Troede jeg gik glip af noget spændende i teatret… Det viste sig, at menneskemylderet skyldtes, at det var bistands-ansøgnings-dag, hmm, men fandt da samtidig ud af, at der var gratis koncert om aftenen med byens symfoni-orkester (på det tidspunkt så klientellet ganske anderledes ud).

Besøgte et par museer i Salta, hvor en af hovedattraktionerne er nogle mumificerede inca-børn udstillet i lufttætte kapsler. Det måtte man ikke tage billeder af, men det var spændende nok at se en lille film om, hvordan nogle bjergbestigende arkæologer havde fundet dem. Man mener de er blevet ofret i et ritual, hvor de bliver bedøvet med alkohol eller stoffer og så begravet levende, hvilket var en stor ære for familien. Man kan jo diskutere, hvor babarisk det er, når man sammenligner med de spanske conquistadores – på billedet herunder kan man se, hvordan inca’erne blev taget som slaver, hvilket minder mig om en joke jeg hørte, hvor en conquistador stolt hævner “Jeg bringer jer kultur, uddannelse og fremskridt”, hvortil en Inca-indianer spørger: “Hvad er sværdet så til?”

Som man lavede vin i gamle dage:

Fine skoleuniformer…

Er efterhånden lidt træt af katedraler, men den her fine lyserøde en på plaza’en i Salta, skal da med – på tredje billede herunder, kan man se en skoleklasse være inde og øve at slå korset tegn:

Jeg synes, vi skal adoptere den måde at drikke øl på i Danmark (og nej, jeg får desværre ingen penge fra Heineken for at sige det):

El Rancho

Efter at have tullet lidt rundt i byen, besluttede jeg at tage ud til Don Eduardos Rancho halvanden times kørsel fra Salta. Jeg blev budt hjerteligt velkommen af the Don himself og fik en lille rundvisning på gården og et glas vin uden label (drik gerne rigeligt, men langsomt, for ellers får du ondt i hovedet, og vi skal ud og ride i eftermiddag, var ordren). Han, og hans søde nye kone, lever af at opdrætte heste og have et par turister boende, som de laver god mad til og tager med på rideture. Jeg fin min egen lille hytte, som mindede mig lidt om min mormor og morfars kolonihavehus. Da jeg havde været der et par timer fik jeg lidt af et chok, da en kæmpe flok kom ridende – de var på grupperejse og havde været på en lille tur, hvorefter de skulle spise frokost med os og så direkte videre til Bolivia. Flere af dem sagde, at de ville ønske, de også kunne blive en nat eller to, men det kan man jo ikke, når man skal nå fire lande på 14 dage, synd! Det var en lystig frokost og de var rigtig søde allesammen (måske især fordi de trængte til at snakke med nogle andre end hinanden), men må indrømme, det også var rart da de tog afsted igen og idyllen sænkede sig. Bagefter var jeg ude og ride tre timer, med en af de ansatte og en lille fransk familie. Der var siesta fra kl. 19 til 22 og så var der ellers hjemmelavede empanadas, mere vin og hygge med ‘familien’. Der var en tysker, som havde været frivillig på ranchen i et par måneder, hvor han havde købt en hest og fået en i gave af Don Eduardo, som han så ville ride på alene hele vejen til Patagonien (det er det sydligste af Argentina, og Salta er helt i nord). Sådan er vi jo så forskellige, men det var da sjovt at høre om. Jeg spurgte, hvorfor han lige havde valgt at gøre det i Argentina, for han havde i forvejen rejst i alle lande i Sydamerika. Svaret var, at eftersom han gerne ville ride på en hest og ikke en lama for eksempel, var det bedst at blive i et land, hvor alle har heste, og ved hvad de og han har brug for, når han når frem til et nyt sted.

Det var simpelthen så hyggeligt, at være der, og helt trist at sige farvel, selvom det kun var to dage, men på den anden side, så jeg en stor tudse, og der var en natsværmer på størrelse med min hånd gemt i min hytte, som jeg ikke kun finde… Okay videre!

