Synes det er fint, at de informerer i bussen “… we couldn’t find the robbers”

Grænsen i Bolivia by night:

Grænsen i Peru (jo jo der er åbent):

Fremme i Cusco på mit hyggelige hotel – ikke helt skidt at være alene på værelset i nogle dage, fordi Nathalie var taget på krybdyr-safari på en eller anden flod, hvilket jeg ikke lige havde behov for:

Cusco

Der er præsidentvalg i Peru i år (google evt. den kontroversielle Keiku Fujimori) – det foregår på en lidt anden skala end i USA:

En dag så jeg en lille demonstration udført af marsvin, ja, hvilket mindede mig om, at “Cuy” er en specialitet i Peru, som selvfølgelig skal prøves – jeg gik ud fra, at budskabet var ‘spis flere marsvin': Ja… Så blev det prøvet. Det smager ikke af kylling. Var glad for, at jeg delte den med Amanda og Daniel fra Australien, som jeg havde mødt da jeg var i Argentina, og nu igen i Cusco.

Inka

Inka-(formodede)fakta, som lige må på plads, inden de følgende afsnit, som foregår i den hellige dal:

• Inca-riget opstod omkring år 1200, men havde sin storhedstid fra cirka 1438 til 1532, hvor Peru blev erobret af spanierne.
• Man skal dog ikke kunne sige, om inka-riget var bestået, hvis det ikke havde været spanierne, for på samme tid kæmpede to halvbrødre og arvinger om magten i en voldsom borgerkrig. Huayna Capac, deres far, havde mange koner og sønner, men nåede ikke at udpege en arving, før han døde af kopper – som spanierne i øvrigt også var så søde at smitte de hårdt prøvede indianere med.
• Meget af guldet, som inka-templerne var udsmykket med, blev smeltet om af spanierne, men det er fundet krukker helt tilbage fra killke-folket som boede i området i år 900-1200.
• Inkaerne talte omkring 10 millioner personer med over 100 etniciteter spredt i stammer over Ecuador, Bolivia, Peru, det nordlige Chile og nordvestlige Argentina.
• Inka-emperiet var opdelt i fire dele, som gik i retning nord, syd, øst og vest fra Cusco.
• ‘Inti’ er solguden, som er jordens far. ‘Killa’ er månen, som er Intis kone, og altså jordens mor. Derudover er det godt at kende til Pachamama, som er moderjord, og vistnok søster eller kone til Inti (jojo man kunne sagtens have flere, især hvis man var solen) – alt dette på inka-sproget ‘quechua’

Der er over 26 kirker i Cuscos historiske centrum. Den mest interessante af dem er “Qorikancha”/golden house/Inticancha/House of the sun, er bygget omkring år 1200 af Manco Capac, den første Inka-kejser (som i øvrigt kom fra Lake Titicaca, hvilket nok kan forklare, hvorfor inka-myten om, at verden begyndte her), som en hyldest til solguden Inti. Den var engang speciel, fordi den var det mest hellige sted for inkaerne og ifølge rygtet dækket af guld, men nu er den interessant, fordi spanierne byggede kirken Santo Domingo udenpå det gamle tempel. Guldet har ingen set siden.

Der er rigtig mange inka-ruiner i og omkring Cusco, og en dag tog jeg ud for at kigge lidt på dem med Greg, som jeg mødte på hotellet. Han havde én uge til at se hele Peru, sådan er man jo forskellige, men kom da lige op i tempo i en dags tid.

Først besøgte vi Tambomachay/the inca baths:

Puma? Rotte? Marsvin? Uanset hvad, ligner Greg da meget godt:

Puca Pucara, sandsynligvis en form for militær-fort:

Templo de la Luna (Salumpunku) er en mindre besøgt ruin, fordi den ligger – og hold nu fast – 10 minutters gang fra vejen! Den er ellers mere spændende og mystisk end de andre, fordi man ikke rigtig ved, hvordan den er lavet og hvordan stenene er fået deres specielle udseende. Folk gætter på alt, lige fra at inkaerne havde en metode til at smelte sten og til aliens. Der er indgraveret en slange og en puma og hugget altere ud i ruinens grotter, hvorpå månen lyser ind af sprækker i specielle vinkler. 

(dette er ikke en del af ruinen, men et peruviansk hjem anno 2016)

Sachsaywaman, den mest populære ruin i Cusco, så vi kun fra den lokale bus:

Jesus

Cusco har rigtig mange gode restauranter, og jeg startede med at besøge ‘Cicciolina’ med Amanda og Daniel. Det var virkelig længe siden, jeg havde været på en rigtig restaurant, og så med åbent køkken ih altså! Det var lige før, der var smiley-rapport på væggen:

Alpaca-carpaccio:

Amanda og Daniel:

Mere Cusco:

Optog for uddannelse i Peru ved statuen af Manco Capac på Plaza de Armas, byens største torv: 

Og senere nåede vi så til, at skulle ind og se ‘Loco de Amor’ årets stor peruvianske film. Vi var enige om, at vi ikke gad se noget af det synkroniserede, så det var den mulighed der var:

Troede helt ærligt, det var billeder fra latterlige vaskepulver-reklamer, som jeg havde set køre i baggrunden ved billetsalget… Men det var filmen… En musical…

Det eneste, der var lidt sjovt i løbet af de 2,5 timer var, at en af sangene var ‘Røøøøør veeed miiiig, så jeg føøøler at jeg leeeeever’ men altså på spansk ‘Eres tu’, som åbenbart er den originale, tak Google. Daniel ville vist hellere have set Captain America med spansk synkronisering…

Næste dag kom Nathalie til Cusco efter sin flod-tur, og det fejrede vi med at tage på veganer-restaurant med Daniel og Amanda. Det er jo fint nok, og de gjorde meget ud af det på den populære restaurant, det’ altså bare lissom om, der mangler noget. Men vi fik nationaldrinken Pisco Sour at skylle ned med, og det kan anbefales (også selvom der er ægggehvide i den oprindelige opskrift)! Den her tiramisu var fx rigtig flot, men det var bare ikke en tiramisu:

På vej til Machu Picchu

Så var tiden endelig inde, til at tage mod Machu Picchu, som var mit eneste mål da jeg tog fra Danmark for fire og en halv måned siden… Det foregik med en taxa fra hotellet i Cusco (i mellemtiden havde Nathalie sluttet sig til mig igen), en minibus fra et ret mærkeligt sted i udkanten af byen, som vi efter to timer blev smidt af på grund af trafik-prop med beskeden, at vi sagtens kunne gå der fra til togstationen i Ollantaytambo, hvorfra vi skulle med Inca-rail det sidste stykke: 

Var da lidt utilfreds, men der var fest i Ollantaytambo (nice bynavn), så det gik hurtigt over:

Og så så vi… Ikke Machu Picchu, men ruinerne af fortet i Ollantaytambo, som er et af de eneste steder, hvot inkaerne formåede at vinde et stort slag over spanierne:

Og så kom vi endelig til toget, hvor der var god service, rene toiletter, smuk udsigt og gratis alkoholfrie drinks – ærgerligt det kun skulle tage halvanden time.

Og så mødte vi Jutta fra Tyskland på 71, som var væk fra sin gruppe fordi hun havde været indlagt med højdesyge i fire dage, nååårh… Hun var så sød og syntes at vores måde at rejse på var så fantastisk. Hun spurgte til sidst genert, om jeg mon ville rejse med sådan én som hende, hvis nu jeg mødte hende på et hostel. Aber natürlich Jutta!!!

Machu Picchu

Vi ankom sent til Aguas Calientes (som nu officielt er omdøbt til Machu Picchu Pueblo), og næste morgen stod vi tidligt op, eller det syntes vi i hvert fald selv, men kl. 5.00 var åbenbart for syvsoverne og vi var mindst nummer 1000 i køen til busserne, der kører op til ruinerne. Man kan selvfølgelig også vælge at gå (hvor busserne kører i zigzag er der lavet en trappe, som går nogenlunde lodret op), men aargh!

Alt godt kommer til dem, der venter, og vi nåede frem og smuttede lynhurtigt den modsatte vej end de angivede ruter, så vi havde en stor del af ruinerne den første times tid i solopgangen, inden alle de andre nåede den rigtig vej rundt (og vi blev smidt retur af vagterne, som endelig fangede os).

Ligger i skjul for vagterne, mens en lama ser undrende til:

Vi havde jo taget bussen op, så der var energi til at trave op til Inti Punku/The Sun Gate, som er en af indgangene til Machu Picchu fra inka-ruterne. Der var en fantastisk udsigt over ruinerne, og vejen op til:

Da vi kom ned igen, mødte vi helt usandsynligt Jutta, frisk og frejdig og igen væk fra gruppen:

De dér ruiner vedligeholder ikke sig selv, når 2500 turister hver dag tramper rundt på dem med gud ved hvor mange kilo vand og kameraer i rygsækkene:

En anden indgang til området, the inca bridge: 

Aguas Calientes

Efter otte timers traven op og ned af trapper (med trin som jeg finder mærkværdigt høje, når man tænker på inkaerne størrelse), og et par forfærdelige timer i en ulækker pool, som de kalder hot springs, afsluttede vi en dejlig dag med en dejlig middag:

Næste dag var vores ‘reservedag’ i tilfælde af det havde været skyet eller regnvejr i Machu Picchu, men vi kunne glade give vores nye regnslag videre til nogle nyankomne på vores hostel, og tage på eventyr på de togskinner, vi boede lige ud til (bare rolig far, det var i hvert fald slet ikke den dag, hvor min rejseforsikring var udløbet):

Vores hostel var den orange bygning, og vi havde da læst, at det ikke var for ‘light sleepers’, hvilket blev bekræftet af et godstog næste morgen. Men hyggeligt var det, når man først var vågen:

Cusco

Tilbage i Cusco tog vi på Museo del Inca, hvor de havde udstillet nogle af de mumier, som udgjorde forbindelsen til den anden verden (hvor den døde nu var) og blev opbevaret i forskellige templer for at beskytte emperiet. Man måtte ikke tage billeder, og det plejer jeg faktisk altid at overholde – især fordi jeg er bange for at blive opdaget – men se lige det her, ydr:

Og se den lille baby-mumie:

Og så var der også udstillet kranier, som både viste, hvor aflange deres kranier blev på grund af deres hovedbeklædning (det var meget fint at have et aflangt baghoved), og også hvor de nok døde af slag i skallen, især dem der ikke havde aflange kranier:

Man ved, man er langt nede på listen over attraktioner, når man når til en sten, som er seværdig, fordi den har 12 sider… Ikke den mest fantastiske inka-bedrift jeg har set for nylig:

Inca Kola Zero, we like!

