admin – Postkort fra Charlotte

Toronto

May 29, 2015January 4, 2016admin2 Comments

Tror ikke jeg var taget til Canada på denne tur, hvis jeg ikke havde mødt Tara på Caye Caulker i Belize. Vi talte kun sammen én dag, inden hun skulle hjem, men vi havde det så hyggeligt og blev ved med at skrive sammen, så hun inviterede mig til at komme på besøg. Ja tak da, så efter at have sagt farvel til Niels i Atlanta fløj jeg til Buffalo, hvorfra jeg tog bussen over grænsen og videre til Toronto.

Var lidt trist over, at Niels var taget hjem, de tre uger var gået så stærkt, og var faktisk også ret misundelig på at han skulle hjem og se sine venner og familie – savner jer altså, at I ved det – men han var nok også lidt misundelig på mig… I hvert fald var udsigten til en rigtig lang tøseweekend ikke dårlig!

Tara og hendes kæreste, Daniel, bor på 14. sal i en lille bitte lejlighed (så jeg følte mig hurtigt hjemme) med en udmærket sofa, og en skøn altan, hvor vi startede med at dele en flaske vin og sludre om alt og intet. Vi tog på baren El Furniture Warehouse, hvor vi skulle spise og jeg skulle møde hendes gode venner Lisa, Collin og Shane – det blev en vild aften, og jeg stiftede bekendtskab med én af Canada to mest underlige kulinariske oplevelser (den anden er Poutine, men det vender jeg tilbage til), nemlig The Caesar Cocktail:

Nej det ligner ikke lige noget, jeg plejer at bestille vel? Det er tomat-juice, clam-juice (ja “clam” som i musling! ‘amen det er simpelthen så klamt) Worcestershire-sovs, Tabasco, og (halleluja!) vodka, og de drikker det alle sammen. Siger jo stolt, at koriander er det eneste jeg ikke kan spise ud af høflighed, så ned klemte jeg den, mens jeg gentog inde i mit hoved: “det er bare som gazpacho det er bare som gazpacho det bare…” Skål i Carlsberg, derhjemme!

Til gengæld var der også:

… Når man havde drukket op!

Fredag aften var vi til Friday Night Live at the ROM (Royal Ontario Museum), hvor der er musik og drinks og åbent på hele museet – Tara og jeg døbte aftenen ‘Drinking with Dinosaurs’. Det er super fedt og alle museer burde gøre det, for det tiltrækker en masse andre en de sædvanlige gæster, sådan Toronto!

Jeg havde valgt at opleve Toronto i årets første rigtige forårsweekend, hvor alle var ude og nyde det gode vejr. Godt valgt af mig, ikk! Vi spise frokost ved havnen (kalder man det havnen, når det er ved en sø?) sammen med Taras veninde Shelley. Taras lillesøster og kæreste kiggede også forbi, og bagefter tog vi ud til Toronto Island Park og gik tur. Mjaa, jeg var måske en anelse utilfreds med fotografen på billede 2, men det var en strålende dag

Om aftenen var det girls’ night out og op på stiletten… Ja, jeg har købt et par højhælede… MEN det er kilehæl, så det er stadig lidt backpacker-stil, eller noget… Vi spiste mexicanske tapas på La Carnita, drak bobler og endte på en super fed blues bar, Fat City Blues, ahh. – Er det bare mig, eller er det som om, at manden til højre ikke gider posere for billedet?

På vej hjem fra byen var det blevet tid til natmad fra Smoke’s Poutine, som har åbent 24/7… Poutine er pomfritter med ost og sovs. Man kan så vælge vegetable gravy, hvis man vil være lidt sundere. Det var en svampet oplevelse. Og det er ikke fordi jeg skal overdrive, eller få det til at lyde mere klamt end det er, det er pomfritter med ost og sovs! Billede synes jeg er ganske unødvendigt, men kan man ikke styre sin nysgerrighed/lyst, kan man jo klikke HER…

Søndag gik vi rundt i byen hele dagen, bl.a. på King Street, hvor min farfar engang har boet, sjovt at tænke på, og der er vist noget anderledes nu end for 60 år siden. Vi nåede også til Kensington, som går for at være byens hipster-kvarter, selvom jeg synes det var mere hippie-agtigt (det er som om de ikke rigtigt skelner), og tog en slapper i Trinity Bellwoods Park, som var tæt pakket med forårskuller om aftenen inviterede Taras forældre på mad, jubijææææ hjemmelavet mad!

Mandag var Tara på arbejde, og jeg tog en svømmer i poolen på 28. etage og vandrede lidt rundt. Da Tara havde fri tog vi til baseball-kamp og så Toronto Blue Jays mod New York Yankees på det kæmpe kæmpe stadion lige ved the CN Tower, og mødtes bagefter med Daniel til sen aftensmad.

Teaser: Senere skulle jeg faktisk se en rigtig Blue Jay (nu er jeg jo ikke ornitolog, men det er en fugl, og tror ikke den findes i DK eller har et dansk navn) i Rocky Mountains… Ja, det er vildt, ikk’? Stay tuned!

