Postkort fra Charlotte – En rejseblog

Columbia – first things first

March 28, 2016May 22, 2016adminLeave a comment

Ankom til Columbia og var alene for første gang siden Danmark. Tiltrængt. Fra lufthavnen i Cartagena fulgtes jeg med et ældre par fra Florida (hun oprindeligt fra Peru og han fra Cuba, så de var meget spændende at tale med; han havde lige været tilbage på Cuba for første i 25 år og var meget trist over det han havde set, men det oplevede jeg jo selv sidste år). Jeg var ret træt og de fik proppet mig ind i den rigtige minibus, og gav chaufføren strenge instrukser, da de selv stod af, om at køre mig helt til mit hotel (Ja! Et rigtigt hotel med masser af personale, daglig rengøring, pool, bell boy og service).

Ankom til hotellet i Rodadero kl. 21.30 og blev modtaget som om de havde ventet på mig hele dagen. Ingen af dem kunne engelsk, men de var så søde. Tror ikke det var tit, de havde udenlandske gæster. Kokken lavede mig en sandwich og da jeg havde spist den, kunne jeg ikke få døren til mit værelse op. De var helt ulykkelige, og fem personer, én time og ét amputeret dørhåndtag senere fik jeg mine ting ud og læsset ind på naboværelset. Gik kun ud én gang de næste to dage, for at få lavet manicure og pedicure – bom bom så blev man menneske igen. Rodadero var ret turistet, men det var lokale turister, var det egentlig en meget god måde lige at vænne sig til stemningen i Columbia på.

Så tog jeg mod Taganga, som er en lille backpacker-invaderet fiskerby. Den har fået meget blandede anmeldelser på nettet, men jeg syntes den var super hyggelig. En lille sød promenade med forskelligt skrammel og frisk fisk til salg, og så tre-fire grusveje bagved, som gjorde det ud for resten af byen. Jeg boede på et hostel, Casa Mary, på den tredje gade, hvor en rigtig sød italiener tog sig godt af gæsterne, men der var simpelthen for varmt og for langt til stranden, så jeg flyttede lidt op ad bakken Hostel Mirador de Taganga med udsigt over hele bugten. Nogle gange trænger man altså bare til at der er lidt mere luft (og havudsigt) omkring én, ikke? Stak en hvid løgn til italieneren, for ville jo ikke gøre ham ked af det, når han aldrig ville kunne konkurrere med det jeg flyttede til. Prisen var den samme – man skal se sig for! Min plan var at ligge lidt på stranden, dykke lidt og læse lidt om, hvad Columbia ellers har at byde på… Men så var det, at Neele (som jeg kender gennem Make-A-Wish) skrev: ‘Hey, hvor er du henne nu?’ Og så vidste jeg jo godt hvad der var gang i…

Meget mere om strandene og Neeles besøg senere, men først er her et overblik over de vigtigste ting i Columbia: Militær/politi, kaffe, fodbold og religion i øvrigt (Kokain-produktion og -smugling burde nok også have et afsnit, men ved altså ikke rigtig noget om det, selvom jeg kan berette, at der er en del lokale og ikke mindst backpackere, der går og snøfter usædvanligt meget):

Politi/militær

Der er meget af det, rigtig rigtig meget… Og de står i fuld uniform inklusiv maskingeværer på hvert et gadehjørne og i fuld camouflage i hver en busk. Man ved de er korrupte, det ved alle, og man ved at det de fleste gange har noget med kokain-smugleri at gøre. Når det så er sagt, havde vi ikke en eneste ubehagelig oplevelse med hverken politi eller militær. De var enormt hjælpsomme og venlige da vi fx fik lov at komme ind og kigge i deres tank, som trøstepremie for at lokal-braget i Medellin var udsolgt da vi kom til stadion, eller da jeg hentede Neele i lufthavnen med politi-eskorte. Man må også altid gerne tage billeder af dem, bare man spørger først, og selvom de ser meget alvorlige ud, smiler og fjoller de både før og efter… Men de skal jo se seje ud på billedet.

Politi i rustninger klar til lokal-opgør i Medellin, hvor rivalerne Atlético National og Independiente Medellin mødes på Atanasio Girardot Stadium, som er hjemmebane for begge hold:

Kaffe

Jeg har fået en masse god kaffe i Columbia, MEN en lidt trist ting er, at al den bedste kaffe bliver sendt til eksport, mens columbianerne (ej at forglemme turisterne i Columbia) selv må nøjes med andensorterings-bønner. Oh well, vi eksporterer jo også den bedste bacon.

Der er over 300.000 små kaffeplantager (Finca’er) i Columbia, og i Salento var vi på tur i en kaffe-plantage, som en hyggelig gammel englænder (Don Eduardo AKA Tim Edward) har købt af en hyggelig gammel dame for 7-8 år siden. Han fortalte, at selvom at der er over 100 kaffe-sorter, opererer man i Columbia kun med to priser; en for Arabica (de fleste foretrækker smagen af denne) og en for Robusta (som til gengæld for sin bitterhed har over dobbelt så højt koffein-indhold som Arabica). Der skelnes ikke yderligere, fordi det simpelthen er umuligt at organisere i et land som Columbia – “Why try and organize something that can’t be organized?!”

Fun facts om kaffe:

Man plukker næsten altid bærene i regnvejr, for det er der de er bedst.
Man planter ofte frugttræer og bananplanter mellem kaffe-buskene for at give dem den rette mængde skygge.
Der findes traditionelle (fx Típica og Bourbón) og moderne (som tager bedre imod moderne gødning) kaffeplanter. De traditionelle er små og tykke og de moderne højere med længere mellem bladene.
Kaffebønnerne skylles adskillige gange for at få ‘slimet’ fra frugten af, dem der flyder til overfladen af vandet er andensortering, mens de andre smides i eksport-bunken.
Bærene er grønne og når de er modne bliver de gule eller røde (det gør ingen forskel for pris/smag/navn)
Brazilien producerer mere kaffe end nummer 2, 3 og 4 i verden gør tilsammen
Columbia er nummer 4, da Indonesien har overhalet dem i løbet af de sidste par år (nummer 2 er Vietnam, hvor jeg sidste år aldrig nåede at fremskaffe en kop, der ikke var inficeret med kondenseret mælk, bvadr! Omkring en 10. plads ligger Guatemala, som jeg indtil videre er mest fan af mht. kaffe)
Pga. klimaforandringer kan man ikke længere regne med de årstider, der tidligere bestemte kaffehøsten
At riste bønnerne er en kunst, som de fleste overlader til professionelle

Mie, gæt hvem der nu er købt ferie-gave til – export quality naturligvis P1160381

Ja, det er så en ananas, hvilket ikke har noget med kaffe at gøre:

Efter en spændende dag i kaffeland (Salento), hvor jeg fandt ud af, hvor stort et arbejde det er at producere det, nyder jeg hver kop lidt mere – det er altså ikke mange gram kaffe, der kommer ud af et kilo bær! Neele drikker slet ikke kaffe, og var modig nok til at smage både bønner og drik, men tror hun holder sig til kaffe-bodyscrub fremover.

Fodbold

Der er fodbold over alt, og alle de små drenge drømmer om at blive den næste James Rodriguez. Når der er landskamp er unge, gamle, mænd, kvinder og børn i landholdsfarver, og gadebilledet er fantastisk.

Udsigten fra tagterrassen på vores hotel i Medellin, og den lille bar over for, som vi så afslutningen af kampen på, efter vi flygtede fra stadion-området, da lokalopgøret så ud til at blive 1-1:

Aften-bold i Cartagena:

Når Columbia scorer til 3-2 mod Bolivia i overtiden – kan kun beklage, at der ikke er lyd på, og henlede opmærksomheden på den grædende, knælende mand (dansk landsholdsentusiasme kan ligge på et meget lille sted til sammenligning):

Religion

Fra en religion til en anden. Der var muligvis skruet lidt op for det, på grund af påsken, men man dyrker Jesus og jomfru Maria i stor stil, og der er flotte modelbilleder af Jesus på store plakater og reklamerne og i alle busser osv.

“Hot Jesus” som Neele kalder nedenstående type af Jesus-reklamer – de ved godt, hvad der sælger:

Man kan ikke se det, men nedenstående alter og kirke i Guatapé var i fuld disko-belysning:

Typisk bus-interiør:

(Ikke at det har noget med religion at gøre, tror jeg, men apropos bus-interiør:)

Jehovas vidner hilser på banan-sælgeren i Guatapé. De var flinke nok og kunne engelsk, men vi tog lige et skridt baglæns, da de sagde, at terrorangrebet i Bruxelles naturligvis er et tegn – man ved, det bliver en god dag, når man lige bliver mindet om, at jorden snart går under:

I påsken så vi optog i Pereira på Skærtorsdag og Langfredag – det var altså lidt dystert med tromme-spil og flokke af folk i spidse hvide hætter!?

Jomfru Maria on tour: Ej, men man kan da kun få én assosiation af det der outfit – ved nogen, hvorfor de klæder sig sådan ud?

Yes… Så fik vi lige de ting på plads, i næste afsnit kommer lidt mere om, hvad vi ellers lavede i fantastiske Columbia.

Ometepe – Nicaragua

March 11, 2016March 8, 2016admin1 Comment

Med chicken-bus og synkefærdig båd (hvordan kommer der store bølger på en sø!?) nåede vi over Lake Nicaragua frem til Ometepe – en ø bestående af de to vulkaner Maderas og Concepción og en tange der holder dem sammen.

Første sted i Mellemamerika, hvor jeg har set noget der mindede om arbejdssikkerhed (redningsveste til sømændene, vupti):

Har man nogensinde set så skabet en hund? Gav den en pose chips til frokost:

Bemærk den lækre konditor-kage i den 40 grader varme forrude, nam nam:

“Jeg cykler lige en tur med min hest”:

Vi boede på little Morgan’s Hostel i Santa Cruz, som ligger i jungle-lignende natur med udsigt til søen. Det var lige lovligt natur-agtigt efter min smag, og havde konstant nervøse trækninger over antallet af freaky kæmpe insekter. Men Dickie havde været der før og kendte alle gutterne der arbejdede der, så vi fik en kongelig behandling og sov med to lag myggenet over min seng, og overlevede ved hjælp af det og nogle ret stærke drinks inden sengetid. Af mere kontrollerede kæledyr havde Little Morgan’s fire hunde, en kat og en aggressiv gris (ved ikke om den også var så ond i sulet inden de slagtede dens bror til Super Bowl). Den sidste dag slog jeg selv en skorpion ihjel. Ja mig! Jeg trampede på den, for dø skulle den jo. Hvad siger du så farmand???

Dagene gik med udflugter til de over 2000 år gamle petroglyffer på Maderas (mindede mig lidt om runerne på Bornholm, ikke overdrevet fantastisk), til stranden, lidt underligt at bade i en sø på den måde, men vandet var faktisk okay lækkert, og med at kigge på fugle og aber (brøle-aber og de sorte med hvide hoveder). Vi besøgte også Ojo de Agua, som er en kunstig pool, der fyldes af vand fra naturlige kilder. En aften gik vi op til et øko-hippie-hostel, hvor de én gang om ugen tænder en stenovn og laver pizzaer af det, de dyrker på den tilhørende farm, og en anden dag fandt vi en lille argentinsk restaurant med rigtige bøffer.

Ja, begejstringen var til at styre…

Et par timer oppe ad den lille vulkan, Maderas, med udsigt til Concepción (som jeg skulle komme til at kende meget meget bedre):

“Gordon Blue” international cuisine a la Ometepe:

Hvad er det???

Hver dag tog de lokale deres heste og kvæg ned til stranden, så de kunne drikke:

Internet-caféen med internetdeling via en gammel Nokia-telefon (no, not connecting people):

Ojo de Agua:

En dinosaur:

Brøleaber:

Uden rigtig at vide, hvad jeg gik ind til, besluttede vi at bestige Volcan Concepción – den største af de to vulkaner med sine 1610 meter. Det er lykkedes mig at bevare en rimelig god form, så at komme op var hårdt, men ikke så galt igen. Problemerne opstod, da vi skulle ned fra den skyede, klamme top, hvor det blæste så meget, at jeg var nødt til at tage den store vindjakke af, som Dickie havde lånt mig, for ikke at flyve ud over den stejle skrænt. Den første times tid ned gik på rå klippe uden en sti og med en masse løse sten, der rullede ned af bjerget i en fart jeg ikke havde lyst til at følge efter. Derefter kom vi til en mudret sti, som alle nærmest gled ned af på røv og albuer. Hvem tror jeg har lyst til at sætte hånden i for hvert eneste skridt, når vi lige har set to forskellige slanger på vej op. Vores lokale guide, Alexi, holdt trofast en grædefærdig Charlotte i hånden i to en halv time, indtil vi endelig nåede det tykke lag vulkan-støv, man med kæmpe skridt kunne løbe/glide ned gennem. Var ikke stolt – er stadig ikke stolt – sjældent har jeg været så dårlig til at kende mine egne grænser. Slap dog med et par skræmmer på benene og meget ømme lår Sidste udbrud var i 2010, hvad fanden lavede jeg overhovedet på den vulkan?! Købte selvfølgelig Alexi en flaske rom som tak for hjælpen, og han kvitterede med at fortælle at ejeren fra vores hostel havde været langt værre at få ned fra vulkanen end mig. De var begge meget søde, så det er sikkert løgn.

Blue tailed mag pie til at hjælpe på humøret:

Volcán Concepción, I hate you!

Kunne først tvinge et smil frem da vi tomlede på vej hjem fra vulkanen og blev samlet op af banen-bilen, som egentlig er plaintains (ved ikke om det har et navn på dansk, men det er form for ikke-søde mad-bananer), som er Ometepes største afgrøde der eksporteres til bl.a. Honduras og Guatemala.

Dagens guide i skysovs:

Efter en slappe-dag med vulkan-holdet ved Ojo de Agua, gik sidste aften ud på Little Morgan’s Drinking Adventure. Det er bare en sjov aften, hvor man skal igennem 13 forskellige drinks (det var der vist ingen der kom) og det er gratis, når man har boet der fire nætter, så der er ingen undskyldninger.

Når hæveautomaterne er tomme og seks backpackere bruger de aller sidste penge på mad…

… og kommer i tanke om, at de så er nødt til at tigge om at køre gratis med chicken-bus, fordi de ikke engang har halvanden krone hver:

Næste dag skulle vi alle rejse, og der var noget mere stille på båden, end der havde været aftenen forinden.

Bemærk redningsbåden (den kan jo sagtens rumme 30 personer hahaha):

Så gik turen tilbage til Managua, hvor jeg samme aften skule flyve til Cartagena i Columbia via Florida (hul i hovedet at det koster det halve at flyve dobbelt så langt). Og det betød farvel til Dickie, som ellers har været en tro følgesvend i godt en måned nu. Det var som altid trist, at sige farvel, og det har virkelig været rart (og praktisk og langt mere sikkert) at rejse i de her lande sammen med en gut, der har været her før. I Sydamerika kommer jeg nok til at møde Gina igen og nok også nogle andre piger, jeg mødte på Ometepe… Men først og fremmest vil jeg bure mig inde på et hotel nogle dage og ordne mine negle, sove uden insekter der stirrer på mig, og ikke tale med nogen som helst… Eller måske lige jer derhjemme

To Corn or not to Corn Islands – Nicaragua

March 4, 2016March 4, 2016adminLeave a comment

Der er som udgangspunkt to muligheder for at komme til Corn Islands fra Managua

Hop på et direkte fly.
Rejs tværs over landet med bus til El Rama, båd på en flod til Bluefields og til sidst en båd til Big Corn og endnu en båd til Little Corn Island.

Gina, Dickie og jeg var enige om, at vi trods mange skrækhistorier om den hæslige rejse, var ude på eventyr og ville tage den over sø og land.

Det startede godt med at sikkerhedsvagten fra vores hostel i Managua kørte os til en godt gemt busstation midt inde i et kæmpe marked, hvor vi købte billetter til samme aften. En af Dickies veninder, som bor i Managua, tilbød at køre os, men tumperne her kunne simpelthen ikke finde busstationen igen. Til sidst fandt vi en anden busterminal, hvor de tilbød at mase os plus rygsække ind bagest i bussens midtergang. Vi kunne ikke andet end at sige ja tak, for vi var afhængige af at nå flodbåden fra El Rama til Bluefields næste morgen. De lovede, at der ville være siddepladser efter to en halv time, fordi nogle skulle af… SNYDT IGEN! Vi stod op i alle seks timer, fra kl 22 om aftenen til 04 om morgenen!

Vi nåede til gengæld frem i tide til de små motorbåde (Pangas) mod Bluefields, og at sidde på den hårde træbænk i to en halv time ned af floden, Rio Escondido, var jo pludselig den rene luksus. Kaptajnen slog en høj latter op, da påhængsmotoren startede – en anelse foruroligende, at han blev SÅ glad over, at den overhovedet kom i gang. Mens jeg sad der som en zombie proppede jeg lidt musik i ørerne, og det var mildest talt urealistisk da Aqua begyndte at give den gas med Barbie Girl mens jeg kiggede på flokke af pelikaner og de lokale morgenbade i floden ud for deres små strå-hytter – jeg sværger, at jeg ikke aner hvordan i det hede hule… den sang har fundet vej til min iPod

Da vi nåede Bluefields, fortalte de os på havnen, at der ikke gik nogen både til Corn Islands de næste par dage. Av min meget trætte krop. Næste morgen var vi nede på havnen og spørge rundt omkring, men den båd, der kunne have sejlet til øen, var sejlet tilbage til Rama.

Bluefields

Vi mødte nogle andre rejsende, som havde været i Bluefields i over en uge og stadig håbede på, at der ville komme en båd, og undersøgte mulighederne for selv at chartre en båd + kaptajn. Det lykkedes faktisk Gina og Dickie, mens jeg for en stund havde meldt mig ud af legen, og efter at have banket på døre på hele hotellet for at finde flere der ville med, spurgte jeg om at få lov at se billedet af den båd mine søde rejsekammerater havde fundet. Jeg var målløs. De både der sejler den 70 km lange tur normalt, er måske ikke meget mere en nogle ombyggede fiskekuttere, men den her var som den lille jolle vi fjollede rundt i på Guldborgssund i nogle år. Nej tak, ellers tak, I må være vanvittige! Det viste sig også, at der for nogle uger siden var en bådulykke mellem de to Corn-øer, hvor bl.a. nogle turister døde, hvilket har gjort at de pludselig – og vist for første gang nogensinde – går op i vejrforhold, bådkvalitet, redningsveste osv. Mest fordi militæret nu holder øje med dem. Vejret var imidlertid ikke med os, og i løbet af et par dage havde vi alle opgivet. Der var stadig mulighed for at flyve til Big Corn, men med den stærke vind, var chancerne for både mellem øerne og ikke mindst dykkerbåde minimale. Oh well, tror det er første gang, jeg har måttet opgive noget på den måde på mine rejser, så det var nok bare min tur. Jo, jeg har da råd til den flybillet, men på det her tidspunkt var det altså passé for mit vedkommende.

Her kommer lidt billeder fra dagene i Bluefields (det var jo ikke fordi, vi sad og tudede hele tiden) – bemærk Falck-bilen, mor, så er der jo redning i nærheden.

Jeg fandt til gengæld ud af, at Pearl Lagoon, som jeg har hørt om, men afskrevet fordi det er så ufremkommeligt og langt fra al civilisation, pludselig var tæt på. Fik overtalt de andre, selv stakkels Gina, som var så ked af ikke at komme til Corn, til at tage med.

Pearl Lagoon

For lige at forklare: Det her område er en del af Mellemamerika, som de spanske Conquistadores aldrig nåede frem til, da de erobrede resten i 1500-tallet, derfor opfatter de ikke sig selv som en del af Nicaragua og får også i stor udstrækning lov til at være i fred. Til gengæld er området befolket af en fantastisk blanding af efterkommere af oprindelige stammer (Mestizoer, Miskituer, Garifunaer mm.) og undslupne caribiske slaver (især creoler, hvilket gør at de fleste taler engelsk eller i hvert fald broken english ligesom på Jamaica). Mødte en fyr, som arbejder på et projekt lidt længere oppe ad kysten, som var blevet spurgt flere gange, om han dog virkelig kunne se noget ud af sine blå øjne! De lokale kalder stadig resten af Nicaraguas befolkning for ‘The Spaniards”.

Jeg syntes, det var et helt fantastisk sted, at opleve. Vi boede på Casa Ulrich (Navnet: En Schweizisk mand fik en søn med en lokal kvinde, sønnen tog til Østrig og blev uddannet kok, tog tilbage til Pearl Lagoon og åbnede et lille gæstehus, hvor han lavede fantastisk mad til sine gæster. Manden, Mr. Fred, er nu gammel, men tager sig stadig godt af sine gæster, os, på sin helt igennem caribiske facon, som tvang os til at slappe heeeelt af).

Se på billederne

Hvordan de bruger sorte plastic-sejl på deres små både
Slagteren under stråtaget, som gik råbende gennem byen hver gang han havde slagtet et nyt dyr (stanken var forfærdelig)
Firbenet på Ginas skulder (NOGEN, Julia og far, har sagt at de små dumme gekkoer ALDRIG vil sidde på et menneske, buhuuu, men det GØR de!!!) Faktisk rørte jeg en gekko på ca 2 cm dagen efter, for at prøve at blive lidt sejere – det var noget med at jeg stod og skreg bag et bruseforhæng og Gina satte den på min hånd uden jeg kiggede… Men stadig!

En dag spillede det lokale baseball-hold, og det skulle vi selvfølgelig hen og se. Vi havde fået at vide, at kampen startede kl. 12, men da vi kom, sagde de kl. 13. Kl. 13 mødte vi så op igen med kolde øl og snacks, og sad på tilskuer-rækkerne med omkring fem lokale. Kl. 14.30 mødte det andet hold op, de var kommet sejlende fra en by længere oppe ad kysten. Kl. 15.30 gik kampen så endelig igang og kl. 16 blev den stoppet på grund af en kraftig byge. En lille mand løb straks efter ud for at tørre vand op fra banen med en svamp hahaha, se billedet, et meget utaknemmeligt job, og da han havde begrænset succes, blev kampen udskudt til kl. 17, sagde de. Kl. 21 gik vi tilbage og fik set de sidste 15 minutter – på det tidspunkt var der gang i den og Pearl Lagoon vandt kampen, hvilket vi fejrede på den lokale bar. Sådan gik der så en dag, og vi fik indstillet vores ure til caribisk tid

Haulover & Awas

En dag begav vi os ud for at besøge nogle af de små samfund – egentlig bare Awas, men fordi vi for vild kom vi først til Haulover, hvor vi søgte ly hos de lokale under en byge. Da vi nåede frem til Awas og gik ned til vandet, kom et par lokale fiskere sejlende ind i deres lille kano med dagens fangst, og de tilbød at lave frokost til os. Aftalen var, at vi gik med en af dem rundt og købte forskellige grøntsager hos de lokale (kassava et sted, bananer det næste osv.), og så ventede vi i skyggen og drak friskplukkede kokosnødder i et par timer mens de huggede brænde til komfuret og lavede en lækker suppe til os.

Fun fact: På billedet, hvor manden går og der står en okse længere henne, kan man se de små stier/veje, som nogle danskere åbenbart har bygget til de her små samfund i 1995. De lokale husker stadig med glæde tilbage på Mr. Sven osv, som boede hos dem og gav dem vejene for mange år siden. Anede ikke, at Danmark havde ydet den form for bistand til Nicaragua siden 1981, men jeg mødte også en mand i Managua, som fortalte samme historie. Man kan læse mere om det her, hvis det skulle være: http://netpublikationer.dk/um/Nicaragua/NicaraguaDanmarkPartnerskab/nicaragua_danmark_dk.pdf

Los Cayos Perlas – The Pearl Cays

Vi følte os jo en smule snydt, fordi vi ikke var kommet til Corn Islands, og vandet i Pearl Lagoon var lige plumret nok til at føles rigtig caribisk. Den nye mission blev derfor, at komme ud til de små palmeøer 35 km ud for kysten. Det fungerer sådan, at man tuller rundt i byen og taler med de forskellige bådejere, for at få lavet en fornuftig aftale om transport, mad og evt. overnatning. Vi endte med at handle med Jimmy – nok mest fordi et par italienere med to små børn allerede havde besluttet at tage med ham, og tænkte at de så nok havde gjort deres research for os.

De små øer må egentlig ikke ejes af udlændinge, fordi de er beskyttede og ikke kan tåle, at man bygger på dem, men for nogle år siden fik en eller anden græker fat i nogle papirer på øerne, som han solgte dyrt til bl.a. englændere. Derfor er det ikke helt klart, hvem der må hvad, og den engelske ejer af vores lille ø, vidste i hvert fald ikke noget om, at vi var på overnatning derude. På den anden side, sagde den ansatte ‘watchman’ som bor på øen alene med sin familie, at ejeren ikke havde været der i to år – happy days!

Efter en tur på tanken, et besøg hos fiskehandleren midt ude på vandet, et stop kystvagten som ville se vores pas og have lovning på, at der ikke var rom i vores vandflasker (det var der måske lidt), og en ret bumpende tur over bølgerne, nåede vi frem til de lille paradis.

Jimmy lavede en fantastisk frokost af de nærmest stadig levende kæmpe-rejer og hjemmelavet coconut-rice, og fortsatte de næste par dage med at kreere fantastiske creole-retter til os. Der var ikke andet at lave end at slappe af og bade, og man kunne gå øen rundt på fem minutter. Vi sov i en lille hytte, hvor et bord med en tynd madras på gjorde de ud for en seng, hvor vi lå med benene udover kanten. På en af nabo-øerne optog de en italiensk version af Robinson Ekspeditionen for nogle år siden, og Jimmy havde sejlet rundt med nogle af dem dengang.

Mens vi så solnedgang kom et par watchmen fra de andre øer sejlende i hhv. en lille træ-kano og en plastic-kajak for at lade deres telefoner op, mens gas-generatoren på vores ø var i gang. Kun ét sted på øen kunne de få signal, hvis de kravlede 3-4 trin op ad en stige, så der stod de så et par timer, inden de igen sejlede ud i mørket.

Efter et par dejlige dage (uden så meget søvn pga. “sengen”) drog tre glade og solbrændte vesterlændinge tilbage mod civilisationen.

Tilbage i Pearl Lagoon nåede jeg lige et besøg på skolen og at sige farvel til parret med det lille bageri, hvor vi drak kaffe hver morgen.

Nicaragua

February 25, 2016admin2 Comments

León

Som nævnt var rejsen mellem Roatan og Leon i Nicaragua en af de hårdeste rejsedage, jeg endnu har haft. Så da vi ankom kl. 2 om natten, var vi lidt af et par zombier, og tjekkede ind i det første det bedste med et ledigt værelse, hvilket bedst kan beskrives som et kosteskab med en køjeseng. Rene lagner, jeg klager ikke. Her ses slottet i dagslys (Hostal Los Cheles):

Første dag i Leon tullede vi bare rundt og kiggede på byen. Selvom Leon i sin umiddelbare stil minder meget om alle de andre koloniale byer, synes jeg bedre om den end fx Antigua i Guatemala. Jeg tror, det er fordi den har størrelsen til at forblive sin egen og have en lokal stemning, selvom der er en del turister. Det var helt rart at være i en rigtig by igen (som I kan se på billederne er min standard for hvad en ‘rigtig by’ er nok væsentligt forringet på nuværende tidspunkt, men jeg købte da nye klipklapper hos en gadesælger, wuhuu).

Volcano Boarding

Vi mødte et par franske Canadiere, Simon og Jeff, som vi også havde mødt i Utila, og aftalte at tage til vulkanen Cerro Negro den næste dag. Cerro Negro var sidst i udbrud i 1999, og er en af de få vulkaner i verden, hvor man kan volcano-boarde. Det vil sige køre-ned-af-lava-gruset-på-en-primitiv-træ-slæde… Træbrættet skal man selv bære hele vejen op til toppen – en ski-lift ville være at foretrække. Det blæste så meget, at vi flere gange var nødt til at sætte os ned, fordi vi med vores boards nærmest blev blæst udover kanterne. På toppen var der dog fint og guiden gravede stolt en pakke kartofler op af den stadigt dampende vulkan-jord, som han havde langtidsstegt siden dagen forinden, slet ikke dårligt!

Efter et kig ned i krateret og lidt fotosjov på toppen, kunne vi ikke udskyde det længere og ned gik det. Nogle af gutterne slog hjernen fra, gav den gas, og blev belønnet med fine hudafskrabninger og forstuvninger – da jeg så dem før mig rulle rundt, valgte jeg den løsning fra, og var kun den næst-langsomste med mine 20 km/t. Fandme nej om jeg skal have hudafskrabninger på min brune hud!!! Bemærk det orange/lilla outfit, så bliver det ikke meget grimmere, men det kunne man altså ikke selv få lov at vælge.

De mere eller mindre sikre landinger blev fejret med kolde øl og så bumlede vi tilbage til Leon på ladet af vores lastbil. Folk i Nicaragua er så søde, de hilser og vinker alle sammen, når man kører ude på landet, og i byerne spørger de hele tiden, om man er okay, hvad man prøver at finde og så videre. Det er ikke fordi de ikke var søde i Guatemala, El Salvador og Honduras, men det er som om det er et helt andet niveau af venlighed, og der er ikke den lille anelse af utryghed, som ellers hele tiden ligger og ulmer. Lastbilturen til og fra vulkanen var ligeså stor en oplevelse for mig, som selve “kælketuren”, og de lokale hoppede af og til op på siden med en håndfuld urter eller grene og fortalte, hvad de bruges til (vi lærte fx at bierne suger nektar ud af blomsterne for at lave honning, aha okay ser man det… En stor tyk amerikaner valgte at tage en kæmpe bid med blade og det hele af den blomsterbuket, der gik på runde, ja ham med skæg og omvendt kasket).

Surfing Turtle Lodge

I weekenden tog jeg med gutterne til Surfing Turtle Lodge, et lille hostel på stranden Los Brasiles, hvor den stod på drinks, volley, store bølger og sol. For at komme til det lækre hostel in-the-middle-of-nowhere, skal man krydse en flodudmunding ved kysten med en lille motorbåd, og så gå resten af vejen gennem skoven.

Der var ikke meget at lave, andet end at nyde solen og bølgerne, og om aftenen var der guitar, bål og skrål, eller forskellige lege for dem der gad. Fint i et par dage, men så ville jeg også gerne videre.

På vej hjem kom en lille mand med sin hestevogn og kørte vores bagage ned til båden. Det var lavvande og overfarten var på ca 7 meter, hvorefter vi måtte tage skoene af og vade resten af vejen haha.

Managua

Efter weekenden tog Dickie og jeg til Managua – en hovedstad i Mellemamerika, man rent faktisk kan opholde sig i helt uden at blive myrdet. Vi mødtes med Gina igen for at følges med hende tværs over landet mod Corn Islands på den caribiske kyst (så langt nåede vi aldrig, men det får et kapitel for sig selv).

På billederne herunder bør man bemærke:

Flor de Cana, Nica-rom, som de lokale typisk bestiller en lille flaske af med is og lime til.
Bland selv-kylling i supermarkedet, nam-nam! Ej det’ da for klamt haha.
De gule træer langs vejen, Los Arboles de la Vida/The Trees of Life, som præsidentens kone har valgt at bruge ufattelige summer på. De har kostet omkring 20.000 USD stykket, skulle vistnok være inspireret af Gustav Klimt, og det koster omkring 10.000 USD hver måned at tænde lyset i dem 4 timer hver aften. Folk i Nicaragua synes sjovt nok, at man i det lille u-land kunne have investeret en smule anderledes, og derfor er der nu bevæbnede døgnvagter fra et privat firma ved hvert eneste træ.

Efter vores middag på Valentins dag (fin undskyldning til at spise på en ordentlig restaurant og få en flaske vin, når nu man tilfældigvis befinder sig i en hovedstad), tog Dickie ud for at mødes med en ven, og Gina og jeg fik et par cocktails på en meget tom bar med musikvideoer fra 90’erne. På vej hjem fór vi vild, og var ved at dø af skræk, da en bil stoppede… Lige indtil jeg genkendte receptionisten fra vores hostel, som grinende spurgte om vi prøvede at finde hjem. Vi var fire huse væk.

Når man kører i bus lukker chaufføren hele tiden små damer ind, der råber og skriger, hvad de nu sælger af mad, eller mænd der himler op om et eller andet vidundermiddel (typisk naturmedicin fra USA eller Canada), som kan få folk til at leve for evigt. Og de køber det. Som sagt får udflugten til den caribiske kyst et kapitel for sig, men her er lidt billeder fra turen gennem landet, hvor vi blandt andet kom igennem noget der mindede om det vilde vesten og kunne se livet i de små landsbyer. Bemærk:

Den farvestrålende kirkegård
Den strandede Maersk-container
De små damer der sælger honning i gamle rom-flasker langs vejen – der sad 20 ved siden af hinanden
Hvordan der af og til er så fladt som på Falster
Tønde/fuglebur-butikken – der lå 20 ved siden af hinanden

Nicaragua er et helt fantastisk alsidigt lille land – jeg erklærer mig hermed for fan!

