Taxa-turen fra lufthavnen i Montego Bay til mit hostel i Negril viste, at Jamaica er præcis som forventet. Rastafari-stilen er ikke et skuespil for turisterne, selvom der er mange af dem, det er meget ægte og attituden er: ‘Don’t worry about it – just do it later… Man!’

The Judy House er et sødt lille hostel på toppen af en bakke, hvor jeg sover i et blikskur med to canadiske piger. Det er det mest simple sted, jeg nogensinde har overnattet, men ejeren Sue og hendes personale Miss Hyacinth (nederst) og Martell (sidder sammen med Sue) tager sig så godt af alle – de skal bare have tid til at sidde og drikke en øl og ryge en fed lige når de vil:

Første aften mødte jeg Maria (DK), Al (UK) og Tristan (UK), som jeg har været sammen de første par dage. Vi slapper bare af, mest på Canoe Bar nede på stranden, og jeg er så småt ved at komme ned i gear. Al og Tristan har sagt deres jobs op i England og er på vej til Mexico City, hvor de håber at kunne leve af at spille musik lægger måske vejen forbi og ser, om de er blevet rock stars om et par måneder. Stakkels Maria skal bare hjem til Danmark om et par dage.

Her er Mendez Martin, som er nabo til The Judy House hostel i Negril. Hans kone døde desværre sidste år, men han har begravet hende i baghaven.

Der er skilte med ‘Camels crossing’, ‘Horses crossing’, og ‘children crossing’ – har dog kun set børn og geder på vejen indtil videre. De kører som sindssyge, men har mange vejskilte som fx ‘Arrive alive, don’t drink and drive’, men det hjælper vist ikke umiddelbart. For eksempel gider man da ikke være buschauffør, hvis man ikke kan følge med i filmen mens man kører!

Her er lidt flere stemningsbilleder: