde vi alle sammen lidt nervøst

Taiwan special: Ord er ikke nok

June 11, 2015January 4, 2016admin4 Comments

Taiwan er et meget specielt land fuld af kontraster; de grimme, trætte boligbyggerier, som kun er bygget med henblik på, at de jo bare kan rives ned, når de ikke holder længere, står side om side, og af og til lidt for tæt på de smukke gamle templer. Mange af bygningere er belagt med klinker på murene og ligner mest af alt gamle nedslidte slagterier med vrangen ud. Hvorend man kigger hen, ser man kæmpe smartphones, på restauranterne sidder hele familien med hver sin, og taler ikke sammen, og så har de et rejsekort-system, der rent faktisk virker. På den anden side trives gadekøkkenerne og små gamle damer sælger frugt i vejkanten under slidte parasoller.

Hver morgen og eftermiddag kører en skraldebil rundt i gaderne og spiller Für Elise eller en anden melodi, og så er det bare med at drøne ned med poserne, når man hører musikken, for skraldemændene bliver siddende i bilen.

Nogle få taler lidt engelsk, lidt, og alle er enormt søde og hjælpsomme. På en station forklarede en gut mig, hvilken retning jeg skulle, og jeg sagde pænt tak… Så tænkte han så det knagede i fem minutter og sagde højtideligt “Bye. Bye. You. Are. Welcome. Sank. You.” Det var meget kært. Da jeg kom til et hostel i Haulien fik jeg forklaret følgende: “You can not eat in the room, but here is the water, and you can eat water in the room.”

“I Taiwan går man altid med paraply”, sagde Jacob, “for enten regner det, eller også skinner solen”, og det er jo meget værre! Det er stort set umuligt at finde solcreme eller andre hudprodukter uden blegemiddel.

Der bor omkring 24 millioner i Taiwan, som er lidt mindre end Danmark i areal, så her er godt fyldt op, og god plads til skøre indslag… Nogle af tingene er svære at forklare uden billeder, så herunder har jeg lavet en lille samling. Lad os starte med et tilfældigt lyserødt hus:

Og bjørnebryg på hylderne… What?

Hey! Hvorfor laver vi ikke en statue-selfie af nogen der tager en selfie, så turisterne kan tage en selfie med statue-selfien (ved godt, jeg kigger i det forkerte kamera – amatør!):

Og så siger vi tak til turistbyen Jiaoxi for de informative skilte foran togstationen. På det øverste grønne skilt, står der faktisk ‘Welcome to Jiaxo County’, og mere behøver man vel ikke vide:

Nå ja, Jiaoxi er nok bare mest for taiwanesiske turister: Kom, vi sætter barnet ind i en dobbelt-telefonboks, hvor barnet kan lade som om, det kan spille klaver, og så tager vi billeder af det!! Glem alt om bjergene til den ene side og vandet til den anden:

Okay, den her tager jeg selv… Blev nødt til at ringe til receptionen, som sendte en dreng op på mit værelse for at fange denne lille krabat. Bemærk at halen er intakt, skills!

Det sidste sted i verden, hvor dette er nødvendigt, har man på alle stationer indført en ventezone for kvinder, men kun aften/nat:

Og de eeeelsker tegneserier, det bliver man aldrig for gammel til, her for eksempel Taipei:

Var det noget med en Chocolate Milk Tea? Mumse-mums:

Sko, tasker, tøj, øl… Hvem siger, man ikke også kan lave fake-biler:

Åh, hvis bare man havde plads i kufferten:

Jeg ved ikke, om de to piger fra mit hostel var fra Taiwan, men de kunne spise engelske trekantsandwiches og chokolademuffins med pinde:

Prøv lige at tygge, smile og se begejstret ud, mens der står tre forventningsfulde og enormt søde taiwanesere fra dit hostel og kigger på dig, mens du prøver dette lækre indtørrede fiskeguf, som de højtideligt har budt dig:

Den her kunne vi nok godt lære lidt af derhjemme… Sætter-alting-i-system-og-det’-så-nemt-og-nul-problemer… og de stiller sig faktisk altid pænt op i kø inden for stregerne. DET kan de ikke i Kina:

Et venligt vink med en vognstang, om hvor man fodrer børn:

Det ligner slet ikke Tuborg, vel?

En fiskedam er en fiskedam, nu ikke så meget dyrevelfærdsfis (børneområdet uden for fiskemarkedet i Keelung):

Det er ikke så simpelt igen at køre i tog:

Find selv på en tekst:

Nej, ikke til børn, alle har dem:

Pædagog 1 masserer skrigende drengs skuldrer ganske hårdt, mens pædagog 2 smiler til kameraet (er vi pyldrede i DK?):

De eeeelsker emballage, en juice skal vacuum-lukkes og serveres i en plastikpose med et sugerør i en plastikpose, var det noget med en ekstra plastikpose?

Var det noget med en lille kage?

Hvad skal vi med 4., 13. og 14. etage?

Dyrehandlen der kan klare alt fra en bobbet puddel til bur-hunde:

Man kan kun være vild med vejarbejder-damernes hatte, gen-nem-ført:

… Dette var blot et lille udsnit – Taiwan er et sjovt sted!

Taiwan

June 5, 2015January 4, 2016admin3 Comments

Så var jeg pludselig i Taiwan, for at besøge Jacob, som er igang med sin PhD på universitetet i Keelung. Den Jacob, hvis mor for nylig fandt postkortet her, da hun ryddede ud i hans gamle sager:

Fløj fra Vancouver kl. 02.00 natten til lørdag, og efter 13 timer på flyet, var kl. 06.00 søndag morgen – bom sådan mister man lige en lørdag. Ret så forvirrende når man har min sans for tid og sted… Egentlig føltes det bare som en dejlig lang nat, for så lige Disney’s Frozen og sov så resten af vejen. Der var overraskende god service på China Airlines i øvrigt, frisk frugt og Lindt-chokolade selv på monkey class, halli hallo!

Stakkels Jacob måtte tidligt op og hentede mig på hovedbanegården i Taipei kl. 8 – det var ikke svært at finde ham blandt de små taiwanesere

Ovenpå tre-fire kopper kaffe i lejligheden med Jacob og hans roomie Thomas, var vi klar til at kigge nærmere på Keelung, og jeg fik set Jacobs uni, laboratorium og ikke mindst hans vandlopper (det er dem fiskene i fiskeopdræt spiser). Om aftenen stod den på frikadeller!!! Og så tog vi røven på forældrene (altså mine og Jacobs, Anne og Bent), for ingen af dem vidste, at jeg var taget til Taiwan. Jacob ringede op på Skype, og så tullede jeg bare rundt i baggrunden og lavede et par drinks, indtil de opdagede, at det var mig. De var alle på Marielyst, så vi drak en øl sammen over computeren

Da jeg ankom til Jacobs lejlighed, kørte nogle drenge forbi os på scooter og råbte “America! America!” Jeg blev lidt knotten, for kom jo lige fra Canada, hvor det bestemt ikke er et kompliment. Men Jacob forklarede, at de er vilde med USA og alt hvad de forbinder med det, selv deres taxaer er gule (SOM I NEW YORK WUHUU!), og nu mistænker jeg lidt, at noget af venligheden går på, at de antager, at jeg er amerikaner.

Nå, men Jacob og jeg tog ind og kiggede lidt på Taipei, jeg havde jo været der før, sidste sommer, så skyskraberen 101 og Chiang Kai Shek Memorial sprang vi over denne gang, for i stedet at kigge lidt mere på de små gader.

Jacob var jo nødt til at koncentrere sig lidt om sin PhD, så jeg smuttede til kurbyen Jiaoxi for at få mig en lille wellness-dag. Jeg fik spist død hud på fødderne af fisk, fik massage/tortur af en lille pige, vaskede tøj i badekarret, og tog så en slapper i hotellets hot spring-afdeling med alverdens bassiner, temperaturer og vandmassage-funktioner.