Purmamarca og Tilcara

Tilbage i Salte mødte jeg Nathalie fra Holland (jeg var i gang med at brokke mig højlydt over, at vores hostel ikke ville give mig bustiderne, men kun sælge mig en pakkerejse til næste station, og det kunne hun åbenbart godt lide), og vi besluttede at rejse videre sammen med kurs mod Bolivia. På vej nordpå stoppede vi i den lille smukke by Purmamarca, som er berømt for sin beliggenhed neden for Cerro de los Siete Colores (bakken med syv farver), og ved Pucara de Tilcara, hvor man kan kravle rundt blandt flere hundrede år gamle kaktusser i ruinerne af et gammelt fort/by fra før Inca’erne.

Da Conquistadorerne (kan ikke lige huske hvem præcist) kom til Jujuy-provinsen, vidste den lokale befolkning, at de var på vej. De vidste også, at de ikke ville have en chance mod den spanske hær… Men rygtet siger, at de satte sombreros på alle kaktusserne på bjergryggene, så det lignende at de var uendeligt mange og klar til kamp, hvilket fik spanierne til at vende om.  

På vejen besøge vi også et værksted, hvor de lavede ler-krukker. Det mistede jeg hurtigt interessen for og legede med lamaerne (eller alpakaer, er ikke helt sikker, de spyttede ikke!?) mens jeg ventede på de andre.

Læg venligst mærke til, hvordan jeg i løbet af få minutter har lært frk Lama at posere på min selfie:

Humahuaca

Salta, som vi kom fra ligger i cirka 1200 meters højde, og for at vænne os til den tynde luft tog vi en nat i Humahuaca i 3000 meters højde, ikke langt fra grænsen til Bolivia. Det kan godt være, vi synes, der er langt fra København til Jylland, men der er en hel del længere fra Buenos Aires til Humahuaca (over 1500 km), det er svært at forstå, det er det samme land:

Lama-stew sidste aften i Argentina:

Bemærkelsesværdigt hundehus på busstationen i Humahuaca, hvorfra vi tog til grænsen ved La Quiaca:

Jeg havde fået lov at bo hos Francisco, som jeg mødte sidste år i Mexico. Han er vandt til couch surfere, så det var intet problem, og må indrømme at jeg var hurtig til at sige ja tak til en uge i et rigtigt hjem. Ankom lidt sent, hvilket vil sige ved 23-tiden om aftenen, og havde lidt dårlig samvittighed… Meeeen i stedet for at smide trætte mig på hovedet i seng, skulle vi da lige ud og have lidt mad og et glas vin – jeg var jo kommet lige til normal restaurant-tid, velkommen til Argentina.

Efter en lang og god nats søvn i en stille lejlighed, startede løjerne. Backpackeren blev forkælet, for Francisco er læge for et privat forsikringsfirma, og arbejder kun fra 17 til 22 i hverdagene. Resten af tiden kunne han jo så passende bruge på at lege privat chauffør for mig.

San Telmo

Buenos Aires er en fed by, med mange og alsidige kvarterer. Da det var weekend startede vi med at tage på marked i San Telmo, hvor vi fik bøf og vin og tango-show til frokost.

Nårh se det søde lille dukke-teater:

La Recoleta

Her besøgte vi den kirkegård, hvor bl.a. Eva Peron (1919-1952) er begravet… Langt om længe, kan man sige, efter hendes lig først forsvant i forbindelse med et militær-kup mod hendes mand (ligeså meget som folket – los descamisatos/de skjorteløse – elskede hende og peronismen, hadede bureaukratiets repræsentanter hende), senere var de jordiske rester først i Milano og blev siden afleveret til Peron, som nu boede i eksil i Madrid, og faktisk var de Perons tredje kone Isabel, som til sidst sørgede for, at Evita i 1976 blev lagt til hvile i familiemausolæet på den berømte kirkegård i Recoleta, Buenos Aires. Besøgte også et rigtigt godt Eva Peron-museum (der gad min guide så ikke lige med), og tror da lige jeg skal hjem og se ‘Evita’ igen.

La Boca

La Boca er et andet sjovt og specielt område, som man vist skal holde sig fra om aftenen, men om dagen er der liv og glade dage med farvestrålende huse og tango i gaderne:

Metroen

Der var jo enkelte gange, hvor jeg selv blev nødt til at komme rundt. Det er ikke verdens mest effektive metro, da næsten ingen linjer krydser hinanden, men den er gammel (åbnede i 1913) og hyggelig, især når man ikke sidder ved de åbne vinduer og får udstødningen fra et andet tog lige i hovedet mens ingen af dem kører! Nå, men det er sjovt, for der render en masse sælgere rundt i vognene med servietter, slik, linealer, tørklæder, you name it, samt musikanter og andre udskud, der prøver at tjene til dagen og vejen. Sælgerne lægger deres ting på ens ben (ret forvirrende første gang: “Øh no gracias, den skal jeg sørme ikke have, ellers uendeligt mange gange tak), som de imellem stoppene både når at dele ud og samle ind, og der er overraskende mange, der klarer dagens indkøb på den måde! Det er lidt hyggeligt, og også at vognene er så gamle med rigtige porcelænslamper – det kan danske møgunger jo ikke administrere fredag nat uden at ødelægge det hele! Men okay den kører heller ikke om natten…

Fancy kvarterer

Så var det blevet tid til at udforske de mere moderne dele af byen… Helt ærligt, man kan da ikke se, at den her bænk er lavet af beton?!

Kan I kende balkonen her på Casa Rosada (The Pink House), hvor Eva Peron/Madonna stod?

Enhver argentinsk by med respekt for sig selv har en plads eller en statue dedikeret til den 25. maj 1810, som markerer landets uafhængighed fra Spanien.

En af de utallige katedraler i Sydamerika, synes bare lige jeg ville nævne, for referencens skyld, at man åbenbart ikke engang på Jesu tid forstod, at det IKKE er smart med sokker i sandalerne:

Ret fedt bibliotek/boghandel, som er lavet i et gammelt teater – der vil jeg bo!!!

Taxa-chaufførerne demonstrerer mod Uber – så føler man sig pludselig ikke så langt væk hjemme fra:

Brætspil i parken:

Besøg på Malba – mere og mindre sindsoprivende moderne kunst, som for eksempel ‘Papir på væg’ her – det er sgu for nemt, synes jeg:

Un noche de Milonga

Tilbage til essencen… Milonga-aften er en aften, hvor man starter med tango-træning, øvede og nybegyndere, og efter et par timer spiller et live-band op og nybegynderne får at vide, at de er velkomne på gulvet, men de har bare at holde sig til midtercirklen. De er altså sindssygt gode – vild med dans go home! Jeg derimod skal nok lige øve mig en time eller to mere…

Mere fra byen

Buenos Aires er god vin, store bøffer, tango og alle slags mennesker – super intro til Argentina, men jeg må klage over én ting. Det er helt absurd dyrt at shoppe!!! Dyrere end derhjemme!!! Buhuuu… Og jeg skulle have nye sko, fordi de lugtede surt, men så var jeg altså for nærig… Til gengæld fandt jeg ud af at man kan få vasket sine sko samt vasket, tørret og foldet alt sit tøj, for under 50 kroner, det’ billigere end i Netto! Her er lidt flere moments:

Adressen, of course:

Udsigten fra lejligheden:

Argentinsk Entrana ‘cut’ – det betyder mellemgulv har jeg fundet ud af og er særligt populært i Argentina – med chimichurri (en slags salsa) og Malbec:

Francisco – en fantastisk vært, som nåede at vise mig alt det bedste i byen på rekord-tid:

Døren ind til en hemmelig cocktail-bar, som indenfor føltes meget langt fra det Sydamerika jeg ellers efterhånden kender: