Efter strandferien bevægede vi os mod de lidt større byer. Her boede vi på lækre hoteller, blev lidt kulturelle og så må vi nok erkende at dankortet blev svunget en del. Hertil skal det dog lige nævnes at Colombia har de smukkeste blomstrede kjoler og så er tingene generelt bare ekstremt billigt! Her henviser Neele så IKKE til sarong-tingene på stranden eller den gennemsnitlige columbianer på gaden, men til de kup vi gjorde i de godt gemte ordentlige butikker, som nemlig lige præcis tog Visa og MasterCard (og det bliver jo ikke dyrt før den 1.!)

Medellin

På hotellet efter 15 timers bustur: 

På hotellet efter 15 timers bustur, en lur og et bad:

Efter en aften i Medellins natteliv uden kameraer og værdigenstande, men med Gina som guide (hun havde været der før, men kom tilbage for at mødes med os), tog vi næste dag til det berygtede Comuna 13 i bydelen San Javier. Læser man på nettet, finder man næsten udelukkende artikler, der siger, at man skal holde sig langt væk fra dette område på grund af massiv kriminalitet og vold. Virkeligheden i dag er dog en anden, fordi området har udviklet sig enormt, siden man i 2011 åbnede for de udendørs rulletrapper, som er blevet et forbillede for by-udvikling verden over. Det var før ideelt for narko-relateret aktivetet, fordi det var så svært tilgængeligt – før rulletrapperne skulle de lokale gå op mod 28 etager op ad bjergsiden, hvis de havde været på arbejde i byen, fordi der ingen veje er.  Comuna 13 er stadig på grænsen til at være slum, men fin gadekunst og venlige lokale skal snart gøre det til en stor turistattraktion. Hvis ikke Gina havde været der før, og tog med derhen igen, var vi måske røget i fælden med at købe en lokal guide for 50 USD, hvilket absolut ikke var nødvendigt.

Det var en af de bedste oplevelser i Columbia, men når det så er sagt, skal man stadig se at komme tilbage til hovedgaderne efter kl 16.

Nu har jeg jo fået en del anbefalinger om Columbia, især fra mandlige rejsende, som altid nævner billig kokain og flotte damer (falske numser og bryster er en typisk Sweet 15 ‘Quince’-gave, og man kan få nye tænder og næser på ethvert gadehjørne). Og det er jo ikke lige det, jeg går mest efter, men var alligevel spændt på at se. Vi så mange plastik-numser, hvilket jeg aldrig har set før, men de flotte damer tror jeg altså er en eksportvare – se selv på billederne, de er da ret uformelige!? Måske er det fordi, Neele og jeg ikke kan lægger mærke til damerne, men de her små skønheder, fandt jeg da i Comuna 13:

Og så til sidst et par billeder fra rejsens favorit-by indtil videre og Columbias største overraskelse:

Vores bell boy på hotellet ved den hjerteskærende afsked (resten af personalet på det fancy hotel var nogle arrogante r… så det var nemt at synes godt om den lille fyr i den store uniform):

Guatapé

 Efter et par dage i Medellin tog vi mod Guatapé for at mødes med Gina igen. Vi fik lov at bo hos nogle af hendes venner, da alt var fuldt booket på grund af påsken.

Påske, Semana Santa, i højeste gear:

Efter ankomst skyndte vi os på tur til den store sten La Piedra de Penol, hvor man skal op af 700 trappetrin for at se den fantastiske natur i området:

Og så stod den på aftensjov og tøsehygge i byen – det var jo sidste aften med Gina i denne omgang (fjerde land jeg har mødtes med hende nu):

Nok bare kokos, men sjovt nok til os:

Når man ikke gider bygge et herretoilet i baren:

Spas med de lokale (damen fik desværre stjålet sin telefon fra baren, hvilket bare viser, at det ikke nødvendigvis går ud over turister, men at der er tyve alle steder):

Mere karakterisktisk Guatapé-gadekunst:

Tralala:

Pereira & Salento

I Pereira, hvor vi også så de lidt skræmmende påske-optog, var der ikke såååå hyggeligt igen, så vi blev mest på hotellet. Her har jeg så en lille historie fra Neele om sjov på værelset, jeg vel bliver nødt til at sætte ind: Af andre sjove anekdoter, var der den dag hvor Charlotte havde glemt at hun havde tændt vandhanen og lukket døren badeværelset på hotellet, hvilket endte ud i en stor oversvømmelse! - Skulle bare lige skylle en t-shirt op, og da jeg åbnede døren væltede vandet bare ind i værelset… Ingen opdagede noget!