Næste dag tog jeg til Hualien, som er den største by på østkysten. Den virker ikke særlig stor. Da jeg sad og ventede på et tog (i ret lang tid fordi jeg var taget med det forkerte, nuvel, kan ikke læse kinesisk!), var det på en station hvor læssevis af kinesere skiftede fra tog til busser. Jeg sad og skrev lidt dagbog, og hver gang jeg kiggede op, forsvandt deres kameraer som dug for solen, men var ikke i tvivl om, at de tog billeder af mig. Jeg må efterhånden også være i baggrunden på en hel del selfies – jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare spørger

I Hualien boede jeg på et lækkert hostel, hvor jeg var den eneste ikke-asiat, og de var simpelthen så søde. Den første aften var der kun mig og så de fire der arbejdede der, så der blev disket op til video-aften og hentet varme (søde!) popcorn i 7eleven. Der var et toilet, hvor kummen var en vask, og idet man trak ud i toilettet begyndte vandhanen at løbe – Asien nok?

Jeg tog med på en sejltur, som de søde hostelfolk arrangerede for mig. Da vi skulle ombord, var der redningsvest-demonstration i bedste fly-stil, og der var ingen chance for, at slippe for at have den på. Da jeg spurgte, om man kunne svømme på turen, kiggede de som om jeg havde fået en hjerneblødning. Alle skulle råbes op ved navn, men inden de begyndte, kom manden med listen stolt hen og viste mig, at han havde gættet at jeg var CHARLOTTE LOMBRE. Udover mit navn var der intet andet end kinesiske tegn på hans papir! Men jeg kom først ombord, og skulle sidde helt oppe ved siden af kaptajnen, så jeg kunne hjælpe med at styre, mmm… Sneg lige en selfie ind også – blev vel grebet af stemningen. Vi så en masse delfiner og det var en herlig tur, se bare Taiwanic (det fandt jeg på undervejs, mens jeg kiggede på, at de andre fra start til slut skulle skiftes til at posere som Leo/Kate og have taget billede):

Det var lidt synd, da en gut spottede en flok delfiner, som viste at være noget fiskenet i vandoverfladen, og kaptajnen lettere irriteret forklarede ham med store håndbevægelse, hvordan delfiner svømmer – som om vi ikke lige havde set 100. Fnis.

Jeg tog en eftermiddagstur til en Liyu Lake, og endelig tittede solen frem – det havde været gråvejr siden jeg landede – så jeg sad med min bog i solen, mens alle der gik forbi med deres paraplyer kiggede lidende på mig, som om de var vidne til noget a la selvmord.

Inden jeg tog tilbage mod Keelung nåede jeg ud og vandre lidt i Taroko National Park. Og der er smukt, men måske er man lidt svær at imponere, når man kommer lige fra the amazing Rockies. For at komme til Shakadang Trail, som jeg havde tænkt mig at vandre på, skulle man gå gennem en tunnel i bjerget. Der var kun mig, og så en bil af og til (Ja mor, der var fortorv!), og det var ret mørkt, og der var klamme natsværmere og flagermus. Besluttede mig for at det nok var lærker, ikke flagermus, selvom jeg ikke ved, hvordan lærker ser ud, og om de kan lide mørke. Uanset hvad skrålede jeg Jeg Ved En Lærkerede, den langsomme og den hurtige version på skift, hele vejen. Det lød fantastisk! Og til sidst så jeg lyset og var ude på den anden side. Her mødte jeg straks en gut fra Kina, som nærmeste tiggede mig om at vi skulle gå turen sammen – kineserne er meget bange for at være alene, da man så er lidt af en taber – så jeg fulgtes med XY og han fik et billede til facebook. Han kaldte sig i øvrigt bare XY, fordi det skulle være nemmere at udtale på engelsk, end hans kinesiske navn, øhh!?

Hvordan ville I forresten have det med at måtte vende om at gå tilbage under det her, fordi stien var lukket længere fremme, på grund af det var styrtet sammen? – Ikke at det var halvt så slemt som at skulle tilbage gennem tunellen.

Fredag aften skulle vi til fødselsdag hos Sue fra Panama, som studerer sammen med Jacob og Thomas, og ude og kigge lidt på barerne i Keelung, hvor alle bartenderne kender de to hvide tårne fra Danmark. Vi mødte en engelsk sømand i kjole, og kom forbi et fiskemarked, der var ved at åbne ved 2-tiden om natten.

Lørdag var vi så rigtigt på fiskemarked. Hvilken fryd at have et køkken, man kunne tage hjem og tilberede herlighederne i; som regel må jeg jo nøjes med at kigge. Og efter noget seriøs madlavning og besøg af Sue og Piero, tog vi til fødselsdag hos Duan (ham med huen), som ejer en af byens barer.

Min sidste udflugt i Taiwan var en tur til Kaohsiung, som er Taiwans næststørste by. Her kan man komme til på halvanden time med det fine High Speed Rail, i stedet for bumletoget, som tager cirka syv timer. Umiddelbart virkede byen lidt mere som en “rigtig” by, end Taipei gør…

Jeg lånte en cykel på hotellet og tullede rundt på bl.a. universitetet, havnen, natmarked – bemærk den avancerede kunstart ‘Taiwanesisk hotdog':

Ellers nød jeg bare hotellet, og den morgen jeg skulle afsted blev der ofret lidt til guderne ude foran. Pigerne kunne desværre ikke forklare, hvad de ofrede til, og jeg var lidt flov, fordi jeg indtil nu havde brugt “offerbålene” rundt om i gaderne til skraldespand. Burde have gættet, at det var noget andet, for skraldespande er ikke det, de gør det mest i… Nå ja, man skal lære så længe man lever. Indtil jeg tog tilbage og havde sidste aften med Jacob og Thomas, besøgte jeg Lotus Pond, som var rigtig rigtig fin. Men havde 15 kilo på ryggen og det var vel 35 grader grader, så det blev ikke en lang gåtur. Lavede og lige en “taiwaneser” og slog paraplyen op.

Rocky Mountains

June 3, 2015January 4, 2016admin3 Comments

Har hele mit liv ønsket mig at komme til Canada, uden rigtigt at vide hvorfor. Måske fordi min farmor og farfar altid har talt så godt om det. Ved heller ikke helt, hvad jeg havde forventet, byerne er byer, menneskene er mennesker, de store søer er store søer… Og skal jeg være helt ærlig, var jeg nok en lille bitte smule skuffet… Men så kom jeg til Rocky Mountains!

Matea og jeg var blevet enige om at leje en bil, da det er eneste alternativ til langsommelige ufleksible Greyhound-busser, som kun stopper i byerne. I bedste online-dating-stil fandt vi Niklas på Facebook gennem Robin, som vi var i Vancouver med, og så var vi tre.

Bilen blev tanket på alle mulige måder, og så kørte vi først til Revelstoke, hvor det så småt begynder at blive sjovt at kigge ud af vinduerne.

Næste dag kørte vi til den meget berømte Lake Louise, som nok er noget flottere når den er tøet og solen skinner, oh well man kan jo ikke vinde hver gang, og den var da meget pæn alligevel.

Senere nåede vi frem til Castle Mountain – vil lige indskyde, at vi kørte uden GPS, for så mange veje er der heller ikke, sagde tyskerne, men de er virkelig dårlige til at skilte i Canada og man ser dem (men kun måske) først lige idet man kører forbi. Det var kun mig der kørte, for det var billigst kun at have én chauffør, og siger ikke, at jeg var ved at blive sindssyg hele tiden, men ingen kom til skade under navigationen.

Wilderness hostel HI-Castle Mountain er et super hyggeligt lille sted, som bliver drevet af en hyggelig lille mand, som bare bor der i skoven i sin lille hytte (til højre på billedet herunder), og jeg vil altid huske dette sted, for her så jeg min første bjørn!!!

Næste dag nåede vi til Banff, hvor vi tilbragte et par dage med at hike på bl.a. Tunnel Mountain og være i hot springs.

Har jo en million-milliard billeder af bjerge og bjørne, som jeg meget gerne viser frem til de interesserede, men her er lidt flere billeder fra dagene i Banff National Park.

Og så kom vi til det lille wilderness hostel HI-Athabasca i Jasper, og her kommer en god historie… Man skulle måske have været der, eller ikke, døm selv:

Efter vi havde lavet lidt mad i fælles-hytten gik vi en lille aftentur ned til åen, der løber langs landevejen. Længere nede ad vejen kunne vi se, at en camper var stoppet, hvilket som regel er et tegn på, at der er noget at se. Dyr at se. Så vi skyndte os ned mod camperen og ganske rigtigt stod der lige ved siden af vejen OG LIGE VED SIDEN AF OS en af de nuttede bamsebjørne. Den stod og spiste (det er stort set det eneste de laver), og var umiddelbart ligeglad med os, men så begyndte camperen langsomt at trille og bjørnen gik hen imod den. Kun camperen adskilte os og bjørnen og det var først her det gik op for mig, at det ikke var en særlig god situation. Når vi ellers havde set bjørne, var vi jo selv i bil. Jeg var helt blød i knæene af skræk og løb (Bears & People rule no. 1: Løb ikke) hen til camperen og bankede på førerens rude, mens Matea og Niklas råbte (Bears & People rule no. 2: Tal roligt) til mig: “Don’t run, it’s right on the other side”, men camperen stoppede og de andre råbte at jeg skulle løbe bagom den, fordi bjørne nu var på vej om foran. Kom om på den anden side og nåede lige at se bjørnens rumpe forsvinde inden jeg hoppede ind i camperen og smækkede døren. Godt vi har leget så meget fangeleg, rundt og rundt og rundt, i huset i Hareskovby, da vi var små! Nå, men så sad vi der i en camper sammen med en tysk familie der plaprede lystigt til mig på tysk, mens de tog flere billeder af vores (nu igen) gode ven hr Bjørn. Jeg fattede ikke et ord og havde hjertet helt oppe i halsen, men de kørte os tilbage til indkørslen til vores hostel længere ned ad vejen. Vi skulle lige tage et par billeder til, men så valgte bjørnen at vende om, og skulle til at afspærre os vejen, så vi spurtede gennem skoven, og kom til sidst i sikkerhed hos hostel manageren, som hentede sin ‘Bear Spray’ (en blanding af en peberspray og et stadion-truthorn, som man altid skal have på sig). Alle kom løbende ud for at se vidunderet og direkte ind i den del af skoven hvor bjørnen var, jeg valgte her at blive stående i døren, og manageren og en anden type jagtede bjørnen rundt mellem træerne i 10 minutter. Da de mente, at den var skræmt væk, ringede de til Park Warden, som er de folk der tager sig af nationalparken, og sørger for at skyde de bjørne, der er for nærgående. Sidste år skød de to i Jasper, så de passer godt på dem, selvom de også betegnes som lidt af et skadedyr.

Det var noget af en aften, som sluttede med lejrbål, popcorn og bjørneeventyr, men fra nu af vil jeg helst bare se dem fra bilen. Undskyld mor!

Næste dag fik vi show i bedste Baloo-stil, og besøgte bl.a. også Mount Robson, som er det højeste punkt i de canadiske Rockies:

Grizzly-bjørnen er farligst, men også mest sjælden, og vi fik set et par stykker, som ikke var nemme at fotografere. Men de var så kære at kigge på. De sorte bjørne er mere plagsomme og nærgående – det tog mig eksempelvis lige et par dage at lure bJørnesikringen på de udendørs skraldespande.

Sidste dag efterlod vi Niklas med en schweizer og tog mod Vancouver igen. På vejen fik vi en dukkert i en rimelig kold sø, og til aften holdt vi ind ved det sjoveste hostel, jeg nogensinde har været på. Vi blevet taget imod af en meget, meget sød og lidt excentrisk dame, som sad i sin lille landbutik og tog imod os. Man skal altså være lidt speciel for at drive hostels de her øde steder. Hun viste os gennem dagligstuen og ud i haven, hvor vi mødte to alpakaer der tullede rundt foran de togvogne, vi åbenbart skulle sove i. Desværre skulle vi tidligt op, for at nå at aflevere bilen til tiden, så vi gik glip af den tilbudte pandekage-morgenmad.

Vancouver & Whistler

June 1, 2015January 4, 2016admin2 Comments

Alle i Toronto sagde, at jeg simpelthen bare skulle tage til Vancouver… Så det gjorde jeg selvfølgelig. Ankom ca. kl. 2 lørdag nat og gik fra toget til Samesun Hostel, som ligger på Granville Street, der i weekenden er spærret af, så der bliver ekstra god plads til at feste – det var noget af en ankomst!

Sammen med en stor flok fra mit hostel, besøgte jeg Granville Island, en lille ø med en masse kultur, et lækkert marked med friske varer og delikatesser, et sjældent syn i denne del af verden, må jeg efterhånden konstatere. Vi endte selvfølgelig på Granville Island Brewery og tog derefter til improv-comedy, hvor et lille hold lavede skuespil med udgangspunkt i publikums tilråb. Vi havde ikke høje forventninger, men det var skide skægt. Senere stod på hygge i hostel-baren og så en tur i byen.

Næste dag gik jeg sammen med Robin og Matea fra Tyskland til Stanley Park, som er en halvø med klipper, strande og smuk udsigt hele vejen rundt. Efter 15-20 kilometers vandren rundt, havde vi fortjent en ordentlig omgang sushi – ahh det har jeg ikke fået siden jeg var i Danmark.

Næste dag tog vi til Lynn Canyon, hvor man kan hike rundt i skoven ved floder og vandfald og gå på hængebroer. Vi var blevet advaret om, at det måske var lidt meget på én dag, men tog alligevel direkte videre til Grouse Mountain, hvor vi besteg bjerget via the Grouse Grind. Her går man lidt over 800 meter opad på tre kilometer. Jeg er tilsyneladende i meget dårlig form! På toppen bliver man til gengæld belønnet med en fantastisk udsigt, meget ømme ben, og ikke mindst et stykke indhegnet natur beboet af de mest nuttede Grizzly-bjørne – jeg kan simpelhen ikke forstå, at kæmpebamserne kan finde på at gøre nogen noget. De lever også vildt her, og man må ikke kramme dem, hvis man møder dem, siger de, hmm!

Var megte i tvivl om, hvordan ruten her i British Columbia og Alberta skulle foregå, så hoppede med i en van til Whistler, fordi nogle tyskere tilbød et gratis lift. Blev smidt af på HI-hostel i Olympic Village sammen med Matea og så hikede vi et par timer i området. På det her tidspunkt var jeg fuldstændig besat af tanken om at se vilde bamse-bjørne! Omkring Whistler er det mest sorte bjørne, og det er faktisk sæson, fordi de kommer ned fra bjergene for at æde (små piger!?). Det var en fin tur, men det eneste vi så var en frisk bjørnelort på stien.

Det havde selvfølgelig været lidt fedt, hvis man var kommet til Whistler i ski-sæsonen, men eftersom det var maj måned, måtte vi altså nøjes med at gå rundt på bakkerne i de par dage vi var der…

Niagara Falls

May 31, 2015January 4, 2016admin

Havde jo været forbi med bussen fra Buffalo på vej til Toronto, så heldigvis var jeg forberedt på, at Downtown Niagara er meget stille og lille. Det er faktisk ret svært at forestille sig, at de kæmpe vandfald ligger lige rundt om hjørnet.

Jeg var lidt træt ovenpå mit festlige ophold i Toronto, så da jeg ankom gik jeg en tur ned i et super lækkert supermarked, som er sådan lidt torve-agtigt – så skal der dælme laves mad! Bagefter fandt jeg ud af, at jeg havde glemt min oplader i Toronto, så jeg vandrede til Dollarama (skønt navn, ikk’), der ingen oplader, men der var langt. Savnede vores Nissan Xterra og/eller Toronto! Var heldig at have et 4-mandsværelse for mig selv, så der blev lavet negle og så videre, mens jeg hørte krimi-podcasts. Podcasts, åh fagre nye verden, er jeg begyndt at høre, efter Niels spillede nogle ‘Radiofortællinger’ for mig, da vi kørte rundt i staterne. Vil lige anbefale ‘Serial’, hvor en journalist graver i et gammelt highschool-mord – husk det er snyd at google!

Sent om aftenen går jeg ned i køkkenet for at lave te, det er ret mørkt, for receptionen er lukket (husk på eg har hørt krimier hele aftenen). Jeg lister ned i fællesrummet i kælderen og kan til min glæde høre, at nogle ikke-psykopater spiller bordfodbold. Idet jeg tager sidste trin ned ad trappen, hører vi alle en ret høj banken, men gutterne er midt i et spil, som de lige spiller færdigt, mens jeg står som forstenet. Det bliver ved med at banke, og gutterne siger, det nok er vaskemaskinen. Men jeg kan se vaskemaskinen, og den er ikke tændt! Så får vi så øje på en skikkelse uden for kældervinduet, gutterne løber alle ovenpå for at lukke personen ind og en af dem siger: “Bare rolig, vi er jo fire,” jeg retter ham lige “nej, I er kun tre!” På det her tidspunkt er jeg et lallende nervevrag alene i kælderen… Nå men de kommer så ned igen og lidt efter kommer den formodede morder ned med en pizza, han ikke selv kan spise. Ja, det var bare en lille historie om hostel-livet og min gode fantasi…

Anyway… Næste dag stod jeg tidligt op, for nu var det altså på tide, at jeg fik set de vandfald dér! Jeg fulgtes med John fra Michigan, en af bordfodboldspillerne, som heldigvis havde en bil, hvilket gjorde det hele lidt nemmere, hehe. Vi betalte for at komme helt ned under vandfaldet på den Canadiske side, og det var flot og imponerende, og vi blev drivvåde på trods af vores fine gule regnslag. Havde faktisk forestille mig, at vandfaldene på en eller anden måde havde noget med nogle bjerge at gøre, så indtil jeg så dem, undrede jeg mig over hvor fladt der var. John forklarede tålmodigt, og tror jeg endte med nogenlunde at forstå, hvordan det hænger sammen med søerne og sådan. Nogenlunde.

Efter vandfaldene kørte vi til Niagara-on-the-Lake, hvorfra vi kunne se tværs over Lake Ontario helt til Toronto. Man kan kun skimte skyskraberne, så den anden vej går det ikke, for i Niagara-on-the-Lake er der ingenting. På vej tilbage tog vi en lille formiddagsvinsmagning. Der ligger en masse wineries i området, men de må drikke det hele selv, for jeg har i hvert fald aldrig set canadisk vin andre steder.

Så kørte John videre mod Toronto og jeg hyggede i solen med en flok der lige var kommet fra vestkysten, blandt andet Monika fra Danmark, og de havde en masse tips til mig (ja, så var der jo ikke andet at gøre, end at bestille en flybillet til Vancouver – følg med i næste afsnit). Om aftenen var vi ude og kigge på bar-livet i downtown.

Næste dag blev det forår i Niagara, som man måske kan se på billederne, var det ret råt den første dag. Ingen bil denne gang, så gik hele vejen til vandfaldene med Christine fra Tyskland, og i sommervejr var det en endnu skønnere oplevelse.

Vi vovede os også ind det forjættede slaraffenland med neonlys, høj musik og fastfoodrestauranter, hvor turisterne bliver gennet hen. I modsætning til Downtown Niagara, minder det om et lille Las Vegas. Vi blev ikke længe…

Fredag aften kastede jeg et sidste blik på vandfaldene by night, hvor de er lyst op i forskellige farver.

Der er en lidt sød historie, som en lokal dame fortalte mig: Alle, også de lokale, har altid troet, at lysene på en eller anden måde var computerstyrede eller automatiske, men for nylig kom der så en artikel i lokalavisen, om den 83-årige mand, der i over 40 år troligt har siddet og trykket på knapperne i timevis, hver evig eneste aften. Artiklen kom desværre i forbindelse med, at han gik på pension, “I guess he has to before he dies…” som damen sagde, men han må have trænet den nye knap-trykker godt, for fint var det

Forresten er vandfaldene klart flottest på og fra den canadiske side. Her er et billede af vandfaldene på den amerikanske side. Til højre kan man skimte de canadiske vandfald, som man ikke kan se fra USA. Åh, hvor må de dog være kede af det, amerikanerne, og det er ikke engang noget, de kan bygge større hahaha…

Postkort fra Charlotte

En rejseblog

Author: admin