Honduras

February 15, 2016February 15, 2016admin2 Comments

Copan Ruinas

Efter seks timer i shuttle, ankom vi til Copan, hvor vi havde aftalt at mødes med Gina fra England igen – hende havde vi mødt i Guatemala. Først er her et billede fra grænsen, og så en masse fra Copan:

Ikke lige min første indskydelse, men den første aften i Honduras spiste vi på et microbryggeri, som en tysker har åbnet midt i byen Copan. Tyskerens kone var fra Honduras og hun lavede heldigvis nogle lokale retter, jeg kunne spise, mens jeg så på de andre skovle wienersnitzler ind.

Det var gråvejr og halvkoldt (okay ikke snevejr vel, men stadig), så næste dag kørte vi på ladet af en pickup-truck op til nogle naturlige hotsprings/mudderbade/vandfald – perfekt regnvejrsdag! Det undrede mig en del, at vi så ret mange lokale oppe i bjergene, som var ligeså blege os lyshårede som os. De andre lagde ikke rigtig mærke til det, og har prøvet at google det, men synes ikke rigtig jeg kan finde en forklaring – hjælp gerne!!!???

Om aftenen spiste vi street food og sad på byens torv og drak øl med alle fra vores hostel og de hjemløse hunde, som vi senere fik at vide alle har ejere, men de løber ud, for ingen har hegn. Alle byerne i de her lande lader til at have et hovedtorv, som de kalder Central Park, det er meget praktisk og gør at selv jeg har en chance for at orientere mig.

Så gik turen endelig til Copan Ruinas, som var en super Maya-oplevelse… Vi kiggede lidt på alle jungledyrerne og hægtede os så på en engelsktalende guide med en flok amerikanske pensionister – man er vel backpacker.

Gina var helt pjattet med et fuglereservat, og insisterede på at Dani og jeg kom med hende derhen. Nu er er jeg jo ikke helt vild med fugle… Først efter jeg havde indvilliget i at holde en fæl papegøje på armen, kunne vi få lov at smutte igen.

Utila

Efter at have været kulturelle i et par dage, mente Dani og jeg, at vi fortjente lidt ø-liv, så afsted med shuttle i otte timer. Når man kigger på afstandene er rejsetiderne helt latterlige, men det er altså u-lande. Selv hovedvejene er grusveje meget af tiden. Det er ikke den mest komfortable rejseform, men jeg nyder faktisk at køre om dagen, for man får set meget af landet på den måde, som man ellers ikke ville, hvis man bare fløj mellem de mere populære områder.

Vi nåede frem til La Ceiba og ventede på den daglige færge til Utila i tre timer og efter en skøn gyngetur var vi fremme på et hostel med det charmerende navn Captain Morgan’s. Her mødtes vi med Christian fra Canada, som vi havde mødt i Copan, og på første dykke-tur mødte vi Richard (Dickie) fra England (Dubai), som hjalp mig med at sætte mit udstyr sammen mens jeg brokkede mig konstant over kvaliteten. Indrømmet. På dykkersprog siger man ‘small bubbles, no troubles, big bubbles, big troubles’ og der er så forskel på, hvad jeg vil definere som små bobler, når de fiser ud af min ilttank, der hvor jeg kobler min regulator på!

Det var super fedt at komme ud og dykke igen, men marine-livet var ikke ligefrem imponerende. Dagene på Utila gik rimelig meget ud i et med dykning, snorkling, kajakker og drinks – og det er ligesom bare det, der er.

Roatan

Efter 4-5 dage tog Dani, Christian, Dickie og jeg til naboøen Roatan. Jeg var mildest dødtræt af nybegyndere, som enten havde ondt i ørerne, løb tør for ilt eller flød hele vejen op til overfladen fra 30 meters dybde! Sorry, men det er jo ikke gratis og man er som regel 5-6 dykkere per instruktør, som alle må vente, når nogen har problemer – og så er det også farligt, hvis der er flere klumpedumper på samme tid. Til gengæld kan man jo så bruge tiden på at fjolle rundt og prøve at bruge så meget af sin egen ilt som muligt, mens man venter.

Der går ikke planlagte både mellem Utila og Roatan, men vi fik booket nogle pladser på en lokal båd dagen inden de lovede storm, som ville gøre, at de stoppede al udsejling. Det gyngede helt vildt og måtte næsten knække mig, da jeg stod af og den lille bådebro også gyngede, gisp! Ved båden mødte Douglas os. Han er en hyggelig gut på omkring 50, som har en feriebolig på Utila og rejser lidt rundt i forbindelse med sine rejser dertil – Christian havde mødt ham i Honduras og tilfældigvis havde Dani og jeg mødt ham i El Salvador. Han var super flink og da stormen så kom, og der intet var at lave i dagevis, lod han os hænge ud i hans store lejlighed og lave mad, se film og så videre. Det er ikke ret spændende at være på en dykker-ø, når det blæser for meget til at bådene vil sejle ud. Og bådene tilbage til fastlandet blev også aflyst, så det var ret umuligt at planlægge videre rejse. Vi var altså lidt fanget på Roatan i nogle dage, men som altid endte det jo med at være meget sjovt. En dag lejede vi bil og kørte øen rundt, en anden aften havde jeg min superbowl-debut, som vi så fra liggestole på stranden på en lille bar med en masse gamle amerikanere.

Efter tre dage kom vi endelig ud og dykke, og det var ret godt, men igen var der ikke meget liv at kigge på, og alt i alt var den bedste oplevelse, da Dani, Dickie og jeg snorklede fra stranden på Utila og så både rokker, blæksprutter og barracudaer. Tror de øer har haft deres storhedstid, og vil umiddelbart ikke anbefale dem, når man sammenligner med de andre muligheder i Caribien.

Dani skulle desværre hjem til Australien – det har været nogle rigtig gode uger sammen med hende, så det var lidt trist. Og den sidste dag på Roatan, var det bare mig og gutterne. P1140247

Som Dickie sagde til Douglas, da vi endelig tog afsted: ‘Hvis vi ikke havde mødt dig, var vi fandme svømmet væk fra den her ø! Og til sidst endte vi så med at hoppe på et lille 20-personers fly fra Roatan til La Ceiba og skulle derfra med minibus til Leon i Nicaragua.

Efter 12 timer, hvor jeg bl.a. var blevet nødt til at kravle op på taget af minibussen for at ligge på maven oven på alle de andre tasker og grave køresyge-piller ud af min rygsæk, var vi ved grænsen til Nicaragua, og her og begyndte de rigtige problemer. Vi var to minibusser der fulgtes ad, og ved grænsen samlede chaufførerne alle vores pas ind, og ville sørge for stempler og det hele, hvilket jeg synes var fint, for så kan de jo ikke spørge mig, hvornår jeg rejser ud igen, og det ved jeg jo ikke… Men mens vi stod der, gik al strømmen i området og det blev bælgragende mørkt. Den ene chauffør kom så ud og sagde, at vi lige skulle blive sammen eller hoppe ind i busserne, for der er røvere, især ved strømafbrydelse. Hyggeligt. 10 minutterne senere kom han ud igen og sagde, at den anden bus desværre ikke havde de rigtige papirer og at vi blev nødt til at skovle alle 25 personer ind i vores bus. Og taskerne på taget, de går muligvis op i registreringattester, men ikke sikkerhedsseler eller bremselængde.

De store byer er også de farlige, så dem undgår man helst, men for eksempel kørte ved gennem Tegucigalpa, hovedtaden i Honduras… Det var ikke sådan at jeg tænkte, at jeg meget gerne ville have at vi stoppede og gik en tur! Men det så da meget fint ud fra bussen:

22 timer efter Dickie og jeg tog fra Roatan, var vi fremme i Leon.

El Salvador

January 30, 2016adminLeave a comment

Efter en nat i Antigua tog vi afsted tidligt med en lille shuttle-bus mod El Salvador. Ved grænsen skulle vi alle ud af bussen og først ud af Guatemala for så at blive sluppet ind i El Salvador – som altid var det lidt nervepirrende, for man ved sgu aldrig i de her lande… Pigen foran mig var fra Tyskland fik først et stempel, men blev så kaldt tilbage og fik forklaret, at der er et problem mellem Guatemala og Tyskland?! Efter noget tid sagde manden dog: ‘But now I fix’ og så var det ligesom på plads. Dani og jeg kom igennem uden problemer.

El Salvador er ret anderledes end Guatemala – los salvadorenos (de lokale) er også små, men knapt så runde. Det virker endnu mere fattigt, og uden de fine traditionelle klædedragter, som de fleste i Guatemala stadig bærer, var det ikke ligefrem sådan, at man tænkte ‘wow’! Men så kom stillehavet til syne, og man begyndte at kunne se fidusen. Vi blev sat af i den lille strandby El Tunco (det betyder ‘grisen’, skønt navn, ikk’).

Dani havde booket os ind på Hotel Mopelia, meget simpelt sted, men med en sød lille have og en lille bitte pool, rene lagener og direkte adgang til stranden – en dag var der en krabbe inde på vores værelse, EN KRABBE, heldigvis var det Dani, der så den først. Ejeren lod os have vores egen morgenmad i restaurantens køleskab og var venligheden selv. Han er belgier, men gift med en lokal og de har boet her ni år – så tror jeg alligevel jeg ville komme til at kede mig lidt.

De første par dage skulle vi lige finde os til rette, men vi kom hurtigt til at lære alle de lokale at kende. Det er en masse surfere, som lever af at leje surfboards ud til turister og give undervisning. Vi blev nødt til at tage ind til La Libertad for at hæve penge, da ingen af El Tuncos tre hæveautomater nogensinde virker. Vi ville køre i chicken-bus, men en af de lokale surfere kom forbi og et lift. Efter et par forsøg i diverse hæveautomater lykkedes det, og det var altså lidt som at vinde i lotto, da en maskine endelig begyndte at spytte dollars ud. De har brugt amerikanske dollars her siden 2001, vist primært for at fremme økonomien, men det er ligesom om, det ikke rigtig har hjulpet. Anyways, dollars det ved man da hvad er. Og retur kom vi med chicken-bus, bemærk Batman-vinduerne.

Bølgerne var ikke de bedste, så en morgen tog vi afsted for at finde et vandfald ved den lille bjergby Tamarique. Man kan enten booke en guide i El Tunco og betale ret meget, eller tage en lokal bus og finde nogle børn, der vil vise en vejen fra landsbyen ved bussens endestation. Vi tog selv af sted og fik et lift af et lokalt par inden bussen kom. Det tog en halv times tid at køre og da vi blev sat af råbte de til Pedro, som sprang op og tog os med på vandreturen gennem bjergene og banede vejen med sin machete indtil vi nåede vandfaldet. Pedro var 40-50 år, og jeg tænkte ‘hmm… er han et af de lokale børn?’ Det var han altså så, for han viste os, hvor vi kunne springe ud fra vandfaldene og rutche ned andre steder. Hurtigt blev vi omringet af en lokal storfamilie, som holdt søndags-picnic og det var så sjovt – de hoppede alle sammen i med at tøjet på! På vejen tilbage hilste vi også på Pedros hest mens vi holdt en tiltrængt pause og gribbene svævede sultent over os.

Her kommer bussen, hvis den kommer, og det gjorde den ikke, så Pedro fik læsset os op på ladet af en pickup-truck og tilbage til El Tunco. Rigeligt med vind i håret

Dani surfer allerede, og efter et par timer på maven på et boogie-board den første dag, var jeg klar til at padle ud sammen med de andre på et long board med Moncho som instruktør (instruktør betyder her, at han skubber ens board ind i bølgerne, så man kun skal koncentrere sig om at komme op og stå). Det er altså svært! Og lidt skræmmende med mange mennesker og boards og kæmpe bølger… Jeg kom op og stå et par gange i tre sekunders tid, hvilket jeg åbenbart skal være tilfreds med, og det var skide skægt. Mens vi ventede på de gode bølger, snakkede vi med de små havskildpadder, som kiggede op. Dani og jeg har aftalt, at vi ikke spørger nogen, om her er hajer.

Ved lavvande kan man gå langs kysten til nogle kæmpe grotter med en masse flagermus, ydr, og på den den næste bjergskråning ned mod vandet lå en masse store mansions med stejle trapper ned ad klipperne. De fleste så ret forladte ud, men vi mødte en familie, som boede i en af de kæmpe ‘Ranchos’ – de snakkede kun spansk, så det var svært at finde hoved og hale i det, men de lod os svømme i deres kæmpe saltvandspool, som bliver fyldt op hver gang det er højvande. Det er kun lavvande nok til at gå fra El Tunco i et par timer om dagen, så vi fik pludselig travlt med at komme tilbage – ellers skulle vi have været på alvorlig bjergbestigning!

Weekenden i El Tunco var der knald på, og en masse lokale turister fra hovedstaden San Salvador kommer for at bade og feste. Der var ladies night alle steder, hvilket betød at vi simpelthen bare fik gratis drinks på alle barer – ikke det dér fis med buy-one-get-one-free! Den aften holdt vi os vågne til efter kl. 23, og det skete ellers ikke – det er nogle lange, varme og aktive dage vi har.

Mandag aften var byen anderledes stille og vi gik en runde omkring byen baggade hvor de lokale bor, og kom forbi en gudstjeneste i den lillebitte kirke – og på et hjørne sad en lille fyr og trommede stille på sin bongotromme.

Man kan godt blive lidt træt i sit knæ af det dér surfing, så en dag tog vi chicken bus hen til en anden strand; El Zonte. Den tykke chauffør skiftede stolt CD og spillede Roxette – It Must Have Been Love – for fuld udblæsning for os, mens han smilede over hele femøren. Da vi senere kørte tilbage med samme chauffør havde han mord i øjnene og kørte om kap med en anden bus, mens billetkonduktøren bogstaveligt talt løftede de gamle damer ombord, så vi kunne komme hurtigt videre hahaa-øhh-okayyy… Senere fik vi forklaret, at hver linje eller hver bus er sit eget firma, her er ikke noget der hedder offentlig transport, så det er åbenbart bare med at komme først til de populære “stoppesteder”, og det kræver lidt erfaring, for bussen stopper, når man vinker til den eller råber at man vil af.

Der var fuldstændig øde på El Zonte Beach… Hvor er alle de andre??? Det er meningen det skal være højsæson nu…

Efter en tur langs stranden smuttede vi til La Libertad, som er den større by i området. Her var fiskemarked og fuld gang i de lokale handlende. Vovede for en gangs skyld at tage kamera med, hvilket ellers frarådes, ligesom man helst ikke skal bære smykker, pænt tøj eller især iPhones.

Jeg har stadig svært ved at vænne mig til de kæmpe shotguns de alle sammen render rundt med. På et tilsyneladende helt tomt resort ned mod vandet, cykler vagten også rundt i sin fine hvide polo-trøje med sådan en på ryggen. Men El Salvador har også været meget igennem, ikke bare de spanske conquistadores, men også krige med nabolandene som fx ‘The soccer war’ som ifølge rygtet startede under en FIFA World Cup kvalifikationskamp mellem Honduras og El Salvador i 1969. Her bor ca. 6,5 mio. Der var borgerkrig i landet fra 1980 til 1992 med kampe mellem de fem mest prominente guerilla-grupper. Den 14. april 2012 var der nul mord i hele El Salvador hele dagen hva’-si’r-I-så? Hotel-ejeren siger dog at tallet er oppe på ca 15 om dagen igen, og at der faktisk bliver slået flere ihjel end under borgerkrigen.

Den 25. januar er Australia Day, så det måtte vi jo fejre med lidt ekstra god mad, som hotel-ejeren lovede ville være, som vi selv ville lave det – og det var også en helt rigtig bøf, medium-rare hurra – til forret fik vi salat-suppe, stedets specialitet, og ja, det er grøn salat der er hovedingrediensen, og så kan jeg jo ikke klage!

Hver dag så jeg en lille dreng og hans blinde far trave frem og tilbage langs stranden og sælge små poser med lokale snacks. På vores sidste dag købte jeg en pose for 25 cent og fik sagt på skraldespansk til faren, at det vel nok var en god dreng han havde. Faren svarede, at han altid hjalp ham meget. Jeg stak drengen en 5-dollarseddel og fik et genert smil tilbage og et vink da de igen gik forbi. Det er hjerteskærende – ville ønske jeg kunne have sendt ham i skole.

At rejse i Mellemamerika er ret svært at planlægge, man må bare tage det som det kommer. Det lykkedes os at finde et enkelt sted, hvor vi kunne komme afsted mod Honduras i bus, men vi skal ind gennem Guatemala igen, for det er hurtigere – bonus med et par ekstra grænseovergange… Eller…

Lago Atitlán – Guatemala

January 21, 2016January 25, 2016admin3 Comments

Der er 60 km mellem Antigua og San Pedro, som ligger ved Guatemalas største sø ‘Lago Atitlán’. Antog det ville tage en times tid, måske to, i den lille minibus, som var fyldt til randen. Det tog fem! Rob fra Canada, en tysker og jeg var lige blevet enige om, at infrastrukturen vel nok var fantastisk i forhold til, hvor fattigt og faldefærdigt alt ellers er her… da chaufføren drejede ned af en grusvej, som vi kørte på i hårnålesving i bjergene de sidste 2 timer. Autoværn? Haha glem det (mor, jeg kan ikke engang begynde at forestille mig de hysteriske anfald den tur ville have givet dig)! Men det var ufattelig smukt, gennem små landsbyer, op over skyerne og gennem kaffe-plantager! Da søen omsider kom til syne blev der helt stille i bussen – Canada, Tyskland, USA, England, Finland, Holland, Italien og Danmark var alle slået tilbage til start, wow.

Det er også første gang jeg har oplevet, at en bus måtte holde ind fordi nogen skulle brække sig, og det ikke var mig. Sejr!

Det var mørkt før vi nåede frem, og da vi blev sat af, stod en hel velkomst-komite af lokale, som ville hjælpe os til vores forskellige hoteller – det kostede 8 kroner i tuktuk, fair nok. Der var noget underligt fyrværkeri over søen, som lød som kanonslag, gav et par glimt og efterlod en stor sort sky – det så meget hjemmelavet ud, og tænkte ‘ej, hvor sødt og hyggeligt’! Har senere fundet ud af, at de fyrer det af dag og nat, og ingen jeg har talt med, ved rigtig hvorfor – det er bare noget de lokale oppe i bjergene gør!? Måske fordi de har fået ny borgmester eller ny præsident. Eller begge dele.

Er aldrig vild med at ankomme til et sted, efter det er blevet mørkt, men da jeg slog øjnene op og kunne se solen stå op over søen ud af vinduet fra min overkøje, var det det hele værd. Har vist aldrig smilet så meget kl 6 om morgenen før.

Så var jeg jo tidligt oppe, og Rob fra bussen foreslog, at vi besteg Volcán San Pedro, som jeg bor for foden af på hotel Mikaso. Tror ikke rigtig jeg fattede, hvad jeg gik ind til, men whatever på med kondierne – det dér grimme bjergbestiger-kluns og vandrestøvler er overvurderet! Havde jeg læst på diverse hiking-sites forinden, at det var beskrevet som ‘Challenging’, havde jeg nok droppet det, og det var mega hårdt! Vi bor i 1500 meters højde og toppen er på 3020 meter. Vi mødte i alt ni andre på turen, kun to var piger og de var i prof vandre-tøj med vandre-stokke og de havde guider med! Okay, jeg er lidt stolt… Og lidt forundret over, hvem jeg er – jeg gider sgu da ikke sådan noget, gør jeg? Nok ikke igen lige foreløbigt, nej, men det var så fedt på toppen!

Så var man en smuuuule øm i benene næste dag, indrømmet! Så den stod på kaffe (de har jo sindssygt god kaffe her ahhh) og slaske rundt på de lille marked – og om eftermiddagen tog min roomie Danielle (Dani) fra Australien, Rob og jeg båden til en anden by ved søen, Panajachel, men vi er enige om, at vi er havnet det bedste sted ved søen. Vi skulle også bare hæve penge derovre, for her i San Pedro er der kun én hæveautomat, som nogle gange har kontanter og nogle gange æder folks kort.

Besluttede hurtigt, at jeg nok må blive lidt længere her ved søen, for man kan simpelthen ikke andet end at nyde det, uanset hvor man kigger hen. Har været rundt med Christina fra Hawaii, som jeg mødte i Antigua, og ellers med Dani og så Gina fra England. Dani og jeg tager til El Salvador sammen på fredag (følg med i næste uge). Blandt andet har vi været i San Marcos, en anden by ved søen, hvor en masse hippier har slået sig ned – her kan man finde sin måne-cyklus, få velsignet sin livmoder, læst tarotkort og tonsvis af andet crap. Som eksempel kan nævnes en lidt ensom type, som har givet sig selv navnet Quantum Sheep… QUANTUM SHEEP!!! Han render rundt og prøver at finde venner, men prøver måske lige lovligt meget, så alle prøver efterhånden at undgå ham. Nå, jeg drak en kop urtete ud af respekt og smuttede hurtigt videre, det er liiiige alternativt nok det dér! Desuden var der skrald på gaden og børn der tiggede, og så kan jeg altså ikke rigtig klare, at de der hippier sidder og er skæve og glor ud i luften hele dagen og sælger deres grimme hjemmelavede smykker uden at gøre noget ved det. Så fik jeg lige sagt det! De lokale griner af dem og kalder det Hippie-tenango (hippie-land).

En dag var der fuldt booket på dorm, så vi fik overtalt manageren til at lukke et lille hus op, hvor underetagen ligger ude i søen, mens overetagen stadig kan bruges. Søen er nemlig steget med 8 meter de sidste 20-30 år, så en hel del af byen ligger allerede ude i søen. Ingen ved rigtig, hvad det skyldes. Måske noget med den vulkan der udbrød i 1976, eller klimaforandringer generelt. Vores hus var i hvert fald så hyggeligt, og vi holdt tøseaften med Rebecca (CAN), Anna (Indiana, US), Gina og Dani! Jeg lavede guacamole (avocadoerne er fantastiske og koster 1 kr. stykket), så mens det tordnede i i bjergene omkring os og strømmen i huset kom og gik, blev der drukket vin og hygget – lidt dårligt planlagt af os, at Gina og jeg skulle op på et bjerg, Indian’s Nose, og se solopgang…

Der var afgang 3.45 (husker det svagt), og så kørte vi i bus en halv times tid ad de snørklede veje, hvorefter vi klatrede med lygter en halv times tid til udsigtpunktet. Da jeg så den vej, vi havde klatret i mørke i dagslys på vej ned, var jeg glad for jeg ikke vidste, at det gik lodret ned til den ene side – helt sindssygt! Men så sad vi der i mørket, og så MIR (de sagde, det var den, I know nothing) og en masse satelitter fise rundt, mens en lokal kaffebonde lavede kaffe til os på bål – det er altså to forskellige verdener! Vi så også stjerneskud og vulkanen Fuego spyede ild og kæmpe røgskyer i det fjerne, hvilket var lidt af en bonus. Det har jeg aldrig set før, yay! En enkelt turist der klatrede på Fuego er ifølge guiden blevet stegt deroppe – det er også lidt dumt at klatre på en vulkan der jævnligt er i udbrud, ikk’!?

Resten af dagen stod på afslapning i huset, som Rebecca havde overtalt manageren til at lade os blive i endnu en nat, så jeg ikke behøvede vågne fra min formiddagslur (så sødt), og badede lidt i de små boblebade på solterrassen, spiste mere guacamole…

De sidste par dage ved søen gik med at tulle rundt i San Pedro, hygge i boblebadet på hotellets terrasse, chille på de små barer med hippierne, og så var Dani og jeg et smut i Santiago. Santiago er den by ved søen der er mest lokal, der bor ikke turister, og der var så fint. Vi fik lov at sidde i solen på taget af ‘the chicken boat’ (det betyder, at det ligesom i chicken-buses, er de lokales transportmiddel, hvor alt kan medbringes).

På billedet herover, kan man se, hvordan moderne lægevidenskab udbredes i området… Bemærk manden med hatten bagved – vi grinede til hinanden og var vist ret enige om, at det var bullshit, selvom han muligvis tror på Maya-guder og jeg på videnskab.

I løbet af et par dage, skulle jeg gerne nå frem til El Salvador sammen med Dani.

Antigua – Guatemala

January 16, 2016admin4 Comments

Fra lufthavnen i Guatemala City var det nemt at finde en shuttle bus til Antigua. Byen ligger i 1500 meters højde og var Guatemalas hovedstad indtil 1773, hvor man besluttede at flytte den til Guatemala City pga. de mange oversvømmelser, vulkanudbrud og jordskælv i Antigua. Det er måske ærgerligt, for Guatemala City var absolut ikke noget at skrive hjem om, som man siger, udover at der var ufatteligt meget militær, lastbil fuld efter lastbil fuld, og politi med maskinpistoler overalt! Men de har vist også nogle politiske problemer, som jeg lige skal have læst om… En anden dag… Hvor jeg keder mig rigtig meget… Og ellers kan min far nok fortælle mig om det, når jeg kommer hjem.

Var en smule træt efter rejsen, men med en stor kop kaffe og et ingefærshot fra ‘El Hostal’ hvor jeg bor, gav mig energi til at gå ud og spise med nogle af de andre og endda også på bar bagefter.

Da jeg ville smutte fra baren, som lå lige over for vores hostel, var der et par af de andre der insisterede på at følge mig over, for som de sagde ‘It’s easy to forget that this is still Guatemala, don’t walk alone at night’. Ups, men her virker virkelig så fredeligt og rart og alle hilser pænt og er tilsyneladende hjælpsomme, men skal nok passe på (ja ja!).

Det er en rigtig fin by, og det er lykkedes dem at bevare en del af de gamle ruiner fra 1500-tallet og i det hele taget holde resten pænt. Overalt i byen er der udsigt til en vulkanerne, Volcan de Agua og Volcan de Fuego, så kodak-værdien er rimelig høj, hvorfor her også er lige lovligt turistet efter min smag. Men altså ikke mere turistet, end at en politimand gladeligt får pudset sine støvler af en børnearbejder på byens torv.

Der er mange historiske bygninger, man kan besøge, og masser af små restauranter og sjove markeder med de traditionelle farverige stoffer, som mange af kvinderne stadig går i – på det lokale marked råber og skriger de om deres fantastiske tilbud på gammeldags fjernsyn og transistorradioer, så man bliver helt bange. Ufatteligt så meget lyd der kan komme ud af de små mennesker – de er alle sammen et helt hoved mindre end mig

Her er også Mc Donalds, Domino’s osv., men de er heldigvis gemt godt inde bag de fine facader og får ikke lov at reklamere på gaden, hvilket altid er noget! Smutter hurtigt videre her fra, selvom det helt klart har været besøget værd! Se dog lige hvor fint der var, da jeg var ude og gå i morges (knætræning på trapper: done):

Afsted igen

January 14, 2016January 14, 2016adminLeave a comment

Fløj med Dreamlineren. Det eneste fly jeg kan navnet på, yay! Havde ikke prøvet det før, og der var god benplads og fine Android-skærme, med gratis film (jamen Norwegian dog, noget gratis!). Og så var det altså heller ikke mere fantastisk.

Slap selvfølgelig ind i USA uden problemer. Havde man været sådan en, der blev nervøs for US Border Control, når man skulle rejse ind i det forjættede land, havde man måske bekymret sig om:

Er det nu okay med en billet til Guatemala og ikke en returbillet? (Mjaa går den så går den)
Virker min ESTA fra sidst? Jeps.
Må jeg have resten af mine rugbrødsboller med ind? Vist nok ikke, det er noget med korn, men smile-smile-smile-jeg-har-kun-nogle-lakridser-vil-du-have-dem?
Spørger de, om jeg har booket hotel til i nat? For det har jeg ikke, har bare angivet adressen til der, hvor jeg boede sidst.

Tilbragte natten i den ikke særligt eksotiske Terminal 4 i FLL, som simpelthen er verdens kedeligste lufthavn. Der er absolut intet, der tyder på, at Miami er lige rundt om hjørnet.

Mødte Caroline fra Sverige, som var på vej hjem og havde 24 timers transit, og pludselig var det ikke så slemt, at være på vej afsted og kun skulle vente 12 timer – hun havde lidt tips omkring de steder jeg skal hen, så vi lavede en lille lejr på gulvet ved en stikkontakt.

Man kan opholde sig visumfrit i Guatemala i tre måneder, og så længe bliver jeg nok ikke lige, men man skal kunne dokumentere udrejse, før Spirit Airlines vil flyve en dertil. De hænger nemlig på en, hvis man ikke bliver sluppet ind. Men nu kender jeg dem efterhånden, Spirit altså, hvilket jeg lige nævnte ved check-in – og de har nu for anden gang solgt mig en billet, som jeg kunne bruge til at komme gennem grænsekontrollen, og derefter vandre direkte ud i ankomsthallen og få refunderet totalt. Det er et flot system, ikke?! – Og ingen har nogensinde været så ligeglad, som damen der stemplede mit pas, da jeg skulle gennem ’Migracion’.

Landede i Guatemala City efter omkring 30 timers rejse (med min udregning af tidsforskel, flyvetider osv.kan det være +/- 10).

Sådan kommer man så frem

Sidste stop: Tioman Island

July 14, 2015December 29, 2015admin1 Comment

At komme fra Borneo til Tioman Island krævede en taxa, et fly, tre busser og en båd, ikke noget at snakke om. Her en tilfældig busstation i en tilfældig by, og et billede fra byen Mersing, hvorfra man tager færgen til Tioman:

Bådene til øen sejler, når de sejler, og man kan ikke købe billet på forhånd. Turen tager 2-3 timer, og er ikke for “sø-svage”. Jeg skulle selvfølgelig af på sidste stop i byen Salang, og var rimelig grøn i hovedet ved ankomst. Alt det er dog hurtigt glemt, når man stiger af båden og ser det her:

Salang er mere en strand end en by, så jeg smed rygsækken i den første den bedste dykker-butik og gik på jagt efter noget at bo i – de færreste steder er online, så man må bare se, når man ankommer.

Som noget af det første, opdagede jeg de rigeligt store firben, Monitor Lizards, som herskede på øen. De var altså op til to meter lange! De er kødædende og spiser mest, æg, andre krybdyr, fugle, fisk og mindre pattedyr.

Nå, men jeg fandt en hytte og min bikini, og så stod den på power-afslapning (jo det kan man godt, det er når man slapper så meget af, at det hårdeste man laver er at trække vejret gennem sin regulator mens man dykker). Min mest aktive dag, var da jeg sammen med mine naboer fra Australien, Mark og Ross, besteg det forladte hotel på bjergsiden med en pose øl:

Her er hotellet set ude fra:

Min hytte:

Bemærk aben på taget til højre. Jeg var i øvrigt langt mere bange for aberne end for de kæmpe varaner, da jeg tog fra øen. De var simpelthen så frække og de store hanner ret aggressive, så ingen snacks på altanen, blev der sagt!

Mine største fjender på øen var dog de forbandede sandfluer, som bider en, når man ligger på stranden eller sidder i sandet (hvilket man gjorde på de fleste restauranter). Tricket er, at blive i vandet eller ligge i klipperne om dagen, og at smøre sig ind i et tykt lag babyolie om aftenen. Ved ikke hvorfor babyolie virker, men det gør det – i øvrigt også mod myg – og man vender sig hurtigt til at være fedtet hele tiden, og så er det jo godt for huden (tænk på Ole Henriksen!). Den første dag havde jeg dog nået at få en del bid, og for én der aldrig får myggestik, var dette lidt en streg i regningen. Det klør jo for filan da!!!

Udsigten fra hytten:

En dag var jeg så doven, at jeg tog et billede af noget, nogle andre havde skrevet i sandet – hva’ så? Jeg går ind for genbrug, eller noget…

Den søde lille ø ud for øen, hvor jeg plaskede rundt med en snorkel, når jeg ikke var ude og dykke med hajer og skildpadder:

En dag mødte jeg en flok unge fra Iran. Jeg var svømmet ud til en sandflue-fri platform og lå i fred og ro og slappede af, da de gispende og råbende og grinende kravlede ombord i deres store redningsveste. Det er jo en stor del af det at rejse, at man også møder folk fra alle mulige andre steder, måske synes jeg bare ikke lige timingen var optimal. Men de var simpelthen så søde og glade for at være på ferie, og de ville så gerne snakke. De havde én uges ferie, og det er ikke ret let, overhovedet at få lov at forlade landet, for ikke at tale om, at få lov at rejse ind i et andet. De festede og dansede og sang om aftenen, og havde ingen tørklæder på. Det skal de ifølge loven, når de er på arbejde og på offentlige steder i Iran, og de viste mig grinende billeder af, hvordan de så ud til hverdag. De sagde, at inden for hjemmets fire vægge, var de fleste langt mere frigjorte. De har store forhåbninger til, at USA kan hjælpe med at påvirke den regering, som 90 procent af befolkningen er imod. Det håber jeg også.

Det var lidt af et sidespring… Min tur er slut for denne gang og den næste går nok ikke til Iran, selvom jeg nu har en åben invitation til at besøge dem “underground” i Teheran. Men måske en dag.

Det skal blive godt med en rugbrødsmad