Nå, men hele formålet med at bo i Pereira var, at vi derfra kunne tage til Salento for at se på kaffe osv. Det har jeg jo skrevet om, så her er bare lidt billeder fra vores udflugt til Valle de Cocora på hesteryg. Her så vi de fantastiske wax palms og hyggede os i mylderet af lokale påske-turister:

Sidste note fra Neele: Af mindre sjove historier er de utallige gange, hvor vi tvang taxa-chaufførerne til at sætte os af fordi vi følte os snydt. – Vi er senere blevet i tvivl om, hvor snydt vi egentlig blev, kontra hvor meget vi egentlig skabte os, for det var vistnok noget med, at det var helligdage af og til der i påsken… Oh well, hellere skabe sig én gang for meget end én gang for lidt, ikk’ farmand?

Bogotá

Sidste overnatning var i Bogotá, hvor vi begge skulle flyve fra den næste aften. Det sidste døgn gik med en ordentlig farvel-middag (på sådan en fin restaurant bliver ens taske sat fast til stolen med en politi-strip, så ingen kan løbe med den!), hygge og frisk-lavede negle, inden turen gik til dyrere destinationer for os begge. Det har bare været så hyggeligt, og det var rigtig, rigtig sørgeligt at sige farvel ved gaten…

… Så for lige at slutte af på en munter tone, er her lidt Kaj-kager a la Columbia:

Og et par dykkerbilleder, der først er blevet “fremkaldt” nu:

En spontan ferie blev til, efter Charlotte med bedste overbevisning fik mig lokket med til Colombia, hvor hun lige var ankommet. Billetten blev booket og allerede 2 dage efter ankom jeg bleg men spændt til Barranquilla. Charlotte ville arrangere transport fra lufthavnen og til Taganga, hvorfra vores fælles rejse skulle begynde. Den sidste instruks jeg modtog fra Charlotte inden min afgang, var følgende: “Hvis der mod forventning ikke skulle være nogen med et skilt med dit navn ved Arrivals, så ring med det samme, jeg klarer betaling, de får ikke en øre før jeg ser dig”. Da jeg endelig ankom, var der dog intet skilt med mit navn, men overraskelsens glæden var derimod det større, da Charlotte selv stod i lufthavnen. Ikke nok med at hun havde kørt den lange vej på 2 timer med en privat chauffør, men at det ovenikøbet var med politi eskorte, så vi sikkert kunne komme ud af Barranquilla, den kan kun Charlotte charmere sig til!

Den første del af ferien tilbragte vi ved kyststrækningen ved det caribiske hav, med absolut førsteklasses strande. Dagene gik med udflugter, badning, surfing, dykning, smage lokale delikatesser, vandring i nationalpark (Tayrona) og ikke at forglemme massage på stranden. Det bedste sted vi boede var i en lille 2 personers træhytte ned til stranden, hvor vi blev lullet i søvn af havets brusen.

Taganga

Mig, som stadig tror, jeg skal rejse alene gennem Columbia, jo jo det er et ægte smil:

Taganga er: mega lækkert vand, lidt hårde strande, god dykning og sløve strandsælgere, der har meget at lære i forhold til dem vi kender fra sydeuropa – de sælger kaffe, arepas og massage, og måske henter de solbrille-stativet hvis du spørger rigtig pænt.

Taganga-bugten, og nogenlunde udsigten fra vores hostel: 

Gadekunst (de flotte hjørner er ikke med vilje, men der er vist kommet lidt sand i mit kamera, så det skal have lidt hjælp til at åbne)

Et par kilometer uden for Taganga – der hvor saltet kommer fra:

Lufthavns-pickup med politi-sjov:

Nååårh altså, velkommen på turen Neele

Kaffe uden sukker fås ikke på stranden, men god er den:

Arepas (majsdej med smør og smeltet ost i midten og dip) – én er nok, især når der er hår i…

Aftenhygge på stranden:

Super billed-editering (aner ikke hvordan det er blevet sådan): 

Kæledyret, yf!

Hvor de almindelige mennesker bor og meget typisk Columbia-landskab:

Costeno Beach

Efter nogle dage havde vi fået nok af strandhustlerne i Taganga og på den nærliggende Playa Grande, og smuttede til et lille hostel, der ligger helt for sig selv på Costeno Beach. Her kan man snakke om tropeparadis. Ingen klager, slet ingen klager:

Vi gik et par hundrede meter længere ned ad stranden for at surfe, og efter at have konstateret, at vi ikke er særligt gode til det, sad vi og kiggede på de lokale bade-/fisker-smølfer og nød at være ‘langt langt ude':

Sjældent har jeg været så millionær som i Columbia, mwuhahaha:

Tayrona National Park

Afsti-afsted gik det på motorcykler mod Tayrona National Park (langsomt selvfølgelig, mor, meget langsomt!)

Må lige indskyde, at columbianerne altså har de sødeste og høfligste manerer, som fx når de i højtaleren i lufthavnen på næsten korrekt engelsk siger ‘Very good evening, dear passengers’, så velkommen føler jeg mig da aldrig i Kastrup!? Eller når de på gaden siger ‘Muy buenos dias’, altså ‘meget goddag’ i stedet for bare ‘hola’ eller når man siger tak for hjælpen og de siger (og det er min favorit, for det lyder også bare godt): ‘Con mucho gusto’ i stedet for bare ‘de nada’… Okay, der gik jeg måske i selvsving, men det er måske fordi jeg er lidt vild med Columbia. Og se her, Mr Visitor – så kært!

Nå, tilbage til Tayrona, bum!

De indfødte (Los Koguis og Arhuacos Arsarios, kan ikke helt finde ud af hvad forskellen er) i nationalparken har beboet Sierra Nevada-området siden de blev presset væk fra kysten af caribiske immigranter omkring år 1000. I 1400-tallet ankom de spanske conquistadores så, og tog mange af de indfødte som slaver, hvorfor man godt kan forstå at de holder sig mest i det skjulte. De lever af simpel landbrug og man ser dem af og til langs vejene, hvor de sælger traditionelle vævede uldtasker (selvom jeg mangler en ny håndtaske, var de desværre lidt for gri… anderledes end jeg kan bære). Der er stadig omkring 20.000 af dem, og de opretholder deres gamle traditioner og spirituelle livsstil. Vi stødte dog på en lille familie, som solgte frisk appelsinjuice ved en af parkens stier. Myndighederne er af og til nødt til at lukke parken på 15.000 hektar, fordi de indfødte klager over dårlig energi på grund af de mange besøgende. Mens de har fred og ro, renser de så deres hjem for både negativ energi og fysisk affald. Seneste lukning varede en måned i efteråret 2015. Det er sgu lidt trist, at alle de besøgende hippier ikke kan finde ud af at lade være med at svine i naturen, ikke?!

Neele siger, jeg er lidt besat af aber… Er jeg det? Tjek helt ærligt lige den her fætter, som de kalder Mico Titi, sej abe, sejt navn

Ikke en spejling, bare strand efter strand:

Og retur i ligeså god stil:

Cartagena

For ikke at gå helt i stå på strandene, tog vi videre til Cartagena (de Indias) for at se lidt på den hyggelige, koloniale, og femte største by i Columbia. Alt inden for havnebyens mure er på Unescos verdensarvsliste, hvilket desværre altid gør stederne mindre autentiske og mere turistede. Porque no? Som man siger. Vi fandt bøllehat-mentaliteten frem og gav den gas med god mad, souvenirs, kjoler til sommerens arrangementer, og is… Jeg var jo også ligesom nødt til at udnytte, at søde Neele tilbød at lege FedEx og bringe alle mine indkøb til DK – glæder mig til at se, hvad jeg egentlig har investeret i!

Ja, der boede vi så ikke, men alligevel:

Det nærmeste vi (ikke) er kommet på den farlige, farlige Zika-virus:

Molly Malone a la Columbia:

Giver ikke til folk der tigger, men med sådan en indsats var vi enige om, at man fortjener en lille seddel til at komme videre i karrieren:

Ups, på den igen:  Herover går det hårdt ud over endnu en kokosnød, som Neele har købt uden tilhørende værktøj, med hjælp fra vores søde vært på hostel. Det hyggelige Hostal Las Velas ligger lige ned til vandet ved stranden Boca Grande, hvor vi lejede jetski for 80 kroner for en halv time.

Slutter lige med endnu en anekdote fra Neele: Her mødte vi en 47-årig “tysk” botox-kvinde, som havde bildt alle ind, at hun var tysker, selvom den russiske accent var ekstremt åbenlys. Derudover boede hun på hostel for anden måned i træk på dorm og agerede som en i 20’erne. 

Og jeg vil så lige tilføje, at Neele helt desperat for at kende “Cruellas” rigtige alder, til sidst tvang personalet til at udlevere den, da de jo havde kopi af hendes pas. OG for at det ikke skal lyde som om, at vi bare er stride, havde hun altså købt et kæmpe tæppe til sig selv, og satte om natten airconditioningen til 18 grader, så vi andre syv kunne ligge og klapre tænder. På nat nummer to var personalet dog på vores side, og listede ind og skruede op, da hun var faldet i søvn… Så så man nok lige én der lå og svedte næste morgen, ha! Åh det søde hostel-liv… Kan afsløre at næste afsnit bliver noget med nogle hoteller

Ankom til hotellet i Rodadero kl. 21.30 og blev modtaget som om de havde ventet på mig hele dagen. Ingen af dem kunne engelsk, men de var så søde. Tror ikke det var tit, de havde udenlandske gæster. Kokken lavede mig en sandwich og da jeg havde spist den, kunne jeg ikke få døren til mit værelse op. De var helt ulykkelige, og fem personer, én time og ét amputeret dørhåndtag senere fik jeg mine ting ud og læsset ind på naboværelset. Gik kun ud én gang de næste to dage, for at få lavet manicure og pedicure – bom bom så blev man menneske igen. Rodadero var ret turistet, men det var lokale turister, var det egentlig en meget god måde lige at vænne sig til stemningen i Columbia på.

Så tog jeg mod Taganga, som er en lille backpacker-invaderet fiskerby. Den har fået meget blandede anmeldelser på nettet, men jeg syntes den var super hyggelig. En lille sød promenade med forskelligt skrammel og frisk fisk til salg, og så tre-fire grusveje bagved, som gjorde det ud for resten af byen. Jeg boede på et hostel, Casa Mary, på den tredje gade, hvor en rigtig sød italiener tog sig godt af gæsterne, men der var simpelthen for varmt og for langt til stranden, så jeg flyttede lidt op ad bakken Hostel Mirador de Taganga med udsigt over hele bugten. Nogle gange trænger man altså bare til at der er lidt mere luft (og havudsigt) omkring én, ikke? Stak en hvid løgn til italieneren, for ville jo ikke gøre ham ked af det, når han aldrig ville kunne konkurrere med det jeg flyttede til. Prisen var den samme – man skal se sig for! Min plan var at ligge lidt på stranden, dykke lidt og læse lidt om, hvad Columbia ellers har at byde på… Men så var det, at Neele (som jeg kender gennem Make-A-Wish) skrev: ‘Hey, hvor er du henne nu?’ Og så vidste jeg jo godt hvad der var gang i…

Meget mere om strandene og Neeles besøg senere, men først er her et overblik over de vigtigste ting i Columbia: Militær/politi, kaffe, fodbold og religion i øvrigt (Kokain-produktion og -smugling burde nok også have et afsnit, men ved altså ikke rigtig noget om det, selvom jeg kan berette, at der er en del lokale og ikke mindst backpackere, der går og snøfter usædvanligt meget):

Politi/militær

Der er meget af det, rigtig rigtig meget… Og de står i fuld uniform inklusiv maskingeværer på hvert et gadehjørne og i fuld camouflage i hver en busk. Man ved de er korrupte, det ved alle, og man ved at det de fleste gange har noget med kokain-smugleri at gøre. Når det så er sagt, havde vi ikke en eneste ubehagelig oplevelse med hverken politi eller militær. De var enormt hjælpsomme og venlige da vi fx fik lov at komme ind og kigge i deres tank, som trøstepremie for at lokal-braget i Medellin var udsolgt da vi kom til stadion, eller da jeg hentede Neele i lufthavnen med politi-eskorte. Man må også altid gerne tage billeder af dem, bare man spørger først, og selvom de ser meget alvorlige ud, smiler og fjoller de både før og efter… Men de skal jo se seje ud på billedet.

Politi i rustninger klar til lokal-opgør i Medellin, hvor rivalerne Atlético National og Independiente Medellin mødes på Atanasio Girardot Stadium, som er hjemmebane for begge hold:

Kaffe

Jeg har fået en masse god kaffe i Columbia, MEN en lidt trist ting er, at al den bedste kaffe bliver sendt til eksport, mens columbianerne (ej at forglemme turisterne i Columbia) selv må nøjes med  andensorterings-bønner. Oh well, vi eksporterer jo også den bedste bacon.

Der er over 300.000 små kaffeplantager (Finca’er) i Columbia, og i Salento var vi på tur i en kaffe-plantage, som en hyggelig gammel englænder (Don Eduardo AKA Tim Edward) har købt af en hyggelig gammel dame for 7-8 år siden. Han fortalte, at selvom at der er over 100 kaffe-sorter, opererer man i Columbia kun med to priser; en for Arabica (de fleste foretrækker smagen af denne) og en for Robusta (som til gengæld for sin bitterhed har over dobbelt så højt koffein-indhold som Arabica). Der skelnes ikke yderligere, fordi det simpelthen er umuligt at organisere i et land som Columbia – “Why try and organize something that can’t be organized?!”

Fun facts om kaffe:

• Man plukker næsten altid bærene i regnvejr, for det er der de er bedst.
• Man planter ofte frugttræer og bananplanter mellem kaffe-buskene for at give dem den rette mængde skygge.
• Der findes traditionelle (fx Típica og Bourbón) og moderne (som tager bedre imod moderne gødning) kaffeplanter. De traditionelle er små og tykke og de moderne højere med længere mellem bladene.
• Kaffebønnerne skylles adskillige gange for at få ‘slimet’ fra frugten af, dem der flyder til overfladen af vandet er andensortering, mens de andre smides i eksport-bunken.
• Bærene er grønne og når de er modne bliver de gule eller røde (det gør ingen forskel for pris/smag/navn)
• Brazilien producerer mere kaffe end nummer 2, 3 og 4 i verden gør tilsammen
• Columbia er nummer 4, da Indonesien har overhalet dem i løbet af de sidste par år (nummer 2 er Vietnam, hvor jeg sidste år aldrig nåede at fremskaffe en kop, der ikke var inficeret med kondenseret mælk, bvadr! Omkring en 10. plads ligger Guatemala, som jeg indtil videre er mest fan af mht. kaffe)
• Pga. klimaforandringer kan man ikke længere regne med de årstider, der tidligere bestemte kaffehøsten
• At riste bønnerne er en kunst, som de fleste overlader til professionelle

Mie, gæt hvem der nu er købt ferie-gave til – export quality naturligvis

Ja, det er så en ananas, hvilket ikke har noget med kaffe at gøre:

Efter en spændende dag i kaffeland (Salento), hvor jeg fandt ud af, hvor stort et arbejde det er at producere det, nyder jeg hver kop lidt mere – det er altså ikke mange gram kaffe, der kommer ud af et kilo bær! Neele drikker slet ikke kaffe, og var modig nok til at smage både bønner og drik, men tror hun holder sig til kaffe-bodyscrub fremover.

Fodbold

Der er fodbold over alt, og alle de små drenge drømmer om at blive den næste James Rodriguez. Når der er landskamp er unge, gamle, mænd, kvinder og børn i landholdsfarver, og gadebilledet er fantastisk.

Udsigten fra tagterrassen på vores hotel i Medellin, og den lille bar over for, som vi så afslutningen af kampen på, efter vi flygtede fra stadion-området, da lokalopgøret så ud til at blive 1-1:

Aften-bold i Cartagena:

Når Columbia scorer til 3-2 mod Bolivia i overtiden – kan kun beklage, at der ikke er lyd på, og henlede opmærksomheden på den grædende, knælende mand (dansk landsholdsentusiasme kan ligge på et meget lille sted til sammenligning):

Religion

Fra en religion til en anden. Der var muligvis skruet lidt op for det, på grund af påsken, men man dyrker Jesus og jomfru Maria i stor stil, og der er flotte modelbilleder af Jesus på store plakater og reklamerne og i alle busser osv. 

“Hot Jesus” som Neele kalder nedenstående type af Jesus-reklamer – de ved godt, hvad der sælger:

Man kan ikke se det, men nedenstående alter og kirke i Guatapé var i fuld disko-belysning:

Typisk bus-interiør:

(Ikke at det har noget med religion at gøre, tror jeg, men apropos bus-interiør:)

Jehovas vidner hilser på banan-sælgeren i Guatapé. De var flinke nok og kunne engelsk, men vi tog lige et skridt baglæns, da de sagde, at terrorangrebet i Bruxelles naturligvis er et tegn – man ved, det bliver en god dag, når man lige bliver mindet om, at jorden snart går under:

I påsken så vi optog i Pereira på Skærtorsdag og Langfredag – det var altså lidt dystert med tromme-spil og flokke af folk i spidse hvide hætter!?

Jomfru Maria on tour: Ej, men man kan da kun få én assosiation af det der outfit – ved nogen, hvorfor de klæder sig sådan ud?

Yes… Så fik vi lige de ting på plads, i næste afsnit kommer lidt mere om, hvad vi ellers lavede i fantastiske Columbia.