Besøg på en af Perus mest berømte kokkes restaurant: Chicha by Gastón Acurio

Og senere en festlig aften – når pigerne synes, man skal med på billedet hahaha:

Lima

Man skal spise masser af frisk fisk og ceviche i Lima, det siger alle! Det var bare ikke lige det, man havde mest lyst til, da man kom ud af flyet og der simpelthen stank af rådden fisk i hele området. Det kommer fra en fabrik og er helt normalt, good god det var slemt.

Har ikke flere billeder fra Lima, gad nok bare ikke tage flere, og byen er ikke specielt køn. Bydelen Miraflores, hvor jeg boede, ligger ud til vandet, og har en fantastisk park langs kysten, som man dog dårligt nok kunne se for dis og smog. Der er alt fra fitness-maskiner til skatepark og tennisbaner, og løb da også et par småture dernede (skulle lige se om jeg stadig vidste, hvordan man gjorde, og nyde at kunne trække vejret i en højde ganske få meter over havets overflade). Ellers brugte jeg tiden på lidt shopping, peducure, frisør (det lærer jeg åbenbart aldrig at man ikke skal), og på at spise fusion-sushi, ceviche, og så lige marinerede spid-stegte oksehjerter hos Grimanesa Vargas’ Anticuchos.

Det blev et langt afsnit, men det er også sidste for denne gang, for nu går turen hjemad. I morgen har jeg lejet bil i Fort Lauderdale og skal shoppe lidt, og så besøge vennerne på den italienske restaurant, jeg fandt på min første aften på min første tur: ‘OH MY GOODNESS, YES WE WILL BE THERE’, skrev Ann, som muligvis har været bekymret, siden jeg forlod bordet for snart halvandet år siden

Vi ses snart!

Vi nåede lige at ankomme til Potosi, som ligger cirka 4000 meter over havets overflade, og så fik jeg en ordentlig omgang madforgiftning. Det eneste jeg havde spist den dag, var frokost på en restaurant, som de havde anbefalet i årevis på vores hostel, så der er nok bare ingen vej udenom. Jeg ville også have været den første, jeg nogensinde har mødt, som havde været i Bolivia, uden at få madforgiftning… Udover Julia… Selvfølgelig! Det var jo rigtig sjove 24 timer og bonus at man lige havde en overkøje! Nå, men nok om det, her er lidt billeder fra byen…

Frisk kød, stadig med hale (så er man da sikker på, det ikke er hest):

Frokosttid på central market:

Nathalie får lappet sine bukser for otte kroner:

Nogen på vej til fest!?

Coca-te til mig med kærlig hilsen fra vores hostel-vært, det hjælper eftersigende på alt fra højdesyge til madforgiftning – bare ned med det: 

Næste dag havde jeg det stadig som om, jeg var blevet kørt over af en damptromle (det er så første gang, jeg har prøvet at stave til det, vidste ikke, der var ‘p’ i, og nu ved jeg slet ikke, hvad det egentlig er, men jeg var flad okay, åh-åh selvsving…), og vi havde planer om at tage ud og se sølv- og kobberminerne i Cerro Rico lidt uden for Potosi. Først kørte vi en herlig tur rundt i stinkende minibus med vores coca-blads-tyggende guide, som var tidligere minearbejder, og så skulle vi et sted hen og udstyres med overtrækstøj (stadig fugtigt fra gårsdagens svedende turister), hjelme, masker og pandelygter, hvorefter vi kom hen og så en af fabrikkerne, hvor de omsmelter/udskiller metallerne. Jeg var nok ikke lige den, der hørte mest efter lige dér, fordi jeg mest koncentrede mig om ikke at blive svimmel/kaste op/falde ned mellem de træbrædder, man gik på mellem maskinerne. Bagefter gik turen op mod minen, men på vejen stoppede vi i en lille butik for at købe sodavand, coca-blade, dynamit og alkohol til minearbejderne.

En, to, tre se frisk ud:

“Nu skal I bare se, hvordan sådan en dynamit-stang virker…”

Skål!

Guiden demonstrerer, hvordan man får mest mulig effekt af sine coca-blade: Der skal 30-40 blade til, som et ad gangen proppes ind i kinden sammen med bagepulver (eller andre alkaline-produkter, det varierer fra region til region), som fremmer virkningen, der kommer efter 10-15 minutter. Alle minearbejderne gør det, for at gøre dagen lidt mere udholdelig. Forståeligt, men klamt ser det ud, og de smager ikke godt:

At være inde i en mine, hvor der arbejdes, er fuldstændig ligesom på gamle film (uden at jeg lige kan nævne en film, jeg har set om det, men tror jeg skal se en fra 2005, som hedder ‘The Devil’s Miner’, som handler om netop Potosi-minerne), og jeg glemte alt om at være syg, for vi skulle løbe sammenbøjede mellem vognene, som tre mand ad gangen løb og skubbede på skinnerne i de smalle gange. Når vi blev indhentet, skubbede guiderne os ind i små indhak, hvor vi kunne sidde på hug, mens de drønede forbi. Guiderne smed vores medbragte gaver ned i deres vogne i forbifarten – det er en uskreven regel, at man har noget med til minearbejderne, og til gengæld kører de ikke én ned eller springer dynamit i hovedet på én.

Vi mødte også djævelen, ‘El Tio’, underverdenens herre, som minearbejderne ofrer til og beder om sikkerhed og sundhed. Der dør kun 14 om måneden ud af de 11.000, der cirka arbejder der (held og lyk’ me’ det da!), et faktum jeg lovede de andre ikke at spørge om, før vi var ude igen, hvortil guiden stolt tilføjede, at ingen af dem var turister. De to guider passede godt på os, og det var en fantastisk oplevelse. El Tio er vant til offergaver i form konfetti og den 96% alkohol, som minearbejderne skåler med ham i – min offergave, var af en lidt anden type, men guiden sagde, at det var helt okay, at kaste op (og det var da heller ikke det værste, der kunne ske!), bare jeg gjorde det på de kasserede sten… Og som trøst hakkede han lidt sølv og kobber ud til mig som gave (yes, nu har jeg også sten i rygsækken), mens vi tog en pause og ventede på, at de andre kravlede 30 meter op for at se en gut sætte fut i noget dynamit. De kom væltende ned af stigen igen lidt efter, og som rosinen i pølseenden kom minearbejderen, som arbejder alene med at sprænge dynamit i otte timer hver dag i den tynde, støvede og giftige luft.

Enhver busstation med respekt for sig selv har mindst 10 af de her boder med alt hvad hjertet kan begære:

Sucre

Nathalie (fra Holland, som jeg følges med) gav den gas med at prøve de lokale markedsspecialiteter i Potosi, uden at føle sig truet af mit eksempel, for hun er jo vegetar (bah!), og det blev hun så straffet for, da vi den næste dag skulle rejse med bus til Sucre. Hun var fire dage om at komme sig, og hun var i øvrigt også syg, da jeg mødte hende i det nordlige Argentina: 2-1 til kødæderne!

En gut på vores hostel i Potosi havde tilbudt os, at vi kunne bo hos en dame, Silvia, og hendes søn, som han kendte i Sucre, og det var så dejligt, at være i et (nogenlunde) pænt hjem i nogle dage. De første par dage brugte jeg på at tulle rundt i byen med en anden logerende fra Schweiz, gå i rigtigt supermarked, få lidt massage, og lave mad til hele “familien” et par af aftenerne.

Sucre er en af Bolivias to hovedstæder, vistnok også den officielle, hvor højesteret ligger, mens regeringssædet ligger i La Paz, som er den administrative hovedstad. Den største by er til gengæld Santa Cruz, der ligger i den nordøstlige del af landet, som er lavere og derfor fugtigere og varmere. Bolivia er dobbelt så stort som Frankrig, men der bor kun omkring 10 millioner, så man kan nok regne ud, at meget af terrænet er sværere at have med at gøre i siv-sandaler end alperne på ski… Den gennemsnitlige levealder er omkring 65 år. I 1950 var den 40 år!

Da Nathalie var havde kommet sig lidt, var vi ude og se et show med traditionel dans, som vores værtinde havde anbefalet, og næste dag var vi på et super godt museum, om Inca-kultur og klædedragter. Der var alt fra menneske-kranier (deforme fordi det var fint at have en lille rundt hat-agtig ting på baghovedet) til indtørrede lama-fostre udstillet sammen med vævekunsten.

Elsker simpelthen de her dame-vejarbejder-outfits:

Der var engang en fabrik i et kalkbrud, som tilfældigvis opdagede, at man kunne se mange millioner år gamle dinosaur-fodspor i et lag i bjerget. Det er verificeret, at de er ægte, men tror, det kan styrte ned når som helst, hvilket en stor del af det allerede er. Det var en rigtig fin bustur i åben dobbeltdækker (man er vel turist):

For at måtte tage billeder i området, skal man lige betale fem kroner ekstra, og have et fint badge på – som om vi ville vende om, hvis de bare satte prisen fem kroner op, iihhh!

De har placeret sensorer i bjergvæggen, men jeg spurgte, hvad de så ville gøre, hvis det rystede, og det vidste de ikke rigtigt… Efter at have tænkt sig lidt om, sagde guiden, at man måske kunne sætte noget plastik på, nårh ja!

Da vi kom tilbage til centrum var hele byen på den anden ende i anledning af 1. maj, og man må nok sige, at det er lidt mere festligt, end de danske politikeres taler:

Bemærk gerne lige her, hvordan alle de fine damer, danser rundt med en halvliters dåseøl i hånden hahaha:

Når man efter dino-fodspor, kæmpe 1. maj parade, shop-amok i lækre alpaca-sager sidder sammen med tøserne på en ordentlig café med en cola light, og kigger på de lokale handlende ude på gaden, mens de spiller Hanson i højtalerne, synes man (i hvert fald jeg), at det har været en rigtig god dag

… Og det her geniale stillads skal også lige med:

La Paz

Vi kom til La Paz med natbus, og jeg sov nærmest 10 timer i streg, efter en køresygepille, jeg fik af en dame i bussen – det var fantastisk!

Man købte billetter og tjekkede sin bagage ind én etage over busholdepladsen, så de havde udviklet et smart system til bagagetransport:

I La Paz brugte vi en dags tid på at se på byens ‘heksemarked’, som var lidt af en turistfælde, men det lykkedes os da at finde nogle af de butikker, hvor de sælger indtørrede og pelsede alpaka- og lamafostre, man kan bruge til at ofre til inca-guderne.

Udsigten fra værelset kunne vi ikke klage over:

Statue af en falden Conquistador – fair nok:

Nej ikke popcorn, men pop-bønner:

En lille fyr, som var med bedstefar på taxa-arbejde – så kunne han sidde der hele dagen (var der nogen der sagde barnesæde med isofix?!)

Vi var også på coca-museum, som kort fortalt var en gennemgang af plantens historie, en udførlig beskrivelse af, hvordan man laver kokain, og så selvfølgelig en del om Coca Cola. Det var faktisk ret interessant, i hvert fald var der meget, jeg ikke vidste. Her er nogle af de sjoveste fakta:

• Der findes over 200 forskellige slags coca-planter, hvoraf de fleste findes i Sydamerika, men nogle findes i Afrika, Madagaskar, Indien og Asien.
• Der er fundet spor af coca-planten i mumier i Peru fra 2500-1000 år før vor tidsregning.
• For inkaerne var planten centrum for mange religiøse ceremonier
• Europa fik først nys om planten i 1499, gennem en præst! I 1551 blev den så forbudt i Peru, fordi den var en forhindring for udbredelse af katolicismen.., Men kort tid efter blev forbuddet ophævet, fordi Conquistadorerne fandt ud af, at slaverne (dels indianere, dels medbragte sorte) performede bedre, hvis de fik lov at tygge coca-blade. De arbejdede op til 48 timer i træk, uden at indtage andet end coca-blade, og udbredelsen voksede markant, selvom spanierne kontrollerede al handel med den. Senere hævdede FN, at planten gjorde folk retarderede, og at den var skyld i fattigdommen i Bolivia og Peru – suk!
• I minerne i Potosi consumerede arbejderne i 1573 således en mængde coca-blade med samme værdi som 450 kilo guld – om året! Bladene gav/giver dem let eufori, en følelse af øget opmærksomhed og fysisk energi. Téen, som vi drikker, lindrer lidt i forhold til højdesyge, men har ellers ingen dokumenteret effekt. De lokale bliver dog meget fornærmede, hvis man ikke anerkender den.
• Coca var verdens første bedøvelsesmiddel da det i 1905 blev lanceret som Procaine. Historisk har læger troet på, at planten kunne hjælpe med alt fra at hele brækkede, knogler til at kurere tumorer. Folk født højt oppe i Andes-bjergene har større lungekapacitet end os andre, men studier i 70’erne har vist, at coca kan udvide bronkiolerne og dermed hjælpe os til at optage mere ilt og samtidig regulere insulin i kroppen, uanset lungekapacitet. Coca har ingen effekt på hvide og røde blodlegemer, som nogen tror.
• I 1860’erne begynder man at producere kokain i Bolivia… Lovligt. Det blev både brugt i populær Mariani Coca Wine i Frankrig, som bedøvelsesmiddel af læger i USA, og i 1884 udgiver Sigmund Freud en artikel, som gør ham til verdens første officielle kokain(mis)bruger.
• I 1886 kommer Coca Cola på markedet – drikken har ikke indeholdt kokain siden 1914 (no shit!), men Coca Cola indkøber stadig over 200 ton coca-blade årligt fra Bolivia, som de anvender som smagsingrediens.
• I 1914 bliver kokain ulovligt i USA, og i 1961 underskriver Bolivia Geneve-konventionen, hvilket også gør, at det bliver ulovligt at tygge coca-blade. Men i 1978 tygger ca 90 procent af den bolivianske befolkning stadig, og i 1988 indføres en lov i Bolivia, der blandt andet lyder: “… all are drugdealers until they have explicitly proven that they are not…”
• I 1980’erne femdobledes narkoforbruget i Bolivia. Landet er fortsat dybt afhængigt af økonomisk hjælp fra USA og Europa til at bekæmpe problemet, og det dårligt betalte lokale politi kan ikke stille meget op mod narkohandlerne (I Columbia blev betjentene flyttet mindst hvert andet år til en ny by med deres familier, men tvivler på, Bolivia kan mestre sådan et system).
• Meget af kokainen bliver produceret i junglen i Chapare-regionen, hvor mange tidligere minearbejdere har fundet ud af, at det bedre kan betale sig at være coca-farmere, og sælger deres afgrøder ulovligt til de kemiske fabrikanter. Stort set alle kemikalierne, som bruges på fabrikkerne i junglen, kommer dog fra USA og Europa.
• Cirka fem procent af jordens befolkning bor i USA, men landet bruger 50 procent af al kokain produceret på verdensplan.
• Sjovt citat fra museet: “For this reason, the need to submerge oneself into a state of artificial ‘paradise’ grows more and more urgent (…) This continues until the cocaine paralyses the cardiopulmonary system OR leaves the addict to die from lack of nutrition AND HYGIENE”
• Som behandling for kokain-afhængige nævner museet blandt andet: Religiøse samtaler, tygning af coca-blade og dødstraf (nemt, billigt og 100 procent effektivt).

Vi mødte igen Sam og Claire, som tager turen på cykel (lyder simpelthen så hæsligt), og tog med dem ud og spise:

Turen gik fra La Paz, gennem naboenbyen El Alto, som egentlig er vokset sammen med hovedstaden, og mod Lake Titicaca:

Jeg havde fået lov at bo hos Francisco, som jeg mødte sidste år i Mexico. Han er vandt til couch surfere, så det var intet problem, og må indrømme at jeg var hurtig til at sige ja tak til en uge i et rigtigt hjem. Ankom lidt sent, hvilket vil sige ved 23-tiden om aftenen, og havde lidt dårlig samvittighed… Meeeen i stedet for at smide trætte mig på hovedet i seng, skulle vi da lige ud og have lidt mad og et glas vin – jeg var jo kommet lige til normal restaurant-tid, velkommen til Argentina.

Efter en lang og god nats søvn i en stille lejlighed, startede løjerne. Backpackeren blev forkælet, for Francisco er læge for et privat forsikringsfirma, og arbejder kun fra 17 til 22 i hverdagene. Resten af tiden kunne han jo så passende bruge på at lege privat chauffør for mig.

San Telmo

Buenos Aires er en fed by, med mange og alsidige kvarterer. Da det var weekend startede vi med at tage på marked i San Telmo, hvor vi fik bøf og vin og tango-show til frokost.

Nårh se det søde lille dukke-teater:

La Recoleta

Her besøgte vi den kirkegård, hvor bl.a. Eva Peron (1919-1952) er begravet… Langt om længe, kan man sige, efter hendes lig først forsvant i forbindelse med et militær-kup mod hendes mand (ligeså meget som folket – los descamisatos/de skjorteløse – elskede hende og peronismen, hadede bureaukratiets repræsentanter hende), senere var de jordiske rester først i Milano og blev siden afleveret til Peron, som nu boede i eksil i Madrid, og faktisk var de Perons tredje kone Isabel, som til sidst sørgede for, at Evita i 1976 blev lagt til hvile i familiemausolæet på den berømte kirkegård i Recoleta, Buenos Aires. Besøgte også et rigtigt godt Eva Peron-museum (der gad min guide så ikke lige med), og tror da lige jeg skal hjem og se ‘Evita’ igen.

La Boca

La Boca er et andet sjovt og specielt område, som man vist skal holde sig fra om aftenen, men om dagen er der liv og glade dage med farvestrålende huse og tango i gaderne:

Metroen

Der var jo enkelte gange, hvor jeg selv blev nødt til at komme rundt. Det er ikke verdens mest effektive metro, da næsten ingen linjer krydser hinanden, men den er gammel (åbnede i 1913) og hyggelig, især når man ikke sidder ved de åbne vinduer og får udstødningen fra et andet tog lige i hovedet mens ingen af dem kører! Nå, men det er sjovt, for der render en masse sælgere rundt i vognene med servietter, slik, linealer, tørklæder, you name it, samt musikanter og andre udskud, der prøver at tjene til dagen og vejen. Sælgerne lægger deres ting på ens ben (ret forvirrende første gang: “Øh no gracias, den skal jeg sørme ikke have, ellers uendeligt mange gange tak), som de imellem stoppene både når at dele ud og samle ind, og der er overraskende mange, der klarer dagens indkøb på den måde! Det er lidt hyggeligt, og også at vognene er så gamle med rigtige porcelænslamper – det kan danske møgunger jo ikke administrere fredag nat uden at ødelægge det hele! Men okay den kører heller ikke om natten…

Fancy kvarterer

Så var det blevet tid til at udforske de mere moderne dele af byen… Helt ærligt, man kan da ikke se, at den her bænk er lavet af beton?!

Kan I kende balkonen her på Casa Rosada (The Pink House), hvor Eva Peron/Madonna stod?

Enhver argentinsk by med respekt for sig selv har en plads eller en statue dedikeret til den 25. maj 1810, som markerer landets uafhængighed fra Spanien.

En af de utallige katedraler i Sydamerika, synes bare lige jeg ville nævne, for referencens skyld, at man åbenbart ikke engang på Jesu tid forstod, at det IKKE er smart med sokker i sandalerne:

Ret fedt bibliotek/boghandel, som er lavet i et gammelt teater – der vil jeg bo!!!

Taxa-chaufførerne demonstrerer mod Uber – så føler man sig pludselig ikke så langt væk hjemme fra:

Brætspil i parken:

Besøg på Malba – mere og mindre sindsoprivende moderne kunst, som for eksempel ‘Papir på væg’ her – det er sgu for nemt, synes jeg:

Un noche de Milonga

Tilbage til essencen… Milonga-aften er en aften, hvor man starter med tango-træning, øvede og nybegyndere, og efter et par timer spiller et live-band op og nybegynderne får at vide, at de er velkomne på gulvet, men de har bare at holde sig til midtercirklen. De er altså sindssygt gode – vild med dans go home! Jeg derimod skal nok lige øve mig en time eller to mere…

Mere fra byen

Buenos Aires er god vin, store bøffer, tango og alle slags mennesker – super intro til Argentina, men jeg må klage over én ting. Det er helt absurd dyrt at shoppe!!! Dyrere end derhjemme!!! Buhuuu… Og jeg skulle have nye sko, fordi de lugtede surt, men så var jeg altså for nærig… Til gengæld fandt jeg ud af at man kan få vasket sine sko samt vasket, tørret og foldet alt sit tøj, for under 50 kroner, det’ billigere end i Netto! Her er lidt flere moments:

Adressen, of course:

Udsigten fra lejligheden:

Argentinsk Entrana ‘cut’ – det betyder mellemgulv har jeg fundet ud af og er særligt populært i Argentina – med chimichurri (en slags salsa) og Malbec:

Francisco – en fantastisk vært, som nåede at vise mig alt det bedste i byen på rekord-tid:

Døren ind til en hemmelig cocktail-bar, som indenfor føltes meget langt fra det Sydamerika jeg ellers efterhånden kender:

I bussen talte ingen dog engelsk, men jeg kom kun en lille smule for sent af, og nåede frem til Buenas Vibras Hostel i god behold, hvor jeg blev modtaget af de enarmede lokale. 

De er enarmede, fordi de evigt og altid render rundt med deres ‘Mate’. Det vil sige termokander med varmt vand, som de hælder i deres små kopper med metalsugerør fyldt med Mate-blade, som de patter på dagen lang. Det generer dem tilsyneladende ikke, altid kun at have én arm fri. Det smager som en stærk urtete, og har alverdens gode egenskaber (siges der), og så indeholder det næsten ligeså meget koffein som kaffe. Har købt lidt med hjem i te-brev-form, hvis nogen vil smage (og hvis jeg får det med gennem tolden), men tror nu stadig jeg foretrækker en kop kaf’! Årh med minimælk! Eller bare et glas minimælk!!! Kommer snart hjem

Jeg var en lille bitte smule rejse/oplevelses-træt, og besluttede derfor at begrænse besøget til nogle dage i Montevideo. Ville gerne have været til Punta del Este, som er en af landets utallige strandbyer, men det var ikke rigtig strandvejr alligevel (op til 20 grader om dagen). Maybe next time.

Byen minder meget om enhver europæisk storby – i hvert fald til sammenligning med de steder, jeg ellers har hængt ud på det sidste. Bemærk den fine etage-ejendom i baggrunden af byen hoved-torv. Der må virkelig have været rod i papirerne, når nogen har fået lov at bygge sådan en øjenbæ der, når der ellers er rigtig mange smukke gamle bygninger: 

Moden var lidt anderledes, med masse af plateau-sko (hvis jeg skal sige tre ting om Uruguay er det Mate, grimme sko og godt kød), og så måske lidt anderledes butik-navne end i engelsk-talende lande høhøhø:

En sød historie: Der er en eller anden, der i nattens mulm og mørke går og skifter gågadernes knækkede fliser ud med fine hjemmelavede fliser i forskellige farver. Ingen ved hvem det er, men man ser dem over hele byen:

Mate-krus for enhver smag:

Et must i Montevideo er frokost i Mercado del Puerto, hvor der er omkring 20 forskellige små restauranter med hver deres kæmpe-grill fyldt med lækkert kød. Vi var der sammen med de lokale, som holdt frokostpause, og lige at hapsede en 500 grams bøf med tilbehør i form af et glas vin ned på 20 minutter, mens de læste avisen, og smuttede igen. Jeg var især imponeret over en ældre dame, som fik serveret en regulær steg – vi blev enige om, at den skulle hun nok dele med sin voksne datter, men næ nej, der blev sat endnu en hos hende og en halv time senere var der støvsuget på tallerkenerne. Jeg kan spise meget kød, men wow!

Når nu man havde besluttet at tage nogle rolige dage, var der ikke noget bedre sted end Buenas Vibras hostel, hvor det var lidt ligesom at besøge gode venner. 

Mad skulle jeg jo have, selvom jeg slappede af, herunder endnu en Uruguay-klassiker, nemlig Chivito-sandwich på Tinkal-bar. Det er bare en bøf med salat og tomat i en bolle – liiiidt mere lækker en en bøfsandwich fra pøllevognen (eller det tror jeg faktisk aldrig jeg har smagt, men se dog på den!):

Efter frokosten gik jeg en tur med Anthoni fra hostel langs vandet – han ville gerne finde et fyrtårn (how exciting!!), og jeg var ved at dø af grin over hans ansigtsudtryk, da vi efter et par kilometer kom forbi et lille bitte et! Jeg syntes godt vi kunne vende om, men han gav ikke op og vi fandt også det rigtige lidt efter, som vi fik lov at kravle op i…

Her ser vi så et fænomen, jeg aldrig har oplevet før: ‘Fodring af vilde katte i vandkanten’, hvor folk simpelthen kom kørende i biler og på cykler og fodrede de små grådige dyr. Gætter på, at kattene simpelthen er flyttet fra deres ejere, som så hver dag kommer for at tigge dem om at komme hjem igen, men hvem ved?

En af de to hostelejere Mathías, som var så sød at lave kæmpe Asado (sydamerikansk grill-aften) for sine gæster på min sidste aften. Det var noget han gjorde, bare når han sådan lige havde lyst. Det var meget vigtigt, at jeg ikke tog billeder af maden, før alle hans kreationer var på plads på grillen

Ja, som man kan se herover, var jeg i galla i dagens anledning, host host.

Kongemåltidet foregik sådan, at det hele bliver skåret ud og så sendt rundt, og så snacker man det hele mens det er varmt. Super hyggeligt, det skal vi prøve til sommer. Her er fx en form for blodpølse – det kan vi evt. springe over:

Bagefter skulle vi så på natklub for at fejre en god aften, men der var proppet det første sted og en kødrand af folk der prøvede at komme ind på det næste, så jeg hev fandt i den mest lyshårede pige og fik dørmanden til at lukke os alle femten ind med det samme – det er spild af liv at stå i kø! Der var simpelthen så proppet derinde, at man nærmest ikke kunne bevæge sig, og vil tro at de andre piger ikke er med på billederne herunder, fordi de kæmper for ikke at blive trampet ihjel.

Blev ikke længe, men jeg var der!

Man ved, man er kommet til Chile, når (det er 20kr for to liter vin og en ekstra juicebrik på en halv):

Og første aften skulle jeg selvfølgelig med nogle af gutterne (som tilsyneladende var groet fast på hostel, hvor de sov hele dagen hver dag) på “vinobar”:

Bygningen der ligner en mobiltelefon (jojo sådan ser mobiltelefoner stadig ud Sydamerika):

Næste morgen gik jeg om formiddagen op for at se udsigten fra San Cristobal-bakken, hvorfra en kæmpe jomfru, en kirke og gud-ved-hvor-mange kors og andre hellige statuer, kigger ned over byen. Det var ganske fin motion og på vej ned løb jeg om kap med én på mountain-bike – man kan så diskutere, hvor godt det egentlig er at bruge sine lunger mere end højst nødvendigt i en by med så meget forurening!? Se på billede to, hvordan det simpelthen ligger henover byen, som ligger i en gryde mellem bjergene. En dag, hvor det regnede, var gaderne simpelthen fedtede af nedfalden smog.

Ceviche (rå-marineret fisk, som man kan få i hele Sydamerika) åhh det er læks!!

Nogle enkelte vindruer, som har undsluppet vin-gårdene, uden for ‘Central Market':

Og mit lille søde hostel i Providencia, Santiago (det hvide):Det var åbnet for halvanden måned siden, og ejeren Natalia og rengøringsdamen Rosalia var de sødeste! De spurgte hele tiden om alt var okay, der blev købt hårtørrer ind, bare fordi man spurgte, om de tilfældigvis havde en, og der blev holdt grill-aften da der var landskamp, med deres egne venner, og der blev lavet kaffe, når man skulle til ludthavnen kl. bæ om morgenen… Og så var huset så fint, med originalt, renoveret træværk, en lille hyggelig gårdhave, og store værelser med polerede gulve og rene nye betrækker på DYNERNE så føler man sig lige hjemme da!

Concon & Valparaiso

Nå, men efter et par dage i storbyen fik jeg da slæbt én af de tre gutter (der ligesom var inventar på det lille hostel) med på dagstur til Concon og Valparaiso (nice navn til en by ikk?) med tidlig afgang og bus fra Santiago… I Concon havde vi lidt på fornemmelsen, at vi kom på den forkerte årstid til den lille fisherman-gone-surfer-by. Vil sammenligne det med Marielyst på en regnvejrsdag i november, men lækker mad fik vi på en af de få åbne restauranter:

Og så brugte vi eftermiddagen i Valparaiso, hvor der stadig kører gamle… øh jeg ved faktisk ikke hvad en sporvogn der kører opad en bakke hedder…

Vi kom lidt for sent til den gratis gåtur (tours for tips), men fangede dem efter et kedeligt (det bliver jeg jo nødt til at antage eftersom vi gik glip af det) besøg på havnen, og nåede den obligatoriske smagsprøve på Alfajores, som er en typisk sydamerikansk lækkerbidsken med chokoladeovertrukne kiks og ‘Dulce de Leche’ i midten. Liiige sødt nok til mig.  

Sådan kan man så også bo – alt på ét tag:

Valparaiso var en sød by, men synes en dag var nok, og prioriterede at komme til Atacama-ørkenen, som Anne og Bent har anbefalet i ét væk! Tænkte først: ‘Altså helt ærligt, det er bare en ørken’… Jeg blev klogere!

Atacama

Allerede i flyet fra Santiago startede det. Havde tre sæder for mig selv og var faldet i søvn på gang-pladsen samme sekund jeg satte mig – ahh der er ikke noget så afslappende som en flyvetur… Heldigvis vågnede jeg på et tidspunkt og kastede et dovent blik ud af vinduet, og så kan I lige tro jeg hurtigt fik rykket mig hen til den helt fantastiske udsigt. Det var simpelthen så flot, at jeg ville have betalt for flyveturen, selv hvis jeg ingen steder skulle hen.

Ankom til San Pedro de Atacama, som ligger en times ørken-kørsel fra lufthavnen i Calama. Den lille by består af en række ler-huse og små støvede gader, som altså mest huser tour-agencies, restauranter og cola-butikker, mens de ca. 8000 lokale bor i mere farverige små huse bygget i lange tanger langs vejene ud fra byen.

Lidt fakta:

• San Pedro er en oase i 2500 meters højde
• Her falder 10-25 millimeter regn om året fordelt på 2-3 uger
• For 12-15 millioner år siden var det istid, og her indvandrede folk fra Asien til Amerika
• Da isen smeltede ændrede stenformationerne sig så, og det smukkede område blev dannet som det er i dag
• Man har også fundet kæmpe sten, som er kommet flyvende fra vulkaner i Bolivia

San Pedro var hyggelig, og mit hippie-hostel lå midt i det hele. I løbet af de næste fem dage fandt jeg så ud af, hvorfor byen er invaderet af turister… Og strejfende hunde, men det er åbenbart et ret stort problem i hele Chile, hvor der er tre af de firbenede per indbygger. Det gør nu ikke mig så meget, når det er store, søde, sunde dyr, som tilfældigvis bare ikke lige gad have en ejer (langt fra Mellemamerika).

Startede med at tage ud og kigge på og bade i Atacama Salt Flats – skulle selvfølgelig have haft et billede magen til det, hvor min far læser avis i det døde hav, men der var altså grænser for, hvor længe jeg gad lege fotomodel for den ivrige bus-chauffør!

Når man ikke lige har fået skyllet sig efter badeturen, whoaa…

Alle ture foregår i små mini-busser, som drøner rundt fra det ene smukke sted til det andet, og næste stop var Ojos de Agua, hvoraf dét på billedet nedenfor var reserveret til fotos, mens der var fri leg og udspring i det andet… På billedet er jeg stadig glad og tilfreds, men nogen kunne godt have fortalt mig inden jeg sprang i, af man skulle klatre op ad en ulækker, grumset, mudret, frø-bolig-agtig skrænt for at komme op igen! En sød tysk pige fik dog en lettere hysterisk og skrigende (og flov) dansker fisket op igen og roen indfandt sig. Det kan godt være, Mie, at din Steve Irwin sammenligning alligevel er lidt langt ude, suk!

Solnedgang, snacks og Pisco Sour, som er den eneste drink i Chile, der er arrogant nok til at konkurrere med vinen… Og det er faktisk fair nok, det er en helt i orden cocktail!

ALMA (Atacama Large Millimeter Array) – et af verdens største observatorier, som blev færdigt i 2013 og er et samarbejde mellem USA, Canada, Europa, Østasien og Chile…

… Og så ved jeg ikke mere om ALMA, selvom de fortalte en del om det, på en stjernekigger-tur en aften, hvor de også fortalte om, hvordan de gamle folkeslag i ørkenen navigerede efter sorte huller mellem stjernerne, og så stjernebilleder i dem. Fx er der et stort hul, uden stjerner, som faktisk ligner en lama okay meget, og den passede så på deres dyr… Til gengæld vidste de også, hvad der var nord, syd, øst og vest, og navigerede efter ‘the southern cross’. Mælkevejen kaldte de ‘river of life’, og når man døde rejste man ad den og blev så til en vulkan eller et bjerg, yes yes! Til gengæld vidste de så også (længe før de hvide fladpander) at jorden var rund, pga. den måde, mælkevejen bevægede sig over himlen. De var altså ikke helt dumme, og havde også arbejdet sig frem til tallet Pi nogenlunde på samme tid som kineserne og grækerne – mystisk! Da spanierne så invaderede området – og det er en historie jeg har hørt i flere lande – gik rigtig meget viden tabt, fordi de forklarede alt med religion, som de pressede ned over hovederne på de lokale folk, ikke alt det videnskabsfis, Gud har skabt jorden, bum! Der findes hvide, blå, grønne og røde stjerner, de røde er ældst, og vi kiggede på en ‘bitter juice’, som måske allerede er eksploderet, men vi kan stadig se den, fordi vi er 400 år væk. Solen er cirka otte minutter væk. Og så rækker min fatte-evne altså ikke til mere, pyh!!! Resten af tiden kiggede jeg bare efter stjerneskud og var glad for, jeg ikke var i Bolivia, hvor vi på den anden side af bjergene kunne se en fantastisk elektrisk storm.

At bo langt ude:

En anden tur gik til Valle de la Luna (Vigtig viden/ligegyldig info: Det betyder Månedalen, som var navnet på min vuggestue), som var det mest turistede sted, jeg besøgte. De er så smarte, at alle ture starter samtidig til hvert sted, så enten er de uvidende om, at alle helst vil tro de er de eneste, der har opdaget de fantastiske steder, og ellers er de så smarte, at de gør det for at holde priserne oppe!? Nåede dog frem i tide til et par ‘jeg-sidder-lige-her-og-tænker-lidt-over-livet’-billeder: 

Mere salt:

Klippeformation ‘Las tres Marias’ i Moon Valley (der er i dag kun to en halv Maria, fordi en fransk turist for et par år siden blev lidt for kærlig/ivrig – nix pille!):

Efterladt hus og udstyr fra en gammel salt-mine, som blev lukket i 60’erne, da man fandt ud af, at det bedre kan betale sig at hente salt fra havet, stort set dynamit- og risiko-frit…

Bare for at give et indtryk af, hvor stort det hele er, for det er svært at se på billederne… Find Charlotte:

Når man får taget 10 billeder af en venlig amerikaner, som ikke kan se problemet i, at hans kone også skal med på billedet:

Efter nogle dage med besøg på det vigtigste must-sees, brugte jeg lidt ekstra penge på at komme på tur til Salar de Tara. Vi var syv afsted, vi så ikke en eneste anden bus den dag, og jeg fik forsædet. Tilfreds. Fra min geniale udkigspost var jeg så også den første til at spotte en flok lamaer i det fjerne! Jeg hoppede op og ned i sædet og kom med begejstrede udbrud, indtil chaufføren stoppede bilen, og efter jeg havde fået taget nogle billeder af dyrenes rumper fortalte han mig nærmest undskyldende på sit gebrokne engelsk, at de er landbrugsdyr, som har ejere, og som ikke er ret sjældne: ‘iiiiit iiiiiis like a cow!’… Øhm nåååå ja okay… Jeg var også den eneste vesterlænding, udover en amerikaner, som boede i Chile, og de andre sad og kiggede forundret på mig. Oh well, det er stadig de mest fantastiske køer jeg har set!!!

Lidt senere turde jeg ikke sige noget, da vi kom forbi denne flok vigcuna’er, men så kom der ellers fest i bussen. De er meget mindre, men de er en slags vild fætter til alpacaer og lamaer, og lever kun  3200-4800 meters højde. De drikker saltvand og kun kongelige Inca’er måtte bære tøj lavet af deres uld.

Og endnu mere fantastisk var det at se flamingoer (‘Andean Flamingos’, som er en af de mest sjældne og truede arter i verden), som også kun lever mellem 2300 og 5000 meters højde.

‘Vamos Muchachos’ blev der sagt hver gang vi skulle køre videre, med vores hyggelige chauffør, og tror nok heller ikke lige man havde lyst til at blive glemt i sådan et landskab her (intet mobil-signal, ingen gps, kun en lokal, der kender der hele som sin egen bukselomme og drøner ud over stepperne):

Noget sten, jeg ikke kan huske hvad hedder, men det er vist lavet af lava og blev brugt af Inca’erne til at lave knive:

Udsigtspunkt, hvor vi kan skimte Salar de Tara:

Vulkanen i baggrunden ligger på grænsen mellem Chile, Argentina og Bolivia og er 5800 meter på toppen:

Frisklunede empanadas til frokost (bemærk plastichandske og det hele – 10 point):

Turen til Salar de Tara, som ligger i ca. 4500 meters højde, var noget af det smukkeste jeg har oplevet, selvom jeg faldt i søvn nærmest hver gang jeg havde siddet i bilen fem minutter. Siden jeg ankom til San Pedro, havde jeg haft det lidt som om, at jeg var ved at blive syg, og mit hoved føltes som om jeg havde en meget, meget stram hjelm på… Havde det rimelig underligt, da jeg kom tilbage efter udflugten og konsulterede hippierne hjemme på hostel, som sagde, at det selvfølgelig var højdesyge, og at jeg måske skulle have taget den mere med ro, droppet fysisk aktivitet osv. Havde godt hørt om det, men havde helt ærligt tænkt, at det får jeg da ikke, sådan noget pladder! Ligesom chaufføren havde gjort (uden at kunne fortælle mig hvorfor), gav de mig coca tea, som siges at lindre højdesyge. Selvom det ikke er dokumenteret, synes jeg det hjalp et par timer efter hver gang. Anyway, enten fordi jeg vænnede mig til højderne, eller fordi jeg trodsigt kæmpede mod dem, havde jeg det helt fint den sidste dag. Tog chancen og lejede mountain bikes med en gut fra hostel og satte ud for at se på de nærliggende attraktioner. Må jo sige, at jeg synes den slags oplevelse – tur uden tour – er meget federe end de organiserede ture, fordi man har frihed til at kigge rundt om de hjørner man vil og vi var ret tilfredse med det vi fandt:

Inca-ruin-byen Pukara de Quitor:

Når man ikke gider cykle mere op ad bakke i den tynde luft, prust!!

Hygge på hippie-hostel:

Det her er lidt random… Nå, men de køre jo som sindssyge på de små ørkenveje, og man kender jo godt de kors, man ser langs vejene i mange lande. I Atacama har de så valgt lige at give den et nyk opad ved simpelhen at bygge et helt hus/alter rundt om den forliste bil. Så det flere steder, men ved godt billedet er dårligt (man kørte jo ikke ligefrem med 40 km i timen, bare fordi nogle andre havde været uheldige dét sted!):

Santiago

Tilbage i Santiago tullede jeg rundt i byen et par dage.

Enhver legetøjsbutik med respekt for sig selv har selvfølgelig ballon-entre:

Spurgte så rengøringsdamen, hvor der var et godt shoppe-område, som ikke var et butikscenter, fordi jeg synes jeg er begyndt at se lidt tam ud, og mine sko lugter af sure tæer, buhuuu. Jeg blev sendt til et kæmpe område fuld af butikker og små markeder, men var nærmest ved at græde over udvalget. Skal skåne jer for det meste og nøjes med et enkelt eksempel:

Ben på den lille lokale peruvianske restaurant, jeg besøgte et par gange:

Efter strandferien bevægede vi os mod de lidt større byer. Her boede vi på lækre hoteller, blev lidt kulturelle og så må vi nok erkende at dankortet blev svunget en del. Hertil skal det dog lige nævnes at Colombia har de smukkeste blomstrede kjoler og så er tingene generelt bare ekstremt billigt! Her henviser Neele så IKKE til sarong-tingene på stranden eller den gennemsnitlige columbianer på gaden, men til de kup vi gjorde i de godt gemte ordentlige butikker, som nemlig lige præcis tog Visa og MasterCard (og det bliver jo ikke dyrt før den 1.!)