Tirsdag morgen sagde jeg farvel til Tara og Toronto efter en helt fantastisk forlænget weekend, og så var det ved at være på tide at tjekke, om de dér vandfald ved Niagara er noget værd

The Roadtrip – Kentucky, Alabama & Georgia

May 26, 2015January 4, 2016admin

Vi fik lige klemt en frokost ind på Shady Shag’s i Bowling Green, Kentucky. Et lynvisit, men Kentucky kom på listen, og så kørte vi videre til Alabama efter alle kunsten regler:

Og så er der lige service på, selvom jeg ellers ikke redigerer billeder; for der SKAL zoomes ind på den amerikanske drøm her:

og igen:

‘amen er det ikke herligt??

Niels’ dagbog: Igen enormt smuk natur at køre i [Red. Se bare herover]. Det er essensen af roadtrip. Mads og monopolet, musik, drikkevarer, slik og en god quiz. Alt for godt.

Vi overnattede på KOA (Kamping of America) ved Wheeler Lake. Og her må jeg igen lige tage et citat fra Niels’ dagbog: Mens jeg badede i den kolde sø, fik Charlotte charmeret sig ind på de to kvinder bag disken, så vi ikke skulle betale for vores overnatning.

Jep. De syntes da, det var så synd, så synd, at vi havde sovet i bilen. Og nej, jeg sku’ ikke i den iskolde, plumrede, sø-muligvis-med-frøer-i, ellers tak!

I samme omgang kan jeg lige indrømme, at meget af det, jeg har skrevet om sydstaterne er overordentligt inspireret, for ikke at sige kopieret direkte fra Niels’ dagbog, som vi skrev sammen på de lange køreture, for ikke at glemme noget på vejen. Suk, det bliver hårdt, når jeg igen selv skal til at huske på, hvad jeg har lavet!

Vi besøgte Wheeler Plantation, hvor vi gik en tur og mindedes General Wheeler (vist en stor kanon og general under borgerkrigen) og hans slaver (vist helt almindelige slaver), som boede der engang – se om I kan gætte, hvem der boede hvor:

Bagefter spiste vi frokost på en soulfood restaurant, hvor både sorte og hvide stimlede sammen efter søndagsmessen. Vi var måske en anelse “under-dressed” på sådan en søndag, men vi havde da været i bad om morgenen på campingpladsen!

TIP: Vores erfaring er, at i sydstaterne går man ikke galt i byen, hvis man sørger for at spise på steder, som bærer deres ejers navn. Som fx Dot’s Soulfood. Finder man dem i udkanten af byerne, er de meget beærede over, at man som (bleg) turist har fundet deres lille sted.

Og så skal vi også lige have vinder-billedet med; McDonald’s i Alabama søndag efter kirke-tid:

I Birmingham, Alabama, gik vi næste dag tur i Martin Luther King Jr.’s fodspor – lærerigt og skræmmende, når man tænker på, hvor kort tid det egentlig er siden, at han stod i spidsen for ‘Project C’ – C for Confrontation – i 1963 mod det raceopdelte system. Her demonstrerede tusindvis for ligestilling og blev mødt med våben, hunde, og anholdelser (over 3.000 anholdte, hvoraf de fleste var high school-elever) fremfor dialog. Statuerne af de fire piger, som Niels kigger på, er et mindesmærke for de fire skolepiger, der døde, da KKK sprængte en bombe under søndagsgudstjenesten i 16th Street Baptist Church (billede 3). Så trist.

Turen rundt i sydstaterne var uden sammenligning roadtrippet over dem alle, og det blev selvfølgelig rundet af på manér a la Borte Med Blæsten på Twelve Oaks, som er en kæmpe antebellum-mansion ikke så langt fra Atlanta. Og en lille bøf…

Og snip snap snude, så er den historie ude…

The Roadtrip – Tennessee

May 24, 2015January 4, 2016admin4 Comments

First things first… Graceland.

En turistfælde, hmm ja, men når man først har betalt 10$ for parkering og omkring 35$ for discount-entre, så har de altså også gjort sig umage. Man bliver kørt over vejen i en bus, ganske unødvendigt, for der er vel omkring 200 meter fra billetkontoret til ejendommen, men man kan da ikke gå… Nej fy da føj da GÅ!? Derefter bliver man lukket ind i hold, og får en iPad-guidet tur gennem hus, have og gravsted. Ligger han der så? Eller ikke? Hvad ved jeg, vi tog en masse billeder af stenene ligesom alle de andre. Vidste I forresten, at Elvis havde en tvilling, der døde ved fødslen? Måske var det derfor, han havde dobbelt op på talent. I øvrigt var det rart at høre, at han åbenbart brugte ekstremt mange penge på velgørenhed, det må vi så håbe, at ejerne af Graceland stadig gør.

I Elvis’ ånd kørte vi direkte til Sun Studios, også i Memphis, hvor alle de store har indspillet i årenes løb, ikke bare Elvis, men også Roy Orbinson, BB King, Johnny Cash, Carl Perkins, Jerry Lee Lewis og Ike Turner. Vi blev vist rundt i studiet, hvor Elvis indspillede sin første plade og vi fik lov at røre hans mikrofon iiihhiiiihihihiii… Det var en rigtig fin tur, med en sød guide, og der var gratis refill på kaffen bagefter – lidt mere low key end Graceland, på den gode måde.

Herover har vi ‘The Million Dollar Quartet’, bestående af Jerry Lee Lewis, Carl Perkins (som vi jo også alle kender), Johnny Cash and the King himself…

Bonusmateriale fra Niels’ dagbog: I sangen I walk the Line med Johnny cash hørte man for første gang lyden af trommer i country-musik. Men hvordan kunne det gå til, når sangen var indspillet i 1956, og det først blev accepteret at bruge trommer i 70’erne? Cash drejede simpelthen strengene på en guitar, satte et stykke papir under strengene og spillede på den måde, så det lød som trommer.

Om aftenen bestilte vi kørsel fra motellet ind til byen via Uber. Uber er en app, hvor man kort fortalt kan registrere sig som chauffør og stjæle kunder fra taxaerne, og jeg ved ikke helt, om den er lovlig i DK. Uanset hvad kom vi direkte til Beale Street, hvor det hele foregår. Det viste sig, at der tilfældigvis var motorcykel-blærerøvs-biker-træf, så der var ekstra gang i gaden. Vi hørte musik på en stribe forskellige spillesteder, og spiste aftensmad til live amatør-wrestling. Det var noget nyt, de var ved at indføre på den pågældende bar, men det skulle de nok helst lade være med. Gud, hvor var det ømt, har aldrig set noget så kikset!

Senere fandt vi en af de berygtede undergrundsbarer, som alle sagde, vi skulle være forsigtige med og bla bla bla… Det mindede mig om enhver bodega på Amager/Nørrebro/Vesterbro/Østerbro(har de bodegaer der, eller er der for pænt?), lige med undtagelse af det heavy-band, der hamrede sig igennem aftenen, mens vi andre råbte højere og højere. Her stiftede vi også bekendtskab med Moonshine, som er hjemmebrygget (typisk ulovlig) whisky brygget på majs – ikke dårligt…

… Øh, ikke dårligt før næste morgen, hvor vi var mindre friske end vi plejer at være, da manageren kom ind på vores værelse for at vække os og sende os pænt i retning mod Nashville… Mor her måtte tage en (sjælden) tørn bag rattet, indtil vi tog en middagslur i bilen på en mark ved et lukket savværk efter en omgang chicken wings fra Jaxon’s. Første aften i Nashville gik vi tidligt i seng.

Næste dag kiggede vi lidt på Nashville. Blandt andet besøgte vi ‘Lifeway’, bibel-forlag og gigant-producent af alt hvad der har med kirken at gøre. Lifeway har masser af butikker i hele bibelbæltet med alt hvad man kan drømme om i Jesus-merchandise; madkasser, skønlitteratur, hættetrøjer, krus med tryk, og alt i kors, kom ikke her!

Vi besøgte Grand Ole Opry koncertsal og gik lidt rundt i byen, hvor der var livemusik og weekend-stemning dagen lang.

Det er hårdt at være rockstars, og vi var stadig ret trætte ovenpå Memphis, så det blev ikke den vildeste aften i historien, vi tilbragte i Nashville. Alligevel fik vi indsnuset stemningen og hørt en masse musik. Al den musik, vi hørte i sydstaterne, blues, country, jazz osv., er noget jeg aldrig ville sætte på derhjemme, men på det rette sted… Jah…

Og så var vi til gengæld friske til at kigge lidt mere på Tennessee næste dag, selvom der ikke var såååå meget at kigge på:

The Roadtrip – Mississippi

May 21, 2015January 4, 2016admin1 Comment

Første stop i Mississippi var Vicksburg. Vi ankom lige til den årlige Vicksburg Jazz Festival, men det stod ned i stænger, så selvom vi kunne høre, at de spillede ufortrødent videre nede på hovedgaden, blev vi på hotellet til det blev tørvejr. Vi nåede at se Craig Wayne Boyd, som vandt (OH-MY-GOD-OH-MY-GOD-OH-MY-GAAAAWD) The Voice 2014 i USA. Han var da okay, syntes de forkælede turister, der kom lige fra New Orleans. Jeg spiste et KÆMPE kalkun-lår fra en af boderne, og så tog vi på bar og spillede pool med de lokale. Jeg vandt over Niels.

Næste dag spiste vi morgenmad ved Mississippi River… Ja, det er den grågrøngrumsede limpopoflod i baggrunden. Vicksburg spillede en vigtig rolle i den amerikanske borgerkrig pga. den strategiske vigtige placering. I løbet af de sidste 100 år har floden dog ændret bane, så det er ikke helt, som det var engang, men der var fine kunstværker på muren ned til floden med billeder af det, der var engang.

I den historiske ånd flottede vi os og tog en nat på Cedar Grove Mansion, som er en gammel bygning, der er bevaret med en kanonkugle siddende i væggen og det hele. Vi havde en lækker dag ved poolen, og vi fik vasket tøj. Aftenen startede med et glas sherry i biblioteket, fint skal det være, og så spiste vi middag i restauranten, hvor den ene tjener var mere gakket end den anden. Der var tornadovarsel i området, så vi blev udstyret med en lommelygte, og så smuttede personalet ellers hjem. Vi var de eneste der var der, og det var altså pænt uhyggeligt, for der var ingen andre gæster i det kæmpe hus – hmm måske skulle jeg alligevel ikke være født på et gammelt slot!? Næste morgen stod en ny finurlig og helt overgearet tjener klar ved trappen da vi kom ned. Han hilste os meget formelt godmorgen og viste os stolt vej til morgenmadsrestauranten. Man kan kun gisne om, hvor længe han mon havde stået og ventet. Jeg formår simpelthen ikke at beskrive det, men sjovt var det.