Medellin

På hotellet efter 15 timers bustur: 

På hotellet efter 15 timers bustur, en lur og et bad:

Efter en aften i Medellins natteliv uden kameraer og værdigenstande, men med Gina som guide (hun havde været der før, men kom tilbage for at mødes med os), tog vi næste dag til det berygtede Comuna 13 i bydelen San Javier. Læser man på nettet, finder man næsten udelukkende artikler, der siger, at man skal holde sig langt væk fra dette område på grund af massiv kriminalitet og vold. Virkeligheden i dag er dog en anden, fordi området har udviklet sig enormt, siden man i 2011 åbnede for de udendørs rulletrapper, som er blevet et forbillede for by-udvikling verden over. Det var før ideelt for narko-relateret aktivetet, fordi det var så svært tilgængeligt – før rulletrapperne skulle de lokale gå op mod 28 etager op ad bjergsiden, hvis de havde været på arbejde i byen, fordi der ingen veje er.  Comuna 13 er stadig på grænsen til at være slum, men fin gadekunst og venlige lokale skal snart gøre det til en stor turistattraktion. Hvis ikke Gina havde været der før, og tog med derhen igen, var vi måske røget i fælden med at købe en lokal guide for 50 USD, hvilket absolut ikke var nødvendigt.

Det var en af de bedste oplevelser i Columbia, men når det så er sagt, skal man stadig se at komme tilbage til hovedgaderne efter kl 16.

Nu har jeg jo fået en del anbefalinger om Columbia, især fra mandlige rejsende, som altid nævner billig kokain og flotte damer (falske numser og bryster er en typisk Sweet 15 ‘Quince’-gave, og man kan få nye tænder og næser på ethvert gadehjørne). Og det er jo ikke lige det, jeg går mest efter, men var alligevel spændt på at se. Vi så mange plastik-numser, hvilket jeg aldrig har set før, men de flotte damer tror jeg altså er en eksportvare – se selv på billederne, de er da ret uformelige!? Måske er det fordi, Neele og jeg ikke kan lægger mærke til damerne, men de her små skønheder, fandt jeg da i Comuna 13:

Og så til sidst et par billeder fra rejsens favorit-by indtil videre og Columbias største overraskelse:

Vores bell boy på hotellet ved den hjerteskærende afsked (resten af personalet på det fancy hotel var nogle arrogante r… så det var nemt at synes godt om den lille fyr i den store uniform):

Guatapé

 Efter et par dage i Medellin tog vi mod Guatapé for at mødes med Gina igen. Vi fik lov at bo hos nogle af hendes venner, da alt var fuldt booket på grund af påsken.

Påske, Semana Santa, i højeste gear:

Efter ankomst skyndte vi os på tur til den store sten La Piedra de Penol, hvor man skal op af 700 trappetrin for at se den fantastiske natur i området:

Og så stod den på aftensjov og tøsehygge i byen – det var jo sidste aften med Gina i denne omgang (fjerde land jeg har mødtes med hende nu):

Nok bare kokos, men sjovt nok til os:

Når man ikke gider bygge et herretoilet i baren:

Spas med de lokale (damen fik desværre stjålet sin telefon fra baren, hvilket bare viser, at det ikke nødvendigvis går ud over turister, men at der er tyve alle steder):

Mere karakterisktisk Guatapé-gadekunst:

Tralala:

Pereira & Salento

I Pereira, hvor vi også så de lidt skræmmende påske-optog, var der ikke såååå hyggeligt igen, så vi blev mest på hotellet. Her har jeg så en lille historie fra Neele om sjov på værelset, jeg vel bliver nødt til at sætte ind: Af andre sjove anekdoter, var der den dag hvor Charlotte havde glemt at hun havde tændt vandhanen og lukket døren badeværelset på hotellet, hvilket endte ud i en stor oversvømmelse! - Skulle bare lige skylle en t-shirt op, og da jeg åbnede døren væltede vandet bare ind i værelset… Ingen opdagede noget!

Nå, men hele formålet med at bo i Pereira var, at vi derfra kunne tage til Salento for at se på kaffe osv. Det har jeg jo skrevet om, så her er bare lidt billeder fra vores udflugt til Valle de Cocora på hesteryg. Her så vi de fantastiske wax palms og hyggede os i mylderet af lokale påske-turister:

Sidste note fra Neele: Af mindre sjove historier er de utallige gange, hvor vi tvang taxa-chaufførerne til at sætte os af fordi vi følte os snydt. – Vi er senere blevet i tvivl om, hvor snydt vi egentlig blev, kontra hvor meget vi egentlig skabte os, for det var vistnok noget med, at det var helligdage af og til der i påsken… Oh well, hellere skabe sig én gang for meget end én gang for lidt, ikk’ farmand?

Bogotá

Sidste overnatning var i Bogotá, hvor vi begge skulle flyve fra den næste aften. Det sidste døgn gik med en ordentlig farvel-middag (på sådan en fin restaurant bliver ens taske sat fast til stolen med en politi-strip, så ingen kan løbe med den!), hygge og frisk-lavede negle, inden turen gik til dyrere destinationer for os begge. Det har bare været så hyggeligt, og det var rigtig, rigtig sørgeligt at sige farvel ved gaten…

… Så for lige at slutte af på en munter tone, er her lidt Kaj-kager a la Columbia:

Og et par dykkerbilleder, der først er blevet “fremkaldt” nu:

En spontan ferie blev til, efter Charlotte med bedste overbevisning fik mig lokket med til Colombia, hvor hun lige var ankommet. Billetten blev booket og allerede 2 dage efter ankom jeg bleg men spændt til Barranquilla. Charlotte ville arrangere transport fra lufthavnen og til Taganga, hvorfra vores fælles rejse skulle begynde. Den sidste instruks jeg modtog fra Charlotte inden min afgang, var følgende: “Hvis der mod forventning ikke skulle være nogen med et skilt med dit navn ved Arrivals, så ring med det samme, jeg klarer betaling, de får ikke en øre før jeg ser dig”. Da jeg endelig ankom, var der dog intet skilt med mit navn, men overraskelsens glæden var derimod det større, da Charlotte selv stod i lufthavnen. Ikke nok med at hun havde kørt den lange vej på 2 timer med en privat chauffør, men at det ovenikøbet var med politi eskorte, så vi sikkert kunne komme ud af Barranquilla, den kan kun Charlotte charmere sig til!

Den første del af ferien tilbragte vi ved kyststrækningen ved det caribiske hav, med absolut førsteklasses strande. Dagene gik med udflugter, badning, surfing, dykning, smage lokale delikatesser, vandring i nationalpark (Tayrona) og ikke at forglemme massage på stranden. Det bedste sted vi boede var i en lille 2 personers træhytte ned til stranden, hvor vi blev lullet i søvn af havets brusen.

Taganga

Mig, som stadig tror, jeg skal rejse alene gennem Columbia, jo jo det er et ægte smil:

Taganga er: mega lækkert vand, lidt hårde strande, god dykning og sløve strandsælgere, der har meget at lære i forhold til dem vi kender fra sydeuropa – de sælger kaffe, arepas og massage, og måske henter de solbrille-stativet hvis du spørger rigtig pænt.

Taganga-bugten, og nogenlunde udsigten fra vores hostel: 

Gadekunst (de flotte hjørner er ikke med vilje, men der er vist kommet lidt sand i mit kamera, så det skal have lidt hjælp til at åbne)

Et par kilometer uden for Taganga – der hvor saltet kommer fra:

Lufthavns-pickup med politi-sjov:

Nååårh altså, velkommen på turen Neele

Kaffe uden sukker fås ikke på stranden, men god er den:

Arepas (majsdej med smør og smeltet ost i midten og dip) – én er nok, især når der er hår i…

Aftenhygge på stranden:

Super billed-editering (aner ikke hvordan det er blevet sådan): 

Kæledyret, yf!

Hvor de almindelige mennesker bor og meget typisk Columbia-landskab:

Costeno Beach

Efter nogle dage havde vi fået nok af strandhustlerne i Taganga og på den nærliggende Playa Grande, og smuttede til et lille hostel, der ligger helt for sig selv på Costeno Beach. Her kan man snakke om tropeparadis. Ingen klager, slet ingen klager:

Vi gik et par hundrede meter længere ned ad stranden for at surfe, og efter at have konstateret, at vi ikke er særligt gode til det, sad vi og kiggede på de lokale bade-/fisker-smølfer og nød at være ‘langt langt ude':

Sjældent har jeg været så millionær som i Columbia, mwuhahaha:

Tayrona National Park

Afsti-afsted gik det på motorcykler mod Tayrona National Park (langsomt selvfølgelig, mor, meget langsomt!)

Må lige indskyde, at columbianerne altså har de sødeste og høfligste manerer, som fx når de i højtaleren i lufthavnen på næsten korrekt engelsk siger ‘Very good evening, dear passengers’, så velkommen føler jeg mig da aldrig i Kastrup!? Eller når de på gaden siger ‘Muy buenos dias’, altså ‘meget goddag’ i stedet for bare ‘hola’ eller når man siger tak for hjælpen og de siger (og det er min favorit, for det lyder også bare godt): ‘Con mucho gusto’ i stedet for bare ‘de nada’… Okay, der gik jeg måske i selvsving, men det er måske fordi jeg er lidt vild med Columbia. Og se her, Mr Visitor – så kært!

Nå, tilbage til Tayrona, bum!

De indfødte (Los Koguis og Arhuacos Arsarios, kan ikke helt finde ud af hvad forskellen er) i nationalparken har beboet Sierra Nevada-området siden de blev presset væk fra kysten af caribiske immigranter omkring år 1000. I 1400-tallet ankom de spanske conquistadores så, og tog mange af de indfødte som slaver, hvorfor man godt kan forstå at de holder sig mest i det skjulte. De lever af simpel landbrug og man ser dem af og til langs vejene, hvor de sælger traditionelle vævede uldtasker (selvom jeg mangler en ny håndtaske, var de desværre lidt for gri… anderledes end jeg kan bære). Der er stadig omkring 20.000 af dem, og de opretholder deres gamle traditioner og spirituelle livsstil. Vi stødte dog på en lille familie, som solgte frisk appelsinjuice ved en af parkens stier. Myndighederne er af og til nødt til at lukke parken på 15.000 hektar, fordi de indfødte klager over dårlig energi på grund af de mange besøgende. Mens de har fred og ro, renser de så deres hjem for både negativ energi og fysisk affald. Seneste lukning varede en måned i efteråret 2015. Det er sgu lidt trist, at alle de besøgende hippier ikke kan finde ud af at lade være med at svine i naturen, ikke?!

Neele siger, jeg er lidt besat af aber… Er jeg det? Tjek helt ærligt lige den her fætter, som de kalder Mico Titi, sej abe, sejt navn

Ikke en spejling, bare strand efter strand:

Og retur i ligeså god stil:

Cartagena

For ikke at gå helt i stå på strandene, tog vi videre til Cartagena (de Indias) for at se lidt på den hyggelige, koloniale, og femte største by i Columbia. Alt inden for havnebyens mure er på Unescos verdensarvsliste, hvilket desværre altid gør stederne mindre autentiske og mere turistede. Porque no? Som man siger. Vi fandt bøllehat-mentaliteten frem og gav den gas med god mad, souvenirs, kjoler til sommerens arrangementer, og is… Jeg var jo også ligesom nødt til at udnytte, at søde Neele tilbød at lege FedEx og bringe alle mine indkøb til DK – glæder mig til at se, hvad jeg egentlig har investeret i!

Ja, der boede vi så ikke, men alligevel:

Det nærmeste vi (ikke) er kommet på den farlige, farlige Zika-virus:

Molly Malone a la Columbia:

Giver ikke til folk der tigger, men med sådan en indsats var vi enige om, at man fortjener en lille seddel til at komme videre i karrieren:

Ups, på den igen:  Herover går det hårdt ud over endnu en kokosnød, som Neele har købt uden tilhørende værktøj, med hjælp fra vores søde vært på hostel. Det hyggelige Hostal Las Velas ligger lige ned til vandet ved stranden Boca Grande, hvor vi lejede jetski for 80 kroner for en halv time.

Slutter lige med endnu en anekdote fra Neele: Her mødte vi en 47-årig “tysk” botox-kvinde, som havde bildt alle ind, at hun var tysker, selvom den russiske accent var ekstremt åbenlys. Derudover boede hun på hostel for anden måned i træk på dorm og agerede som en i 20’erne. 

Og jeg vil så lige tilføje, at Neele helt desperat for at kende “Cruellas” rigtige alder, til sidst tvang personalet til at udlevere den, da de jo havde kopi af hendes pas. OG for at det ikke skal lyde som om, at vi bare er stride, havde hun altså købt et kæmpe tæppe til sig selv, og satte om natten airconditioningen til 18 grader, så vi andre syv kunne ligge og klapre tænder. På nat nummer to var personalet dog på vores side, og listede ind og skruede op, da hun var faldet i søvn… Så så man nok lige én der lå og svedte næste morgen, ha! Åh det søde hostel-liv… Kan afsløre at næste afsnit bliver noget med nogle hoteller

Ankom til hotellet i Rodadero kl. 21.30 og blev modtaget som om de havde ventet på mig hele dagen. Ingen af dem kunne engelsk, men de var så søde. Tror ikke det var tit, de havde udenlandske gæster. Kokken lavede mig en sandwich og da jeg havde spist den, kunne jeg ikke få døren til mit værelse op. De var helt ulykkelige, og fem personer, én time og ét amputeret dørhåndtag senere fik jeg mine ting ud og læsset ind på naboværelset. Gik kun ud én gang de næste to dage, for at få lavet manicure og pedicure – bom bom så blev man menneske igen. Rodadero var ret turistet, men det var lokale turister, var det egentlig en meget god måde lige at vænne sig til stemningen i Columbia på.

Så tog jeg mod Taganga, som er en lille backpacker-invaderet fiskerby. Den har fået meget blandede anmeldelser på nettet, men jeg syntes den var super hyggelig. En lille sød promenade med forskelligt skrammel og frisk fisk til salg, og så tre-fire grusveje bagved, som gjorde det ud for resten af byen. Jeg boede på et hostel, Casa Mary, på den tredje gade, hvor en rigtig sød italiener tog sig godt af gæsterne, men der var simpelthen for varmt og for langt til stranden, så jeg flyttede lidt op ad bakken Hostel Mirador de Taganga med udsigt over hele bugten. Nogle gange trænger man altså bare til at der er lidt mere luft (og havudsigt) omkring én, ikke? Stak en hvid løgn til italieneren, for ville jo ikke gøre ham ked af det, når han aldrig ville kunne konkurrere med det jeg flyttede til. Prisen var den samme – man skal se sig for! Min plan var at ligge lidt på stranden, dykke lidt og læse lidt om, hvad Columbia ellers har at byde på… Men så var det, at Neele (som jeg kender gennem Make-A-Wish) skrev: ‘Hey, hvor er du henne nu?’ Og så vidste jeg jo godt hvad der var gang i…

Meget mere om strandene og Neeles besøg senere, men først er her et overblik over de vigtigste ting i Columbia: Militær/politi, kaffe, fodbold og religion i øvrigt (Kokain-produktion og -smugling burde nok også have et afsnit, men ved altså ikke rigtig noget om det, selvom jeg kan berette, at der er en del lokale og ikke mindst backpackere, der går og snøfter usædvanligt meget):

Politi/militær

Der er meget af det, rigtig rigtig meget… Og de står i fuld uniform inklusiv maskingeværer på hvert et gadehjørne og i fuld camouflage i hver en busk. Man ved de er korrupte, det ved alle, og man ved at det de fleste gange har noget med kokain-smugleri at gøre. Når det så er sagt, havde vi ikke en eneste ubehagelig oplevelse med hverken politi eller militær. De var enormt hjælpsomme og venlige da vi fx fik lov at komme ind og kigge i deres tank, som trøstepremie for at lokal-braget i Medellin var udsolgt da vi kom til stadion, eller da jeg hentede Neele i lufthavnen med politi-eskorte. Man må også altid gerne tage billeder af dem, bare man spørger først, og selvom de ser meget alvorlige ud, smiler og fjoller de både før og efter… Men de skal jo se seje ud på billedet.

Politi i rustninger klar til lokal-opgør i Medellin, hvor rivalerne Atlético National og Independiente Medellin mødes på Atanasio Girardot Stadium, som er hjemmebane for begge hold:

Kaffe

Jeg har fået en masse god kaffe i Columbia, MEN en lidt trist ting er, at al den bedste kaffe bliver sendt til eksport, mens columbianerne (ej at forglemme turisterne i Columbia) selv må nøjes med  andensorterings-bønner. Oh well, vi eksporterer jo også den bedste bacon.

Der er over 300.000 små kaffeplantager (Finca’er) i Columbia, og i Salento var vi på tur i en kaffe-plantage, som en hyggelig gammel englænder (Don Eduardo AKA Tim Edward) har købt af en hyggelig gammel dame for 7-8 år siden. Han fortalte, at selvom at der er over 100 kaffe-sorter, opererer man i Columbia kun med to priser; en for Arabica (de fleste foretrækker smagen af denne) og en for Robusta (som til gengæld for sin bitterhed har over dobbelt så højt koffein-indhold som Arabica). Der skelnes ikke yderligere, fordi det simpelthen er umuligt at organisere i et land som Columbia – “Why try and organize something that can’t be organized?!”

Fun facts om kaffe:

• Man plukker næsten altid bærene i regnvejr, for det er der de er bedst.
• Man planter ofte frugttræer og bananplanter mellem kaffe-buskene for at give dem den rette mængde skygge.
• Der findes traditionelle (fx Típica og Bourbón) og moderne (som tager bedre imod moderne gødning) kaffeplanter. De traditionelle er små og tykke og de moderne højere med længere mellem bladene.
• Kaffebønnerne skylles adskillige gange for at få ‘slimet’ fra frugten af, dem der flyder til overfladen af vandet er andensortering, mens de andre smides i eksport-bunken.
• Bærene er grønne og når de er modne bliver de gule eller røde (det gør ingen forskel for pris/smag/navn)
• Brazilien producerer mere kaffe end nummer 2, 3 og 4 i verden gør tilsammen
• Columbia er nummer 4, da Indonesien har overhalet dem i løbet af de sidste par år (nummer 2 er Vietnam, hvor jeg sidste år aldrig nåede at fremskaffe en kop, der ikke var inficeret med kondenseret mælk, bvadr! Omkring en 10. plads ligger Guatemala, som jeg indtil videre er mest fan af mht. kaffe)
• Pga. klimaforandringer kan man ikke længere regne med de årstider, der tidligere bestemte kaffehøsten
• At riste bønnerne er en kunst, som de fleste overlader til professionelle

Mie, gæt hvem der nu er købt ferie-gave til – export quality naturligvis

Ja, det er så en ananas, hvilket ikke har noget med kaffe at gøre:

Efter en spændende dag i kaffeland (Salento), hvor jeg fandt ud af, hvor stort et arbejde det er at producere det, nyder jeg hver kop lidt mere – det er altså ikke mange gram kaffe, der kommer ud af et kilo bær! Neele drikker slet ikke kaffe, og var modig nok til at smage både bønner og drik, men tror hun holder sig til kaffe-bodyscrub fremover.

Fodbold

Der er fodbold over alt, og alle de små drenge drømmer om at blive den næste James Rodriguez. Når der er landskamp er unge, gamle, mænd, kvinder og børn i landholdsfarver, og gadebilledet er fantastisk.

Udsigten fra tagterrassen på vores hotel i Medellin, og den lille bar over for, som vi så afslutningen af kampen på, efter vi flygtede fra stadion-området, da lokalopgøret så ud til at blive 1-1:

Aften-bold i Cartagena:

Når Columbia scorer til 3-2 mod Bolivia i overtiden – kan kun beklage, at der ikke er lyd på, og henlede opmærksomheden på den grædende, knælende mand (dansk landsholdsentusiasme kan ligge på et meget lille sted til sammenligning):

Religion

Fra en religion til en anden. Der var muligvis skruet lidt op for det, på grund af påsken, men man dyrker Jesus og jomfru Maria i stor stil, og der er flotte modelbilleder af Jesus på store plakater og reklamerne og i alle busser osv. 

“Hot Jesus” som Neele kalder nedenstående type af Jesus-reklamer – de ved godt, hvad der sælger:

Man kan ikke se det, men nedenstående alter og kirke i Guatapé var i fuld disko-belysning:

Typisk bus-interiør:

(Ikke at det har noget med religion at gøre, tror jeg, men apropos bus-interiør:)

Jehovas vidner hilser på banan-sælgeren i Guatapé. De var flinke nok og kunne engelsk, men vi tog lige et skridt baglæns, da de sagde, at terrorangrebet i Bruxelles naturligvis er et tegn – man ved, det bliver en god dag, når man lige bliver mindet om, at jorden snart går under:

I påsken så vi optog i Pereira på Skærtorsdag og Langfredag – det var altså lidt dystert med tromme-spil og flokke af folk i spidse hvide hætter!?

Jomfru Maria on tour: Ej, men man kan da kun få én assosiation af det der outfit – ved nogen, hvorfor de klæder sig sådan ud?

Yes… Så fik vi lige de ting på plads, i næste afsnit kommer lidt mere om, hvad vi ellers lavede i fantastiske Columbia.

Som nævnt var rejsen mellem Roatan og Leon i Nicaragua en af de hårdeste rejsedage, jeg endnu har haft. Så da vi ankom kl. 2 om natten, var vi lidt af et par zombier, og tjekkede ind i det første det bedste med et ledigt værelse, hvilket bedst kan beskrives som et kosteskab med en køjeseng. Rene lagner, jeg klager ikke. Her ses slottet i dagslys (Hostal Los Cheles):

Første dag i Leon tullede vi bare rundt og kiggede på byen. Selvom Leon i sin umiddelbare stil minder meget om alle de andre koloniale byer, synes jeg bedre om den end fx Antigua i Guatemala. Jeg tror, det er fordi den har størrelsen til at forblive sin egen og have en lokal stemning, selvom der er en del turister. Det var helt rart at være i en rigtig by igen (som I kan se på billederne er min standard for hvad en ‘rigtig by’ er nok væsentligt forringet på nuværende tidspunkt, men jeg købte da nye klipklapper hos en gadesælger, wuhuu).

Volcano Boarding

Vi mødte et par franske Canadiere, Simon og Jeff, som vi også havde mødt i Utila, og aftalte at tage til vulkanen Cerro Negro den næste dag. Cerro Negro var sidst i udbrud i 1999, og er en af de få vulkaner i verden, hvor man kan volcano-boarde. Det vil sige køre-ned-af-lava-gruset-på-en-primitiv-træ-slæde… Træbrættet skal man selv bære hele vejen op til toppen – en ski-lift ville være at foretrække. Det blæste så meget, at vi flere gange var nødt til at sætte os ned, fordi vi med vores boards nærmest blev blæst udover kanterne. På toppen var der dog fint og guiden gravede stolt en pakke kartofler op af den stadigt dampende vulkan-jord, som han havde langtidsstegt siden dagen forinden, slet ikke dårligt!

Efter et kig ned i krateret og lidt fotosjov på toppen, kunne vi ikke udskyde det længere og ned gik det. Nogle af gutterne slog hjernen fra, gav den gas, og blev belønnet med fine hudafskrabninger og forstuvninger – da jeg så dem før mig rulle rundt, valgte jeg den løsning fra, og var kun den næst-langsomste med mine 20 km/t. Fandme nej om jeg skal have hudafskrabninger på min brune hud!!! Bemærk det orange/lilla outfit, så bliver det ikke meget grimmere, men det kunne man altså ikke selv få lov at vælge. 

De mere eller mindre sikre landinger blev fejret med kolde øl og så bumlede vi tilbage til Leon på ladet af vores lastbil. Folk i Nicaragua er så søde, de hilser og vinker alle sammen, når man kører ude på landet, og i byerne spørger de hele tiden, om man er okay, hvad man prøver at finde og så videre. Det er ikke fordi de ikke var søde i Guatemala, El Salvador og Honduras, men det er som om det er et helt andet niveau af venlighed, og der er ikke den lille anelse af utryghed, som ellers hele tiden ligger og ulmer. Lastbilturen til og fra vulkanen var ligeså stor en oplevelse for mig, som selve “kælketuren”, og de lokale hoppede af og til op på siden med en håndfuld urter eller grene og fortalte, hvad de bruges til (vi lærte fx at bierne suger nektar ud af blomsterne for at lave honning, aha okay ser man det… En stor tyk amerikaner valgte at tage en kæmpe bid med blade og det hele af den blomsterbuket, der gik på runde, ja ham med skæg og omvendt kasket).

Surfing Turtle Lodge

I weekenden tog jeg med gutterne til Surfing Turtle Lodge, et lille hostel på stranden Los Brasiles, hvor den stod på drinks, volley, store bølger og sol. For at komme til det lækre hostel in-the-middle-of-nowhere, skal man krydse en flodudmunding ved kysten med en lille motorbåd, og så gå resten af vejen gennem skoven.

Der var ikke meget at lave, andet end at nyde solen og bølgerne, og om aftenen var der guitar, bål og skrål, eller forskellige lege for dem der gad. Fint i et par dage, men så ville jeg også gerne videre.

På vej hjem kom en lille mand med sin hestevogn og kørte vores bagage ned til båden. Det var lavvande og overfarten var på ca 7 meter, hvorefter vi måtte tage skoene af og vade resten af vejen haha.

Managua

Efter weekenden tog Dickie og jeg til Managua – en hovedstad i Mellemamerika, man rent faktisk kan opholde sig i helt uden at blive myrdet. Vi mødtes med Gina igen for at følges med hende tværs over landet mod Corn Islands på den caribiske kyst (så langt nåede vi aldrig, men det får et kapitel for sig selv).

På billederne herunder bør man bemærke:

1. Flor de Cana, Nica-rom, som de lokale typisk bestiller en lille flaske af med is og lime til.
2. Bland selv-kylling i supermarkedet, nam-nam! Ej det’ da for klamt haha.
3. De gule træer langs vejen, Los Arboles de la Vida/The Trees of Life, som præsidentens kone har valgt at bruge ufattelige summer på. De har kostet omkring 20.000 USD stykket, skulle vistnok være inspireret af Gustav Klimt, og det koster omkring 10.000 USD hver måned at tænde lyset i dem 4 timer hver aften. Folk i Nicaragua synes sjovt nok, at man i det lille u-land kunne have investeret en smule anderledes, og derfor er der nu bevæbnede døgnvagter fra et privat firma ved hvert eneste træ.

Efter vores middag på Valentins dag (fin undskyldning til at spise på en ordentlig restaurant og få en flaske vin, når nu man tilfældigvis befinder sig i en hovedstad), tog Dickie ud for at mødes med en ven, og Gina og jeg fik et par cocktails på en meget tom bar med musikvideoer fra 90’erne. På vej hjem fór vi vild, og var ved at dø af skræk, da en bil stoppede… Lige indtil jeg genkendte receptionisten fra vores hostel, som grinende spurgte om vi prøvede at finde hjem. Vi var fire huse væk.

Når man kører i bus lukker chaufføren hele tiden små damer ind, der råber og skriger, hvad de nu sælger af mad, eller mænd der himler op om et eller andet vidundermiddel (typisk naturmedicin fra USA eller Canada), som kan få folk til at leve for evigt. Og de køber det. Som sagt får udflugten til den caribiske kyst et kapitel for sig, men her er lidt billeder fra turen gennem landet, hvor vi blandt andet kom igennem noget der mindede om det vilde vesten og kunne se livet i de små landsbyer. Bemærk:

1. Den farvestrålende kirkegård
2. Den strandede Maersk-container
3. De små damer der sælger honning i gamle rom-flasker langs vejen – der sad 20 ved siden af hinanden
4. Hvordan der af og til er så fladt som på Falster
5. Tønde/fuglebur-butikken – der lå 20 ved siden af hinanden

Nicaragua er et helt fantastisk alsidigt lille land – jeg erklærer mig hermed for fan!

Slap selvfølgelig ind i USA uden problemer. Havde man været sådan en, der blev nervøs for US Border Control, når man skulle rejse ind i det forjættede land, havde man måske bekymret sig om:

• Er det nu okay med en billet til Guatemala og ikke en returbillet? (Mjaa går den så går den)
• Virker min ESTA fra sidst? Jeps.
• Må jeg have resten af mine rugbrødsboller med ind? Vist nok ikke, det er noget med korn, men smile-smile-smile-jeg-har-kun-nogle-lakridser-vil-du-have-dem?
• Spørger de, om jeg har booket hotel til i nat? For det har jeg ikke, har bare angivet adressen til der, hvor jeg boede sidst.

Tilbragte natten i den ikke særligt eksotiske Terminal 4 i FLL, som simpelthen er verdens kedeligste lufthavn. Der er absolut intet, der tyder på, at Miami er lige rundt om hjørnet.

Mødte Caroline fra Sverige, som var på vej hjem og havde 24 timers transit, og pludselig var det ikke så slemt, at være på vej afsted og kun skulle vente 12 timer – hun havde lidt tips omkring de steder jeg skal hen, så vi lavede en lille lejr på gulvet ved en stikkontakt.

Man kan opholde sig visumfrit i Guatemala i tre måneder, og så længe bliver jeg nok ikke lige, men man skal kunne dokumentere udrejse, før Spirit Airlines vil flyve en dertil. De hænger nemlig på en, hvis man ikke bliver sluppet ind. Men nu kender jeg dem efterhånden, Spirit altså, hvilket jeg lige nævnte ved check-in – og de har nu for anden gang solgt mig en billet, som jeg kunne bruge til at komme gennem grænsekontrollen, og derefter vandre direkte ud i ankomsthallen og få refunderet totalt. Det er et flot system, ikke?! – Og ingen har nogensinde været så ligeglad, som damen der stemplede mit pas, da jeg skulle gennem ’Migracion’.

Landede i Guatemala City efter omkring 30 timers rejse (med min udregning af tidsforskel, flyvetider osv.kan det være +/- 10).

Sådan kommer man så frem