Vi drog afsted ad scenic drive for at finde Vicksburg Military Park, som skulle være spændende på grund af store slag under borgerkrigen og en kæmpe militærkirkegård. Vi fandt den aldrig, men befandt os pludselig på en grusvej i en skov. Da vi havde kørt lidt, holdt der pludselig en jeep foran os, så vi stoppede for at spørge om vej (stedet så ikke optimalt ud i forhold til benzinsituationen), Fred fortalte, at han var manager i det skovhuggerfirma, som ejede skoven. Han understregede flere gange, at det var bedst, hvis vi først og fremmest kørte ud af skoven og fik benzin på og købte en masse øl, men sagde så: “you wanna see something really cool?” så spyttede han en ordentlig sort snotter ud (skrå!?) og kørte foran længere ind i skoven, mens vi fulgte trop. Han stoppede ved et fredet stykke af skoven, som til forveksling lignede, ja, en skov. Måske er man lidt svær at imponere, når man er vokset op i Hareskoven. Vi nøjedes med at gå en lille tur, og kørte så, ædru, ud af skoven igen, helt uden at blive overfaldet af vildsvin og andre farlige dyr.

Vi satte kurs mod Jackson, hvor vi spiste fantastisk soulfood på en lille lokal restaurant fuld af dejlige store afrikanske mamas, Bully’s hed den, og det var helt sikkert første gang de havde besøg fra Danmark. Vi så senatet i Jackson og kørte til Greenwood.

Greenwood var en noget afdanket musik-by, nærmest en spøgelsesby. I gaderne så man dog en del beviser på, at her engang var liv og glade dage. Udover downtown, var der den ene side af floden, hvor alle de sorte boede i deres trailere, og den anden side af floden, hvor de hvide boede i deres kæmpe-kasser. Den store løgn “Separate but equal” blev muligvis pillet ud af doktrinerne 1954, men tilsyneladende ikke af Mississippi.

Jagten på delta blues fortsatte næste morgen, hvor vi efter at have kørt gennem bomuldsmark efter bomuldsmark kom til Clarksdale, hjemsted for de berømte crossroads, hvor bluesruterne highway 49 og 61 mødes. Her var en smule mere gang i den, men de fleste butikker i centrum var lukkede, og det var altså trist at se, hvordan det hele var i forfald, når man tænker på, hvor meget gang i den, der var engang. En mand med en lille souvenirbutik forklarede os, at de fleste forretninger var ejet af jøder, som jo er de bedste til den slags, men som nu har forladt byen. Hvis man løfter blikket lidt fra den forklaring, lader det til, at alle de unge flytter for at studere og aldrig kommer tilbage, og så er det jo sådan set, som vi kender det.

Vi tog på Delta Blues-museet og lærte om de forskellige bluesmusikere, som er vokset og har bidraget til musikkulturen i Clarksdale om omegn, herunder Sam Cooke, Ike Turner, Muddy Waters og Big Mama Thornton.

Vi fandt også et mundharmonikaværksted, hvor indehaveren Deak Harp gav et nummer på mundharpe og elguitar – vi købte en cd (en CD!), som han sødt signerede og stavede begge vores navne forkert.

Vi spiste (endnu) en omgang BBQ på Ranchero, og tog ud til den stadig aktive bomuldsplantage Hopson, hvor man kan sove i de restaurerede shotgun shacks. Navnet kommer af hytternes konstruktion, som gør det muligt at åbne en dør i begge ender og skyde gennem hytten uden at beskadige den. Det var dér, bomuldsarbejderne (vi kan også kalde dem slaver) boede.

Efter bomuldplantagen tog vi en slapper i bilen ved en flod og var friske til helt suveræn blues med bandet Kingfish på baren Hambone senere. Da vi parkerede stoppede byens borgmester, intet mindre, os på gaden og takkede os for at besøge byen – ja så er formaliterne jo på plads. Guitaristen/forsangeren i Kingfish var en meget overvægtig, og efter eget udsagn 16-årig, sort fyr. Trommeslageren og bassisten var vel omkring de 60 og tynde og hvide.

… Og så tog vi lige en aftenkøretur Memphis.

New Orleans boligspecial

May 15, 2015January 4, 2016admin2 Comments

Selvom der er gået 10 år siden Katrina hærgede, er det langt fra som det var. I lokalaviserne gøres der status i anledning af “fødselsdagen”, og ikke underligt er folk frustrerede. Der er mange hjemløse og mange der stadig lever under kummerlige forhold. Har det fantastiske US of A hjulpet området så godt som det blev lovet? Jeg ved det ikke, men fordelingen ser mig lidt skæv ud:

Husene i downtown og French Quarter – Genopbygningsgrad 10 år efter Katrina: 4/5

Genopbygninggraden er min amatørvurdering alene, og lige præcis i French Quarter kan det nok diskuteres, om det er Katrina eller 100 år med fulde turister, der har været værst…

Husene ved/i sumpen – Genopbygningsgrad 10 år efter Katrina: 2/5

Husene i Eden Isle – Genopbygningsgrad 10 år efter Katrina: 5/5

Kan ikke fatte, hvordan sådan nogle tændstikskonstruktioner skal være smarte i et orkanområde, men det har de vel styr på.

Husene i Lower Ninth Ward – Genopbygningsgrad 10 år efter Katrina: 1/5

Skiltet foran huset på billede tre forklarer egentlig situationen meget godt…

The Roadtrip – New Orleans

May 13, 2015January 4, 2016admin

På vej mod Louisiana stoppede vi i byen Winnie, Texas, som er et af de mest intetsigende steder, jeg har oplevet indtil nu. Vi endte der efter en lidt lang afstikker, som var forårsaget af et skilt med teksten ‘BEACH’. Vi lærte af det, at man ikke skal regne med at svømme i den mexicanske golf, og at man ikke skal stille sig i en myretue og tisse (det var nok mest Niels, der lærte det sidste).

Niels siger, at crawfish skal man spise i Louisiana og ikke i Texas, uanset hvor meget jeg plager. Så vi nåede lige og grænsen før vi holdt ind i Lafayette og købte en kæmpe pose frisk-kogte crawfish i et lille skur uden for en tankstation. I posen var der majs, kartofler og krebs i en skøn forening, og vi spiste dem i bilen på en parkeringsplads, hvor flere forbipasserende gættede, at det nok var første gang vi smagte egnsretten – ved ikke hvordan de kunne se det, men okay, vi havde det mindst op til albuerne.

Så havde vi ligesom fået hul på Louisiana, og afsted mod New Orleans gik det. Det var sjovt at opleve, hvordan både natur, arkitektur, og gemyt ændrede sig i forhold til Texas. Én ting har de dog til fælles i sydstaterne: De er helt vildt religiøse og der er kirker overalt af alverdens trosretninger. Uden for kirkerne står der gerne en lystavle eller et skilt med en besked fra Vorherre, og den får ikke for lidt! Eksempel:

Vi ankom til New Orleans sent og hentede burgere og øl, som vi tog med tilbage på hostel, hvor vi havde booket fire nætter. Min burger var med elg og Niels’ var med buffalo, man må jo forny sig lidt, når man i snit klemmer én ned om dagen.

Vores første rigtige dag i byen var solrig (indtil der var tyfon-varsel og regn) og skøn, og der var musik i gaderne i French Quarter, som er centrum for musik, kunst, mad og kultur. Vi tog sporvognen derind, og Niels købte en kogebog om Louisianas creole- og cajun-køkken, og damen i butikken anbefalede os et lille sted uden for centrum, hvor vi gik ned og købte Po-Boys med dybstegte kæmpe-rejer. Stedet er det orange hus med telefonboksen udenfor i billedserien herunder, som tydeligvis ligner en delicatessen. Po’boys er er egentlig bare en baguette med valgfrit pålæg, men her en en forklaring fra Wikipedia: Under en fire måneder lang sporvognsstrejke i 1929 serverede restaurationsejeren Benny Martin, der var tidligere sporvognskonduktør, gratis sandwich for sine tidligere kolleger. De ansatte i restauranten kaldte de strejkende for ”poor boys”, og efterhånden kom denne betegnelse til at dække selve sandwichen. Det mest interessante var efter min mening, at få brød som man rent faktisk skal bruge tænder for at spise. Og ja, det er øl i papirsposerne på trappestenen, man må nemlig gerne smugdrikke i New Orleans.

Efter frokost var vi nede ved floden og se hjuldampere, Rollin’ on the river, Proud Mary og alt det der – hvis man lige vil have lidt baggrundsmusik er den her: https://youtu.be/kOfHOMpU4iE.

Så blev der plads til lidt shopping, besøg i en cigarbutik, slush ice drinks, og et kig forbi byens ældste bar, Laffite’s Blacksmith Shop fra 1761, den grå bygning herunder.

… og så var det på tide at finde noget musik på Frenchman Street.

Vi startede på ’The spottet Cat’ hvor vi hørte et lille band med kontrabas, blæsere og en sangerinde, der ikke engang brugte en mikrofon – så var vi igang! Derefter gik det slag i slag med funk og burlesque på Vaso, koncert på en lille jazz bistro, hvor vi spiste, og hvor den mandlige forsanger havde kjole på, et halvkedeligt band på en anden bar, og det mest fantastiske jazz-band med afro-amerikanske unge gutter på The Blue Nile. Her mødte vi Dave og Ilona fra new York State, som vi fulgtes med resten af aftenen til mere musik og gang i gaden.

Den næste dag var vi liiiidt trætte, indrømmet. Så vi nøjedes med at gå ind til byen af gaden Magazine og tulle lidt rundt i byens ikke-særligt-imponerende-outlet. Vi spiste på cajun- og creole-mad på Olde Nola Cookery i Bourbon Street, som vi havde fået anbefalet af gutterne i cigarbutikken, og rundede aftenen af med skønne Little Freddie King, som spillede på DBA:

NOLA står forresten for New Orleans LouisianA…

Næste dag kørte vi på vej mod sumpen, Honey Island Swump, og spiste frokost på vejen på Eden Isle, som er et fint og meget genopbygget område. Ude ved sumpen mødtes vi med Mascha, som arbejdede på vores hostel. Vi tog på sejltur på floden/sumpen, og det var utroligt afslappende for mig at sejle fremfor at gå rundt i sådan et område, I ved nok hvad jeg mener. Og hvis jeg selv skal sige det, formåede jeg at opføre forholdsvis normalt og være ret cool under hele turen på trods af vi så alligatore, skildpadder og en slange… Det var så lige indtil vi så de svømmende(!) vildsvin. Vi havde intet hørt om, at vi måske ville se disse dræber-dyr, så da de kom løbende inde fra skoven og vores kaptajn febrilsk satte båden i bakgear, så vi kunne komme væk fra kanten, og de så begyndte at svømme efter os, blev der hylet og skreget (bemærk for eksempel, hvordan grisen på det sidste billede i serien herunder tydeligvis gør klar til at æde den lille dreng). Kaptajnen var langt mere bange for vildsvinene end for alligatore, som han under hele turen fodrede med pølser på en pind. Åh hahaha det var sjovt, og det var IKKE kun mig der skreg!

Efter en begivenhedsrig eftermiddag i sumpen spiste vi soulfood i et område, som de fleste lokale nok ville kalde “sketchy”, og dagen efter fik vi da også at vide, at vi helst skulle undgå dette område helt, fordi det ikke er sikkert. Big mama serverede nu et par fine ribeyes med dagens garniture og der blev spillet høj musik og smugdrukket. Vi så først kakerlakken da vi var færdige med at spise, det var fint!

Næste dag tog vi tilbage til området, som hedder Lower Ninth Ward, i dagslys. Dette er den del af New Orleans, der halter mest bagefter i forhold til genopbygning, og det er tydeligt, at problemerne langt fra er løst her 10 år efter Katrina. Det var faktisk ret uhyggeligt, der kommer billeder i næste post.

Så kørte vi mod Mississippi, og jeg åbnede vist lige øjnene i et splitsekund, da Niels sagde at vi krydsede grænsen. Tak for denne gang NOLA!

Bonusmateriale fra Texas

May 9, 2015January 4, 2016admin4 Comments

Walk of fame – Stockyards

Niels åbner vin uden proptrækker

Hattemode i Texas

Rodeo, Montgomery

The Roadtrip – Texas

May 8, 2015January 4, 2016admin

Efter en dejlig nat i Lufthavnen i Fort Lauderdale, ankom jeg i Dallas-Fort Worth Airport, hvor jeg kunne nå at sove lidt, før Niels kom flyvende fra Californien, og så stod aftenen ellers på øl og sladder. Hvordan vi havnede der? Jeg mødte Niels i Mexico på vej til Caye Caulker i Belize, og da vi igen tilfældigvis mødte hinanden i San Ignacio, og derefter fulgtes til Flores i Guatemala, fik vi den geniale idé at tage på roadtrip i sydstaterne. Bom!

Første dag i Dallas stod på bil-jagt, og med rygsækkene på travede vi byen tynd for at finde en god pris. Da det ikke lykkedes tog vi ud og fik bøffer og rødvin, bestilte et værelse på Crowne Plaza og bookede online næste formiddag. Ak ja, stakkels os. Vil lige indskyde at autoeurope.com gav os klart den bedste deal på en lejebil, og ydede tilmed super last minute service over telefon.

Vi fik først tilbudt en eller anden skod-folkevogn, som ikke var ret stor, men efter vi havde ventet et kvarters tid, fordi jeg var sikker på, at der måtte komme noget bedre ind, sagde udlejeren: “Y’all been nice and things so I’m gonna give you that one”! Sådan fik vi vores dejlige Nissan Xterra, som vist liiiige var prisklassen over, og så var vi klar til at indtage de amerikanske landeveje.

Downtown Dallas var en lidt flad oplevelse, men vi mødte tjeneren David, som gav os en masse gode råd, blandt andet vores første stop, som var den hyggelige lille by Grapevine. Ja tænk sig, de laver vin i det område. Her fik vi brisket og pulled pork til frokost, direkte fra rygeovnen. It’s a Texas thing, y’all. Vi så en stor kirke, hvor vi blev vist rundt og fik gode råd af manageren. Derefter brugte vi eftermiddagen på at være i Walmart, Target, Radioshack osv. for at få fyldt vidunder-bilen op med nødvendigheder, herunder rødvin, slik, toiletpapir og en gps.

Vi havde jo ingen plan, og endte derfor med at teste bilens overnatningsfaciliteter, da vi ankom sent til Fort Worth. Vi sov på iHops parkeringsplads. De havde åbent 24 timer, og de søde ældre nattevagter havde da slet ikke noget imod, at vi parkerede og sov nogle timer. De gav gratis kaffe og toiletter.

Efter morgenmad på iHop, kørte vi til Stockyards i Fort Worth, hvor der viste sig at være Quick Draw State Championship. De kommer med hvor deres comboy-hat og revolver, og ser hvem der er hurtigst til at få pistolen op ad lommen og ramme en skydeskive. Bliver det mere Texas?! Vi var også inde i et auktionshus og se tyre-auktion, og ikke mindst så vi en flok kæmpe longhorns blive drevet hjem fra græs. Motel — > Hotel, Adquinton, Billy Bob’s med linedance, countryband, pool og traditionel grillmad.

Vi fandt ud af at der var Rodeo samme aften i Montgomery ved Lake Conroe, så vi pakkede bilen og drønede afsted. På vejen kørte vi ad mindre veje og så små, underligt øde småbyer, fx Rice, på vejen. Texas er stort. Her er lidt mindre ørkenagtigt, end vi havde forventet, men man skal køre mindst 13 timer vest for at komme til den, og vi er jo på vej mod New Orleans i øst. Det gør heller ikke så meget, for der er masser af cowboys. Rodeo levede op til alle vores forventninger. Det er for sindssygt; vi startede med kæpheste-ræs, gik så over i små børn der red på får, derefter skulle unge gutter kaste sig af deres hest for at fange en kalv, så var der ride-ræs, lassokastningskonkurrence, hvor to mand skulle fange henholdvis horn og bagben på en kalv, og efter rodeo på hesteryg, blev vi ikke snydt for tyre-rodeo. Nogle af dem kunne endda selv gå fra arenaen. Fedt fedt fedt…

Vi sov på camping ved Lake Conroe. Vi ankom sent og ingen var i receptionen, men et par folk der stadig var oppe, hjalp os til at finde en plads, og inviterede os straks på morgenmad, som vi dog sov for længe til, men de er bare SÅ søøøøde, ih altså!

Efter et besøg på en hyggelig lille coffee shop, direkte efterfulgt af en god gammeldags diner (vi skal jo ikke være sultne!), kørte vi mod Austin, som mange havde anbefalet.

Vi ankom, lidt sent som sædvanlig, til en campingplads der simpelthen lå midt i byen. Der sad en flok mennesker foran en gammeldags campingvogn og Trey hjalp os med at ringe til ejeren og få os ind på pladsen, hvor man ellers skal vente i månedsvis på at få adgang. Derefter satte vi os hen og fik nogle drinks med vores nye venner. Den gamle campingvogn var Trey og Kyras, og da deres venner var taget hjem, tog de os med til 6th Street, som er en stor festgade, der kan beskrives som 100 gange Marielyst Torv på Sankt Hans aften. Austin er kendt som ‘The live music capital of the world’ – men det er de vist alle sammen – og vi hørte et fedt band, som også gav Niels en CD til bilen. Vi rundede aftenen af på piano-bar, hvor vi fik dem til at spille Barbie Girl.

Næste dag spiste vi brunch med Kyra og Trey og vinkede farvel – nogen skulle jo op og på arbejde mandag, ikke os mwuhahaha. På trods af en smule træthed nåede vi både at gå tur ved floden, spille minigolf, køre tur til Lake Austin, forbi Hippie Hollow og Hotel Oasis, og at spise TexMex. Og så tog vi i biffen og så ‘Get Hard’, som var sjov nok til at holde os begge vågne. I biografen kunne man selvfølgelig bestille mad og drikke under hele forestillingen. Man skal jo helst ikke nå at blive sulten!

Vi var enige om, at Texas havde været helt fantastisk og at texanerne virkelig er så venlige, som de selv siger, de gerne vil være. Det er som om, de kollektivt har besluttet, at de vil være den venligste stat “Friendly Texas full of friendly Texans”, og det virker! Meeeen vi manglede lige én ting, inden vi krydsede grænsen til Louisiana:

Cruisin’ the Caribbean – del 2

May 4, 2015January 4, 2016admin

Dag 5: San Juan, Puerto Rico

Vi oplevede San Juan på en lidt stille dag, da meget var lukket på grund af påsken. Heldigvis var der et par outlet-butikker ved havnen, som var åbne. Vi gik tur til fortet, som er et af de ældste i den del af verden. Byen var simpelthen så fin og farverig.

Vi så et andet Eurodam-skib, Ryndam, sejle ind i havnen nogle timer efter vi var ankommet, og da vi om aftenen sad og fik drinks i baren, kom nogle af vores nye ‘forældre’ – dem havde vi en del af ombord – og fortalte at skibet af en eller anden grund, ikke havde forladt Puerto Rico som planlagt. Vi tænkte ikke så meget over det, før vi dagen efter googlede det og fandt ud af, at der var forgået et mord/selvmord ombord. Manden havde altså dræbt konen og så sig selv og de stakkels cabin-boys havde fundet dem i et blodigt rod på værelset. Vi var enige om, at det mindede os om de gyser-romaner, mor altid læser om de steder, vi skal hen på ferie.

Dag 6: Grand Turk, Turks and Caicos

Prøv at forestille jer, hvordan det må være, at være født på en ø med kun 3500 indbyggere, og aldrig have været nogen steder… Og så tænk hvordan det må være at møde folk som kommer for at bruge en dag på strand-baren, hvorefter de forsvinder på deres kæmpe-skib igen. Umuligt.

Men det var altså tilfældet for ham, vi lejede snorkler af, og nok også de fleste andre på øen. De er i det mindste glade over, at vi kommer og bruger nogle penge, og vi købte da også lidt hjemmelavede tingeltangel.

Med snorklerne brugte vi nogle timer på at se på det fine rev. Vi svømmede hele vejen ud til tur-bådene, hvor de andre havde brugt en million-milliard på at blive sejlet ud haha! Her kunne vi se ‘The Wall’, hvor dybden går fra cirka 20 meter til flere kilometer, rigtig flot. Jeg så også en lille haj, der lå og suttede på en plante, og dem er jeg jo totalt gode venner med nu! Pernille svømmede den anden vej – hurra endelig noget hun er mere bange for end mig

Dag 7: På havet

Dag 8: Fort Lauderdale og farvel

Trist dag, selvfølgelig, men vi nød den sammen med de rige og berømte på Las Olas Boulevard. Kan huske, at da vi var i Fort Lauderdale for nogle år siden, tog vi en bådtur (som i øvrigt kan anbefales, på hjuldamperen ‘Jungle Queen’), hvor man fra vandsiden kunne glo på de rige og deres huse og både. Mens vi sad ved kanalen kom Jungle Queen forbi og gloede på os, hehe!

I løbet af vores skønne uge sammen, diskuterede vi flere gange med hinanden, og reserve-forældrene ombord, hvorvidt jeg skulle med hjem eller Pernille skulle blive. Men som de, der kender os begge, vil vide, er vi for stædige til at blive enige i sådan en situation, og buhuuu hvor var det trist da Lille P forsvandt gennem security, næsten ligeså hurtigt som hun var kommet.

Jeg sov på en bænk i lufthavnen for lige at vænne mig selv til backpackerlivet igen – lidt af en kold tyrker, men up up and away til Dallas kom jeg næste morgen

Cruisin’ the Caribbean – del 1

May 2, 2015January 4, 2016admin2 Comments

Dag 1: Afgang fra Fort Lauderdale

Nøøøøøøøj hvor var det bare dejligt at se Pernille igen. Landede fra Cancun nogle timer inden hendes lidt forsinkede fly og havde nerverne helt uden på tøjet, da hun endelig stod ved bagagebåndet! Havde selv haft lidt udfordringer med at komme gennem Immigration uden en billet ud igen; en billet til Canada viste sig ikke at være langt nok væk (hvilket også gælder for Caribien og Mexico) så i lufthavnen i Cancun måtte jeg købe en til Columbia (hvor jeg ikke må tage hen for min mor) af Spirit Airlines, som lover ‘full refund no questions asked’ og blev så aller nådigst lukket ind, da jeg ankom.

Vi boede via AirBNB i et rigtigt Florida-hjem, vi gik en tur og Pernille nåede at dyppe tæerne på stranden. Næste morgen spiste vi på Grampa’s diner, for det skal man, når man er i Fort Lauderdale! Vi nåede lige at trille kufferterne rundt om hjørnet, før en flink mand stoppede sin pickup-truck og råbte “det ser tungt ud, hvor skal I hen?” og så kørte han os til havnen. Han var bare lige ude for at hente sin avis, og havde ikke adgang til at køre ind i havneområdet, hvorfor vi blev sat af og gik igennem sikkerhedstjekket. Lad os bare sige, at der ikke var andre end os, der tog den til fods. Vi nåede lige ind på den anden side, før en mand i en taxa stoppede og tog og med resten af vejen ned til skibet. Han hed Stan, og var vores reserve-onkel på hele cruiset.

Dag 2: Bahamas

Indrømmer gerne, at jeg tit har siddet med i et kor af backpackere og hylet over krydstogt-turisterne, som pludselig kommer væltende og forpester de små hemmelige paradiser, vi lige har fundet. Generelt synes vi, at vi er de ‘bedre’ rejsende og ikke bare resort-turister, hvilket jeg vist før har nævnt – når det så er sagt, var cruiset selvfølgelig klart den lækreste del af min rejse indtil nu, og det var så skønt så skønt!

Nå, men Holland American Line har fundet den gyldne løsning: Rederiet har købt sin egen ø i Bahamas, som de så kan læsse horderne af solskoldede, bøllehat-bærende, velnærede amerikanere og canadiere af på. Her var hvide strande og rigtig god plads, hvis man bare gad gå 100 meter væk fra bådebroen, hvor de små både sejlede til og fra det gode skib MS Eurodam. Og så sparer de vist også en del på ikke at betale havneafgift og den slags, som ellers er nødvendigt.

Man ved det bliver en god dag, igen, når den starter sådan her:

Dag 3: På havet

Ren afslapning… Tror man! For der er simpelthen bare så meget at lave på sådan et skib, at vi af og til blev nødt til at dele os, for at få det mest mulige ud af det. Man kan gå i fitnesscenter, i spa, i biografen, på it-kursus, til trivia-konkurrencer, til danseundervisning, i butikker, til afternoon tea (kinesisk, russisk, og engelsk), på madlavningskursus, boldspil i den indhegnede bane på det øverste dæk, kunstudstilling og auktioner, i bridgeklub, på biblioteket og så videre og så videre – og så skal man jo også helst ligge på dækket og sole sig hele dagen. Om aftenen fortsætter det med store shows (fx Recycled Percussion, hvis nogen kender det show fra Vegas eller andre steder), casino, piano-bar, casino, ballroom-musik, BB King’s blues club, klassisk musik, natklub… pyh, det er faktisk lidt hårdt!

Dag 4: St. Thomas

Hyggelig gåtur fra skibet ind til hovedstaden Charlotte Amalie, hvor vi kunne se på fine bygninger fra kolonitiden og kigge på gadenavne, der stadig var så danske som frikadeller, selvom det efterhånden snart er hundrede år siden amerikanerne købte øerne af os.

Den historie, vores lille eventyrland deler med de tidligere danske øer St. Thomas, St. Croix og St. John (tidl. St. Jan), er ikke umiddelbart noget, vi kan være ret stolte af. Selvom vi ikke kunne konkurrere med spanierne og englænderne, var vi dengang lige så slemme slavehandlere og plantage-ejere, som alle de andre. Man kan kun være lykkelig over, at vi langt om længe er blevet så kloge, at stoppe slaveriet, som har fundet sted siden de gamle egyptere bygge pyramiderne, og sikkert også før… Ja nu må vi se, inden længe er jeg i sydstaterne, hvor de sørgelig rester vel stadig findes.